En mulig udvikling mod ydmyghed i breve, der traditionelt tilskrives Paulus

Han begyndte ikke som den mindste

Omkring år 33 eller 34 stod en ung mand ved navn Saulus ved en henrettelse i Jerusalem og holdt øje med kapperne for de mænd, der kastede stenene. Apostlenes Gerninger siger, at han gav sit bifald til drabet. Kort efter begyndte han at trænge ind i det ene hjem efter det andet og føre de troende bort.

Omkring tre årtier senere i en traditionel kronologi lader Første Timotheusbrev afsenderen beskrive sig selv langt bredere – som den største af syndere. At læse det som den samme person, der taler selvbiografisk, afhænger af det omstridte direkte paulinske forfatterskab.

Mellem de to scener ligger vejen til Damaskus, rejsen til Arabien, tre lange missionsrejser, optøjer, et skibbrud og fangenskab i Rom. Brevene lægger også op til en mere stilfærdig sammenligning: hvordan deres afsendere beskriver sig selv over hele det spænd.

En selvbeskrivelse i Første Korintherbrev (Efesos, ca. år 54–55)

Da Paulus slog sig ned i Efesos, havde han prædiket i omkring tyve år og arbejdet blandt menigheder på Cypern og i Galatien, Makedonien og Grækenland. Derfra skrev han til menigheden i Korinth og overvejede sin plads blandt apostlene:

Læs det hele, og du ser, at det ikke er en mand, der taler sig selv ned. Det er en mand, der gør regnskabet op. Han benægter ikke resultaterne – han har slidt hårdere end nogen af dem, og det siger han ligeud. Han nægter blot at beholde noget af det for sig selv. Det, der udefra lignede en usædvanlig karriere, var han indefra kommet til at se som noget, han havde fået overrakt.

En selvbeskrivelse i Efeserbrevet (traditionel paulinsk læsning)

I den traditionelle paulinske læsning placerer Efeserbrevet denne selvbeskrivelse i en fængselssituation. Brevet nævner ikke Rom, og forfatterskabet er fortsat omstridt og det foreslåede sted omdiskuteret:

Sætningen standser aldrig op for at bebrejde sig selv. Det kan den ikke: ringheden er kun optakten, og resten af sætningen handler om, hvad nåden blev givet for at udrette. Han kalder sig den mindste af alle Guds folk i samme åndedrag, som han siger, at han blev sendt for at forkynde Kristi ufattelige rigdom for folkeslagene. For ham står de to tanker ikke i modsætning til hinanden. Det er én og samme tanke.

En selvbeskrivelse i Første Timotheusbrev (traditionel paulinsk læsning)

Første Timotheusbrev bruger en selvbeskrivelse i nutid. I en traditionel paulinsk læsning kan den sammenlignes med de tidligere breve; teksten selv fastslår ikke et sidste stadie i Paulus' biografi:

Sæt de tre ved siden af hinanden, og de kan læses som en sammenligning med stadig større rækkevidde: mindst blandt apostlene, mindst blandt alle Guds folk og først blandt syndere.

Det mønster afhænger af den traditionelle læsning af brevsamlingen. Det er en fortolkende sammenligning, ikke en sikkert daterbar række i ét menneskes biografi.

Det, der aldrig blev mindre

Det ville være let at læse dette som en mand, der langsomt bliver knust. Brevene gør den læsning umulig, for ved siden af nedstigningen løber noget, der aldrig flytter sig en millimeter. Galaterbrevet begynder uden så meget som en hilsen først:

Og til de samme korinthere, som havde hørt ham kalde sig den mindste af apostlene, skrev han måske et år senere en af de mærkeligste sætninger i sine breve – fordi den rummer begge halvdele på én gang, anseelsen og intetheden, uden at blinke:

Ikke ringere end nogen. Og ingenting. Paulus så ingen modsigelse i det, og netop den skelnen er hele pointen med udviklingen. Det, der blev ved med at skrumpe, var hans vurdering af sig selv uden nåden. Det, der aldrig skrumpede, var hans vished om, hvad han havde fået til opgave. Hans ydmyghed var aldrig en lav opfattelse af hans kald – den var en høj opfattelse af ham, der havde kaldet ham.

To af de tre breve i denne sammenligning – Efeserbrevet og Første Timotheusbrev – har et omstridt direkte paulinsk forfatterskab. Mønstret er derfor en traditionel læsning af brevsamlingen, ikke en påvist kronologi over Paulus' indre liv.

Følg selv ruten

Udsagnene stammer fra breve, hvis rammer har forskellig bevismæssig status: Første Korintherbrev passer godt til Efesos, mens Rom for Efeserbrevet og en ramme i tiden efter Apostlenes Gerninger for Første Timotheusbrev er traditionelle rekonstruktioner. Kortet giver en sammenhæng for en læsning; det bekræfter ikke hver tilskrivning eller hvert skrivested.

Følg rammerne som sammenhænge for brevene, og hold deres forskellige spørgsmål om forfatterskab og datering synlige i stedet for at behandle ruten som en afgjort biografi.