Paulusbrevene · Pauline Letters · Kildebaseret guide

Kilder uden for Det Nye Testamente

Name: Kilder uden for Det Nye Testamente til Apostlenes Gerninger og Paulus' breve
Creator: Thomas Diong
License: https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/

Eksterne kilder bekræfter sjældent en begivenhed i Apostlenes Gerninger direkte, men de placerer igen og igen fortællingen blandt de rette embedsmænd, titler, navne og årtier og viser tydeligt, hvor de ikke kan hjælpe.

Skabt og redigeret af Thomas Diong · Opdateret den 23. oktober 2026

Læserspørgsmål

Findes der kilder uden for Det Nye Testamente til Paulus og Apostlenes Gerninger?

Ja, af flere slags. En indskrift nævner Gallio som statholder i Akaja; andre bruger lokale titler, som Apostlenes Gerninger bruger, såsom politarker i Thessalonika; Josefus beskriver statholdere og en ypperstepræst, som Apostlenes Gerninger nævner. Ingen ikke-kristen kilde nævner Paulus. Kristne forfattere fra omkring 96 e.Kr. citerer hans breve og mindes hans død i Rom.

Indskrifter

Tempelets advarselsindskrifter fra Jerusalem

Datering: Hugget på et tidspunkt mellem Herodes den Stores genopbygning af templet (påbegyndt ca. 23–19 f.Kr.) og dets ødelæggelse i 70 e.Kr. Epigrafiske kataloger daterer begge eksemplarer til 23 f.Kr.–70 e.Kr.; det nøjagtige tidspunkt for indhugningen er ukendt.
Hvor det er i dag: Istanbuls arkæologiske museer (den fuldstændige sten, fundet 1871); Israel Museum, Jerusalem (IAA 1936-989) (fragmentet)
Vedrører: Apostlenes Gerninger 21,26–36; Apostlenes Gerninger 21,28–29; Apostlenes Gerninger 20,4; Apostlenes Gerninger 23,26; Apostlenes Gerninger 24,6; Apostlenes Gerninger 24,18; Apostlenes Gerninger 25,8; Apostlenes Gerninger 26,21; Efeserbrevet 2,14–15; Romerbrevet 15,30–31
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

To græske opslag fra Herodes den Stores tempel i Jerusalem, det ene fuldstændigt (nu i Istanbul) og det andet fragmentarisk (Israel Museum), forbyder enhver ikke-jøde at passere skranken omkring de indre forgårde og advarer om, at den, der overtræder forbuddet, selv står til ansvar for sin død. Sammen med Josefus' beskrivelser gør de anklagen mod Paulus i Apostlenes Gerninger 21,28–29 forståelig og alvorlig, men de nævner ingen ved navn og kan ikke vise, at anklagen var sand.

Hvad det fastslår

Herodes den Stores tempel havde en skranke omkring de indre forgårde med græske opslag på. Opslagene forbød enhver ikke-jøde (allogenes) at gå ind inden for balustraden og indhegningen omkring helligdommen og advarede om, at en overtræder, der blev grebet, selv ville være ansvarlig for sin død. Ét fuldstændigt eksemplar og ét fragment er bevaret.
Josefus beskriver skranken og dens forbud, som var ledsaget af en advarsel om døden (Ant. 15.417), siger, at opslagene var på græsk og latin (War 5.193-194), og lader feltherren Titus hævde, at Rom lod jøderne dræbe overtrædere, selv hvis de var romere (War 6.124-126).
I Apostlenes Gerninger 21,28–29 anklages Paulus for at vanhellige templet ved at tage hedninger med derind, ud fra den antagelse at han havde taget Trofimos fra Efesos med ind. Anklagen påberåber sig en virkelig, offentligt opslået regel, der behandlede hedningers adgang forbi skranken som en dødssag, hvilket er med til at forklare mængdens voldsomhed (Apostlenes Gerninger 21,30–31). Garnisonen greb ind i den tumult, der fulgte (Apostlenes Gerninger 21,31–36).
Josefus placerer skranken ved opgangen fra den ydre forgård til de indre forgårde og siger, at opslagene forbød fremmede at gå videre (War 5.193-194; Ant. 15.417). Den påståede forseelse var altså at tage en hedning med forbi skranken, ikke overhovedet at bringe én ind på tempelområdet.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, at Paulus tog Trofimos, sin ledsager fra Asien (Apostlenes Gerninger 20,4), eller nogen anden hedning med forbi skranken. Apostlenes Gerninger fremstiller anklagen som en slutning ud fra, at man havde set dem sammen i byen (Apostlenes Gerninger 21,29); Paulus afviser enhver forseelse mod templet (Apostlenes Gerninger 24,18; Apostlenes Gerninger 25,8). Tertullus gentager anklagen over for Felix (Apostlenes Gerninger 24,6), og Paulus minder om, at han blev grebet i templet (Apostlenes Gerninger 26,21).
Indskrifterne nævner ingen enkeltperson. De bekræfter, at reglen fandtes og var alvorlig, ikke selve arrestationen eller andre detaljer i Apostlenes Gerninger 21–26, såsom den rolle, der blev spillet af kommandanten, som Apostlenes Gerninger senere kalder Klaudius Lysias (Apostlenes Gerninger 23,26).
Stenens straf rammer den hedenske indtrænger; den nævner ingen straf for en jøde, der tog én med ind. Alene forklarer den derfor ikke, hvorfor mængden vendte sig mod Paulus selv.
Det afgør ikke to spørgsmål: om Efeserbrevet 2,14 hentyder til denne skranke, og om dødsadvarslen betød en domstols dom, tolereret pøbelvold eller guddommelig straf.

Hvor fortolkerne er uenige

Flere spørgsmål står åbne. Hvem udstedte opslagene, og hvornår: Herodes den Stores bygmestre, præsterne eller de romerske myndigheder efter 6 e.Kr.? Det sidste er Mommsens opfattelse, citeret i OGIS 598, bygget på den latinske version af opslagene, som Josefus omtaler (ingen er bevaret), og på feltherren Titus' ord. Betød »selv ansvarlig for sin død« henrettelse ved en domstol, pøbelvold, der blev tolereret, eller straf fra Gud? Hvor meget afspejler feltherren Titus' tale, der er skrevet af Josefus, faktisk romersk politik? Og endelig: hentyder billedet af muren i Efeserbrevet 2,14 til denne skranke eller til loven (Efeserbrevet 2,15)? Det spørgsmål afhænger delvis af brevets omstridte forfatterskab og datering.

Andre læsninger

Korrekt ramme, ikke bekræftelse af begivenheden. Reglen var almindeligt kendt: Josefus omtaler den mere end én gang, og den var opslået ved templet på græsk. En forfatter på en vis afstand af begivenhederne kunne skildre rammen korrekt, så overensstemmelsen viser, at Apostlenes Gerninger kender templet godt, uden at bekræfte opløbet og arrestationen. Paulus' brev viser dog, at han forventede fare fra de vantro i Judæa (Romerbrevet 15,30–31), om end ikke selve opløbet.
Efeserbrevet 2,14 betyder loven, ikke balustraden. Ifølge denne læsning står billedet af muren for loven med dens bud, som det næste vers siger er sat ud af kraft (Efeserbrevet 2,15). Ordforrådet for muren i Efeserbrevet adskiller sig desuden fra stenens (tryphaktos, peribolos) og fra Josefus' (dryphaktos), så tempelskranken er en illustration tilføjet af fortolkere som Robinson (1903). Hvis Efeserbrevet blev skrevet efter 70 e.Kr., var skranken allerede ødelagt.
Opslagenes romerske oprindelse. Theodor Mommsen, citeret af Dittenberger ved OGIS 598, mente, at romerne lod opslagene hugge, efter at Judæa var blevet provins i 6 e.Kr. Han henviste til den latinske version, som Josefus omtaler ved siden af den græske (ingen er fundet), og til feltherren Titus' ord hos Josefus. Andre ser opslagene som en del af Herodes den Stores genopbygning. Efter begge opfattelser stod de der i Paulus' levetid.

Kataloghenvisninger: OGIS 598; CIIP I.1 no. 2; CIJ II 1400; IIP JERU0598; IIP JERU0599

Kilder

Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1737) — War 5.193-194 (Whiston 5.5.2) ↗
Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1737) — War 6.124-126 (Whiston 6.2.4) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 15.417 (Whiston 15.11.5) ↗
Temple Warning inscription (Q16934222) — Q16934222 ↗

Erastus-indskriften i belægningen i Korinth

Datering: Katalogiseret som 31–70 e.Kr. (EDH, EDCS), i overensstemmelse med Kents datering til midten af 1. århundrede. Friesen (2010) argumenterer for, at den sandsynligvis ikke blev lagt før midten af 2. århundrede; det interval, der angives her, slutter ved 150 e.Kr., det tidligste punkt i det forslag, ikke dets slutning.
Hvor det er i dag: Det arkæologiske område i det antikke Korinth, Grækenland: pladen in situ på den brolagte plads øst for teatret; de øvrige fragmenters placering er ikke bekræftet her.
Vedrører: Romerbrevet 16,23; Apostlenes Gerninger 19,22; Andet Timotheusbrev 4,20; Første Korintherbrev 1,26
Grad af sikkerhed: middel
Hvordan udsagnet støttes: Diskuteret

En latinsk indskrift på en brolagt plads øst for teatret i Korinth fortæller, at en Erastus lagde belægningen for egen regning til gengæld for sit ædilembede. Den placerer en mand af det navn blandt embedsmændene i det romerske Korinth, den slags bymæssige ramme, som Romerbrevet 16,23 beskriver. Den beviser ikke, at han er den Erastos, Paulus nævner: hans fulde navn er tabt, det er omstridt, om titlen i Romerbrevet svarer til et ædilembede, og dateringen er omstridt.

Hvad det fastslår

En latinsk bygningsindskrift fra det romerske Korinth (Kent, Corinth VIII.3 nr. 232; EDH HD025815) fortæller, at en mand med cognomen Erastus belagde pladsen for egen regning (sua pecunia) til gengæld for sit ædilembede (pro aedilitate). Hans praenomen og nomen er tabt, og kun fordybningerne til de indlagte metalbogstaver er bevaret.
Den viser, at den romerske koloni Korinth i provinsen Akaja havde ædiler, og at en embedsindehaver kunne gengælde sit valg ved at betale for offentlig brolægning.
Den placerer en Erastus i Korinths embedsklasse på et tidspunkt mellem midten af 1. århundrede og, ifølge det seneste forslag, midten af 2. århundrede eller senere. En korinthisk Erastos med en borgerlig titel (Romerbrevet 16,23) passer derfor til byens dokumenterede rammer.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, at ædilen er den Erastos, der nævnes i Romerbrevet 16,23, Apostlenes Gerninger 19,22 eller Andet Timotheusbrev 4,20. Hans praenomen og nomen er tabt, det er omstridt, om den borgerlige titel i Romerbrevet svarer til et ædilembede, og dateringen er omstridt.
Det viser ikke, at den Erastos, der nævnes i Apostlenes Gerninger, Romerbrevet og Andet Timotheusbrev, er én og samme person; det spørgsmål hviler på teksterne, ikke på denne sten. Paley (1790) argumenterede ud fra Apostlenes Gerninger 19,22, Romerbrevet 16,23 og Andet Timotheusbrev 4,20 for, at Korinth var Erastos' hjem; det argument er ældre end stenen og afhænger af teksterne.
Det viser ikke, at Paulus' menighed i Korinth omfattede velhavende embedsmænd, eller at en kristen bestred ædilembedet; begge dele afhænger af den omstridte identifikation. Paulus' bemærkning om, at ikke mange af de troende i Korinth var af høj stand (Første Korintherbrev 1,26), hverken udelukker eller bekræfter et medlem af eliten.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål står åbne. Datering: Kent placerede belægningen omkring midten af 1. århundrede, og EDH og EDCS katalogiserer den som 31–70 e.Kr. Gill oplyser, at den fuldstændige plade blev fundet in situ i 1929, men Friesen argumenterer for, at indskriften ligger i en sekundær kontekst og sandsynligvis ikke blev lagt før midten af 2. århundrede. Embede: nogle sætter Erastos' borgerlige titel i Romerbrevet 16,23 lig med ædil (Kent, Gill), andre med kvæstor (Theissen, Goodrich), og andre (Cadbury; Friesen) læser den som en bystilling med lav status, muligvis bestridt af en slave; Weiss benægter, at Korinth havde kommunale kvæstorer. Identitet: Brookins finder navnet sjældent, men en sandsynlig Erastus i Korinth i 2. århundrede (Clarke 1991) viser, at navnet ikke var enestående der, og med praenomen og nomen tabt forbliver identifikationen mulig snarere end påvist.

Andre læsninger

Samme mand, senere karriere. Kent fandt identifikationen med den Erastos, der nævnes i Romerbrevet, holdbar, og Clarke fastholder den som en væsentlig mulighed. Theissen satte embedet i Romerbrevet lig med en lavere post såsom kvæstor; Furnish foreslog i forlængelse heraf, at Erastos var kvæstor omkring tidspunktet for brevet og senere ædil. Goodrich argumenterer også for et kvæstorembede, som han betragter som en højtstående post bestridt af eliten.
En anden, senere ædil. Friesen argumenterer for, at indskriften ligger i en sekundær kontekst og sandsynligvis ikke blev lagt før midten af 2. århundrede. Efter denne opfattelse nævner den et ikke-kristent medlem af eliten, ikke den Erastos, der nævnes i Romerbrevet, som var en bymæssig funktionær med lav status, muligvis en slave; Friesen tvivler også på, at Erastos i Romerbrevet overhovedet var troende.
Uafgørligt ud fra det foreliggende materiale. Gill mener, at materialet hverken tillader en sikker identifikation eller en sikker afvisning. Belægningen føjer en korinthisk Erastus til kildematerialet uden at afgøre, om han er den mand, Paulus nævner.

Kataloghenvisninger: Corinth VIII.3 232; AE 1930, 118; EDH HD025815; EDCS-32001186; TM 177152

Kilder

Epigraphic Database Heidelberg (record last updated 2013-05-24, Cowey), EDH inscription record: building/dedicatory inscription from Colonia Laus Iulia Corinthus — EDH HD025815 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss / Slaby, EDCS monument record (JSON data endpoint) — EDCS-32001186 ↗
Trismegistos, TM text relations data service — TM 177152 ↗
Pleiades, Corinthus/Korinthos — Pleiades 570182 ↗
William Paley, Horae Paulinae, or, The Truth of the Scripture History of St. Paul — ch. II (Epistle to the Romans), No. II ↗

Gallio-indskriften i Delfi

Datering: Med størst sandsynlighed de første syv måneder af 52 e.Kr. (før 1. august); en datering helt i slutningen af 51 e.Kr. er ikke helt udelukket. Indhugget kopi af et brev fra Klaudius, dateret ved hans 26. imperatoriske akklamation.
Hvor det er i dag: Delfi (EDH). Deissmann (1912) oplyser, at Bourguets fire fragmenter er i museet i Delfi (Inv. 3883, 2178, 2271, 4001); den nuværende udstilling er ikke efterprøvet.
Vedrører: Apostlenes Gerninger 18,12–17; Apostlenes Gerninger 18,1–11; Apostlenes Gerninger 18,18; Første Korintherbrev 1,1
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Fragmenter af et brev fra Klaudius, indhugget i Delfi, nævner Gallio, rekonstrueret som [L. Ju]nius Gallio, som kejserens ven og statholder. Klaudius' 26. imperatoriske akklamation daterer brevet med størst sandsynlighed til de første syv måneder af 52 e.Kr., så Gallio var statholder i Akaja omkring 51/52, muligvis 52/53. Den forankrer forhøret i Apostlenes Gerninger 18,12–17 i tid, skønt den aldrig nævner Paulus eller forhøret.

Hvad det fastslår

Et brev fra Klaudius, indhugget i Delfi, nævner Gallio som kejserens ven og statholder i et afsnit om Delfis mangel på borgere, som han åbenbart havde indberettet (verbet er rekonstrueret). Af navnet er kun »-nios Gallion« bevaret; »Junius«, »ven« og »statholder« er rekonstrueret ud fra delvise bogstaver, men almindeligt accepteret. Delfi lå i Akaja, så brevet bekræfter uafhængigt af Apostlenes Gerninger, at Gallio var statholder i Akaja (Apostlenes Gerninger 18,12).
Klaudius' titler bevarer tallet 26 for hans imperatoriske akklamationer. En indskrift fra Kys parrer den 26. med hans 12. tribuniciske år; teksten om akvædukten ved Porta Maggiore (CIL VI 1256; EDR104278) parrer det 12. med den 27. Da Dessau, fulgt af Deissmann (1912), daterede akvædukten til 1. august 52, falder brevet med størst sandsynlighed i de første syv måneder af 52; slutningen af 51 er ikke helt udelukket.
Statholdere sad normalt omkring et år, så Gallios embedsperiode overlappede første halvdel af 52: mest sandsynligt 51/52, muligvis 52/53. Hvis Apostlenes Gerninger 18,12–17 placerer forhøret korrekt, falder det inden for omkring 51–53. Deissmann (1912) argumenterede for 51/52; Ramsay foretrak ifølge Deissmann 52/53.
Tacitus (Ann. 15.73) kalder Gallio Senecas bror; Seneca (Ep. 104.1) husker, at han forlod Akaja med skib, da feberen satte ind, så hans embedsperiode kan være blevet afkortet (en slutning). Dio (60.24.1) siger, at Klaudius i 44 e.Kr. gav Akaja tilbage til statholdere udpeget ved lodtrækning, hvilket passer til titlen statholder i Apostlenes Gerninger 18,12.

Hvad det ikke fastslår

Den nævner ikke Paulus, jøderne i Korinth eller noget forhør. Den bekræfter den statholder, der nævnes i Apostlenes Gerninger 18,12, ikke at scenen i Apostlenes Gerninger 18,12–17 fandt sted, som den fortælles.
Den giver ingen start- eller slutdato for Gallios embedsperiode. Valget mellem 51/52 og 52/53 afhænger af den normale etårige embedsperiode, af hvornår embedsperioderne begyndte, og af, om brevet behandler Gallio som den siddende statholder.
Den kan ikke vise, hvor i Paulus' atten måneder eller mere i Korinth forhøret fandt sted (Apostlenes Gerninger 18,11 og Apostlenes Gerninger 18,18). Paulus' ankomstdato i Korinth er derfor en yderligere slutning.
Den viser ikke, at Apostlenes Gerninger 18,1–18 beskriver ét sammenhængende besøg.

Hvor fortolkerne er uenige

Dateringen til 52 e.Kr. hviler på akklamationstallet, der er bevaret på stenen; de åbne spørgsmål kommer efter det. Grænsen 1. august holder kun, hvis teksten ved Porta Maggiore afspejler datoen for akvæduktens indvielse (EDR daterer den kun til 52/53), og Dessau tillod, skønt han fandt det usandsynligt, at den 26. akklamation faldt helt i slutningen af 51. Gallios år kan være 51/52 eller 52/53. Dio (60.17.3) siger, at Klaudius i 43 e.Kr. beordrede statholdere udpeget ved lodtrækning til at forlade Rom før midten af april, hvilket tyder på en tiltrædelse om foråret eller forsommeren (en slutning); Deissmann gik i forlængelse af Mommsen ud fra en nominel 1. juli. Plassarts læsning af linje 17 i anden person, her kendt som gengivet af Oliver (1971), gør modtageren til Gallios efterfølger. Oliver foretrak et samfund som modtager, og andre deler linje 17 som verbet εἴασε, hvilket fjerner pronominet (Deiana, SEG 32.546; PHI 240472). At placere forhøret tidligt i Gallios embedsperiode, som Deissmann gjorde, er en slutning, og om scenen fandt sted, er en separat historisk vurdering.

Andre læsninger

Gallios år var 52/53. Gallio kan have tiltrådt om foråret eller forsommeren 52, mens Klaudius skrev før 1. august 52. Forhøret ville så falde i 52 eller begyndelsen af 53 og Paulus' ankomst til Korinth omkring 51. Deissmann oplyser, at Ramsay (1909) satte statholderskabet fra april 52 til april 53 og Paulus' ankomst til oktober 51, og at Babut (1911) foretrak et lignende interval.
Brevet blev sendt efter Gallios embedsperiode. Plassart delte ifølge Oliver (1971) linje 17, så den giver et pronomen i anden person ental, hvilket gør modtageren til en enkeltperson, sandsynligvis Gallios efterfølger, som får at vide, hvad Gallio havde indberettet. Det ville placere Gallios år i 51/52 og forhøret i 51 eller begyndelsen af 52. Oliver tvivlede på læsningen, fordi Klaudius stadig kalder Gallio statholder, og Deianas deling af linjen fjerner pronominet.
Apostlenes Gerninger 18 kombinerer to besøg. Donfried, Lüdemann og Hurd (ifølge Fellows 2005) mener, at Apostlenes Gerninger 18 kombinerer to besøg i Korinth, og placerer episoden med Gallio ved det senere; indskriften ville så datere forhøret, ikke Paulus' ankomst. Fellows svarer, at episoden sandsynligvis hører til det første besøg: hvis den Sosthenes, der nævnes i Apostlenes Gerninger 18,17, var medafsender af Første Korintherbrev (Første Korintherbrev 1,1), er episoden vanskelig at datere efter det brev.
Embedet bekræftet, scenen ubevist. En skeptisk læser kan indrømme, at Gallio var statholder i Akaja omkring dette tidspunkt, og alligevel betragte Apostlenes Gerninger 18,12–17 som Lukas' indramning af fortællingen om Korinth. Deissmann oplyser, at Loisy daterede forhøret, hvis det er historisk, til 52 eller begyndelsen af 53. Indskriften afgør embedet og den omtrentlige datering; om begivenheden fandt sted, kræver en separat vurdering af Apostlenes Gerninger.

Kataloghenvisninger: FD III 4, 286; SIG3 801 D; AE 2002, 1335; Oliver, Greek Constitutions 31; EDH HD043294; EDCS-66400014; PHI 240470; SEG 32, 546 (Deiana's reading of line 17; PHI 240472); TM 177226

Kilder

Epigraphic Database Heidelberg (record last updated by Cowey), Epigraphic Database Heidelberg: public legal inscription from Delphi (Achaia) — EDH HD043294 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby (references FDelphes 286; AE 2002, 1335; dated 52; Delphoi, Achaia) — EDCS-66400014 ↗
Trismegistos Texts, text-relations service (links EDH HD043294, EDCS 66400014, PHI 240470-240472) — TM 177226 ↗
Wikidata: Delphi Inscription — Q5254406 ↗
Seneca, Seneca, Moral Letters to Lucilius (Ad Lucilium Epistulae Morales), vol. 3 (Richard Mott Gummere, 1925) — Ep. 104.1 ↗
Tacitus, Tacitus, Annals, Book 15 (Alfred John Church and William Jackson Brodribb (Wikisource text based on their translation), 1876) — Ann. 15.73 ↗
Cassius Dio, Cassius Dio, Roman History, Book 60 (Loeb vol. VII) (Earnest Cary, 1924) — 60.24.1 ↗
Cassius Dio, Cassius Dio, Roman History, Book 60 (Loeb vol. VII) (Earnest Cary, 1924) — 60.17.3 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby: CIL 06, 01256 (p 3129, 3798, 4365) = ILS 218a — EDCS-17800159 (CIL 06, 01256 (p 3129, 3798, 4365) = ILS 218a) ↗

Efesos som Artemis' tempelvogter: mønter, indskrifter og spørgsmålet om miniaturehelligdommene

Datering: ca. 334 f.Kr. til 244 e.Kr. (en gruppe kilder): neokoros for Artemis som personligt embede ca. 334 f.Kr. (IPriene 231); mønter fra Neros tid 65/6 e.Kr.; Salutaris' stiftelse 104 e.Kr.; »neokoros for Artemis« som bytitel i indskrifter fra 200/210 til 244 e.Kr.
Hvor det er i dag: Stedet for Efesos og Artemistemplet (Selçuk, Türkiye); IPriene 231 blev fundet i Priene. Salutaris- og neopoioi-indskrifterne blev udgivet fra sten i British Museum som GIBM 481 og 578; den nuværende placering er ikke kontrolleret mod en registrering i BM. RPC registrerer det eneste kendte eksemplar af RPC I 2628 i British Museum; eksemplarer af 2626-2627 findes i flere samlinger.
Vedrører: Apostlenes Gerninger 19,23–41; Apostlenes Gerninger 19,24; Apostlenes Gerninger 19,27; Apostlenes Gerninger 19,35
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Diskuteret

Apostlenes Gerninger 19,35 er den tidligste klare tekst, der giver Efesos titlen tempelvogter for Artemis. Mønter fra 65/6 e.Kr. kalder efeserne neokoroi uden at nævne templet; indskrifter tilføjer først »for Artemis« fra omkring 200 e.Kr. Indskrifter fra 104 e.Kr. og fra romersk tid bevidner tempelembedsmænd, sølvsmede og sølvbilleder af Artemis. De kilder, der er gennemgået her, påviser ingen miniaturehelligdom for Artemis i sølv, til forskel fra statuetter.

Hvad det fastslår

Bronzemønter præget i Efesos i 65/6 e.Kr. kalder efeserne neokoroi: RPC I 2626-2627, der nævner statholderen Aviola og embedsmanden Aichmokles, mens 2628 henføres til samme udmøntning ud fra type og stil. Byen brugte titlen omkring et årti efter Paulus' ophold, før dens første sikkert bevidnede kejserlige neokorat (det flaviske tempel, dateret af Friesen til 89/90 e.Kr.). Omskrifterne nævner ikke templet.
Neokoros var et anerkendt embede ved Artemistemplet længe før Paulus. En indskrift fundet i Priene, ca. 334 f.Kr., hædrer Megabyxos, søn af Megabyxos (det første navn er rekonstrueret), som neokoros for Artemis i Efesos (IPriene 231).
Fra omkring 200 e.Kr. kalder indskrifter fra Efesos byen neokoros for Artemis ved siden af dens kejserlige neokorater: IEph 2040 (reparation af teatret, 200/210 e.Kr.), IEph 300 (214/217 e.Kr.; tre gange neokoros, to gange for kejserne, én gang for Artemis) og IEph 4336 (244 e.Kr.), som også nævner folkets skriver og to neopoioi. IEph 2040 kan være en smule ældre end bevillingen under Caracalla, som Witetschek behandler som officiel.
I 104 e.Kr. indviede Salutaris' stiftelse (IEph 27) et guldbillede af Artemis og flere sølvbilleder (det samlede antal er rekonstrueret). Et rådsdekret lod dem bære fra forhallen i Artemistemplet til forsamlinger og lege, ledsaget af neopoioi (tempelembedsmænd). En udateret grav fra romersk tid (IEph 2212) tilhører en sølvsmed, der også var neopoios, og som blev passet af sølvsmedenes synedrion.
Pausanias, der skrev i 2. århundrede e.Kr., siger, at alle byer dyrker Artemis fra Efesos, og at enkeltpersoner ærer hende over alle guder (4.31.8). Denne senere parallel til påstanden om hendes verdensomspændende dyrkelse i Apostlenes Gerninger 19,27 bevidner hendes ry på hans tid, ikke i 50'erne.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, at Demetrios, opløbet i teatret eller byskriverens tale fandt sted, som Apostlenes Gerninger 19,23–41 fortæller. Det viser, at de bymæssige og religiøse rammer er sandsynlige.
Det bevidner ikke miniaturehelligdomme for Artemis i sølv. Salutaris' sølvgenstande er statuetter. I 1890 kendte Hicks ingen metalhelligdomme for Artemis fra Efesos, og de kilder, der er gennemgået her, tilføjer ingen. Genstande af ædelmetal overlever sjældent, så denne tavshed er et svagt vidnesbyrd.
Det beviser ikke, at »neokoros for Artemis« var en formel bytitel i 50'erne. Mønterne fra Neros tid nævner ikke templet, og formuleringer, der nævner Artemis, forekommer først i indskrifter fra omkring 200 e.Kr.
IEph 1578A nævner en Demetrios i sin beskadigede dateringsformel, hvis embede er tabt, og Demetrios, søn af Menophilos, som den første neopoios på listen; de kan være én og samme mand eller ikke. Ingen af dem kan identificeres med sølvsmeden i Apostlenes Gerninger 19,24.

Hvor fortolkerne er uenige

Var »neokoros for Artemis« i brug på Paulus' tid? Keil (1919), med Friesens tilslutning, læste mønterne fra Neros tid som en henvisning til Artemis. Burrell og Kirbihler forbinder dem med et kejserligt tempel, der blev bevilget under Nero; Burrell betragter stadig Apostlenes Gerninger 19,35 som et udtryk for 50'erne, da han mener, at titlen ikke ville have passet til Efesos mellem dens kejserlige neokorat og begyndelsen af 3. århundrede. Witetschek finder mønterne i sig selv uafklarende, men læser Apostlenes Gerninger 19,35 som vidnesbyrd om, at efesere på Lukas' tid i slutningen af 1. århundrede kunne bruge titlen, hvilket igen gør Keils læsning af mønterne mere sandsynlig. Pervo har mistanke om en let anakronisme. Med hensyn til Demetrios' helligdomme foreslog Ramsay små helligdomme for gudinden i terrakotta, marmor og sølv; Hicks foretrak statuetter og identificerede Demetrios med en embedsmand blandt neopoioi; Rogers vurderer den identifikation som spekulativ.

Andre læsninger

Uformel titel allerede i brug (Apostlenes Gerninger passer til 50'erne). Efesos kaldte sig uformelt neokoros for Artemis før noget kejserligt tempel, og omskriften fra Neros tid fra 65/6 e.Kr. henviser til Artemis (Keil, med Friesens tilslutning; RPC's note til 2628 overvejer også et tempel for Artemis). Efter denne opfattelse passer byskriverens ord i Apostlenes Gerninger 19,35 til Paulus' tid, selv om Apostlenes Gerninger er den tidligste klare tekst, der giver byen denne titel knyttet til Artemis.
Mønterne fra Neros tid henviser til et kejserligt tempel. Mønterne fra 65/6 e.Kr. afspejler et provinsielt kejsertempel, der blev bevilget under Nero og afbrudt efter hans død (Burrell, Kirbihler). De ville så intet sige om en titel knyttet til Artemis, og Apostlenes Gerninger 19,35 ville stå alene som vidnesbyrd fra 1. århundrede om den. Witetschek vurderer, at denne teori hviler mere på formodninger og huller i kilderne end på klare beviser.
Lukas' egen tid eller anakronisme. Udtrykket afspejler, hvordan efeserne forstod deres by, da Apostlenes Gerninger blev skrevet i slutningen af 1. århundrede (Witetschek), eller det kan være en let anakronisme (Pervo). Under alle omstændigheder er det vidnesbyrd om Lukas' rammer snarere end en optegnelse af ord, der blev talt i 50'erne.
Hvad var Demetrios' helligdomme?. De kan have været små helligdomme for gudinden, solgt til indvielse: billige af terrakotta, dyrere af marmor eller sølv (Ramsay). Hicks anså metalstatuetter som Salutaris-billederne for mere sandsynlige og identificerede Demetrios med den Demetrios, der nævnes i dateringsformlen i IEph 1578A, som han opfattede som formand for neopoioi. Rogers betragter den identifikation som spekulation.

Kataloghenvisninger: RPC I 2626; RPC I 2627; RPC I 2628; IPriene 231 (= IK Priene 150); IEph 27B (= GIBM 481); IEph 27E; IEph 300 (= CIG 2972); IEph 1578A (= GIBM 578; SEG 36, 1028); IEph 2040; IEph 2212; IEph 4336

Kilder

Pausanias, Description of Greece (W. H. S. Jones and H. A. Ormerod, 1918) — Paus. 4.31.8 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XII §5, 'Demetrius the Silversmith' (p. 278 in the 1903 printing) ↗

Byskriveren og asiarkerne i Efesos

Datering: Datointervallet omfatter kun indskrifterne fra Efesos, fra Tiberius' regeringstid (14–37 e.Kr.) til 102/114 e.Kr. SEG 57.1220 fra Silandos i Lydien dateres af udgiverne til 1. århundrede f.Kr., men må være fra efter 29/27 f.Kr.; andre foretrækker 1. århundrede e.Kr. Polykarps martyrium, citeret via Eusebius, er fra midten af 2. århundrede e.Kr.
Hvor det er i dag: Teksterne fra Efesos blev fundet i Efesos (Selçuk, Türkiye), bortset fra fragment c af Suppl. Ephes. 241, der blev fundet i Pamucak. SEG 57.1220 stammer fra Silandos i Lydien (fundsted Tamasis/Selmanhacılar). Stenenes nuværende placering er ikke kontrolleret. Polykarps martyrium er bevaret som tekst og citeres her via Eusebius.
Vedrører: Apostlenes Gerninger 19,31; Apostlenes Gerninger 19,35–41; Apostlenes Gerninger 19,23–41
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Indskrifter viser, at begge de titler, Apostlenes Gerninger bruger i forbindelse med opløbet i Efesos, var virkelige. Et dekretfragment fra Tiberius' regeringstid blev ratificeret i det år, hvor en grammateus (skriver) for folket, hvis navn er tabt, var i embede, og en dedikation fra 92/93 e.Kr. er dateret ved Tiberius Claudius Aristion som grammateus og »asiarken«. Ingen af disse tekster nævner Paulus eller opløbet. Asiark-indskrifterne fra Efesos begynder først i slutningen af 1. århundrede, og hvad asiarker var, er stadig omstridt.

Hvad det fastslår

Efesos havde en borgerlig embedsmand kaldet folkets grammateus (skriver) før Paulus' ophold. Et dekretfragment, der ud fra sin formel dateres til Tiberius' regeringstid (14–37 e.Kr.), blev ratificeret i det år, hvor ypperstepræsten for Tiberius og en grammateus for folket (navnet er tabt) var i embede, med tilslutning fra »strategoi og folkets grammateus«. Senere dedikationer under Domitian og Trajan er dateret ved grammateus.
En asiark er muligvis bevidnet før Paulus uden for Efesos. En tekst fra Silandos i Lydien (SEG 57.1220) hædrer Tiberius [Iulius?] Damas som asiark og sebastophant. Udgiverne daterer den til 1. århundrede f.Kr., men den augustæiske kulttitel kræver en datering efter 29/27 f.Kr., og Campanile foretrækker 1. århundrede e.Kr. (ifølge Witetschek 2009).
De samme notabiliteter kunne bestride begge embeder. Ti. Claudius Aristion er »ypperstepræst for Asien« i 88/89 e.Kr. (I.Ephesos 234) og grammateus og »asiarken« i 92/93 e.Kr. (I.Ephesos 508); Claudius Aristion, der almindeligvis identificeres med ham, er »tre gange asiark« i 102/114 e.Kr. (I.Ephesos 424). T. Flavius Pythion er grammateus for anden gang og asiark i 104/105 e.Kr. (I.Ephesos 858).
Titlerne i fortællingen om opløbet (Apostlenes Gerninger 19,31 og Apostlenes Gerninger 19,35) er virkelige: grammateus i Efesos før Paulus, asiark i Efesos fra slutningen af 1. århundrede og muligvis tidligere andre steder i Asien.

Hvad det ikke fastslår

Ingen af disse tekster nævner Paulus, Demetrios, opløbet eller den unavngivne byskriver i Apostlenes Gerninger 19,35. De bekræfter titlerne og rammerne, ikke de begivenheder, Apostlenes Gerninger fortæller om.
De afgør ikke, hvad en asiark var eller gjorde. Titlen kan have været et andet navn for ypperstepræsten i den provinsielle kejserkult, en særskilt hæder knyttet til at bekoste lege eller et byembede.
Asiark-indskrifterne fra Efesos begynder i den sene flaviske periode (ca. 89/90 e.Kr.). Alene kan de ikke vise, om Apostlenes Gerninger 19,31 afspejler 50'erne eller Lukas' egen tid; blandt de tekster, der citeres her, kan kun SEG 57.1220 være ældre, og dens datering er usikker.
Polykarps martyrium, citeret af Eusebius, stammer fra Smyrna omkring et århundrede efter Paulus. Det viser en asiark, der præsiderer over lege der, ikke praksis i Efesos i 50'erne.

Hvor fortolkerne er uenige

Mange forskere, fra Ramsay til Deininger og Rossner, har læst »asiark« som et andet navn for ypperstepræsten i Asiens provinsielle kejserkult. Kearsley (1986) og Friesen (1999) argumenterede for, at titlerne var forskellige, og Friesen genoplivede Magies opfattelse af asiarkerne som en særlig klasse af præsidenter for lege. I Polykarps martyrium, som Eusebius citerer det, nægter asiarken Philippos at slippe en løve løs, fordi han havde afsluttet legene. Et andet spørgsmål er dateringen. Witetschek indrømmer, at embedet fandtes før 89/90 e.Kr., og henviser til Strabons asiarker i Tralles på Augustus' tid, men argumenterer for, at dets nye fremtrædende plads derefter gør Apostlenes Gerninger 19,31 til en ajourføring fra Lukas' egen tid. Kirbihler taler om en flavisk omskrivning; Hemer regnede asiarkerne med til Lukas' lokalkendskab.

Andre læsninger

Asiarken som provinsens ypperstepræst. Efter denne opfattelse var »asiark« en anden titel for ypperstepræsten i Asiens kejserkult. De adskillige asiarker i Apostlenes Gerninger 19,31 ville så være tidligere indehavere, der beholdt titlen (Deininger), eller ypperstepræsterne ved provinsens templer. Witetschek indvender, at der kun var to eller tre sådanne templer, at embedsperioderne varede et år, og at tidligere asiarker betegnes anderledes i indskrifterne fra Efesos.
Asiarken som en særskilt hæder. Efter denne opfattelse var asiarktitlen en særskilt hædersbetegnelse, som flere personer bar. For Friesen, i forlængelse af Magie, var de en særlig kategori af præsidenter for lege (agonothetes); Kearsley foreslog senere byembedsmænd (ifølge Friesen 1999). Under alle omstændigheder kunne flere asiarker være i Efesos på én gang uden forbindelse til ypperstepræsteembedet i kejserkulten.
Lokalkolorit fra Lukas' egen tid. Asiarkerne i Apostlenes Gerninger 19,31 afspejler forholdene, da Apostlenes Gerninger blev skrevet, efter at embedet havde fået ny fremtrædende plads: en ajourføring snarere end en anakronisme (Witetschek 2009) eller en flavisk omskrivning, der anvendte en senere betegnelse på et embede fra Paulus' tid (Kirbihler, ifølge Witetschek). Under alle omstændigheder er verset mere vidnesbyrd om Lukas' verden end om Paulus'.
Et minde fra Paulus' tid. Asiarker af en ældre type fandtes før det flaviske tempel, så Lukas kan henvise til dem, og deres venskab med Paulus behøver ikke at blive afvist som usandsynligt (Hemer, ifølge Witetschek). Witetschek anser det for muligt, men foretrækker at læse verset som en ajourføring.

Kataloghenvisninger: I.Ephesos 508 (PHI PH248466; McCabe, Ephesos 753); I.Ephesos 234 (PHI PH248454; McCabe, Ephesos 741); I.Ephesos 424 (PHI PH247993; McCabe, Ephesos 285); I.Ephesos 858 (PHI PH248477; McCabe, Ephesos 763); Suppl. Ephes. 241 (PHI PH255995; new fragments of the donor list I.Ephesos 1687); Suppl. Ephes. 142+0144 (PHI PH255972); SEG 57.1220 (PHI PH348884)

Kilder

Eusebius, Church History, Book 4 (quoting the Martyrdom of Polycarp), Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1 (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — Hist. eccl. 4.15.27 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen (10th ed., CCEL text) — ch. XII §5, 'Demetrius the Silversmith' ↗

Politarkindskrifterne fra Thessalonika og stenen fra Vardarporten

Datering: Blokken fra Vardarporten har ingen dateringsformel. Burton placerede den efter 30 f.Kr. og muligvis så sent som 143 e.Kr. eller senere; Athanasiadis daterer en liste, som han citerer som IG X 2,1 126 og beskriver med ord, der passer på denne tekst, til det tidlige 1. århundrede e.Kr. snarere end til Edsons 2. århundrede. De øvrige politarktekster fra Thessalonika strækker sig fra Augustus' regeringstid til 143 e.Kr.
Hvor det er i dag: British Museum, London (blokken fra Vardarporten, skænket af J. E. Blunt i 1877, ifølge GIBM). Den augustæiske politarktekst fra Kalamariaporten er gået tabt (Burton).
Vedrører: Apostlenes Gerninger 17,1–9; Apostlenes Gerninger 17,5–9; Apostlenes Gerninger 17,6; Apostlenes Gerninger 17,8; Apostlenes Gerninger 19,29; Apostlenes Gerninger 20,4; Romerbrevet 16,21
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Indskrifter fra Thessalonika viser, at Apostlenes Gerninger 17,6 og 17,8 bruger den korrekte titel, politarker, om byens øverste embedsmænd: tekster fra Augustus til 143 e.Kr. opregner kollegier på fem eller seks. En blok fra Vardarporten, som nu er i British Museum, opregner seks efter den gængse læsning, men dens datering er omstridt. Titlen er sjælden i litteraturen, men almindelig i indskrifter fra Makedonien. Stenene bekræfter ingen begivenhed, sikkerhedsstillelse eller person i Apostlenes Gerninger 17,1–9.

Hvad det fastslår

De øverste borgerlige embedsmænd i Thessalonika udgjorde et kollegium med titlen politarker – de embedsmænd, som engelske oversættelser af Apostlenes Gerninger 17,6 og 17,8 kalder byens ledere. En nu tabt augustæisk tekst fra Kalamariaporten nævner fem, en tekst fra 143 e.Kr. nævner seks, og blokken fra Vardarporten nævner seks efter den gængse læsning. Det svarer til det kollegium i flertal, som Jason og andre troende blev ført frem for.
I den bevarede græske litteratur forekommer titlen kun i Apostlenes Gerninger; Aeneas Tacticus 26.12 (midten af 4. århundrede f.Kr.) har en beslægtet form, politarchos. Indskrifter belægger embedet ofte, i overvejende grad i Makedonien. Apostlenes Gerninger bruger altså et præcist regionalt udtryk snarere end et almindeligt ord for herskere.
Teksten fra 143 e.Kr. nævner også byens råd (boule) og folk (demos), den borgerlige ramme, som Apostlenes Gerninger 17,5–9 forudsætter, når mængden søger at føre missionærerne ud for folket. En folkeforsamling og et råd var standard i græske byer, så denne detalje er almen; det særlige sammenfald er politarktitlen.

Hvad det ikke fastslår

Den bekræfter ingen begivenhed i Apostlenes Gerninger 17,1–9: hverken prædikenen i synagogen, urolighederne, Jasons gæstfrihed eller den sikkerhed, der blev krævet af Jason og de andre.
Embedet er belagt fra før den romerske ordning i 167 f.Kr. (efter Maris læsning af efebarkloven fra Amfipolis) og ind i 3. århundrede e.Kr., i mange byer i Makedonien og videre ud. En korrekt brug af titlen kan derfor ikke i sig selv datere Apostlenes Gerninger eller vise, at forfatteren var øjenvidne.
Navnene på blokken, Sosipatros, Secundus og Gaius, var almindelige. Secundus er faderen til den første politark, og Gaius er fornavnet på en anden politark, Gaius Agilleius Poteitus, så de identificerer hverken Sekundus eller Gajus i Apostlenes Gerninger 19,29 og 20,4 eller Sosipatros i Romerbrevet 16,21.

Hvor fortolkerne er uenige

Blandt de åbne spørgsmål er dateringen af blokken fra Vardarporten. Boeckhs datering til flavisk tid eller senere (ikke før 69 e.Kr.) byggede på et fejllæst navn; Burton daterede den til efter 30 f.Kr. og muligvis til 143 e.Kr. eller senere; Athanasiadis beretter om en omdatering til det tidlige 1. århundrede af en liste, han citerer som IG X 2,1 126, tilsyneladende denne tekst, mod Edsons datering til 2. århundrede. Blokken opregner seks politarker efter den gængse læsning, selv om Mordtmann anså fem for muligt. Det større spørgsmål er, hvor meget en korrekt titel føjer til pålideligheden af Apostlenes Gerninger: Hemer regner sådanne detaljer for belæg for en velinformeret forfatter, mens Pervo daterer Apostlenes Gerninger til omkring 115 e.Kr. Påstande om, at forskere tvivlede på titlen, indtil denne sten dukkede op, holder ikke: den blev udgivet i 1740, og nytestamentlige leksika fra 1800-tallet citerede den allerede (Burton).

Andre læsninger

Velinformeret, men senere forfatter. Burtons materiale viser politarker ind i 3. århundrede e.Kr., så en velinformeret forfatter, der skrev i det tidlige 2. århundrede (sådan som Pervo hævder om Apostlenes Gerninger), kunne stadig bruge titlen korrekt. Efter denne opfattelse bekræfter indskrifterne, at rammen er nøjagtig, ikke en tidlig datering eller en øjenvidneberetning.
Nøjagtig detalje i en kumulativ argumentation. Hemer og andre behandler den korrekte titel som en af mange præcise lokale detaljer i Apostlenes Gerninger, som tilsammen peger på en forfatter med indgående kendskab til de steder, der beskrives. Selv efter denne opfattelse bekræfter indskrifterne titlen, ikke episoden.
Typisk for Makedonien, ikke særegent for Thessalonika. Politarker er belagt i andre byer i Makedonien og også i Thrakien, Bitynien og Bosporus, og en politarches optræder i ptolemæiske papyri fra Herakleopolis i Egypten. Udtrykket passer derfor på en by i Makedonien i almindelighed snarere end at være en insiderdetalje, der er særegen for Thessalonika, selv om Thessalonika leverer en usædvanlig stor del af materialet.

Kataloghenvisninger: CIG 1967; GIBM II 171

Kilder

C. T. Newton (ed.), The Collection of Ancient Greek Inscriptions in the British Museum, Part II — GIBM II no. CLXXI (171), Macedonia section ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. X, sec. 6, p. 227 ↗
Wikidata: Golden Gate (Thessaloniki), alias Vardar Gate — Q96631855 ↗
Pleiades: Thessalonica — 491741 ↗

Indskrifter, der muligvis nævner statholderen Sergius Paulus

Datering: Cippus fra Rom 41–54 e.Kr. (Klaudius; EDR foreslår 41–47). Fragmentet fra Kythrea: første halvdel af 1. århundrede ifølge Met's registrering og 1. århundrede ud fra bogstavformerne (van Elderen), med kejseren rekonstrueret som Tiberius eller Klaudius. Gravskriften fra Soli er fra efter Klaudius (PHI); året under Paulus, som den nævner, er tidligere og angiver ingen æra. Antiokia i Pisidien: teksten om Sergia Paulla 81–96 e.Kr.; basen for L. Sergius Paullus filius er udateret (Ramsay daterede bogstaverne i den identiske tekst fra Salir til 60–100 e.Kr.).
Hvor det er i dag: Rom, Museo Nazionale Romano, Michelangelos klostergang, inv. 242 (cippus fra Tiberen, ifølge EDR). New York, Metropolitan Museum of Art, Cesnola-samlingen, accessionsnummer 74.51.2425 (fragmentet fra Kythrea, ifølge Met's registrering). Den nuværende placering af stenene fra Soli og Antiokia i Pisidien er ikke efterprøvet.
Vedrører: Apostlenes Gerninger 13,6–12; Apostlenes Gerninger 13,7
Grad af sikkerhed: middel
Hvordan udsagnet støttes: Diskuteret

Ingen bevaret indskrift nævner med sikkerhed statholderen Sergius Paulus i Apostlenes Gerninger 13,7. En grænsesten fra Klaudius' tid i Rom nævner en senator, L. Sergius Paullus; i Antiokia i Pisidien findes Sergii Paulli senere i århundredet; en gravskrift fra Soli nævner et embede, der blev bestridt under en statholder Paulus; et fragment fra Kythrea læses som et navn på en Quintus Serg-. De viser, at navnet passer til en senator fra perioden, men enhver forbindelse til statholderen på Cypern hviler på rekonstruktion, slutning eller en udateret tekst.

Hvad det fastslår

Cypern blev styret af prokonsuler, efter at Augustus omkring 22 f.Kr. havde givet øen tilbage til folkets forvaltning (Dio 54.4.1), så den titel, Apostlenes Gerninger giver øens statholder, passer til perioden, som Ramsay fremhævede.
En grænsecippus fra Tiberen i Rom (CIL VI 31545 = ILS 5926), rejst på Klaudius' myndighed (41–54 e.Kr.), opregner L. Sergius Paullus som en af fem kuratorer for flodens bredder og leje. En senator, der bar begge de navne, som Apostlenes Gerninger angiver, havde altså et offentligt embede i Rom under Klaudius.
I Antiokia i Pisidien nævner en udateret hædersbase (EDH HD046352) L. Sergius Paullus, søn af Lucius, betegnet filius (den yngre), tidligt i en senatorisk karriere: vejkommissær (IIIIvir viarum curandarum), militærtribun i legio VI Ferrata og kvæstor. Ramsay udgav en identisk tekst efter en afskrift, der blev taget i Salir i 1912. Et fragment (EDH HD046353) hædrer svigermoderen til en Paullus Ser[gius].
En græsk hæderstekst fra 81–96 e.Kr. fra Antiokia i Pisidien (IGR III 300) nævner [Ser]gia(?) Paulla, datter af Lucius, som hustru til C. Caristanius Fronto, Domitians legat i Lykien og Pamfylien; navnet Sergia er delvis rekonstrueret. Sammen med basen peger den på en senatorisk slægt af Sergii Paulli, der blev hædret i Antiokia i Pisidien i den senere del af 1. århundrede.
En gravskrift fra Soli (IGR III 930) beretter, at Apollonios som censor reviderede rådets medlemsliste i det 10. år under en statholder Paulus (titlen er delvis rekonstrueret; ingen æra angivet). Et fragment fra Kythrea (IGR III 935) læses som Quintus Serg- ved siden af en kejser, hvis navn er tabt. Udgiverne rekonstruerer det som en dateringsformel, der nævner statholderen, men Rigsby læser det anderledes.

Hvad det ikke fastslår

Ingen af disse indskrifter nævner med sikkerhed statholderen i Apostlenes Gerninger 13,7. Stenen fra Rom angiver intet embede på Cypern, teksten fra Soli giver kun Paulus, og på fragmentet fra Kythrea er ordene Paulus og proconsul helt og holdent udgivernes rekonstruktioner.
De daterer ikke Paulus' besøg på Cypern. Rekonstruktionerne af teksten fra Kythrea spænder fra Tiberius (Campbell: senest 37 e.Kr.) til Klaudius (SEG 20.302: 46–48 e.Kr.), og året under Paulus i teksten fra Soli angiver ingen æra.
De viser ikke, at Sergii Paulli i Antiokia i Pisidien nedstammer fra statholderen på Cypern, eller at han eller hans slægtninge blev kristne. Ramsays rekonstruktion af slægten hviler på slutninger ud fra navne og ud fra tavshed, og han kaldte den selv en hypotese. Stenene bekræfter heller ikke episoden med Elymas.

Hvor fortolkerne er uenige

Er statholderen i Apostlenes Gerninger belagt i nogen indskrift? Mange identificerer ham med Tiberkuratoren L. Sergius Paullus, fordi et prokonsulat på Cypern kunne falde før eller efter et kuratorembede under Klaudius. Men som van Elderen understregede, forbinder ingen tekst denne mand med Cypern, og Apostlenes Gerninger angiver intet praenomen. Paulus fra Soli har intet slægtsnavn: Mitford beregnede ifølge van Elderen 50 e.Kr. som det tidligste og vurderede, at indskriften sandsynligvis var betydeligt senere, mens Ramsays ældre læsning opfattede udtrykket som stenens egen datering. I Kythrea er kun Quintus Serg- bevaret, så Myres afviste forbindelsen. Campbell rekonstruerede Tiberius og daterede besøget til senest 37 e.Kr., en kronologi, som Bernier anser for usandsynlig. Van Elderen afviste Ramsays teori om slægten i Antiokia i Pisidien som for spekulativ.

Andre læsninger

Identifikation med Tiberkuratoren. Efter denne opfattelse var statholderen i Apostlenes Gerninger 13,7 L. Sergius Paullus, Tiberkuratoren fra Klaudius' tid i CIL VI 31545, som regerede Cypern før eller efter dette embede. Navnet og dateringen gør det plausibelt, men ingen indskrift forbinder ham med Cypern, og Apostlenes Gerninger angiver intet praenomen.
Quintus Sergius i Kythrea. Efter Campbells rekonstruktion nævner fragmentet en Quintus Serg[ius Paullus], sandsynligvis statholderen; Paulus og proconsul er helt rekonstrueret. Campbell rekonstruerer Tiberius og daterer derfor missionen på Cypern til senest 37 e.Kr., tidligere end sædvanligt; den ældre læsning i SEG 20.302 rekonstruerer Klaudius (46–48). Myres gik ud fra, at statholderen i Apostlenes Gerninger hed Lucius, og afviste forbindelsen; van Elderen anså den med forbehold for den mest tiltalende kandidat.
Ramsays slægtshypotese. Ramsay foreslog som en hypotese, at L. Sergius Paullus i Antiokia i Pisidien var statholderens søn og Sergia Paulla hans datter, og at kristendommen gik videre gennem hende til hendes søn, mens den mandlige linje forblev hedensk. Van Elderen henviste til Lakes dom om sindrige, men ikke overbevisende kombinationer og afviste konstruktionen.
Endnu ikke belagt. Ingen bevaret indskrift nævner med sikkerhed statholderen i Apostlenes Gerninger. Flere senatorer bar navnet Paullus: IGR III 939 fra Palaepaphos nævner Paullus Fabius Maximus, som Dessau sluttede havde regeret Cypern. Et fælles navn alene kan ikke afgøre identifikationen.

Kataloghenvisninger: CIL VI 31545; ILS 5926; EDR127293; TM 281782; EDH HD046352; AE 2002, 1457; TM 176947; EDH HD046353; AE 2002, 1458; TM 176948; IGR III 300; Sterrett, EJ 134,108; JRS 3 (1913) 262,5; IGR III 930; ABSA 42 (1947) 201,1; IGR III 935; SEG 20:302; SEG 55:1526; Myres 1914, no. 1903

Kilder

Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby: CIL 06, 31545 (p 3796, 4362) = ILS 5926; TM 281782 — EDCS-19500065 (CIL 06, 31545 (p 3796, 4362) = ILS 5926; TM 281782) ↗
Epigraphic Database Heidelberg: honorific base of L. Sergius Paullus filius, Antiochia Pisidiae — EDH HD046352 (AE 2002, 1457; TM 176947) ↗
Epigraphic Database Heidelberg: fragment naming Paullus Ser[gius] and L. Serg[ius], Antiochia Pisidiae — EDH HD046353 (AE 2002, 1458; TM 176948) ↗
John L. Myres, Handbook of the Cesnola Collection of Antiquities from Cyprus (Metropolitan Museum of Art) — no. 1903, p. 319 (appendix text p. 548) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. IV, p. 74 ↗
Cassius Dio, Roman History (Loeb Classical Library, vol. VI) (Earnest Cary, 1917) — 54.4.1 ↗

Indskrifter, der nævner Derbe nær Karaman (Kerti Höyük og Devri Şehri)

Datering: 157 e.Kr. for den borgerlige dedikation til Antoninus Pius (Van Elderen; Wagner og Wilson). Biskoppens gravskrift angiver kun 8. juni i et fjortende indiktionsår; Van Elderen vurderede, at bogstaverne muligvis var fra slutningen af 4. til 5. århundrede, og Wagner og Wilson angiver 5.–6. århundrede.
Hvor det er i dag: Konya Arkæologiske Museum (dedikationen; Van Elderen 1970 og Wagner og Wilson 2019 med henvisning til McLean 2002). Haven ved Karaman Arkæologiske Museum (Michaels gravskrift; Wagner og Wilson 2019).
Vedrører: Apostlenes Gerninger 14,6; Apostlenes Gerninger 14,20–21; Apostlenes Gerninger 16,1; Apostlenes Gerninger 20,4
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Støttet af kilder

To græske indskrifter nævner Derbe på sletten nordøst for Karaman (det antikke Laranda). Den ene er en borgerlig dedikation til Antoninus Pius fra 157 e.Kr., fundet på Kerti Höyük (også stavet Kerti Hüyük) i 1956. Den anden er en senere gravskrift for Michael, biskop af Derbe, set i det nærliggende Sudurağı. Tilsammen placerer de det Derbe, der omtales i Apostlenes Gerninger 14,20–21 og 16,1, i dette område. Ingen af dem er fra 1. århundrede, og byens nøjagtige beliggenhed er stadig omstridt.

Hvad det fastslår

I 1956 fandt Ballance en kalkstensblok med indskrift på skråningen af Kerti Höyük, omkring 22 km nord-nordøst for Karaman (SEG 16.758). Den hædrer Antoninus Pius, er dateret til 157 e.Kr. og blev rejst af rådet (boule) og folket (demos) i Derbe; den udgivne tekst rekonstruerer byens indbyggernavn som [Claudio]derbetans.
I midten af 2. århundrede var Derbe altså et selvstyrende borgersamfund med eget råd og egen folkeforsamling, der hædrede kejseren i den sædvanlige græske borgerlige form.
En kristen gravskrift betegner Michael som den mest gudelskende biskop af Derbe og er kun dateret 8. juni i et fjortende indiktionsår. Ballance så den i Sudurağı (Sidrova) i 1958 og Van Elderen i 1962. Den belægger et senere bispesæde i Derbe i samme område.
Tilsammen placerer de to tekster det Derbe, der omtales i Apostlenes Gerninger 14,6; 14,20–21 og 16,1, nordøst for Laranda, omkring 95 km i luftlinje fra Lystra. Det fortrængte tidligere forslag nordvest for Karaman (Sterretts Bosola og Losta, også kaldet Zosta; Ramsays Gudelisin), som ingen indskrift med navnet Derbe understøttede.

Hvad det ikke fastslår

Ingen af indskrifterne er fra Paulus' tid. Dedikationen er omkring et århundrede yngre og gravskriften endnu yngre. De belægger byen og dens senere kirke, ikke Paulus' og Barnabas' forkyndelse dér, de disciple, der blev vundet dér, eller Timotheus' eller Gajus' forbindelse med Derbe.
Ingen af stenene blev fundet ved en dokumenteret udgravning. Dedikationen lå på højens skråning, og gravskriftens fundsted bygger på modstridende oplysninger til Ballance og Van Elderen. Stenene afgør derfor ikke, om bycentret lå på Kerti Höyük, i Devri Şehri eller i et større område, der omfattede begge.
Byens navn med forstavelsen Claudio- afgør ikke dens status i 40'erne: Breytenbach og Zimmermann (ifølge Wagner og Wilson) opfatter det som en hædersbevisning givet under Antiochus IV af Kommagene, mens Jones opfattede forstavelsen som Klaudius' egen bevilling, hvilket ville placere Derbe uden for Antiochus' kongerige.
De skaber ingen modstrid med Apostlenes Gerninger 14,20. Den nye placering lægger Derbe omkring 95 km fra Lystra, men verset daterer kun afrejsen, ikke ankomsten, så det behøver ikke at betyde en dagsrejse (Van Elderen).

Hvor fortolkerne er uenige

Ballance vurderede, at den tunge blok (omkring et ton ifølge Van Elderen) næppe var flyttet langt, og placerede Derbe på eller nær Kerti Höyük. I 1964 foretrak han Devri Şehri, omkring 4 km syd-sydøst derfor, fordi Kerti Höyük ikke viste spor af byzantinsk bebyggelse, og fordi biskoppens sten efter sigende kom fra Devri Şehri. Van Elderen fik i 1962 at vide, at den kom fra Kerti Höyük, bemærkede byzantinsk materiale på nærliggende høje og fastholdt Kerti Höyük. Van Elderen, MAMA og provinsen Karamans fortegnelse over fortidsminder foretrækker Kerti Höyük; Barrington Atlas markerer ifølge Wagner og Wilson begge. Wagner og Wilson oplyser, at en udgravning begyndte i 2013, men ikke blev fortsat og ikke er udgivet. Om Derbe lå i det romerske Galatien, da Paulus kom dertil, er fortsat et særskilt åbent spørgsmål.

Andre læsninger

Devri Şehri som byens beliggenhed. Ballance (1964) foretrak Devri Şehri, omkring 4 km syd-sydøst for Kerti Höyük, fordi Kerti Höyük ikke viste spor af byzantinsk bebyggelse, og fordi biskoppens gravskrift efter sigende kom fra Devri Şehri. Wagner og Wilson bemærker, at IVP Atlas følger denne placering.
Ét område, centrum ikke fastlagt. Ifølge Wagner og Wilson (2019) regner Breytenbach og Zimmermann (2018) begge høje for at ligge inden for Derbes område og placerer byen nær vejen mellem Laranda og Sidamaria uden at fastlægge dens bycentrum.
Ældre identifikation mod nordvest. Før 1956 placerede Sterrett (Bosola og Losta, også kaldet Zosta) og siden Ramsay (Gudelisin, i The Cities of St. Paul, 1907) Derbe nordvest for Karaman, nærmere Lystra. Sterrett var overbevist om, at Derbe måtte ligge nær Lystra; Ramsay byggede på overfladefund, vejgeografi og en sen glose i en bispeliste. Ingen af dem havde en indskrift, der nævnte Derbe, og nyere atlas har opgivet synspunktet.
Derbe uden for provinsen på Paulus' tid. Ogg (1963) hævdede, at den nye placering lod det stå åbent, om Derbe lå inden for provinsen Galatien på Paulus' tid; Van Elderen tilføjede møntmateriale, der viser, at det nærliggende Laranda tilhørte Antiochus IV fra 41 e.Kr. Breytenbach og Zimmermann (ifølge referatet) placerer Derbe under Antiochus IV, mens Jones mente, at forstavelsen Claudio- kom fra Klaudius selv. Svaret har betydning for den sydgalatiske teori om Galaterbrevet.

Kataloghenvisninger: SEG 16.758

Kilder

J. R. S. Sterrett, The Wolfe Expedition to Asia Minor (Papers of the American School of Classical Studies at Athens III) — p. 22 (itinerary for 5 June, Bosola to Almassen) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. VIII §5, p. 192 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. V §9, p. 120 ↗
Pleiades: Derbe/Claudioderbe — Pleiades 648620 ↗
Wikidata: Derbe (ancient city) — Q20717624 ↗

Indskrifterne om macellum (kødtorvet) i det romerske Korinth

Datering: Fra Augustus til Tiberius. EDCS angiver 27 f.Kr. til 14 e.Kr.; Kent daterede kopi 1 til Augustus' regeringstid ud fra bogstavformerne; West angav ifølge Cadbury Augustus' sidste år eller Tiberius' regeringstid; udgravningsprotokollerne angiver første halvdel af 1. århundrede e.Kr. Spændet 27 f.Kr. til 50 e.Kr. dækker disse skøn.
Hvor det er i dag: Corinth Excavations, det antikke Korinth (de fragmenter, der citeres med inventarnummer, I 70 og I 27, hører begge til kopi 1; opbevaring eller udstilling er ikke efterprøvet).
Vedrører: Første Korintherbrev 10,25; Første Korintherbrev 10,23–33; Første Korintherbrev 8,1–13; Apostlenes Gerninger 18,1–18
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Det romerske Korinth havde en offentlig markedsbygning, der officielt hed et macellum, det latinske udtryk, som normalt forbindes med det torv, Paulus nævner i Første Korintherbrev 10,25. Et fragment bevarer MACELLV[M]; en nært parallel anden dedikation er rekonstrueret, så den svarer hertil. Teksterne, der dateres til tiden fra Augustus til Tiberius, nævner Q. Cornelius Secundus og hans familie som givere, tilsyneladende med et anlæg til fisk (piscarium). De viser ikke, hvor bygningen stod, om den stadig var i brug i 50'erne, eller hvilket kød der blev solgt dér.

Hvad det fastslår

To nært parallelle latinske dedikationer i hvid marmor, som normalt behandles som kopier, er bevaret i fragmenter. Kopi 1 (Corinth VIII.2 124, udvidet af Kent som VIII.3 321) er sat sammen af udgiverne af flere fragmenter; kopi 2 er VIII.2 125. Bogstaverne MACELLV[ er kun bevaret på kopi 1; i kopi 2 er ordet macellum helt rekonstrueret.
Giverne er Q. Cornelius Secundus af tribus Aemilia, hans hustru Maecia og deres børn. En frigiven, Q. Maecius Cleogenes, nævnes i genitiv i en delvis rekonstrueret vending, sandsynligvis som ægtemand til datteren Cornelia Secunda, ikke som giver.
De bevarede bogstaver PI[ (kopi 1) og ]SCARIO (kopi 2) rekonstrueres som piscarium, et anlæg til fisk, der blev givet sammen med macellum. Om det lå inde i macellum eller ved siden af, er diskuteret. Under alle omstændigheder passer gaven til Cadburys pointe om, at macella solgte fisk og andre fødevarer, ikke kun kød.
Kent daterede kopi 1 til Augustus' regeringstid ud fra bogstavformerne, og West placerede begge tekster i Augustus' sidste år eller under Tiberius. En bygning ved navn macellum blev altså givet til kolonien før Paulus' ophold i Korinth (Apostlenes Gerninger 18), muligvis flere årtier før.
Det latinske udtryk var i officiel offentlig brug i den romerske koloni. Paulus' ord i Første Korintherbrev 10,25 er makellon, et udtryk, der i romersk tid blev opfattet som det latinske macellum (dets egentlige oprindelse er omstridt), og som Cadbury bemærkede, et af meget få latinske låneord i Paulus' breve.

Hvad det ikke fastslår

Hvor macellum stod. Kents tilføjede fragment kom fra Sydbasilikaen, og Gill siger, at bygningen ikke er identificeret med sikkerhed. Han gengiver Ward-Perkins' beskrivelse af Nordmarkedet i Korinth som et marked af pompejansk type og Wisemans notits om et macellum nord for Tempelbakken, men intet knytter disse indskrifter til nogen af dem eller til nogen bygning, der med sikkerhed var i brug på Paulus' tid.
Om bygningen stadig var i brug, da Paulus skrev, eller hvor meget af det kød, der blev solgt dér, der kom fra tempelofre. Den bevarede tekst nævner givere og bygningen, ikke dens handel eller forsyning.
Nogen begivenhed i Apostlenes Gerninger 18 eller nogen detalje i striden i Korinth om afgudsofferkød. Desuden blev et græsk graffito fra Sydstoaen, der engang blev læst som navnet på en slagter, senere omtolket af udgraveren, Broneer, som et personnavn, som Gill beretter, så det er ikke belæg for markedet.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål står åbne. For det første: var piscarium en del af ét macellum (Nabers, fulgt af Gill) eller en særskilt bygning? De Waele foreslog ifølge Cadbury to markedsbygninger nær Lechaionvejen; Cadbury regnede med muligheden af et særskilt, men forbundet fiskemarked; og Cadbury og Gill beskriver Wests egen læsning forskelligt. For det andet: hvor stod bygningen? De Waele placerede den på stedet for Apollons peribolos ved Lechaionvejen (gengivet af Cadbury og Gill); Gill nævner også Ward-Perkins' beskrivelse af Nordmarkedet som et marked af pompejansk type. Ingen af disse steder er knyttet til indskrifterne. For det tredje: i hvor høj grad var kødet på markedet offerkød? Cadbury tvivlede på, at macella i sig selv var tæt knyttet til tempelkulten. Paulus' anvisninger i Første Korintherbrev 10,25–28 forudsætter, at en køber måske ikke vidste, om kødet var blevet ofret.

Andre læsninger

To særskilte markedsbygninger. De Waele foreslog i et brev fra 1934, som Cadbury gengiver, et macellum på det senere sted for Apollons peribolos og et særskilt piscarium nord for den romerske basilika. Cadbury regnede med muligheden af et særskilt, men forbundet fiskemarked. Gill siger, at West, fulgt af Kent, læste et særskilt Macellum Piscarium; Cadbury siger, at den tidlige læsning sluttede, at der var tale om ét samlet anlæg.
Ét macellum med anlæg til fisk. Gill gengiver Nabers (1969), der hævder, at det er usandsynligt, at Cornelii gav to bygninger med samme funktion. Andre macellum-indskrifter bruger »macellum cum ...« til at opregne dele af ét kompleks, så macellum i Korinth omfattede sandsynligvis faciliteter til fisk. Gill (1992) følger denne læsning.
Netop det torv, Paulus mente. Fee (1987) behandler, som Gill citerer ham, en macellum-indskrift fra Korinth som en angivelse af netop det torv, der omtales i Første Korintherbrev 10,25. Det er plausibelt, hvis bygningen i 50'erne stadig var koloniens fødevaremarked, men indskrifterne viser hverken, at den bestod, eller hvor den stod, eller at det var det eneste sted, hvor der blev solgt kød.

Kataloghenvisninger: Corinth VIII.2 124; Corinth VIII.2 125; Corinth VIII.3 321; EDH HD058881; EDH HD058882; EDCS-32001248; EDCS-08200358; TM 177612; TM 177613

Kilder

Epigraphic Database Heidelberg (Cowey), Epigraphic Database Heidelberg: building/dedicatory inscription from Colonia Laus Iulia Corinthus (West 124 + Kent 321, copy 1) — EDH HD058881 ↗
Epigraphic Database Heidelberg (Cowey), Epigraphic Database Heidelberg: building/dedicatory inscription from Colonia Laus Iulia Corinthus (West 125, copy 2) — EDH HD058882 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss-Slaby (Corinth-08-02, 00124; Corinth-08-03, 00321) — EDCS-32001248 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss-Slaby (Corinth-08-02, 00125) — EDCS-08200358 ↗
Trismegistos text relations: Corinth macellum dedication, copy 1 — TM 177612 ↗
Trismegistos text relations: Corinth macellum dedication, copy 2 — TM 177613 ↗

»Den første blandt melitenserne« på Malta: protos-titlen i græske og latinske indskrifter

Datering: IG XIV 601: 1. århundrede e.Kr. (EDR og EDCS 1–100 e.Kr.; fra Tiberius' tid ifølge Mommsen, som Kaibel gengiver, og ifølge Hemer, 14–37 e.Kr.). CIL X 7495: 2. århundrede e.Kr. (EDR 100–200 e.Kr.; EDCS 101–200 e.Kr.).
Hvor det er i dag: IG XIV 601: tabt (EDR112577; Cappelletti 2024). CIL X 7495: Museum of Roman Antiquities, Rabat, Malta (ifølge EDR112567).
Vedrører: Apostlenes Gerninger 28,7; Apostlenes Gerninger 28,1–10; Apostlenes Gerninger 13,50; Apostlenes Gerninger 28,17
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

En titel som den, Apostlenes Gerninger 28,7 giver Publius, blev brugt på Malta: en tabt græsk indskrift, der kun kendes fra afskrifter fra den tidlige nyere tid (IG XIV 601), kalder den romerske ridder L. Castricius Prudens den første blandt melitenserne. En latinsk base fra 2. århundrede (CIL X 7495) har et beskadiget, delvis rekonstrueret primus omni[um], hvis betydning er omstridt. Ingen af teksterne nævner Publius, og forskerne er uenige om, hvorvidt titlen betegnede et embede eller en hædersbevisning.

Hvad det fastslår

IG XIV 601, der nu er tabt og kendes fra afskrifter fra den tidlige nyere tid, betegner en romersk ridder, L. Castricius Prudens af tribus Quirina (slægtsnavnet delvis rekonstrueret), som den første blandt melitenserne og patron, efter at han havde været arkont og amphipolos (præst) for guden Augustus.
Mindst én ledende melitenser bar denne titel i den tidlige kejsertid, så det udtryk, Apostlenes Gerninger 28,7 bruger om Publius, svarer til lokal sprogbrug.
CIL X 7495, en fragmentarisk latinsk marmorblok fra 2. århundrede fra Mdina, sandsynligvis en statuebase, hædrer en unavngiven velgører for tempelarbejder, herunder søjler, et podium og en belægning. Dens beskadigede første linje lyder [muni]cipi(i) Mel(itensium) primus omni[um]; linjens begyndelse er tabt, og betydningen af de bevarede ord er omstridt.
Den græske tekst viser arkonter, en patron og et præsteskab for Augustus i det tidlige 1. århundrede. Af disse to tekster er det kun den latinske base fra 2. århundrede, der belægger dekurioner og status som municipium. Hvornår Melita blev et municipium, er diskuteret.

Hvad det ikke fastslår

Ingen af indskrifterne nævner Publius. Ingen af dem bekræfter skibbruddet, Paulus' ophold, helbredelsen af Publius' far eller nogen anden begivenhed i Apostlenes Gerninger 28,1–10.
Hvilke beføjelser titlen eventuelt indebar omkring år 60 e.Kr. Teksterne er fra det tidlige 1. til 2. århundrede e.Kr., og den græske tekst nævner »første« ved siden af indehaverens tidligere arkontembede, ikke i stedet for det.
At primus omni[um] i CIL X 7495 er en titel snarere end begyndelsen på en sætning af typen »den første af alle til at ...« om de opregnede velgerninger.
Hvor på Malta skibet kom i land.

Hvor fortolkerne er uenige

To spørgsmål står åbne. For det første: hvad betød »første« på Malta? Smith og Ramsay opfattede det som en officiel titel; Kaibel så en bestemt borgerlig hædersbevisning og forbandt den med Publius; Hemer læste det som titlen på den øverste lokale embedsmand. Andre, især Suhl, behandler det som en hædersbetegnelse. Cappelletti godtager Suhls paralleller med hædersbetegnelser, men kalder det alligevel en fast, officiel lokal titel inden for et socialt og økonomisk hierarki og lader dens beføjelser stå åbne. I IG XIV 601 står den ved siden af »efter at have været arkont«, ikke i stedet for det. For det andet: er den beskadigede latinske vending i CIL X 7495 det tilsvarende udtryk? Hemer henviser til græske paralleller, anser den latinske tekst for uafgørende og mener, at primus mere sandsynligt betyder den første til at udføre de opregnede velgerninger. Hvornår Melita blev et municipium, er også omstridt: Mommsen sluttede ifølge Kaibel ud fra teksten om Castricius, at melitenserne manglede romersk borgerstatus under Tiberius; Cappelletti mener, at municipiet sandsynligvis er fra Augustus' tid, imod Ashbys senere datering.

Andre læsninger

Hæderstitel, ikke et embede. Titlen kan have betegnet øens fremmeste notabilitet som en hædersrang snarere end et bestemt embede. Sammenlignelige titler som »den første i provinsen« og »den første i byen« forekommer i græske indskrifter fra den østlige del af kejserriget, som Suhl har samlet, og som Cappelletti giver et overblik over. Efter denne opfattelse var Publius den fremmeste mand på Malta, men titlen siger intet om hans formelle beføjelser.
Beskrivende vending i Apostlenes Gerninger. Lukas beskriver måske blot Publius som øens ledende mand i en ikke-teknisk betydning. Lukas bruger flertal om de ledende mænd i Antiokia i Pisidien og om de jødiske ledere i Rom (Apostlenes Gerninger 13,50; Apostlenes Gerninger 28,17). Smith (1848) fremlagde denne læsning, som ældre engelske oversættere fulgte, inden han argumenterede for en officiel titel.
»Den første til at gøre X« i CIL X 7495. I den latinske base kan primus omni[um] indlede en sætning af typen »den første af alle til at ...«. Hemer (1985) anså teksten for uafgørende og henviste til græske paralleller. Der findes latinske hædersindskrifter med denne formel, for eksempel CIL XI 6054 og CIL IX 2237; disse paralleller stammer fra dette emnes søgning i EDCS, ikke fra Hemer.

Kataloghenvisninger: IG XIV 601; IGRR I 512; CIG 5754; PHI 140928; I.Sicily ISic003683; TM 285166; EDR112577; EDCS-39101548; CIL X 7495; ILS 5415; EDCS-22100614; EDR112567; TM 285139

Kilder

Georg Kaibel (ed.), Inscriptiones Graecae XIV: Inscriptiones Siciliae et Italiae — IG XIV 601, p. 142 (lemma, text and commentary) ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby: IG XIV 601 — EDCS-39101548 (IG 14, 00601) ↗
Trismegistos text relations: IG XIV 601 — TM 285166 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby: CIL X 7495 — EDCS-22100614 (CIL 10, 07495 (p 994) = D 05415) ↗
Trismegistos text relations: CIL X 7495 — TM 285139 ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — pp. 112-114 (Malta; the title of Publius) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XIV, sec. 9 'Malta', p. 343 ↗

Filippi som romersk koloni: mønterne, duoviri og koloniens liktorer

Datering: Koloniens mønter fra Antonius' grundlæggelse efter 42 f.Kr. til Klaudius (41–54 e.Kr.); latinske indskrifter, der nævner koloniens embedsmænd, 1.–2. århundrede e.Kr. (den seneste, der anføres, er dateret 138–161 e.Kr.); sammenligningsmateriale fra Urso-charteret (af EDCS dateret til 44 f.Kr.)
Hvor det er i dag: Filippi (Krenides), det østlige Makedonien, Grækenland (fundsted for indskrifterne fra Filippi); Urso-charteret stammer fra Osuna i det sydlige Spanien; mønteksemplarer findes i flere offentlige og private samlinger (RPC); Dios tekst er bevaret i den håndskriftlige overlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 16,10–17; Apostlenes Gerninger 16,12; Apostlenes Gerninger 16,19–24; Apostlenes Gerninger 16,35–39; Apostlenes Gerninger 22,25–29; Apostlenes Gerninger 25,10–12; Første Thessalonikerbrev 2,2; Andet Korintherbrev 11,25
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Mønter, latinske indskrifter og Dio Cassius viser, at Filippi var en romersk koloni, sådan som Apostlenes Gerninger 16,12 siger, ledet af to øverste embedsmænd (duoviri). Charteret for en anden koloni, Urso i Spanien, tildeler sådanne embedsmænd liktorer. Det passer med Apostlenes Gerninger, hvor embedsmændene beordrer stokkeprygl og senere sender betjente, der bærer stave (Apostlenes Gerninger 16,22 og 35–38). Intet af dette bekræfter episoden, og Paulus' borgerret er kun bevidnet i Apostlenes Gerninger.

Hvad det fastslår

Filippi var en romersk koloni på Paulus' tid. Mønterne kalder byen en koloni under Antonius, hvis befaling legenden henviser til (RPC I 1649), under Augustus (RPC I 1650, COL AVG IVL PHIL IVSSV AVG) og under Klaudius (RPC I 1653). Dio Cassius (51.4.6) beretter, at Octavian bosatte fordrevne folk fra Italien dér. Apostlenes Gerninger 16,12 er det eneste sted i Det Nye Testamente, der kalder en by en romersk koloni.
Latinske indskrifter fra Filippi giver koloniens øverste embedsmænd titlen IIvir iure dicundo inden for en karriere efter romersk mønster, der også omfatter ædil og kvæstor. EDCS daterer én til 1. århundrede e.Kr. (EDCS-15900071) og en anden, for M. Figilius Pudens, der havde æresrang som dekurion (ornamenta decurionalia), til 138–161 e.Kr. (EDCS-43000131). Kolonien selv optræder som dedikant (EDCS-24200017).
Koloniernes embedsmænd havde liktorer. Charteret for kolonien Urso (kap. 62) tildeler hver duovir to liktorer samt en opvarter (accensus), to skrivere og to budbringere (EDCS-20200004). Ramsay ræsonnerede, at Paulus' stokkeprygl fandt sted i kolonier, hvis embedsmænd blev ledsaget af liktorer. Apostlenes Gerninger passer med dette billede: betjente, hvis titel betyder stavbærere, altså liktorer, bringer embedsmændenes beskeder (Apostlenes Gerninger 16,35 og 38).
Suetonius beretter, at Klaudius lod dem henrette, der tilranede sig borgerret (Claud. 25.3); efter den gængse kronologi faldt Paulus' besøg (ca. 49–50 e.Kr.) i hans regeringstid. Sherwin-White (1963) drøftede de romerske regler, især den juliske lov om offentlig vold, der beskyttede borgere mod at blive bundet eller slået af embedsmænd. Embedsmændenes forskrækkelse i Apostlenes Gerninger 16,38 er derfor forståelig i romerretlige termer.

Hvad det ikke fastslår

Ingen indskrift eller mønt nævner embedsmændene, fangevogteren, Lydia eller nogen anden i Apostlenes Gerninger 16 ved navn, eller omtaler arrestationen, prygelen, fængslingen eller løsladelsen af Paulus og Silas. En korrekt institutionel ramme viser ikke i sig selv, at episoden fandt sted som fortalt.
Den beviser ikke, at Paulus var romersk borger. Påstanden findes kun i Apostlenes Gerninger (Apostlenes Gerninger 16,37 og 22,25–29). Paulus' breve bekræfter mishandling i Filippi (Første Thessalonikerbrev 2,2) og tre gange stokkeprygl (Andet Korintherbrev 11,25), men nævner aldrig borgerret. Nogle spørger også, hvorfor en borger fik stokkeprygl tre gange (Andet Korintherbrev 11,25); brevene forklarer det ikke.
Filippis eget charter er ikke bevaret, så vidnesbyrdet om liktorer stammer analogt fra en anden koloni (Urso). De latinske indskrifter, der anføres her, bruger IIvir; om græsktalende i Filippi formelt eller uformelt kaldte disse mænd ved den græske titel, som Apostlenes Gerninger bruger, er uafklaret.

Hvor fortolkerne er uenige

Der er stadig åbne spørgsmål. Filippis latinske indskrifter skriver IIvir (duovir). Ramsay behandlede den titel, Apostlenes Gerninger giver disse mænd, og som han gengav med »prætorer«, som en høflighedstitel; Brélaz bemærker, at den samme græske titel almindeligvis gengav duumvir, som i de græske indskrifter fra kolonien Korinth. Hvad angår borgerretten, tvivler Lentz på, at en streng farisæer ville have haft den, og læser den som en del af Lukas' portræt af Paulus; Weber hævder, at appellen til kejseren forudsætter den. Kritikere spørger også, hvorfor Paulus først påberåbte sig den efter prygelen. Endelig passer rangordningen i Apostlenes Gerninger 16,12, der gør Filippi til den førende by i sit distrikt, dårligt med Amfipolis' ældre status som hovedby i delområdet. Ramsay læste udtrykket som borgerstolthed, en rang som Filippi gjorde krav på, mens Amfipolis havde den efter almindelig konsensus. Andre følger en variant eller en konjektur, trykt i nogle moderne tekstkritiske udgaver, som gør Filippi til en by i det første distrikt, eller læser rangordningen som et æresprædikat snarere end en administrativ rang.

Andre læsninger

Korrekt ramme, komponeret scene. Lukas eller hans kilde vidste, hvordan kolonierne i øst fungerede. De korrekte titler og procedurer viser kendskab til omgivelserne, men de er forenelige med en dramatiseret eller komponeret episode. Efter dette syn hører den sene afsløring af borgerretten til Apostlenes Gerningers litterære portræt af Paulus' høje status (således Lentz) snarere end til en verificerbar begivenhed.
Høflighedstitel, ikke teknisk fejl. Embedsmændene var juridisk set duoviri, som indskrifterne viser. Den græske titel, som Apostlenes Gerninger giver dem, afspejler høflig eller folkelig sprogbrug om koloniernes embedsmænd. Ramsay vurderede den som korrekt på den dannede samtales niveau snarere end som teknisk præcis. Brélaz behandler den som en normal græsk ækvivalent til duumvir, og LSJ anvender ordet om koloniale duoviri, om end eksemplet er Apostlenes Gerninger selv.
Velinformeret fortæller med delvis uafhængig støtte. Fortællingen i første person flertal når til Filippi (Apostlenes Gerninger 16,10–17), men stopper før arrestationen. Paulus' egne breve beretter uafhængigt om mishandling i Filippi (Første Thessalonikerbrev 2,2) og stokkeprygl (Andet Korintherbrev 11,25). Paley hævdede, at brevet ikke var hentet fra Apostlenes Gerninger, men alligevel stemmer overens med det; Ramsay læste fortælleren som lokalt velinformeret. Brevene bekræfter stadig hverken påstanden om borgerret eller detaljerne i retssagen.

Kataloghenvisninger: RPC I 1649; RPC I 1650; RPC I 1653; EDCS-15900071; AE 1938, 52; Pilhofer, Philippi II 253; CIPh II.1, 136; EDCS-43000131; AE 2006, 1330; Pilhofer, Philippi II 324a; CIPh II.1, 121; EDCS-24200017; CIL III 14206,19; Pilhofer, Philippi II 452; CIPh II.1, 15; EDCS-20200004; CIL II 5439; ILS 6087; CIL II²/5, 1022

Kilder

Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby (University of Zurich), Funerary text for [Varin]ius Macedo, aedile, quaestor, IIvir iure dicundo at Philippi, munerarius (dated 1st century AD) — EDCS-15900071 = AE 1938, 52 = Pilhofer, Philippi II 253 = CIPh II.1, 136 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby (University of Zurich), Inscription for M. Figilius Pudens, holder of honorary decurional rank (ornamenta decurionalia), aedile, IIvir iure dicundo at Philippi, flamen of Antoninus (AD 138-161) — EDCS-43000131 = AE 2006, 1330 = Pilhofer, Philippi II 324a = CIPh II.1, 121 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby (University of Zurich), Dedication by col(onia) Philipp(iensium) to the children and grandchildren of Augustus (EDCS date 1st century AD) — EDCS-24200017 = CIL III 14206,19 = Pilhofer, Philippi II 452 = CIPh II.1, 15 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby (University of Zurich), Lex Coloniae Genetivae Iuliae (Urso charter), ch. 62: each duovir to have two lictors, an accensus, two scribes and two viatores — EDCS-20200004 = CIL II 5439 = ILS 6087 = CIL II²/5, 1022, ch. LXII ↗
Cassius Dio, Roman History, Book 51 (Earnest Cary, 1917) — 51.4.6 ↗
Suetonius, Life of Claudius (J. C. Rolfe, 1914) — Claud. 25.3 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen (CCEL text of the 10th edition, 1907) — ch. X, §3 'Accusation and Condemnation in Philippi' ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen (CCEL text of the 10th edition, 1907) — ch. V, §4 'The Church at Pisidian Antioch' ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen (CCEL text of the 10th edition, 1907) — ch. IX, §4 'The Entrance into Macedonia' ↗
William Paley, Horae Paulinae (SPCK edition, 1855) — ch. IV (Second Epistle to the Corinthians), No. IX ↗

Den latinske dedikation, der stedfæstede Lystra

Datering: Ikke nøje dateret. Den er yngre end 14 e.Kr., da Augustus kaldes divus; de konsulterede katalogposter angiver ingen datering, og dateTo 100 er en konventionel øvre grænse. Sterrett afskrev den i juli 1885 og udgav den i 1888.
Hvor det er i dag: Angives at befinde sig på Konyas arkæologiske museum i Tyrkiet (Bahar et al. 2005 med henvisning til MAMA VIII); ingen katalogpost fra museet er bekræftet.
Vedrører: Apostlenes Gerninger 14,6–21; Apostlenes Gerninger 16,1–2; Andet Timotheusbrev 3,11
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Denne latinske piedestal med indskrift er det vigtigste belæg for at placere Lystra, byen i Lykaonien i Apostlenes Gerninger 14 og 16, på Zoldera-højen nær Hatunsaray. Den er viet til den guddommeliggjorte Augustus af kolonien »Iulia Felix Gemina Lustra« og viser, at Lystra var en romersk koloni på et tidspunkt efter 14 e.Kr. J. R. S. Sterrett afskrev den i juli 1885. Den nævner ikke Paulus og bekræfter ingen af de begivenheder, Apostlenes Gerninger fortæller om dér.

Hvad det fastslår

J. R. S. Sterrett afskrev i juli 1885 en stor firesidet piedestal på Zoldera-højen, omkring femten minutters vej nord for Khatün Serai (det moderne Hatunsaray). Den bærer en latinsk dedikation fra »Colonia Iulia Felix Gemina Lustra« (Sterrett nr. 242; CIL III 6786).
En borgerlig dedikation af denne størrelse, fundet på selve højen, er det vigtigste belæg for at placere Lystra dér, på sletten i Lykaonien syd-sydvest for Konya (oldtidens Ikonion). I The Historical Geography of Asia Minor (1890) tilskrev Ramsay Sterrett æren for at have fundet beviset for, at Leakes tidligere identifikation var rigtig.
Da dedikationen blev foretaget, var Lystra en romersk koloni, hvis dekurioner (byråd) offentligt hædrede den guddommeliggjorte Augustus. Teksten er derfor fra tiden efter 14 e.Kr.
Placeringen passer til Apostlenes Gerninger, som grupperer Lystra sammen med Derbe som byer i Lykaonien og forbinder den med det nærliggende Ikonion (Apostlenes Gerninger 14,6 og 14,19–21; 16,1–2).

Hvad det ikke fastslår

Den nævner ingen kristen. Den kan ikke bekræfte helbredelsen, hyldesten af Barnabas og Paulus som Zeus og Hermes eller steningen af Paulus (Apostlenes Gerninger 14,8–20).
Den er ikke nøje dateret. Den viser ikke, hvornår kolonien blev grundlagt, eller hvordan byen var, da Paulus besøgte den.
Apostlenes Gerninger kalder aldrig Lystra en koloni, så stenen giver baggrund snarere end at bekræfte et bestemt udsagn i Apostlenes Gerninger. Korrekt geografi alene viser ikke, at forfatteren var øjenvidne, eller hvornår Apostlenes Gerninger blev skrevet.

Hvor fortolkerne er uenige

Før 1885 var Lystra blevet placeret andetsteds; Sterrett bemærker, at den formodedes at ligge ved Bin Bir Kalesi. Ramsay (1890) tilskriver Leake den korrekte identifikation og Sterrett beviset for den, og Pleiades-gazetteeren og de epigrafiske kataloger følger den. Undersøgelser siden 1994 melder om materiale fra kalkolitisk tid til romersk tid på højen (Bahar et al. 2005), selv om en enkelt sten i princippet kan være blevet flyttet. Det åbne spørgsmål er, hvordan den skal tolkes. Nogle ser den præcise ramme i Lykaonien i Apostlenes Gerninger som tegn på velinformeret, tidlig beretning. Andre påpeger, at Lystra eksisterede i århundreder, og at præcis lokalkolorit ikke verificerer den episode, Apostlenes Gerninger fortæller om.

Andre læsninger

Ældre forslag til placeringen. Før Sterretts fund var Lystra blevet placeret andetsteds; Sterrett bemærker, at den formodedes at ligge ved Bin Bir Kalesi. Moderne gazetteerer og epigrafiske kataloger (Pleiades, EDCS) følger identifikationen med Zoldera, som hovedsagelig hviler på denne dedikation og dens findested, understøttet af fund fra overfladeundersøgelser på højen.
Læsning af Apostlenes Gerninger som senere komposition. Richard Pervo og andre daterer Apostlenes Gerninger til begyndelsen af det 2. århundrede og læser mange af dens episoder som litterær komposition, så præcis lokalkolorit viser, at forfatteren kendte egnen, ikke at han var øjenvidne. Fortolkere sammenligner også scenen med Zeus og Hermes med Ovids Jupiter og Merkur, der besøger Frygien (Metamorfoser 8), læst enten som litterært forbillede eller som en lokal legende, som mængden i Apostlenes Gerninger deler.
Læsning med vægt på historisk pålidelighed. Ramsay, Hemer og andre hævder, at Apostlenes Gerninger behandler geografien og de politiske forhold i Lykaonien præcist, hvilket tyder på velinformeret og sandsynligvis tidlig beretning. De ser den bekræftede placering af kolonien som en del af et kumulativt argument. Selve stenen vedrører dog kun rammen.

Kataloghenvisninger: CIL III 6786; MAMA VIII 5; AE 1888, 89; EDCS-27800574; Sterrett, The Wolfe Expedition to Asia Minor (1888), no. 242

Kilder

J. R. Sitlington Sterrett, The Wolfe Expedition to Asia Minor (Papers of the American School of Classical Studies at Athens, vol. 3) — No. 242, p. 142 ↗
J. R. Sitlington Sterrett, The Wolfe Expedition to Asia Minor (Papers of the American School of Classical Studies at Athens, vol. 3) — Itinerary entry for 10 July (Maï to Khatün Serai), p. 141 ↗
J. R. Sitlington Sterrett, The Wolfe Expedition to Asia Minor (Papers of the American School of Classical Studies at Athens, vol. 3) — p. 15 (itinerary entry for 1 June, at Serpek) ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss/Slaby — EDCS-27800574 (CIL 03, 06786; MAMA 08, 00005; AE 1888, 00089; place: Hatunsaray / Katin Serai / Lystra) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — Ch. V, Note 2 ('Declension of Lystra'); p. 129 in the 1895 first edition ↗
Pleiades gazetteer of ancient places — Place 648699 (Lystra/Col. Iulia Felix Gemina) ↗
Wikidata — Q535982 (Lystra) ↗

Mønter

Judæiske mønter fra Neros femte år, tilskrevet Festus

Datering: Neros 5. år (dateret L E), 58/59 e.Kr., idet Nero havde efterfulgt Klaudius i oktober 54 (Suetonius, Claud. 45); RPC daterer typen til 59 e.Kr.
Hvor det er i dag: Talrige eksemplarer; RPC I 4972 opregner 34 i offentlige og private samlinger.
Vedrører: Apostlenes Gerninger 24,10; Apostlenes Gerninger 24,27; Apostlenes Gerninger 25,1–12; Apostlenes Gerninger 27,9
Grad af sikkerhed: middel
Hvordan udsagnet støttes: Diskuteret

Små bronzemønter, slået for Judæa i Neros femte år (58/59 e.Kr.), hvis legender kun angiver navnene Nero og Cæsar samt året, tilskrives ofte Porcius Festus, den statholder, der afløste Felix i Apostlenes Gerninger 24,27. De passer med den romerske ramme i Apostlenes Gerninger 24–25, men de nævner aldrig nogen statholder og kan derfor ikke i sig selv fastslå, hvornår Festus ankom; forslagene spænder fra 54 til 61 e.Kr.

Hvad det fastslår

Små bronzemønter blev slået for Judæa i Neros navn i hans femte regeringsår (dateret L E, 58/59 e.Kr.). Den ene side bærer Neros navn inden i en krans; den anden angiver året og navnet Cæsar ved siden af en palmegren. RPC katalogiserer typen under Jerusalem som RPC I 4972 og daterer den til 59 e.Kr.
Judæiske udmøntninger dateret til Klaudius' 14. år (54 e.Kr.; RPC I 4970-4971), slået mens Felix var statholder, nævner heller ingen statholder. De Saulcy tilskrev typen fra år 5 til Porcius Festus, som Madden (1881) beretter, og mange moderne kataloger følger ham. Apostlenes Gerninger 24,27 og Josefus (Ant. 20.182; War 2.271) nævner begge Festus som Felix' efterfølger, og Josefus siger, at Nero sendte ham.
Festus døde i embedet, før Albinus ankom (Ant. 20.197-200), og Albinus var prokurator ved løvhyttefesten fire år før krigen (War 6.300-305), så Festus' embedsperiode sluttede senest i 62 e.Kr.

Hvad det ikke fastslår

Mønterne nævner ingen statholder. Om de hører til Festus eller Felix, afhænger af den valgte kronologi: Madden (1881) daterede Festus til 60–61 e.Kr. og opførte typen fra år 5 under Felix.
De fastslår ikke, hvilket år Festus ankom. At betragte dem som hans første udmøntning forudsætter, at nye statholdere slog mønter kort efter ankomsten. Josefus fortæller om Felix' udnævnelse lige før en begivenhed, der er dateret efter at Klaudius havde fuldendt sit tolvte år (omkring 53 e.Kr.; Ant. 20.137), men de judæiske mønter fra hans embedsperiode med en claudisk datering hører til 54 e.Kr. Ud fra denne slutning fulgte udmøntningen ikke nødvendigvis ankomsten.
De siger intet om Paulus, hans forhør for Felix og Festus eller hvor længe han blev holdt fanget (Apostlenes Gerninger 24,27).

Hvor fortolkerne er uenige

Festus' ankomst, der afhænger af, hvornår Felix blev kaldt tilbage, er blevet dateret fra 54 til 61 e.Kr. Tidlige dateringer bygger på Eusebius' Krønike, hvis armenske tekst placerer tilbagekaldelsen i Klaudius' sidste år og Hieronymus' version i Neros andet, og på Josefus' bemærkning om, at Pallas, der blev fjernet fra sit embede i 55, stadig beskyttede Felix (Ant. 20.182; Tacitus, Ann. 13.14). Schürer svarede, at Krønikens dateringer ofte er vilkårlige, at Josefus placerer næsten alle Felix' handlinger under Nero, og at Pallas blev frifundet for en anklage før udgangen af 55 (Ann. 13.23). Paulus' kompliment om Felix' lange erfaring som dommer for folket (Apostlenes Gerninger 24,10) peger også på en lang embedsperiode. Ramsay daterede sørejsen ud fra den faste, som Apostlenes Gerninger 27,9 siger var forbi, og som i 59 faldt den 5. oktober. Hvis mønterne fra år 5 er Festus', var han i embedet senest i 59 e.Kr., hvilket taler imod 60 eller 61; men den læsning bygger på en mønt, der ikke nævner nogen statholder, og på et formodet udmøntningsmønster.

Andre læsninger

Tidlig tilbagekaldelse af Felix (54–55 e.Kr.). Som Schürer (1890) beretter, placerede Kellner Felix' tilbagekaldelse i november 54 og V. Weber i sommeren 55 med henvisning til Eusebius' Krønike og Pallas' indflydelse hos Nero (Ant. 20.182). Schürer svarede, at Josefus placerer næsten alle Felix' handlinger under Nero, og at Pallas var blevet frifundet før udgangen af 55 (Tacitus, Ann. 13.23). Efter det tidlige syn ville mønterne fra år 5 falde midt i embedsperioden.
Ankomst i 59 e.Kr. (Ramsay). Ramsay daterede rejsen til Rom til efteråret 59 ud fra et kalenderargument, ikke et møntargument: den faste, som Apostlenes Gerninger 27,9 siger var forbi, faldt den 5. oktober i 59. Hans kronologiske register sætter Paulus' fangenskab i Palæstina fra juni 57 til juli 59, så efter hans beregning ankom Festus i 59. Det stemmer med at tilskrive mønterne fra år 5 til Festus, slået i hans første måneder.
Traditionel datering (60 e.Kr.). De fleste af de forskere, Schürer gennemgik i 1890, satte Felix' tilbagekaldelse til 60, og McGiffert (1890) angav, i tilslutning til Wieseler, 59–61 som den videste margen for Festus' tiltræden. Gray-Fow (2016) behandler stadig sommeren 60 som den traditionelle datering. Efter dette syn blev mønterne fra år 5 udstedt under Felix, sådan som Madden opførte dem i 1881, og efter hans fortegnelse kendes ingen mønter fra Festus.

Kataloghenvisninger: RPC I 4972; Meshorer 35 (as cited by RPC I 4972)

Kilder

Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1895 edition) — Ant. 20.182 (Whiston 20.8.9) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1895 edition) — Ant. 20.137-138 (Whiston 20.7.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1895 edition) — Ant. 20.197 (Whiston 20.9.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1895 edition) — Ant. 20.200 (Whiston 20.9.1) ↗
Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1895 edition) — War 2.271 (Whiston 2.14.1) ↗
Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1895 edition) — War 6.300 (Whiston 6.5.3) ↗
Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1895 edition) — War 6.305 (Whiston 6.5.3) ↗
Tacitus, Annals (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 1942 reprint) — Ann. 13.14 (narrative of AD 55) ↗
Tacitus, Annals (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 1942 reprint) — Ann. 13.23 (narrative of AD 55) ↗
Suetonius, Lives of the Caesars: Claudius (J. C. Rolfe, 1914) — Claud. 45 ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 2.22.1 ↗
Arthur Cushman McGiffert, Notes to Eusebius, Church History (NPNF, Second Series, vol. 1) — HE 2.22.1, note 469 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen (CCEL text of the 10th edition, 1907) — ch. XIV, §3 'The Council' ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen (CCEL text of the 10th edition, 1907) — Chronological Index to the Life of St. Paul ↗

Steder og bygninger

Det store teater i Efesos

Datering: Hellenistisk scenebygning, første halvdel af 2. århundrede f.Kr. (tilskuerrummets oprindelige datering og form kan ikke fastslås); den romerske hovedudvidelse under Domitian og Trajan (ca. 81–117 e.Kr.); Salutaris-indskriften 104 e.Kr.
Hvor det er i dag: In situ, det arkæologiske område i Efesos, Selçuk (İzmir-provinsen), Tyrkiet; Salutaris-indskriften delvis in situ, nogle blokke i British Museum
Vedrører: Apostlenes Gerninger 19,23–41; Apostlenes Gerninger 19,29–31; Apostlenes Gerninger 19,35–41; Apostlenes Gerninger 19,39; Første Korintherbrev 15,32; Første Korintherbrev 16,8–9; Andet Korintherbrev 1,8–10
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Det store teater i Efesos, hugget ind i skråningen af Panayır Dağı, er det virkelige og stadig synlige sted, hvor Apostlenes Gerninger 19,29 placerer folkemængden. Det rummede sandsynligvis allerede en stor folkemængde i hellenistisk tid, og en indskrift i selve teatret viser, at borgerforsamlingen mødtes der senest i 104 e.Kr. Stedet bekræfter rammen, ikke opløbet, og de fleste synlige rester stammer fra tiden efter Paulus.

Hvad det fastslår

Der stod et teater i Efesos, bygget ind i skråningen af Panayır Dağı, længe før Paulus' ophold. Dets scenebygning stammer fra første halvdel af 2. århundrede f.Kr. og var en af de største hellenistiske scenebygninger i Lilleasien, hvilket tyder på et stort tilskuerrum, selv om dets nøjagtige størrelse er ukendt.
Salutaris-indskriften (I.Ephesos 27, 104 e.Kr.), hugget på væggen ved teatrets sydlige indgang, sørger for, at billeder af Artemis og andre figurer bæres fra hendes tempel ind i teatret og stilles op ved hvert lovbestemt møde i forsamlingen. På det tidspunkt var teatret både borgerforsamlingens mødested og en scene for dyrkelsen af Artemis, hvilket passer til rammen i Apostlenes Gerninger 19,23–41.
Stedet og indskriften giver, i efesisk forstand, mening til den kontrast i Apostlenes Gerninger mellem mængden, der var samlet i teatret, og den behørigt indkaldte forsamling, som byskriveren henviser til (Apostlenes Gerninger 19,39).
Det meste af det, besøgende ser i dag, herunder scenefacaden og de udvidede øvre siddepladser (diameter tæt på 150 m), hører til en udvidelse, der hovedsagelig dateres til Domitians og Trajans regeringstid (ca. 81–117 e.Kr.), efter Paulus. I midten af 50'erne var bygningen det ældre hellenistiske teater med nogle ændringer fra den tidlige kejsertid.
En legendarisk fortælling fra 3. århundrede lader Apollonios føre hele befolkningen i Efesos ind i teatret (Filostratos, Apollonios' liv 4.10). Den er sen og ikke et selvstændigt vidnesbyrd for Apostlenes Gerninger, men den viser, at teatret blev husket som det sted, hvor byen samledes.

Hvad det ikke fastslår

Det bekræfter ikke selvstændigt, at opløbet i Apostlenes Gerninger 19,23–41 fandt sted, eller nogen af dets detaljer: Demetrios, tilfangetagelsen af Gajus og Aristarkos, Alexander eller de to timers råben. Intet fundet i teatret nævner Paulus eller urolighederne.
Kapacitetstallene (Woods egen beregning på 24.500 i 1877; omkring 20.000 for den romerske cavea i det østrigske bind fra 2017; op til 25.000 i Pleiades) beskriver den udvidede romerske bygning eller bygger på rekonstruktioner. De fortæller os ikke, hvor mange teatret rummede i midten af 50'erne, eller hvor mange der var til stede, og Apostlenes Gerninger angiver intet tal.
Salutaris-indskriften er omkring halvtreds år yngre end Paulus' ophold og bruger et andet græsk adjektiv for en planlagt forsamling end Apostlenes Gerninger 19,39. Den belyser bymæssig praksis, ikke begivenhederne i 50'erne. Apostlenes Gerninger siger heller ikke, at Paulus gik ind i eller talte i teatret (Apostlenes Gerninger 19,30–31), trods nogle populære genfortællinger.

Hvor fortolkerne er uenige

To spørgsmål står åbne. Det første er, hvordan bygningen så ud på Paulus' tid. Østrigsk forskning daterer den romerske hovedudvidelse og scenefacaden til Domitian og Trajan, mens ældre arbejder daterede facadens første etager til 66 e.Kr.; udgravningsrapporten fra 2017 konstaterer desuden, at det hellenistiske tilskuerrums datering og form ikke kan fastslås, så dets kapacitet på det tidspunkt er usikker. Det andet er, hvad en korrekt ramme indebærer. Sherwin-White og Hemer så den præcise bymæssige detalje som tegn på velinformeret overlevering. Pervo læser episoden som et litterært bravurnummer, og andre bemærker, at en senere, velinformeret forfatter kunne levere sådan lokalkolorit, så rammen kan ikke i sig selv bekræfte opløbet.

Andre læsninger

Korrekt ramme for virkelige uroligheder. Lukas byggede på pålidelige oplysninger om en virkelig krise i Efesos. Teatret som mødested, forsamlingsterminologien, byskriveren og asiarkerne passer til Efesos i den tidlige kejsertid (Sherwin-White, Hemer); Ramsay kaldte scenen det mest lærerige bevarede billede af samfundet i en by i Asien. Paulus' breve beretter om alvorlig fare i Efesos og i Asien (Første Korintherbrev 15,32; Første Korintherbrev 16,8–9; Andet Korintherbrev 1,8–10), men aldrig om et opløb i teatret.
Litterært bravurnummer på en velkendt scene. Episoden er i det store og hele Lukas' dramatiske komposition, på samme måde som de massescener, Pervo sammenligner med antikke romaner. Teatret, dyrkelsen af Artemis og byens embeder var offentlige og varige træk ved Efesos, stadig fremtrædende i 104 e.Kr., så en velinformeret forfatter kunne lade en scene foregå der uden en bestemt kilde. Efter denne opfattelse hverken bekræfter den korrekte ramme begivenheden eller daterer Apostlenes Gerninger.
Virkelige problemer, komponeret scene. En mellemposition mener, at der ligger virkelige uroligheder bag beretningen, eftersom Paulus' breve bevidner alvorlig fare i Efesos, men at Lukas komponerede scenen og dens taler. Efter denne opfattelse støtter rammen en overlevering om konflikt uden at bekræfte dens detaljer.

Kataloghenvisninger: I.Ephesos 27; SEG 15, 698; SEG 41, 974; GIBM III 481

Kilder

Pleiades, Theater of Ephesus — Pleiades 818256726 (connected to Ephesus 599612) ↗
Wikidata, Theater (Ephesus) — Q15723477 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XII, sec. 5, p. 277 ↗
Philostratus, The Life of Apollonius of Tyana (F. C. Conybeare, 1912) — VA 4.10 ↗

Bema (rostra) på det romerske forum i Korinth

Datering: Platformen blev sandsynligvis bygget kort efter koloniens grundlæggelse i 44 f.Kr., først med en facade af poros (Corinth Computer Project; Kent). En epistyl med indskrift fra den østlige alkove med bænke er foreløbigt dateret til Augustus' tid (Kent 157). Kent daterede marmorbeklædningen (Kent 322) ud fra bogstavformerne til første halvdel af 1. århundrede e.Kr., sandsynligvis andet kvartal, selv om hans bygningstabel opfører den under Klaudius. En kirke eller et gravkapel stod nær den fra 9. eller tidligt i 10. århundrede; en kirke på platformen er sikker fra 12. århundrede (Scranton).
Hvor det er i dag: Platformen in situ på det romerske forum i det arkæologiske område i det antikke Korinth, Grækenland. Beklædningsfragmenterne i Kent 322 (Kents inv. 285, 410, 682, 727, 1929, 2119) tilhører samlingen hos Corinth Excavations; deres opbevaring eller udstilling er ikke efterprøvet.
Vedrører: Apostlenes Gerninger 18,12–17; Apostlenes Gerninger 25,6; Apostlenes Gerninger 25,17; Johannesevangeliet 19,13
Grad af sikkerhed: middel
Hvordan udsagnet støttes: Rekonstrueret

Muligvis, men det kan ikke bevises. Den store platform på det romerske forum i Korinth er en rimelig kandidat til det dommersæde (bēma), hvor Gallio afviste at dømme Paulus (Apostlenes Gerninger 18,12–17). Kent rekonstruerede spredte marmorfragmenter, så de betegner den som koloniens rostra, og en platform stod sandsynligvis dér på Paulus' tid. Ingen antik kilde nævner stedet, identifikationen er en moderne slutning ud fra udgravningerne, og et dommersæde i den juliske basilika er et alvorligt alternativ.

Hvad det fastslår

Kent sammenføjede beklædningsfragmenter af hvid marmor, fundet 1901–1938 rundt om forummet, til en bygningsindskrift, hvis bevarede bogstaver ROST han rekonstruerede som rost[ra] (Corinth VIII.3 322; EDCS-08200272). Ud fra pladens tykkelse og overfladebehandling, som svarede til platformens beklædning, konkluderede han, at den centrale platform officielt var Rostra, det latinske modstykke til det græske bēma (dommersæde).
En epistyl med indskrift fra den østlige schola er foreløbigt dateret til Augustus' tid (Kent 157). Kent daterede marmorbeklædningen til første halvdel af 1. århundrede, sandsynligvis andet kvartal, selv om hans bygningstabel opfører den under Klaudius. En platform, i det mindste i en tidligere form med porosfacade, stod altså sandsynligvis på forummet, da Gallio var statholder i Akaja i begyndelsen af 50'erne.
Korinth havde en rostra, hvorfra officielle breve blev læst op omkring 170 e.Kr. (Kent 306; AE 1939, 110). Teksten siger ikke, hvilket bygningsværk det var, og den viser kun praksis i 2. århundrede.
Apostlenes Gerninger 18,12, 16 og 17 placerer Gallios forhør ved et bēma. Udgravningerne viser, at bycentret i Korinth havde en fremtrædende offentlig platform af den art, så Lukas' ramme passer til byens indretning. Enhver provinshovedstad ville have haft et sådant dommersæde, så sammenfaldet er forventeligt snarere end særegent.

Hvad det ikke fastslår

At Paulus stod foran denne platform. Ingen antik tekst eller indskrift forbinder den med Gallio eller Paulus; identifikationen er en moderne slutning ud fra platformens placering og funktion.
Dateringen eller detaljerne i forhøret. Gallios embedsperiode dateres ved Klaudius' særskilte brev fra Delfi, og Apostlenes Gerninger er den eneste beretning om forhøret.
En uafbrudt kristen erindring om Paulus på stedet. En kirke eller et gravkapel stod nær platformen fra 9. eller tidligt i 10. århundrede, og en kirke på den er sikker fra 12. århundrede; Scranton vurderede, at den nødvendige kontinuitet fra antikken var vanskelig at påvise. En indskrift fra 9./10. århundrede, der nævner en kirke for [Sankt] Paulus (Kent 728), viser en indvielse til Paulus på det tidspunkt, ikke en erindring fra 1. århundrede.

Hvor fortolkerne er uenige

Kent anså identifikationen af statholderens rostra for sikker, og senere kataloger (EDCS) gengiver hans rekonstruktion, selv om kun ROST af nøgleordet er bevaret, og Kent indrømmede, at hans rekonstruktion måske ikke ville vise sig korrekt i alle detaljer. Tre spørgsmål står åbne. For det første: fandt Gallios forhør sted ved denne platform eller ved et dommersæde et andet sted? Ifølge forlagets beskrivelse af Corinth XXII (2022) var den juliske basilika det sandsynlige sæde for provinsens kejserlige domstol. For det andet: hvor meget af den marmorfase, der ses i dag, er ældre end Gallios embedsperiode? For det tredje: bevarer middelalderkirken på platformen en antik erindring, eller afspejler den en senere identifikation?

Andre læsninger

Retsmøde i en basilika. Formelle retsmøder for statholderen kan være blevet holdt i en basilika snarere end på den åbne rostra. Forlagets beskrivelse af Corinth XXII (2022) kalder den juliske basilika i forummets østlige ende det sandsynlige sæde for den kejserlige domstol i Akaja. Gallios dommersæde kan have stået dér. Beskrivelsen omtaler ikke Paulus.
Bēma betegner dommersædet, ikke en bygning. Apostlenes Gerninger bruger samme ord om Festus' dommersæde i Cæsarea (Apostlenes Gerninger 25,6; Apostlenes Gerninger 25,17), og Johannesevangeliet bruger det om Pilatus' dommersæde på det sted, der kaldes Stenbroen (Johannesevangeliet 19,13). En statholders dommersæde beskrives i forskellige omgivelser, så Apostlenes Gerninger 18 behøver ikke at betyde den faste rostra; platformen på forummet er én plausibel kandidat blandt andre.
Middelalderlig identifikation snarere end erindring. Den byzantinske kirke på platformen kan afspejle en senere kristen identifikation af stedet snarere end en erindring, der var overleveret fra 1. århundrede. Scranton vurderede, at den nødvendige kontinuitet var vanskelig at påvise, og den tidligste belagte indvielse til Paulus i nærheden (Kent 728) er fra 9. eller 10. århundrede.
Tidligere eller ufærdigt bygningsværk på Paulus' tid. Kents bygningstabel placerer marmorbeklædningen under Klaudius (41–54 e.Kr.), selv om hans tekst foretrækker århundredets andet kvartal. Marmorrostraen kan derfor være blevet færdig lige før Gallios embedsperiode eller efter den, og Paulus kan have set den tidligere platform med facade af poros (lokal kalksten).

Kataloghenvisninger: Corinth VIII.3 322; Corinth VIII.2 47; Corinth VIII.2 52; Corinth VIII.3 157; Corinth VIII.3 306; Corinth VIII.3 728; AE 1939, 110; AE 1947, 198; EDCS-08200272; EDCS-15300190

Kilder

Epigraphik-Datenbank Clauss-Slaby, EDCS record of the rostra revetment inscription, Corinth (cites West no. 47; = Kent no. 322) — EDCS-08200272 ↗
Epigraphik-Datenbank Clauss-Slaby, EDCS record of a governor's letter to Corinth with the note that it was read from the rostra (AE 1939, 110; = Kent no. 306) — EDCS-15300190 ↗
Pleiades, Corinthus/Korinthos — 570182 ↗

Papyri og håndskrifter

Codex Vaticanus (B) og Paulus' breve

Datering: Fjerde århundrede (INTF Liste »IV«; Vatikanbiblioteket »sec. IV«); Hebræerbrevet fra 9,14 til slutningen og Johannes' Åbenbaring blev tilføjet i det femtende århundrede
Hvor det er i dag: Biblioteca Apostolica Vaticana, Vatikanstaten (Vat. gr. 1209)
Vedrører: Romerbrevet 1,1–16,24; Første Korintherbrev 1,1–16,24; Andet Korintherbrev 1,1–13,14; Galaterbrevet 1,1–6,18; Efeserbrevet 1,1–6,24; Filipperbrevet 1,1–4,23; Kolossenserbrevet 1,1–4,18; Første Thessalonikerbrev 1,1–5,28; Andet Thessalonikerbrev 1,1–3,18; Hebræerbrevet 1,1–9,14
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Codex Vaticanus (Vat. gr. 1209, Gregory-Aland 03), en græsk bibel fra det fjerde århundrede, bevarer Romerbrevet til Andet Thessalonikerbrev og Hebræerbrevet til 9,14, hvor dens oprindelige blade slutter. Scrivener (1861) fortalte, at dens fortløbende paulinske afsnitsnumre springer fra Galaterbrevet (58) til Efeserbrevet (70) og begynder Hebræerbrevet ved 59, hvilket peger mod en ældre afskrift med Hebræerbrevet efter Galaterbrevet. Den tabte slutning kan ikke vise, om Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev, Titusbrevet og Filemonbrevet fulgte efter.

Hvad det fastslår

En græsk kodeks fra det fjerde århundrede i Vatikanbiblioteket (Vat. gr. 1209, Gregory-Aland 03) bevarer Romerbrevet, Første Korintherbrev, Andet Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Første Thessalonikerbrev, Andet Thessalonikerbrev og Hebræerbrevet 1,1–9,14. De følger efter evangelierne, Apostlenes Gerninger og de katolske breve på kodeksens s. 1445–1518.
Hebræerbrevet begynder på samme side, som Andet Thessalonikerbrev slutter (s. 1512), så i denne kodeks følger det direkte efter Paulus' breve til thessalonikerne og hører til den paulinske del.
Som Scrivener (1861) berettede, bærer Paulus' breve én fortløbende serie af afsnitsnumre i det ældste af kodeksens to afsnitssystemer: Galaterbrevet slutter ved 58, Efeserbrevet begynder ved 70 og Hebræerbrevet ved 59. Han og Gregory (1907) sluttede, at nummereringen blev lavet til en ældre afskrift, hvor Hebræerbrevet stod mellem Galaterbrevet og Efeserbrevet.
Den oprindelige hånd slutter ved Hebræerbrevet 9,14. Resten af Hebræerbrevet og Johannes' Åbenbaring (s. 1519–1536) er en tilføjelse fra det femtende århundrede, katalogiseret særskilt som Gregory-Aland 1957.

Hvad det ikke fastslår

Om kodeksen indeholdt Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev, Titusbrevet og Filemonbrevet. De sidste læg er tabt, og antallet af manglende blade er ukendt, så kodeksen er tavs om pastoralbrevene og Filemonbrevet. Den er ikke et vidnesbyrd imod dem.
At Paulus skrev Hebræerbrevet. Placeringen blandt Paulus' breve viser, hvordan afskrivere i det fjerde århundrede grupperede et brev, der ikke nævner nogen forfatter. Den viser ikke, hvem der skrev det.
Hvornår eller af hvem de fortløbende afsnitsnumre først blev lavet, eller dateringen og stedet for den tidligere afskrift, hvis rækkefølge de afspejler.

Hvor fortolkerne er uenige

Det bevarede indhold er ubestridt, og springet i afsnitsnumrene har været omtalt siden det nittende århundrede; fortolkningen er mindre afklaret. Det er usikkert, hvornår og af hvem de fortløbende numre blev lavet, og om de kom fra kodeksens egen tekstlige forgænger eller en anden afskrift. Indholdet af de tabte læg udledes: Sinaiticus og Alexandrinus går begge fra Hebræerbrevet til Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev, Titusbrevet og Filemonbrevet, men P46 med Hebræerbrevet efter Romerbrevet viser, at tidlige samlinger var forskellige. Kodeksens datering inden for det fjerde århundrede og dens oprindelse diskuteres fortsat: i 1908 var Rom, Lilleasien og Egypten blevet foreslået, og Skeat argumenterede senere for Cæsarea.

Andre læsninger

Nedarvet nummerering (den sædvanlige læsning). De fortløbende afsnitsnumre blev kopieret fra et ældre håndskrift, hvor Hebræerbrevet fulgte efter Galaterbrevet. Kodeksen selv placerede Hebræerbrevet efter Andet Thessalonikerbrev, den rækkefølge, der også findes i Codex Sinaiticus og Codex Alexandrinus.
Nummerering fra en anden kilde. Afsnitssystemet kan være kommet fra en anden afskrift end den, der leverede teksten. I så fald registrerer det rækkefølgen i systemets kilde, ikke i kodeksens direkte tekstlige forgænger.
Indholdet af den tabte slutning. Pastoralbrevene og Filemonbrevet, og måske Johannes' Åbenbaring, fulgte sandsynligvis efter Hebræerbrevet, som i Codex Sinaiticus og Codex Alexandrinus. Det er en rimelig slutning ud fra sammenlignelige bibler, men intet bevaret blad bekræfter den for denne kodeks.

Kataloghenvisninger: Gregory-Aland 03 (B); Vat. gr. 1209; INTF Liste docID 20003; Gregory-Aland 1957 (15th-century supplement, Vat. gr. 1209 pp. 1519-1536)

Kilder

Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF, New Testament Virtual Manuscript Room) — Gregory-Aland 03 (docID 20003) ↗
Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF, New Testament Virtual Manuscript Room) — Gregory-Aland 1957 (docID 31957) ↗
Biblioteca Apostolica Vaticana, DigiVatLib manuscript record, Vat.gr.1209 — Vat.gr.1209 ↗
Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF, New Testament Virtual Manuscript Room) — Gregory-Aland 01 (docID 20001) ↗
Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF, New Testament Virtual Manuscript Room) — Gregory-Aland 02 (docID 20002) ↗
Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF, New Testament Virtual Manuscript Room) — Gregory-Aland P46 (docID 10046) ↗
Wikidata: Codex Vaticanus — Q209285 ↗

Paulus' breve i Codex Sinaiticus

Datering: 4. århundrede e.Kr. (dateret ud fra håndskriften; undertiden mere præcist placeret midt i århundredet)
Hvor det er i dag: British Library, London (Add. MS 43725, som omfatter hele Det Nye Testamente); andre blade på universitetsbiblioteket i Leipzig, Ruslands Nationalbibliotek i Sankt Petersborg og Sankt Katarinas Kloster, Sinai
Vedrører: Romerbrevet 1,1–16,24; Første Korintherbrev 1,1–16,24; Andet Korintherbrev 1,1–13,14; Galaterbrevet 1,1–6,18; Efeserbrevet 1,1–6,24; Efeserbrevet 1,1; Filipperbrevet 1,1–4,23; Kolossenserbrevet 1,1–4,18; Første Thessalonikerbrev 1,1–5,28; Andet Thessalonikerbrev 1,1–3,18; Hebræerbrevet 1,1–13,25; Første Timotheusbrev 1,1–6,21; Andet Timotheusbrev 1,1–4,22; Titusbrevet 1,1–3,15; Filemonbrevet 1,1–25
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Codex Sinaiticus, en græsk bibel afskrevet i det fjerde århundrede og nu hovedsagelig på British Library, er det ældste kendte håndskrift med alle tretten breve, der bærer Paulus' navn, med Hebræerbrevet placeret blandt dem efter Andet Thessalonikerbrev. Det viser, hvordan Paulus' breve blev samlet og læst omtrent tre århundreder efter ham; som en rettet afskrift kan det hverken fastlægge alle oprindelige læsemåder eller afgøre, hvem der skrev Hebræerbrevet.

Hvad det fastslår

En græsk pergamentkodeks, dateret ud fra håndskriften til det fjerde århundrede, bevarer hele Det Nye Testamente. Dens paulinske del har rækkefølgen Romerbrevet, Første Korintherbrev, Andet Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Første Thessalonikerbrev, Andet Thessalonikerbrev, Hebræerbrevet, Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev, Titusbrevet og Filemonbrevet, og Apostlenes Gerninger følger direkte efter (British Library Add. MS 43725, folios 261r-298r i INTF's sideindeks).
Det er det ældste kendte håndskrift, der rummer alle breve, som bærer Paulus' navn. Papyrus 46 (ca. 200–225) har i sin bevarede form hverken Andet Thessalonikerbrev, Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev, Titusbrevet eller Filemonbrevet. Codex Vaticanus fra omtrent samme tid afbrydes ved Hebræerbrevet 9,14, så det vides ikke, om den nogensinde rummede Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev, Titusbrevet og Filemonbrevet.
I begge de store græske kodekser fra det fjerde århundrede, Sinaiticus og Vaticanus, blev Hebræerbrevet afskrevet som en del af den paulinske samling; her står det mellem Andet Thessalonikerbrev og Første Timotheusbrev. Euseb tæller i samme århundrede fjorten breve af Paulus, men fortæller, at nogle afviste Hebræerbrevet, fordi menigheden i Rom bestred, at Paulus havde skrevet det.
I Efeserbrevet 1,1 mangler den første skriverhånd vendingen med navnet Efesos, og en senere korrektør tilføjede den. Papyrus 46 og den første hånd i Codex Vaticanus mangler også vendingen, så kodeksen er et af de tidligste tekstvidner til dette tekstspørgsmål.

Hvad det ikke fastslår

Hvem der skrev Hebræerbrevet. Brevets placering viser, hvordan afskrivere i det fjerde århundrede grupperede det, ikke hvem der skrev det. Ifølge Eusebs gengivelse mente Origenes, at tankerne var Paulus', mens ordlyden var en andens, og at kun Gud kender forfatterens identitet.
Den oprindelige ordlyd på hvert eneste sted. Sinaiticus er ét tekstvidne, rettet af mange hænder fra det fjerde til det tolvte århundrede, og dens læsemåder skal vejes op mod papyri og andre håndskrifter.
Hvor den blev afskrevet, hvem der betalte for den, eller om nogen begivenhed i Apostlenes Gerninger eller brevene fandt sted. Et forslag, som er fremsat siden Tischendorf, forbinder den med de halvtreds eksemplarer, Konstantin bestilte hos Euseb (Euseb, Life of Constantine 4.36), men ingen optegnelse dokumenterer forbindelsen, og en nøjagtig afskrift af et brev bevidner dets tekst, ikke den historie, teksten beskriver.

Hvor fortolkerne er uenige

Oprindelse: intet i kodeksen angiver, hvor eller for hvem den oprindelig blev afskrevet. Noter fra en senere korrektør efter 2 Esdras og Esther siger, at teksten blev kontrolleret mod et meget gammelt eksemplar rettet af martyren Pamfilos, en presbyter i Cæsarea, hvilket forbinder kodeksen med Cæsarea nogle århundreder efter afskriften (Fenlon placerede i 1908 denne korrektør sandsynligvis i det syvende århundrede). Cæsarea, Egypten (ofte Alexandria), Rom og Syditalien er alle blevet foreslået som oprindelsessted. Et forslag, fremsat siden Tischendorf, forbinder den med de halvtreds eksemplarer, Konstantin bestilte hos Euseb (Euseb, Life of Constantine 4.36), men ingen optegnelse dokumenterer forbindelsen. Datering: håndskriften placerer den i det fjerde århundrede, undertiden midt i århundredet, men datering ud fra skriften er omtrentlig. Rækkefølge: Codex Vaticanus og Codex Alexandrinus fra det femte århundrede placerer også Hebræerbrevet efter Andet Thessalonikerbrev, Papyrus 46 placerer det efter Romerbrevet, og moderne vestlige bibler placerer det efter Filemonbrevet. Tekst: forskere er uenige om, hvorvidt stednavnet i Efeserbrevet 1,1 var oprindeligt og tidligt gik tabt eller blev tilføjet senere.

Andre læsninger

Hebræerbrevet læst som Paulus'. Nogle antikke og moderne fortolkere ser Hebræerbrevets placering blandt Paulus' breve som støtte for paulinsk forfatterskab eller for en forfatter fra Paulus' kreds. Grupperingen viser, at en stor del af den græsktalende kirke regnede Hebræerbrevet blandt Paulus' breve. Kilder fra samme periode dokumenterer også tvivl i Rom og Origenes' opfattelse af, at ordlyden ikke er Paulus', så placeringen kan ikke i sig selv afgøre forfatterskabet.
Konstantins bestilling. Et forslag, fremsat siden Tischendorf, forbinder Sinaiticus og undertiden Codex Vaticanus med de halvtreds pergamenteksemplarer af Skriften, som Konstantin bestilte hos Euseb til menighederne i sin nye by (Euseb, Life of Constantine 4.36). Kodeksens omfang og datering gør det muligt, men ingen bevaret optegnelse knytter dette håndskrift til bestillingen, og Fenlon (1908) fandt ingen tegn på, at det nogensinde havde været i Konstantinopel.
Efeserbrevet som rundbrev. Flere tidlige tekstvidner, herunder den første hånd i denne kodeks, mangler stednavnet i Efeserbrevet 1,1. På det grundlag mener nogle, at brevet var bestemt for flere menigheder. Andre anser navnet for oprindeligt og dets fravær for en tidlig ændring under afskrivningen, som denne kodeks' egen korrektør gjorde om.

Kataloghenvisninger: Gregory-Aland 01; INTF Liste docID 20001; British Library Add. MS 43725

Kilder

Papyrus 46 (P46), det ældste omfattende håndskrift med Paulus' breve

Datering: Omkring 200 e.Kr., dateret alene ud fra håndskriften. INTF angiver begyndelsen af det 3. århundrede (200–225), CSNTM slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede (ca. 200) og en udstillingsetiket på Chester Beatty Library det 3. århundrede e.Kr. Publicerede forslag spænder fra den senere del af det 1. århundrede til det 3. århundrede.
Hvor det er i dag: Chester Beatty Library, Dublin (BP II, 56 blade); University of Michigan Library, Ann Arbor (inv. 6238, 30 blade)
Vedrører: Romerbrevet 15,33; Romerbrevet 14,24–26; Romerbrevet 16,1–23; Efeserbrevet 1,1; Første Thessalonikerbrev 5,23–28
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

P46 er det ældste omfattende håndskrift med Paulus' breve: 86 blade af et græsk papyruskodeks fra Egypten, dateret omkring 200 e.Kr. og nu delt mellem Dublin og Ann Arbor. Det viser Romerbrevet, Hebræerbrevet, Første Korintherbrev og Andet Korintherbrev, Efeserbrevet, Galaterbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Første Thessalonikerbrev blive afskrevet sammen som én bog. Dateringen hviler på håndskriften og er omdiskuteret, og de tabte blade lader det stå åbent, om det indeholdt Andet Thessalonikerbrev, Filemonbrevet eller pastoralbrevene.

Hvad det fastslår

Seksogfirs blade af ét græsk papyruskodeks med Paulus' breve er bevaret, fordelt mellem Chester Beatty Library i Dublin (BP II, 56 blade) og University of Michigan Library i Ann Arbor (inv. 6238, 30 blade). Katalogerne daterer det til omkring 200 e.Kr. på palæografisk grundlag. Det stammer fra Egypten: en udstillingsetiket på Chester Beatty Library angiver Egypten og det 3. århundrede e.Kr. for ét blad (BP II f.61).
De bevarede blade indeholder i denne rækkefølge: Romerbrevet (fra 5,17, med huller), Hebræerbrevet, Første Korintherbrev og Andet Korintherbrev, Efeserbrevet, Galaterbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Første Thessalonikerbrev (fragmentarisk, afbrudt i 5,28). Disse breve blev altså afskrevet sammen som én bog, med Hebræerbrevet placeret lige efter Romerbrevet.
Romerbrevet i P46 indeholder allerede kapitel 16 med anbefalingen af Føbe fra Kenkreæ og hilsenerne til Priska, Akvila og andre (16,1–23). Men det placerer den afsluttende doksologi efter 15,33 og går direkte fra 16,23 over i titlen på Hebræerbrevet. Doksologien er 16,25–27 i de kritiske udgaver og 14,24–26 i WEB-nummereringen.
I P46 har Efeserbrevet en overskrift, der angiver det som et brev til menigheden i Efesos, men hilsenen i Efeserbrevet 1,1 nævner ingen modtagerby. P46 er derfor et tidligt vidne om den form af verset.

Hvad det ikke fastslår

Om kodekset nogensinde indeholdt Andet Thessalonikerbrev, Filemonbrevet eller pastoralbrevene. Dets første og sidste blade er tabt, og vurderinger af, hvor meget tekst de manglende blade kunne have rummet, er skøn.
Hvem der skrev de enkelte breve, det indeholder. At Hebræerbrevet er med, viser, at kodeksets brugere grupperede det med Paulus' breve. Det er belæg for deres opfattelse, ikke for hvem der skrev det. Opfattelserne var delte: Klemens af Alexandria kaldte Hebræerbrevet Paulus' værk, mens Gaius af Rom kun regnede med tretten breve af Paulus (Eusebius, Kirkehistorien 6.14.2; 6.20.3).
En nøjagtig datering eller begivenhederne i Apostlenes Gerninger. Dateringen kommer fra håndskriften, ikke fra noget udsagn i manuskriptet. Kodekset bevidner brevenes tekst og udbredelse, ikke den historie, de beskriver, eller fremstillingen af den i Apostlenes Gerninger.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål er åbne. Datering: de fleste palæografer placerer håndskriften omkring 200 e.Kr.; INTF samt Orsini og Clarysse placerer den i begyndelsen af det 3. århundrede, og Griffin argumenterede for omtrent 175–225. Kim foreslog den senere del af det 1. århundrede (med ringe tilslutning) og Comfort og Barrett midten af det 2. århundrede, mens Sanders, den første udgiver af Michigan-bladene, henførte den til det 3. århundrede. Indhold: Kenyon vurderede, at de tabte sidste blade var for få til pastoralbrevene, mens Duff hævdede, at skriveren komprimerede teksten og kunne have tilføjet blade. Markions udgave manglede dem også (Tertullian, Mod Markion 5.21), men det er en analogi fra en anden region og gruppe, ikke belæg for dette kodeks. Romerbrevet: markerer doksologien efter 15,33 en udgave med femten kapitler (Manson) eller en sekundær placering i et oprindeligt brev med seksten kapitler (Gamble)?

Andre læsninger

Tidligere datering. Kim (1988) daterede P46 til den senere del af det 1. århundrede, og Comfort og Barrett (2001) til midten af det 2. århundrede. Hvis en af dem har ret, er samlingen endnu ældre. De fleste palæografer foretrækker omkring 200 e.Kr., og enhver datering ud fra håndskrift har en usikkerhed på flere årtier.
Pastoralbrevene planlagt eller tilføjet (Duff). Duff (1998) hævdede, at skriveren komprimerede teksten på de sidste sider og måske havde planlagt ekstra blade, så kodekset kan have været tænkt til også at rumme pastoralbrevene. Kenyons modsatte vurdering bygger på et skøn over den plads, de tabte blade gav. De bevarede blade kan ikke afgøre spørgsmålet til nogen af siderne.
Romerbrevet med femten kapitler. Manson læste doksologien efter 15,33 som afslutningen på en udgave med femten kapitler, sendt til Rom, mens kapitel 16 hørte til en afskrift til Efesos. Gamble hævdede, at brevet med seksten kapitler er det oprindelige. P46 selv afskriver stadig kapitel 16 som en del af Romerbrevet.

Kataloghenvisninger: Gregory-Aland P46; INTF Liste docID 10046; Chester Beatty Library BP II; University of Michigan Library inv. 6238

Kilder

Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF NTVMR, page-level record) — Gregory-Aland P46 (INTF docID 10046) ↗
Chester Beatty online exhibition page: New Testament (label for the Pauline Epistles leaf) — CBL BP II f.61 ↗
CSNTM manuscript record: P46 — GA P46 ↗
INTF NTVMR transcription of P46 — P46 folio 20r ↗
INTF NTVMR transcription of P46 — P46 folio 21v ↗
INTF NTVMR transcription of P46 — P46 folio 75r ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 6.14.2 ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 6.20.3 ↗
Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.21.1 ↗
Wikidata item: Papyrus 46 — Q1513469 ↗

Papyrus 32: et tidligt fragment af brevet til Titus

Datering: Det 3. århundrede ud fra håndskriften (Hunt 1911, der mente, at det måske var yngre end den håndskrift fra det 3. århundrede, han sammenlignede det med); begyndelsen af det 3. århundrede, 200–225 e.Kr., i INTF-kataloget. Spændet 200–299 dækker begge vurderinger.
Hvor det er i dag: John Rylands Library, University of Manchester (Gr. P. 5)
Vedrører: Titusbrevet 1,11–15; Titusbrevet 2,3–8; Titusbrevet 3,10; Første Timotheusbrev 3,13–4,8; Apostlenes Gerninger 28,30–31
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

P32 er et lille papyrusfragment i Manchester (P.Ryl. 1 5), der bevarer dele af Titusbrevet 1,11–15 og 2,3–8 fra et kodeksblad. Det er dateret ud fra håndskriften til det 3. århundrede (INTF: 200–225 e.Kr.; Hunt mente, at det måske var yngre end en sammenlignelig håndskrift fra det 3. århundrede), og sammen med P133 er det blandt de ældste bevarede håndskrifter af pastoralbrevene. Det viser, at Titusbrevet på det tidspunkt blev afskrevet i bogform; det kan ikke afgøre, hvem der skrev brevet, eller hvornår.

Hvad det fastslår

Et fragment på ca. 10,6 × 4,9 cm fra den nederste del af et blad i et papyruskodeks bevarer dele af Titusbrevet 1,11–15 på den ene side og Titusbrevet 2,3–8 på den anden. A. S. Hunt udgav det i 1911 som P.Ryl. 1 5, og det er katalogiseret som Gregory-Aland P32 (Manchester, Gr. P. 5).
Dateringen hviler alene på håndskriften. Hunt (1911) sammenlignede håndskriften med Genesis-papyrussen fra Oxyrhynchus (P.Oxy. 656), henførte den til det 3. århundrede og mente, at den måske var den yngste af de to. INTF-kataloget angiver 200–225 e.Kr.
Sammen med P133 (Første Timotheusbrev 3,13–4,8, katalogiseret som 3. århundrede) er det blandt de ældste kendte håndskrifter af pastoralbrevene. Ingen af de tre pastoralbreve findes på de bevarede blade af P46, det paulinske papyruskodeks fra begyndelsen af det 3. århundrede.
Hunt (1911) bemærkede en tidlig variant på ét bogstav i et ord i Titusbrevet 2,7, som han ellers kun kendte som en variant optegnet i to håndskrifter fra 800-tallet. Han advarede om, at dens alder ikke beviser, at den er oprindelig.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, hvem der skrev Titusbrevet, eller hvornår. En afskrift lavet mere end et århundrede efter Paulus passer både med, at Paulus er forfatteren, og med, at brevet blev skrevet i Paulus' navn efter hans død.
Det er ikke det tidligste belæg for, at Titusbrevet fandtes. Irenæus, der skrev i den senere del af det 2. århundrede, tilskriver allerede Titusbrevet 3,10 Paulus og nævner Paulus' breve til Timotheus (Mod kætterierne 3.3.3-4).
Det kan ikke vise, hvad kodekset ellers indeholdt (Titusbrevet alene, de tre pastoralbreve eller en bredere paulinsk samling), eller hvor det blev afskrevet eller fundet. Hunt angiver intet fundsted, og efter hans egen erklærede praksis betyder det, at herkomsten ikke var sikkert kendt.

Hvor fortolkerne er uenige

To spørgsmål er åbne. Det første er dateringen. P32 er kun dateret ud fra håndskriften, så enhver datering er et skøn: Hunt sagde det 3. århundrede, måske yngre end den håndskrift, han sammenlignede med, og INTF-kataloget siger 200–225 e.Kr. Det andet er betydningen. Tertullian beretter, at Titusbrevet manglede i Markions samling fra midten af det 2. århundrede, og det optræder ikke i det, der er bevaret af P46. Nogle forklarer disse fravær som afvisning eller udeladelse; andre læser dem som tegn på senere affattelse. P32 viser, at Titusbrevet blev afskrevet som bog i det 3. århundrede, men det kan ikke afgøre forfatterskabet.

Andre læsninger

Skrevet af Paulus. Mange evangelikale og nogle andre forskere mener, at Paulus skrev Titusbrevet, muligvis med en sekretær, efter en løsladelse fra fangenskabet i Rom i Apostlenes Gerninger 28,30–31, som Apostlenes Gerninger ikke beretter om, men som denne opfattelse rekonstruerer ud fra brevene og senere overlevering. P32 er foreneligt med denne opfattelse, men kan ikke bevise den, fordi det er en afskrift lavet længe efter Paulus' levetid.
Skrevet senere i Paulus' navn. Mange kritiske forskere betragter pastoralbrevene som værk af en tilhænger, der skrev i Paulus' navn efter hans død. De peger på ordforrådet, menighedsordningen og brevenes fravær i Markions samling. En afskrift fra det 3. århundrede er lige så forenelig med denne opfattelse.
Et bredere dateringsvindue for fragmentet. Fordi P32 kun er dateret ved sammenligning af håndskrifter, er dets datering et omtrentligt tidsvindue snarere end et fast punkt. Hunt mente selv, at det måske var yngre end den Genesis-papyrus fra det 3. århundrede, han sammenlignede det med, så en datering senere i det 3. århundrede kan ikke udelukkes.

Kataloghenvisninger: Gregory-Aland P32; P.Ryl. 1 5; Manchester, John Rylands Library, Gr. P. 5

Kilder

Institut für Neutestamentliche Textforschung, Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF online catalogue) — Gregory-Aland P32 ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF online catalogue) — Gregory-Aland P133 ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF online catalogue) — Gregory-Aland P46 ↗
Tertullian, Against Marcion (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.21.1 ↗
Irenaeus, Against Heresies (Ante-Nicene Fathers vol. 1) (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Against Heresies 3.3.3-4 ↗

Papyrus 30 (P. Oxy. 1598), fragmenter af Første Thessalonikerbrev og Andet Thessalonikerbrev i Gent

Datering: Tredje århundrede i CSNTM's registrering og på signaturniveau i INTF's Liste, hvis overskrift lyder »E II - A III« (slutningen af det andet til begyndelsen af det tredje århundrede). De første udgivere placerede hånden sandsynligvis sent i det tredje århundrede og angav i overskriften slutningen af det tredje eller det fjerde.
Hvor det er i dag: Ghent University Library, Inv. 61
Vedrører: Første Thessalonikerbrev 4,12–13; Første Thessalonikerbrev 4,16–17; Første Thessalonikerbrev 5,3; Første Thessalonikerbrev 5,8–10; Første Thessalonikerbrev 5,12–18; Første Thessalonikerbrev 5,25–28; Andet Thessalonikerbrev 1,1–2; Apostlenes Gerninger 17,1–10
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

P30 viser, at Første Thessalonikerbrev og Andet Thessalonikerbrev omkring det tredje århundrede blev afskrevet efter hinanden, sandsynligvis i en samling af Paulus' breve. Fragmenterne fra en kodeks fundet i Oxyrhynchos og nu i Gent bevarer dele af Første Thessalonikerbrev 4–5 og begyndelsen af Andet Thessalonikerbrev med sidetallene 207–208, som de første udgivere mente pegede mod en sådan samling. De kan ikke vise, hvornår, hvor eller af hvem brevene blev skrevet.

Hvad det fastslår

En papyruskodeks fra Oxyrhynchos i Egypten indeholdt Første Thessalonikerbrev og blev afskrevet i det tredje århundrede; de første udgivere tillod også det fjerde. Fire fragmenter fra to på hinanden følgende blade og en uidentificeret stump er bevaret, med én spalte på omkring 34 linjer pr. side. Bladene bevarer Første Thessalonikerbrev 4,12–13; 4,16–17; 5,3; 5,8–10; 5,12–18 og 5,25–28 med store huller.
I denne kodeks kom Andet Thessalonikerbrev direkte efter Første Thessalonikerbrev. Én spalte rummer i rækkefølge slutningen af Første Thessalonikerbrev, det første brevs afsluttende titel, det andets indledende titel og dets hilsen (Andet Thessalonikerbrev 1,1–2). En del af hilsenen er bevaret, herunder en del af navnet Silvanus.
Sidetallene 207 og 208 er bevaret, så omkring 206 sider kom før Første Thessalonikerbrev 4,12. Grenfell og Hunt (1919) bemærkede, at den sædvanlige rækkefølge af Paulus' breve fra Romerbrevet til Første Thessalonikerbrev netop ville fylde disse sider, og foreslog, at bogen var en samling af Paulus' breve. Det er deres slutning.
Teksten er blandet. De første udgivere fandt, at den undertiden stemte med Codex Vaticanus og undertiden med Sinaiticus og Alexandrinus. Ifølge deres læsning slutter Første Thessalonikerbrev med den korte titel, der findes i Sinaiticus og den første hånd i Vaticanus. Den mangler de efterskrifter, andre håndskrifter tilføjer, hvoraf én siger, at brevet blev skrevet fra Athen.

Hvad det ikke fastslår

Den daterer eller stedfæster ikke affattelsen af nogen af brevene. Den er en afskrift fra omkring to århundreder senere, og den manglende efterskrift om Athen hverken bekræfter eller afkræfter nogen opfattelse af, hvor Paulus skrev Første Thessalonikerbrev.
Den afgør ikke, hvem der skrev Andet Thessalonikerbrev. Den viser kun, at denne kodeks i det tredje århundrede rummede det som det andet brev til thessalonikerne, direkte efter det første og sandsynligvis i en paulinsk samling.
Den bekræfter ikke beretningen i Apostlenes Gerninger om Paulus' mission i Thessalonika (Apostlenes Gerninger 17,1–10).
Indholdet og rækkefølgen på de 206 tabte sider er udledt af beregninger ud fra sidetallene; ingen har set dem.

Hvor fortolkerne er uenige

Dateringen bygger alene på håndskriften. Grenfell og Hunt placerede hånden sandsynligvis sent i det tredje århundrede, men angav i opslagets overskrift slutningen af det tredje eller det fjerde. CSNTM angiver det tredje århundrede, ligesom INTF's Liste på signaturniveau, hvis overskrift lyder »E II - A III« (slutningen af det andet til begyndelsen af det tredje århundrede). Tanken om, at kodeksen var en samling af Paulus' breve, bygger på beregninger ud fra sidetallene. Omkring 206 tabte sider passer til den sædvanlige rækkefølge fra Romerbrevet til Første Thessalonikerbrev, men andet indhold af lignende længde kan ikke udelukkes. Det diskuteres, om Paulus skrev Andet Thessalonikerbrev; papyrussen belyser, hvordan brevet blev afskrevet, ikke hvem der skrev det.

Andre læsninger

En noget senere afskrift. De første udgivere angav i overskriften slutningen af det tredje eller det fjerde århundrede, selv om de foretrak slutningen af det tredje. Hvis den sene ende af intervallet er rigtig, påvirker det ikke indholdet, men P30 ville være et lidt senere tekstvidne.
En noget tidligere afskrift. Overskriften i INTF's Liste daterer P30 »E II - A III«, slutningen af det andet til begyndelsen af det tredje århundrede. Dateringen bygger stadig alene på håndskriften, og indholdet påvirkes ikke.
Ikke nødvendigvis et fuldt paulinsk korpus. Sidetallene beviser kun, at omkring 206 sider kom før Første Thessalonikerbrev 4,12. Et andet udvalg eller en anden rækkefølge af tekster af lignende længde kunne fylde samme plads. En samling af Paulus' breve er udgivernes sandsynlige slutning, ikke noget nogen har observeret.
Andet Thessalonikerbrev som pseudonymt. Mange kritiske forskere mener, at Andet Thessalonikerbrev blev skrevet i Paulus' navn af en senere forfatter. I den opfattelse viser P30 stadig, at brevet i det tredje århundrede blev afskrevet direkte efter Første Thessalonikerbrev som det andet brev til thessalonikerne. Papyrussen passer til begge syn på forfatterskabet.

Kataloghenvisninger: Gregory-Aland P30; P. Oxy. XIII 1598; Ghent University Library Inv. 61; INTF Liste docID 10030

Kilder

Kurzgefasste Liste der griechischen Handschriften des Neuen Testaments (INTF, New Testament Virtual Manuscript Room) — Gregory-Aland P30 (docID 10030) ↗
CSNTM manuscript record: P30 — GA P30 ↗
Wikidata item: Papyrus 30 — Q2051048 ↗

Papyrus 87, et fragment af Filemonbrevet i Köln

Datering: Tredje århundrede e.Kr., dateret ud fra håndskriften (INTF: 200–299; CSNTM: tredje århundrede). Köln-samlingens registrering af udgaven (P.Köln IV 170, ed. C. Römer) placerer det tidligt i århundredet.
Hvor det er i dag: Institut für Altertumskunde, universitetet i Köln (Inv. Nr. 12)
Vedrører: Filemonbrevet 1,13–15; Filemonbrevet 1,24–25
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Papyrus 87 er et lille fragment af en kodeksside, nu i Köln, som bevarer dele af Filemonbrevet 13–15 på den ene side og 24–25 på den anden. Det er katalogiseret som fra det tredje århundrede, er det ældste kendte håndskrift af Filemonbrevet og viser, at brevet da blev afskrevet i bogform. Kun spredte bogstaver er bevaret, og det siger intet om, hvem der skrev brevet eller hvor.

Hvad det fastslår

Et papyrusfragment på Institut für Altertumskunde ved universitetet i Köln (Inv. Nr. 12), registreret af INTF som Gregory-Aland P87, bevarer dele af Filemonbrevet 13–15 på den ene side og Filemonbrevet 24–25 på den anden.
Begge sider rummer dele af samme brev i rækkefølge, så fragmentet kommer fra et kodeksblad, ikke en rulle. INTF registrerer dele af otte linjer på den ene side og to på den anden og anslår den oprindelige side til 32 linjer.
INTF daterer det til det tredje århundrede (200–299 e.Kr.). I INTF's liste er det det eneste håndskrift af Filemonbrevet, som dateres før det fjerde århundrede. De næstældste, P139 og Codex Sinaiticus, er begge fra det fjerde århundrede.
Det er et fysisk vidnesbyrd om, at Filemonbrevet blev afskrevet i det tredje århundrede. Vidnesbyrd om, at brevet cirkulerede tidligere, er litterære: Tertullian, som skrev tidligt i det tredje århundrede, fortæller, at Markions samling af Paulus' breve fra det andet århundrede omfattede det.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, hvem der skrev Filemonbrevet, hvornår eller under hvilket fangenskab. Rom, Efesos og Cæsarea er alle foreslået, og disse spørgsmål diskuteres ud fra selve brevet.
Meget af teksten i INTF's transskription er redaktionel rekonstruktion. På siden med vers 24–25 er navnet Demas helt rekonstrueret, og kun to bogstaver af Lukas' navn læses, det ene usikkert, så fragmentet bevidner ikke navnene alene.
Det viser ikke, om kodeksen kun rummede Filemonbrevet eller en samling af Paulus' breve, eller hvor den blev afskrevet. De konsulterede katalogoplysninger angiver intet fundsted.

Hvor fortolkerne er uenige

Dateringen bygger alene på håndskriften. INTF og CSNTM katalogiserer fragmentet som fra det tredje århundrede, og Köln-samlingens registrering af udgaven indsnævrer det til begyndelsen af det tredje århundrede; dateringer ud fra litterær håndskrift tillader normalt årtiers spillerum i begge retninger. Så få bogstaver er bevaret, at enhver påstand om teksttype går ud over det, fragmentet viser. Det samme gælder enhver påstand om, at det kom fra en samlet udgave af Paulus' breve som P46, hvis bevarede blade, sådan som INTF indekserer dem, ikke indeholder nogen del af Filemonbrevet. De fleste forskere anerkender Filemonbrevet som Paulus' på andre grundlag; hvor han skrev det, er fortsat omstridt.

Andre læsninger

Minimal læsning. Et fragment med omkring ti delvis bevarede linjer viser kun, at nogen afskrev Filemonbrevet i en kodeks senest i det tredje århundrede. Det kan ikke bekræfte brevets rammer eller de personer, det nævner. De spørgsmål afhænger af selve brevet og dets forbindelser med Kolossenserbrevet og Apostlenes Gerninger.
Et lille aldersmæssigt forspring. Dateringer ud fra håndskrift er skøn. Hvis P87 blev afskrevet sent i det tredje århundrede og P139 eller Codex Sinaiticus tidligt i det fjerde, ville de ældste bevarede afskrifter af Filemonbrevet ligge tæt i alder. P87 ville fortsat være ældst efter katalogdateringen, men forspringet kunne være et spørgsmål om årtier.

Kataloghenvisninger: Gregory-Aland P87; INTF Liste docID 10087; Köln, Institut für Altertumskunde, Inv. Nr. 12; P.Köln IV 170

Kilder

Institut für Neutestamentliche Textforschung, Kurzgefasste Liste (INTF NTVMR): manuscript record P87 — P87 (docID 10087) ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, INTF transcription of P87, folio 1r — P87 f. 1r (Phlm 13-15) ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, INTF transcription of P87, folio 1v — P87 f. 1v (Phlm 24-25) ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, Kurzgefasste Liste (INTF NTVMR): manuscript record P139 — P139 (docID 10139) ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, Kurzgefasste Liste (INTF NTVMR): manuscript record 01 (Codex Sinaiticus) — 01 (docID 20001) ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, Kurzgefasste Liste (INTF NTVMR): manuscript record P46 — P46 (docID 10046) ↗
CSNTM manuscript catalogue: GA P87 — GA P87 ↗
Wikidata: Papyrus 87 — Q571588 ↗
Tertullian, Against Marcion (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.21 ↗

Jødiske og romerske forfattere

Kong Aretas 4. og Paulus' flugt fra Damaskus

Datering: Aretas 4.s regeringstid, ca. 9 f.Kr.–40 e.Kr. Paulus' flugt fandt sted før Aretas' død og omtales i Andet Korintherbrev, skrevet i midten af 50'erne.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering (Josefus, Jødernes oldtidshistorie og Den jødiske krig; Cassius Dio). Bymønterne fra Damaskus findes i flere museums- og privatsamlinger og er katalogiseret i RPC.
Vedrører: Andet Korintherbrev 11,32–33; Apostlenes Gerninger 9,23–25; Apostlenes Gerninger 9,26; Galaterbrevet 1,17–18; Galaterbrevet 1,21
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Støttet af kilder

Josefus bevidner Aretas 4., den eneste konge ved navn Aretas, hvis regeringstid passer med Paulus' levetid, og dermed den konge, der nævnes i Andet Korintherbrev 11,32. Daterede indskrifter og mønter fastlægger hans regeringstid til ca. 9 f.Kr.–40 e.Kr., så Paulus' flugt i kurven fra Damaskus fandt sted før omkring 40 e.Kr. Om Aretas dengang kontrollerede Damaskus, er ikke bevist; sagen hviler på et hul i byens møntpræg og på, hvordan titlen på Aretas' embedsmand læses – et ord, som Josefus bruger både om en territorial hersker og om lederen af et samfund.

Hvad det fastslår

Aretas 4. er en nabatæisk konge, der er bevidnet uden for Det Nye Testamente. Josefus beretter, at han tog magten, da Obodas døde, og at Augustus kun modvilligt stadfæstede ham. Josefus beretter også om hans sejr over Herodes Antipas, og at Vitellius opgav sit felttog mod Aretas, da nyheden om Tiberius' død i 37 e.Kr. nåede frem.
Hans regeringstid regnes til ca. 9 f.Kr.–40 e.Kr., selvom tiltrædelsesåret er usikkert. Schürer (1890) omtaler indskrifter fra el-Hegr og mønter dateret til hans 48. år; Al-Salameen (2011) udgiver en indskrift dateret til det år, hvor en konge ved navn Aretas døde, sandsynligvis Aretas 4. i 40 e.Kr.
Paulus siger, at kong Aretas' embedsmand holdt Damaskus under bevogtning for at gribe ham, så flugten (Andet Korintherbrev 11,32–33; jf. Apostlenes Gerninger 9,23–25) fandt sted før ca. 40 e.Kr. Hvis flugten gik forud for Paulus' første besøg i Jerusalem (Apostlenes Gerninger 9,23–26; Galaterbrevet 1,17–18), fandt hans omvendelse sted senest omkring 37 e.Kr.
RPC I katalogiserer bymønter fra Damaskus dateret under Tiberius op til år 345 (33/4 e.Kr.). Den næste sikre udmøntning er under Nero (år 377, 65/6 e.Kr.), og der er ikke katalogiseret udmøntninger fra Damaskus under Gaius eller Klaudius.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, at Aretas regerede over Damaskus. Ingen indskrift, mønt eller ikke-kristen tekst siger det. Dios liste over Gaius' tildelinger i 38 e.Kr. nævner arabiske områder, men hverken Aretas eller Damaskus (59.12.2).
Hullet i møntrækken beviser ikke et herskerskifte. Damaskus prægede kun mønter med mellemrum: RPC I har ingen daterede udmøntninger mellem 4/3 f.Kr. og 13/14 e.Kr. Hullet er et argument ud fra tavshed.
Det fastslår ikke året for flugten, og det gør ikke Apostlenes Gerninger og Andet Korintherbrev til helt uafhængige vidner. Forskere forsvarer dateringer fra begyndelsen af 30'erne til 39/40 e.Kr., og de to beretninger har noget ordlyd til fælles.
Apostlenes Gerninger og Paulus nævner forskellige forfølgere: i Apostlenes Gerninger holder jøderne vagt ved portene (Apostlenes Gerninger 9,23–24), mens Paulus nævner Aretas' embedsmand (Andet Korintherbrev 11,32). Enhver harmonisering, såsom et samarbejde mellem dem, er en slutning.

Hvor fortolkerne er uenige

Det åbne spørgsmål er, hvad Aretas' embedsmand i Damaskus var. Schürer (1890) forstod Paulus' ord sådan, at Damaskus dengang tilhørte Aretas, sandsynligvis givet tilbage til ham af Gaius, og pegede på hullet i byens møntpræg; som Riesner (2011) beretter, argumenterede Welborn for en overdragelse ved Gaius i 37–39. Bacon (1899) placerede en sådan kontrol tidligst i slutningen af 38. Riesner, der blandt andre henviser til Hengel og Schwemer, finder hverken en tildeling eller en erobring godtgjort. Holtzmann læste, som Bacon (1899) beretter, embedsmanden som repræsentant for arabiske interesser i Damaskus; Riesner læser ham som opsynsmand for byens nabatæiske kvarter, ligesom lederen af jøderne i Alexandria, som Josefus med et citat fra Strabon kalder en etnark (Ant. 14.117). Campbell behandler flugten som et fast punkt i den paulinske kronologi.

Andre læsninger

Kataloghenvisninger: RPC I 4781-4806 (civic coinage of Damascus, 37/36 BC to AD 65/6); RPC I 4800-4802A (Damascus under Tiberius, year 345 = AD 33/4, the last dated issue before the gap); RPC I 4803-4806 (Damascus under Nero, year 377 = AD 65/6)

Kilder

Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text of the 1895 Beardsley edition)) — Ant. 18.109-115 (Whiston 18.5.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text of the 1895 Beardsley edition)) — Ant. 18.120-129 (Whiston 18.5.3) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text of the 1895 Beardsley edition)) — Ant. 16.293-299 (Whiston 16.9.4) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text of the 1895 Beardsley edition)) — Ant. 16.351-355 (Whiston 16.10.9) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text of the 1895 Beardsley edition)) — Ant. 14.117 (Whiston 14.7.2), quoting Strabo on the Jews of Egypt ↗
Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text of the 1895 Beardsley edition)) — War 2.93 (Whiston 2.6.3) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text of the 1895 Beardsley edition)) — Ant. 13.392 (Whiston 13.15.2) ↗
Cassius Dio, Roman History, Book 59 (Earnest Cary, 1924) — 59.12.2 ↗
William Paley, Horae Paulinae — ch. IV (Second Epistle to the Corinthians), No. II ↗
Wikidata, Aretas IV Philopatris — Q302986 ↗
Pleiades, Damascus — Pleiades 678106 ↗

Græske digtere citeret i Apostlenes Gerninger og Paulus' breve: Aratos, Menander og »Epimenides«

Datering: Digtene: Diogenes Laertius placerer Epimenides i den 46. olympiade (596–593 f.Kr.), en legendarisk datering, og intet værk af ham er bevaret intakt; Menander 343/42–292/91 f.Kr. (Allinson); Aratos' Phaenomena ca. 276–274 f.Kr. (Mairs slutning); Kallimachos' Hymne til Zeus, 3. århundrede f.Kr. Tidligste kristne tilskrivning, der anføres: Klemens af Alexandria, Stromata (omkring år 200).
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 17,28; Apostlenes Gerninger 17,22–31; Første Korintherbrev 15,33; Titusbrevet 1,12–13; Apostlenes Gerninger 22,3
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Tre linjer i Apostlenes Gerninger og de paulinske breve gengiver græske vers. Apostlenes Gerninger 17,28 svarer til første halvdel af linje 5 i Aratos' Phaenomena (3. århundrede f.Kr.). Første Korintherbrev 15,33 svarer, bortset fra én ikke-elideret vokal, til en jambisk trimeter, der trykkes som Menanders, fra hans tabte komedie Thais. Titusbrevet 1,12 er en heksameter, som Klemens af Alexandria tilskrev den kretensiske seer Epimenides. Linjerne viser en græsk litterær horisont, men ikke at Paulus læste disse digtere, eller at talen i Athen er gengivet ordret.

Hvad det fastslår

De ord, som Apostlenes Gerninger 17,28 tilskriver græske digtere, svarer til første halvdel af linje 5 i Aratos' Phaenomena; det græske afviger kun i verbalformen (Aratos har den episke form εἰμέν). Aratos stammede fra Soloi i Kilikien og skrev ifølge Mairs datering fra 1921 digtet ca. 276–274 f.Kr.
Første Korintherbrev 15,33 svarer, bortset fra én ikke-elideret vokal, til en jambisk trimeter, som Allinson (1921) trykker som Menander, Thais fr. 218 Kock. Stykket er tabt, så tilskrivningen hviler på antikke vidnesbyrd snarere end på bevaret tekst. Klemens af Alexandria kaldte allerede verset en lånt »tragisk jambisk linje«.
Titusbrevet 1,12 citerer en heksameter som en kretensisk profets udsagn. Dens tre første ord indleder også linje 8 i Kallimachos' Hymne til Zeus (3. århundrede f.Kr.), som Mairs Loeb-udgave fra 1921 kommenterer som et ordsprog, der tilskrives Epimenides. Klemens identificerer profeten i Titusbrevet som Epimenides (Strom. 1.14).
Klemens af Alexandria citerer alle tre linjer i Stromata 1.14 og 1.19. Han siger, at Paulus ikke skammede sig over at bruge græske digte, og argumenterer ud fra Aratos-citatet for, at Paulus billigede det, grækerne havde sagt godt.

Hvad det ikke fastslår

At Paulus selv havde læst Aratos, Menander eller Epimenides. Hver linje er kort og citérbar, og linjen i Første Korintherbrev kaldes »tragisk« af Klemens, men trykkes blandt Menanders fragmenter af Allinson, der også henviser til Euripides. Det passer med, at den cirkulerede som en maksime.
At Epimenides skrev den kretensiske linje. Intet værk af ham er bevaret intakt, og den tidligste tilskrivning, der anføres her (Klemens, omkring år 200), kommer omkring otte århundreder efter den datering, Diogenes Laertius giver ham.
Hvem der skrev Titusbrevet, eller hvor nøje Apostlenes Gerninger 17 gengiver Paulus' ord i Athen. Citaterne er forenelige med paulinsk forfatterskab, med at Lukas har komponeret talen, eller med en senere paulinsk forfatter.

Hvor fortolkerne er uenige

Fem spørgsmål står åbne. For det første: komponerede Lukas talen på Areopagos i et hellenistisk idiom (Dibelius), eller tjener dens græske citater en bibelsk teologi (Gärtner)? For det andet: trækker første led i Apostlenes Gerninger 17,28 også på Epimenides? Harris argumenterede for det ud fra en syrisk kommentar, som han mente bevarede Theodor af Mopsuestia, og Rothschild ud fra folkelige traditioner om Epimenides. For det tredje: skrev Epimenides den kretensiske linje, eller blev hans navn senere knyttet til et ordsprog, der var blevet et logisk paradoks (Koskenniemi)? Cook læser linjen i dens religionshistoriske sammenhæng snarere end som et paradoks. For det fjerde: er linjen i Første Korintherbrev Menanders, en tragedieforfatters eller fælles gods? For det femte: skrev Paulus (Mounce) eller en medarbejder (Marshall) Titusbrevet?

Andre læsninger

Paulus' egne citater. Paulus, en græsktalende jøde fra Tarsus (Apostlenes Gerninger 22,3), trak på et kendskab til græske digtere på skoleniveau og valgte linjer, der passede til hans tilhørere. Klemens læste linjerne på denne måde (Strom. 1.14; 1.19), og hvad angår Titusbrevet, forsvarer Mounce paulinsk forfatterskab.
Ordsproglig udbredelse. Linjerne var almindelige maksimer, så brugen af dem viser kendskab til den græske gnomiske tradition snarere end studier af digternes værker. Den usikre kilde til linjen i Første Korintherbrev, Menanders komedie eller en tragedie, sådan som Klemens' »tragisk« antyder, peger i den retning.
Lukas' komposition i Athen. Aratos-citatet hører til Lukas' litterære udformning af en tale i hellenistisk stil (Dibelius). Efter dette syn viser det uddannelsen hos forfatteren til Apostlenes Gerninger, ikke nødvendigvis Paulus'.
Epimenides som senere tilskrivning. Den kretensiske heksameter kan være anonyme vers, der blev tilskrevet Epimenides, efter at de var blevet et ordsprog og en logisk gåde (Koskenniemi). At Kallimachos bruger dens indledende ord, viser kun, at halvlinjen var i omløb i det 3. århundrede f.Kr.
Et efterpaulinsk Titusbrevet. Hvis en medarbejder skrev Titusbrevet efter Paulus' død (Marshalls »allonymitet«), viser citatet den litterære horisont i kredsen omkring Paulus snarere end hos Paulus selv.
Euripides eller fælles gods snarere end Menander. Klemens kalder linjen i Første Korintherbrev »tragisk«, og Allinson henviser til Euripides fr. 1013 Nauck. Linjen kan være brugt af mere end én digter eller kan have været et ordsprog før Menander.

Kataloghenvisninger: Aratus, Phaenomena 5 (CTS urn:cts:greekLit:tlg0653.tlg001); Menander, Thais fr. 218 Kock; Euripides fr. 1013 Nauck (cross-reference given by Allinson 1921); Callimachus, Hymn 1 (To Zeus) 8; Diogenes Laertius 1.109-112 (Epimenides)

Kilder

Aratus, Phaenomena (English translation, Loeb Classical Library) (G. R. Mair, 1921) — Phaen. 4-6 (English translation) ↗
Aratus, Phaenomena (Greek text, ed. G. R. Mair) — Phaen. 5 ↗
G. R. Mair, Introduction to Aratus, in Callimachus and Lycophron; Aratus (Loeb Classical Library) — Introduction to Aratus, p. 360 (birthplace) ↗
G. R. Mair, Introduction to Aratus, in Callimachus and Lycophron; Aratus (Loeb Classical Library) — Introduction to Aratus, p. 363 (date of the Phaenomena) ↗
Clement of Alexandria, Stromata, Book I (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Strom. 1.14 (Epimenides) ↗
Clement of Alexandria, Stromata, Book I (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Strom. 1.14 (Greek poems; 1 Corinthians line) ↗
Clement of Alexandria, Stromata, Book I (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Strom. 1.19 (Aratus) ↗
Diogenes Laertius, Lives of Eminent Philosophers, Book I (Epimenides) (R. D. Hicks, 1925) — 1.110 (date of Epimenides' visit to Athens) ↗
Diogenes Laertius, Lives of Eminent Philosophers, Book I (Epimenides) (R. D. Hicks, 1925) — 1.111 (works ascribed to Epimenides) ↗

Josefus om Herodes Agrippa 1.s død i Cæsarea

Datering: Jødernes oldtidshistorie blev fuldendt i Domitians trettende år og i Josefus' seksoghalvtredsindstyvende leveår (Ant. 20.267), dvs. 93/94 e.Kr. Dødsfaldet placeres som regel i 44 e.Kr., en moderne rekonstruktion ud fra Josefus' regeringstal; Josefus angiver intet kalenderår.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 12,19–23; Apostlenes Gerninger 12,1–4; Apostlenes Gerninger 11,27–30; Apostlenes Gerninger 12,24–25
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Josefus, en ikke-kristen historiker, beretter i hovedtræk om dødsfaldet i Apostlenes Gerninger 12,19–23. I Jødernes oldtidshistorie 19.343-350 (fuldendt 93/94 e.Kr.) dør Herodes Agrippa 1., der er Herodes i Apostlenes Gerninger 12, i Cæsarea efter at have taget imod hyldest som en gud og være blevet grebet af pludselige smerter. Hans regeringstal læses som regel sådan, at dødsfaldet placeres i 44 e.Kr. Beretningerne afviger med hensyn til anledningen, varslet og sygdommen, og det diskuteres, om Lukas kendte Josefus.

Hvad det fastslår

Josefus, der ikke var kristen, beretter, at Herodes Agrippa 1. døde i Cæsarea efter at være trådt frem ved forestillinger, der blev holdt dér til kejserens ære, og at smerter i maven dræbte ham efter fem dage (Ant. 19.343-350). Også hans Den jødiske krig placerer dødsfaldet i Cæsarea (War 2.219).
Josefus og Apostlenes Gerninger 12,19–23 har et fælles kerneforløb: kongen træder offentligt frem i Cæsarea i kongelig dragt, hyldes som en gud, afviser ikke æren og bliver pludselig dødeligt syg. Apostlenes Gerninger siger, at en Herrens engel ramte ham for ikke at give Gud æren; hos Josefus tolker Herodes Agrippa 1. sine smerter som skæbnen (Whiston: »Providence«), der gendriver smigrerne.
Josefus siger, at Herodes Agrippa 1. havde regeret tre år over hele Judæa og døde i sit syvende regeringsår (Ant. 19.343, 350; War 2.219). Disse tal, sammenholdt med begyndelsen af Klaudius' regeringstid, læses som regel sådan, at dødsfaldet placeres i 44 e.Kr. Dette år er en moderne rekonstruktion; Josefus angiver ingen kalenderdato.
Den konge, som Apostlenes Gerninger kalder »Herodes«, er den mand, som Josefus omtaler, altså Herodes Agrippa 1. Eusebius hævdede allerede, at tiden og begivenhederne viser, at det er den samme person, der menes (HE 2.10.10).

Hvad det ikke fastslår

Det bekræfter ikke de detaljer, som kun Lukas giver: gesandtskabet fra Tyrus og Sidon, Blastos, talen, Herrens engel og døden ved orm. Josefus har i stedet kejserlige forestillinger, et uglevarsel og fem dages mavesmerter.
Det gør ikke i sig selv de to beretninger til uafhængige vidner. Om Lukas kendte Jødernes oldtidshistorie, eller om begge forfattere byggede på almindelig omtale, diskuteres, så deres overensstemmelse bør ikke tælles dobbelt.
Det daterer ikke det besøg med hjælp under hungersnøden, som Barnabas og Saulus aflagde (Apostlenes Gerninger 11,27–30; 12,25). Josefus placerer den store hungersnød i Judæa under de statholdere, der fulgte efter Herodes Agrippa 1. (Ant. 20.101), så Apostlenes Gerninger placerer måske dødsfaldet inden for den fortælling ud fra emnet snarere end i streng rækkefølge.

Hvor fortolkerne er uenige

Forskere har siden det nittende århundrede diskuteret, om Lukas kendte Josefus. Krenkel (1894) argumenterede for, at Lukas brugte Josefus i mange passager, og fremsatte den idé, at Lukas erstattede uglen, som Josefus kalder en »budbringer« (græsk angelos), med en engel. For Apostlenes Gerninger 12 vurderede han dog, at gesandtskabet fra Tyrus og Sidon og Blastos stammede fra en anden kilde, hvilket gjorde brug af Josefus her tvivlsom, og han læste uglen, englen og ormene som legende omkring en fælles historisk kerne. Mason (2003) regner Herodes Agrippa 1.s død blandt de overensstemmelser, der gør det lettere at tro, at Lukas kendte Josefus, end at det er tilfældigt, og Pervo (2006) argumenterer for et sådant kendskab og for en datering af Apostlenes Gerninger til det 2. århundrede. Eusebius' gengivelse af passagen (HE 2.10.6) har »engel«, hvor håndskrifterne af Josefus har uglen. Begge fortællinger følger også et fast mønster for ugudelige herskere, så det står åbent, hvor meget af hver der er beretning, og hvor meget der er litterær udformning.

Andre læsninger

Lukas bearbejdede Josefus. Forfatteren til Apostlenes Gerninger kendte Jødernes oldtidshistorie (fuldendt 93/94 e.Kr.) og omformede dens beretning for kristne læsere, så englen og ormene træder i stedet for uglevarslet. Mason (2003) finder det lettere at tro, at Lukas kendte Josefus, end at det er tilfældigt, og Pervo (2006) argumenterer for det. Efter dette syn blev Apostlenes Gerninger skrevet efter midten af 90'erne.
Uafhængige beretninger om en offentlig død. Lukas og Josefus byggede hver især på beretninger om en død, som mange mennesker overværede i Cæsarea. De afviger med hensyn til anledningen, flere detaljer og kongens navn, hvilket taler imod litterært lån; Krenkel, der andre steder argumenterede for, at Lukas brugte Josefus, vurderede det tvivlsomt her. Hvis det er sådan, er deres overensstemmelse om rammen, hyldesten og den pludselige sygdom en uafhængig bekræftelse.
Konvention prægede begge beretninger. Begge forfattere fortalte om dødsfaldet efter et velkendt mønster for gengældelse mod herskere, der tager imod guddommelig ære. Josefus beskriver selv den dødelige sygdom, som ramte Herodes den Store, med orm, som Guds dom over hans synder (Ant. 17.168-169), og Anden Makkabæerbog 9 fortæller på samme måde om Antiochos 4. Det fælles omrids kan skyldes denne konvention lige så meget som særskilt kendskab til begivenheden (jf. Allen 1997 om Apostlenes Gerninger).

Kataloghenvisninger: Josephus, Antiquitates Judaicae 19.343-350 (CTS urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg001); Josephus, Bellum Judaicum 2.218-219 (CTS urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg004)

Kilder

Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 19.343 (Whiston 19.8.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 19.344 (Whiston 19.8.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 19.345 (Whiston 19.8.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 19.346 (Whiston 19.8.2; no rebuke and the owl) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 19.346 (Whiston 19.8.2; the owl as messenger) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 19.347 (Whiston 19.8.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 19.350 (Whiston 19.8.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 18.200 (owl omen, 18.195-202; Whiston 18.6.7) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 17.168-169 (Whiston 17.6.5) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.101 (Whiston 20.5.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.267 (Whiston 20.11.3) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 2.218-219 (Whiston 2.11.6) ↗
Eusebius, Church History (Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1) (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.10.6 ↗
Eusebius, Church History (Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1) (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.10.10 ↗
Wikidata item: Agrippa I — Q298636 ↗
Pleiades place: Stratonos Pyrgos/Caesarea — 678401 ↗

Altre for ukendte guder i Athen: Pausanias, Filostratos og Diogenes Laertius

Datering: 2.–3. århundrede e.Kr. (Pausanias, 2. århundrede; Filostratos og Diogenes Laertius, 3. århundrede). Kristne kommentarer fra Klemens af Alexandria og Tertullian (omkring år 200); Hieronymus' senere omtale af en indskrift i flertal (slutningen af 4. århundrede) kendes her gennem Norden.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 17,23; Apostlenes Gerninger 17,16–34
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Støttet af kilder

Ikke-kristne forfattere fra 2.–3. århundrede e.Kr. omtaler altre for ukendte guder i Athen og dens havn Faleron, men altid i flertal; ingen af dem bevidner indvielsen i ental i Apostlenes Gerninger 17,23. Pausanias nævner altre for guder, der »kaldes Ukendte«, i Faleron. Filostratos lader Apollonios omtale sådanne altre i Athen, og Diogenes Laertius fortæller om navnløse altre rundt om i Attika. Rammen passer med Apostlenes Gerninger; den nøjagtige ordlyd er fortsat ubekræftet.

Hvad det fastslår

Pausanias (2. århundrede e.Kr.) omtaler altre for guder, der »kaldes Ukendte«, i Faleron, en havn ved Athen, og et alter for Ukendte Guder ved siden af alteret for den olympiske Zeus i Olympia (1.1.4; 5.14.8).
Filostratos (3. århundrede e.Kr.) lader Apollonios fra Tyana i en samtale, der foregår i Egypten, råde til at tale vel om alle guder, »især i Athen, hvor der er rejst altre til ære selv for ukendte guder« (Apollonios' liv 6.3). Det græske taler om ukendte daimones, som Conybeare gengiver med »guder«.
Diogenes Laertius (1.110) bevarer en tradition om, at Epimenides standsede en pest i Athen med ofringer på steder udvalgt af omvandrende får, og at navnløse altre fra denne renselse stadig kunne findes i Attika.
Apostlenes Gerninger 17,23 beskriver et alter af en art, som ikke-kristne forfattere bevidner, men kun i flertal. Tertullian er, i en passage der hverken nævner Apostlenes Gerninger eller Paulus, endnu et vidne for flertallet: han kalder altre for ukendte guder afgudsdyrkelsen i Athen (Mod Markion 1.9). Klemens af Alexandria forstår Paulus sådan, at grækerne indirekte tilbad Gud Skaberen gennem den ukendte gud (Strom. 1.19).

Hvad det ikke fastslår

Ingen af disse forfattere beskriver et alter indviet til en enkelt ukendt gud. De støtter altertypen, ikke den nøjagtige indvielse i ental, som Apostlenes Gerninger gengiver.
De kan ikke lokalisere eller identificere det alter, som Paulus siges at have set. En korrekt lokal detalje bekræfter ikke i sig selv talen på Areopagos eller resten af scenen.
Diogenes' navnløse altre kaldes ikke altre for ukendte guder, og hans fortælling om Epimenides er en legende, der foregår i den 46. olympiade, tidligt i 6. århundrede f.Kr.

Hvor fortolkerne er uenige

Det åbne spørgsmål er entallet. Pausanias, Filostratos og Tertullian taler om ukendte guder i flertal. Norden (1913) citerer Hieronymus' kommentar til Titusbrevet 1,12, som siger, at indskriften var i flertal og nævnte guderne i Asien, Europa og Afrika sammen med ukendte og fremmede guder, og at Paulus gjorde den til ental af hensyn til sin argumentation. Norden henførte denne fyldigere ordlyd til et andet alter, sandsynligvis i Rom, og læste entallet i Apostlenes Gerninger som en omarbejdelse af et flertalsmotiv fra en Apollonios-tradition. Deissmann (1912) mente, at én tilbeder kunne have indviet et alter til en enkelt ukendt gud, og pegede på et alter fra Pergamon, hvis rekonstruktion som en indvielse til ukendte guder i sig selv er usikker.

Andre læsninger

En flertalsformel, tilpasset. Hieronymus mente, at den virkelige indskrift var i flertal, og at Paulus citerede den i ental, fordi hans argument krævede én Gud. Efter dette syn tilpasser Apostlenes Gerninger en virkelig indvielsestype. Norden, der citerer Hieronymus, vurderede, at hans fyldigere ordlyd stammede fra et andet alter, sandsynligvis i Rom, som en tidligere fortolker fejlagtigt havde identificeret med alteret i Athen.
Litterært lån. Norden hævdede, at talen på Areopagos afhænger af en litterær beretning om Apollonios fra Tyana, der taler i Athen, og at skiftet fra flertal til ental viser, at Apostlenes Gerninger er den, der låner. Argumentet afhænger af, at man rekonstruerer en tidligere beretning om Apollonios ud fra Filostratos' værk fra 3. århundrede.
En ægte indvielse i ental. Deissmann anså det for sandsynligt, at en enkeltperson, taknemmelig over for en guddom, han ikke kunne navngive, indviede et alter til én ukendt gud, omtrent som en præst for Demeter i Pergamon tilsyneladende gjorde til ukendte guder i det 2. århundrede e.Kr. Efter dette syn gengiver Apostlenes Gerninger måske ordlyden korrekt, selvom intet alter i ental er bevaret, og rekonstruktionen fra Pergamon er usikker.
Epimenides-traditioner som ramme. Rothschild hævder, at folkelige traditioner om den kretensiske seer Epimenides, som hun forbinder med alteret i Apostlenes Gerninger 17,23, forklarer de tilsyneladende tilfældige træk ved episoden i Athen og tjener Lukas' tema om kultoverførsel.
Tekstfordærvelse eller hukommelsesfejl. Norden beretter, at Blass formodede, at Apostlenes Gerninger oprindelig havde flertal, og at Usener mente, at Paulus huskede indskriften forkert. Norden afviste Blass' konjektur, fordi kun entallet passer til talens argumentation, og afviste Useners syn som en opgivelse af enhver løsning.

Kataloghenvisninger: Pausanias, Description of Greece 1.1.4; 5.14.8 (CTS urn:cts:greekLit:tlg0525.tlg001); Diogenes Laertius, Lives of Eminent Philosophers 1.110 (CTS urn:cts:greekLit:tlg0004.tlg001); Philostratus, Life of Apollonius of Tyana 6.3 (CTS urn:cts:greekLit:tlg0638.tlg001)

Kilder

Pausanias, Description of Greece (W. H. S. Jones, 1918) — 1.1.4 ↗
Pausanias, Description of Greece (W. H. S. Jones, 1918) — 5.14.8 ↗
Diogenes Laertius, Lives of Eminent Philosophers, Book I (Epimenides) (R. D. Hicks, 1925) — 1.110 (nameless altars) ↗
Diogenes Laertius, Lives of Eminent Philosophers, Book I (Epimenides) (R. D. Hicks, 1925) — 1.110 (46th Olympiad) ↗
Philostratus, Life of Apollonius of Tyana (F. C. Conybeare, 1912) — 6.3 ↗
Tertullian, Against Marcion (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (Peter Holmes, 1885) — 1.9 ↗
Clement of Alexandria, Stromata, Book I (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Strom. 1.19 (the unknown God) ↗

Felix og Drusilla hos Josefus og Tacitus

Datering: Josefus: Den jødiske krig ca. 75–79 e.Kr. (konventionel datering); Jødernes oldtidshistorie afsluttet 93/94 e.Kr. (Ant. 20.267). Tacitus og Suetonius: begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr. Beskrevne begivenheder: fra Herodes Agrippa 1. døde (44 e.Kr.) til Festus' overtagelse af embedet, hvis årstal diskuteres.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 23,24–24,27; Apostlenes Gerninger 24,24; Apostlenes Gerninger 24,27; Apostlenes Gerninger 25,14
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Josefus bekræfter de embedsmænd og familiebånd, som Apostlenes Gerninger 23–25 forudsætter. Han nævner Felix, bror til Pallas, som prokurator i Judæa under Klaudius og Nero, fortæller, at Drusilla, en datter af Herodes Agrippa 1., forlod sin mand for at gifte sig med Felix, og nævner Porcius Festus som hans efterfølger. Tacitus og Suetonius bekræfter Felix' embede. Ingen kilde uden for Apostlenes Gerninger omtaler Paulus' forhør, og det diskuteres, om Apostlenes Gerninger er uafhængig af Josefus.

Hvad det fastslår

Josefus (Ant. 20.137; War 2.247) og Tacitus (Hist. 5.9; Ann. 12.54), hvis beretninger afviger i detaljer, fortæller, at Felix, bror til Pallas, regerede i Judæa under Klaudius. Josefus tilføjer, at Nero stadfæstede ham i embedet (War 2.252). Det er den statholder, som Paulus ifølge Apostlenes Gerninger 23,24–24,27 blev forhørt af i Cæsarea.
Josefus fortæller, at Drusilla var datter af Herodes Agrippa 1. og seks år gammel, da han døde (Ant. 19.354). Agrippa 2. giftede hende bort til Azizus af Emesa, som indvilligede i at blive omskåret; mens Felix var prokurator, forlod hun Azizus for ham, hvilket Josefus kalder et brud på fædrenes lov (Ant. 20.139-143). Apostlenes Gerninger 24,24 fremstiller ligeledes Drusilla som Felix' jødiske hustru.
Josefus fortæller, at Nero sendte Porcius Festus som Felix' efterfølger (Ant. 20.182; War 2.271 nævner kun Festus), den embedsoverdragelse, som Apostlenes Gerninger 24,27 beretter om. Han tilføjer, at ledende jøder fra Cæsarea rejste til Rom for at anklage Felix, som slap for straf takket være sin bror Pallas' indflydelse.
De ikke-kristne kilder tegner et barsk billede af Felix. Josefus siger, at han tog røveren Eleazar til fange ved forræderi, fik den tidligere ypperstepræst Jonathan myrdet og sendte tropper mod den egyptiske profets tilhængere og mod oprørske jøder i Cæsarea (Ant. 20.160-178; War 2.253). Tacitus anklager ham for grusomhed og begær (Hist. 5.9). Statholderen i Apostlenes Gerninger, der håbede på penge, passer til dette ry.

Hvad det ikke fastslår

Ingen kilde uden for Apostlenes Gerninger nævner Paulus, hans forhør for Felix, hans private samtaler med Felix og Drusilla eller hans to år i varetægt. Overensstemmelsen bekræfter embedsmændene, deres familiebånd og rammen. Den bekræfter ikke de begivenheder, Apostlenes Gerninger fortæller om.
Kilderne fastlægger ikke nøjagtige datoer. Både begyndelsen af Felix' styre (Tacitus siger, at han regerede Samaria side om side med Cumanus og havde haft embedet »i nogen tid« i 52 e.Kr.) og det år, Festus afløste ham, diskuteres.
Tacitus' Drusilla, et barnebarn af Antonius og Kleopatra, er ikke den jødiske datter af Herodes Agrippa 1., så Tacitus bekræfter ikke Apostlenes Gerninger 24,24 med hensyn til, hvem Drusilla var.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål står åbne. Kronologi: Tacitus lader Felix regere Samaria, mens Cumanus havde Galilæa, før 52 e.Kr., hvorimod Josefus gør Felix til Cumanus' efterfølger; også året for Festus' ankomst diskuteres. Svaret afhænger dels af, om Pallas, der ifølge Josefus beskyttede Felix, bevarede denne indflydelse, efter at Nero fjernede ham fra embedet omkring 55 e.Kr. (Ann. 13.14), dels af, om de to år i Apostlenes Gerninger 24,27 angiver Paulus' varetægt eller Felix' embedsperiode. Hustruer: Tacitus' Drusilla nedstammer fra Antonius og Kleopatra, og Suetonius tilskriver Felix tre dronninger. Uafhængighed: nogle forskere hævder, at Lukas kendte Josefus' Jødernes oldtidshistorie. Hvis han gjorde, vejer overensstemmelsen mindre som selvstændig bekræftelse.

Andre læsninger

Apostlenes Gerninger bygger på Josefus. Richard Pervo og, mere forsigtigt, Steve Mason hævder, at forfatteren til Apostlenes Gerninger kendte Josefus' skrifter; i så fald er overensstemmelsen ikke en uafhængig bekræftelse. Imod et lån her taler, at Drusillas ægteskab kun optræder i Jødernes oldtidshistorie (93/94 e.Kr.), som mange forskere daterer efter Apostlenes Gerninger, og at Apostlenes Gerninger ikke deler nogen af Josefus' særlige detaljer (Azizus; den cypriotiske troldmand, Atomos i Nieses græske tekst, Simon i Whistons engelske).
Tacitus foretrækkes om Felix' karriere og hustruer. Ramsay oplyste, at Mommsen foretrak Tacitus frem for Josefus, hvad angår Felix' tidlige kommando. Roman Deiksler (2020) hævder, at Tacitus havde ret i at gøre en af Felix' hustruer til efterkommer af Kleopatra. Ingen af synspunkterne udelukker, at Felix også giftede sig med datteren af Herodes Agrippa 1., eftersom Suetonius tilskriver ham tre kongelige hustruer. Spørgsmålet angår Josefus' præcision, ikke Apostlenes Gerninger 24,24.
Felix' dårlige ry kan være overdrevet. Brenk og Canali De Rossi (2001) hævder, at Felix' »berygtede« ry bør behandles med forsigtighed. Redaktionel bemærkning: Tacitus skriver med åben foragt for kejserlige frigivne, og Josefus forklarer vejen til den jødiske krig. Et fjendtligt portræt hos begge bekræfter derfor ikke i sig selv billedet i Apostlenes Gerninger af en statholder, der ville have penge.

Kataloghenvisninger: urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg001 (Josephus, Antiquities); urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg004 (Josephus, Jewish War); urn:cts:latinLit:phi1351.phi004 (Tacitus, Histories); urn:cts:latinLit:phi1351.phi005 (Tacitus, Annals)

Kilder

Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — Ant. 20.137 (Whiston 20.7.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — Ant. 20.141-144 (Whiston 20.7.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — Ant. 19.354 (Whiston 19.9.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — Ant. 20.160-166 (Whiston 20.8.5) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — Ant. 20.182 (Whiston 20.8.9) ↗
Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — War 2.247 (Whiston 2.12.8) ↗
Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — War 2.252-253 (Whiston 2.13.2) ↗
Flavius Josephus, The Wars of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — War 2.271 (Whiston 2.14.1) ↗
Tacitus, The Histories (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 1873 (Perseus text: Random House reprint, 1942)) — Hist. 5.9 ↗
Tacitus, The Annals (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 19th-century translation (Perseus text: Random House reprint, 1942)) — Ann. 12.54 ↗
Tacitus, The Annals (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 19th-century translation (Perseus text: Random House reprint, 1942)) — Ann. 13.14 ↗
Suetonius, The Lives of the Caesars: Claudius (J. C. Rolfe, 1914) — Claud. 28.1 ↗
William Whiston, Translator's note to Antiquities 20.7.2 (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — Note 1 to Ant. 20.142 (Whiston 20.7.2) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — Ch. 13 (The Voyage to Jerusalem), note 56 ↗

Josefus om ypperstepræsten Ananias, Nedebaeus' søn

Datering: Den jødiske krig ca. 75–79 e.Kr. (konventionel datering); Jødernes oldtidshistorie afsluttet 93/94 e.Kr. (Ant. 20.267); de beskrevne begivenheder strækker sig fra ca. 47 til 66 e.Kr.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 23,2–5; Apostlenes Gerninger 24,1; Apostlenes Gerninger 9,10–19; Apostlenes Gerninger 22,12–16; Apostlenes Gerninger 5,1–11
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Josefus bekræfter, at en ypperstepræst ved navn Ananias, Nedebaeus' søn, blev indsat omkring 47/48 e.Kr., forblev rig og magtfuld, søgte statholderen Albinus' gunst med gaver og blev dræbt af oprørere i 66 e.Kr. Det passer til det navn og embede, Apostlenes Gerninger giver den ypperstepræst, der lader Paulus slå og anklager ham for Felix (Apostlenes Gerninger 23,2–5; 24,1). Josefus nævner aldrig Paulus og angiver ingen slutdato for Ananias' embedsperiode.

Hvad det fastslår

Josefus nævner en ypperstepræst, Ananias, Nedebaeus' søn, indsat af Herodes af Chalkis omkring 47/48 e.Kr. (Ant. 20.103). Omkring 52 e.Kr. sendte statholderen i Syrien, Quadratus, ham til Klaudius, ifølge Jødernes oldtidshistorie i lænker (Ant. 20.131; War 2.243). Ifølge Apostlenes Gerninger hed ypperstepræsten ved Paulus' forhør, omkring 57 e.Kr., Ananias (Apostlenes Gerninger 23,2; 24,1).
Josefus beskriver Ananias som velhavende og velforbundet: agtet af borgerne, en »pengeophober«, og han vandt statholderen Albinus for sig med gaver, mens hans tjenere tog præsternes tiende og slog dem, der nægtede (Ant. 20.205-207, 213). Andre ypperstepræster gjorde det samme (Ant. 20.207). Det korte billede i Apostlenes Gerninger af en ypperstepræst, der lader en fange slå, stemmer overens hermed.
Josefus beretter, at oprørere i 66 e.Kr. brændte Ananias' hus og derefter dræbte ham sammen med hans bror Ezekias (War 2.426, 441). En ypperstepræst af dette navn hørte derfor til Jerusalems ledelse fra slutningen af 40'erne og indtil oprøret.

Hvad det ikke fastslår

Josefus nævner hverken Paulus, forhøret i Rådet, ordren om at slå ham eller sagen for Felix. Selve scenerne i Apostlenes Gerninger 23–24 er ikke bekræftet.
Josefus angiver ingen slutdato for Ananias' embedsperiode. Apostlenes Gerninger kalder ham ypperstepræst omkring 57 e.Kr.; Josefus hverken bekræfter eller modsiger dette, og han giver også titlen til mænd, der ikke længere var i embedet (Jonathan i Ant. 20.162; Ananias selv under Albinus i Ant. 20.205).
Apostlenes Gerninger fortæller ikke om mordet på Ananias i 66 e.Kr. At læse Paulus' irettesættelse i Apostlenes Gerninger 23,3 som en opfyldt forudsigelse er fortolkning, ikke historisk belæg.
Josefus' vidnesbyrd angår kun ypperstepræsten, ikke Ananias fra Damaskus (Apostlenes Gerninger 9,10–19; 22,12–16) eller Saffiras mand (Apostlenes Gerninger 5,1–11).

Hvor fortolkerne er uenige

Josefus daterer aldrig afslutningen på Ananias' embedsperiode. Han kalder Jonathan, som havde haft embedet i 36–37 e.Kr., »ypperstepræsten«, da Jonathan bliver myrdet under Felix (Ant. 20.162), og han beretter senere om Ismaels indsættelse (Ant. 20.179). Ud fra Josefus alene er det derfor en slutning, at Ananias havde embedet omkring 57 e.Kr.; Apostlenes Gerninger siger det direkte. Paulus siger, at han ikke vidste, at Ananias var ypperstepræst (Apostlenes Gerninger 23,5). Albert Barnes' note til verset fra det 19. århundrede gennemgår ironi, en undskyldning for at have talt forhastet, manglende kendskab efter lang tids fravær og at Ananias hverken sad eller var klædt som ypperstepræst, før han foretrækker, at embedet stod ledigt. Forskere, der mener, at Lukas kendte Josefus, spørger, om de to beretninger stemmer uafhængigt overens. Josefus' fjendtlige portræt afspejler også hans egne aristokratiske og apologetiske interesser.

Andre læsninger

Ananias ude af embedet i 57 e.Kr.. Josefus angiver ingen slutdato for Ananias' embedsperiode. Nogle kommentatorer i det 19. århundrede, som Albert Barnes til Apostlenes Gerninger 23,5, mente, at embedet dengang stod ledigt, og at Ananias præsiderede af høflighed, hvilket ville forklare Paulus' svar. Josefus' tavshed beviser ikke et hul, og den Jonathan, han kalder »ypperstepræsten« i Ant. 20.162, havde kun haft embedet i 36–37 e.Kr. (Ant. 18.95, 123).
Lukas byggede på Josefus. Richard Pervo og, mere forsigtigt, Steve Mason hævder, at forfatteren til Apostlenes Gerninger kendte Josefus' værker. I så fald kan Apostlenes Gerninger have hentet Ananias' navn og embede fra Josefus snarere end fra selvstændig viden. Andre daterer Apostlenes Gerninger før Jødernes oldtidshistorie (93/94 e.Kr.) eller finder intet tegn på lån her, eftersom forhøret i Apostlenes Gerninger 23 ikke har noget modstykke hos Josefus.
En komponeret scene. Nogle kritiske kommentatorer behandler Apostlenes Gerninger 23,1–10 som en scene, Lukas har komponeret omkring sine egne temaer, såsom Paulus' respekt for loven og striden mellem farisæere og saddukæere om opstandelsen. Ifølge denne læsning viser det korrekte navn og embede, at Lukas kendte perioden, men de bekræfter ikke, at forhøret fandt sted, som det fortælles.
Whistons identifikation i Ant. 20.205. I en note til sin oversættelse fra 1737 opfattede Whiston den velhavende »ypperstepræst Ananias« i Ant. 20.205-213 som den ældre Annas. Josefus' tekst kalder ham dér Ananias, som Whistons egen oversættelse gengiver, mens hans sædvanlige form for Annas er Ananus.

Kataloghenvisninger: urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg001 (Josephus, Antiquities); urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg004 (Josephus, Jewish War)

Kilder

Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.103 (Whiston 20.5.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.131 (Whiston 20.6.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.162 (Whiston 20.8.5) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.179 (Whiston 20.8.8) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.205 (Whiston 20.9.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.206 (Whiston 20.9.2) ↗
William Whiston, Antiquities of the Jews, translator's note to 20.9.2 (William Whiston, 1737) — Whiston's note on Ant. 20.205 (Whiston 20.9.2 n. 1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.213 (Whiston 20.9.4) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 2.243 (Whiston 2.12.6) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 2.426 (Whiston 2.17.6) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 2.441 (Whiston 2.17.9) ↗

Josefus om statholderen Porcius Festus

Datering: Den jødiske krig dateres normalt til ca. 75–79 e.Kr.; Jødernes oldtidshistorie afsluttet 93/94 e.Kr. (Ant. 20.267); beskriver begivenheder fra ca. 59–62 e.Kr.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 24,27–26,32; Apostlenes Gerninger 24,10; Apostlenes Gerninger 21,18; Galaterbrevet 1,19
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Josefus nævner Porcius Festus som den, Nero udnævnte til at efterfølge Felix i Judæa. Han viser Festus stå på samme side som kong Agrippa 2. i en strid om en mur ved templet og beretter, at Festus døde i embedet og blev afløst af Albinus. Det svarer til embedsrækkefølgen og persongalleriet i Apostlenes Gerninger 24,27–26,32. Josefus nævner aldrig Paulus og angiver intet årstal. Festus' ankomst, som normalt dateres til ca. 59–60 e.Kr., er en rekonstruktion.

Hvad det fastslår

Josefus nævner Porcius Festus som den statholder, Nero sendte til Judæa som Felix' efterfølger (Ant. 20.182; War 2.271). Apostlenes Gerninger 24,27 angiver det samme fulde navn og den samme rækkefølge.
Josefus placerer Festus og kong Agrippa 2. på samme side i anliggender i Jerusalem. Begge protesterede mod en mur, der spærrede for kongens udsyn ind i templet og for de romerske vagters udsyn fra dets vestlige søjlegange. Festus beordrede den revet ned, men lod en jødisk delegation appellere til Nero (Ant. 20.189-196). I Apostlenes Gerninger 25,13–26,32 rådfører Festus sig ligeledes med Agrippa om en jødisk religiøs strid.
Festus døde i embedet. Nero sendte Albinus, da han hørte om det, og i mellemtiden fik ypperstepræsten Ananus Jakob, »Jesus' bror, han som blev kaldt Kristus«, og andre dømt til stening (Ant. 20.197-203). De fleste identificerer ham med Jakob i Apostlenes Gerninger 21,18 og Galaterbrevet 1,19; passagen anses bredt, men ikke af alle, for ægte.
Josefus fremstiller Festus som en aktiv statholder i en urolig provins. Festus sendte rytteri og fodfolk mod tilhængerne af en bedrager i ørkenen (Ant. 20.185-188), og Den jødiske krig tilskriver ham at have fanget de fleste af røverne, i modsætning til hans efterfølger Albinus (War 2.271-272).

Hvad det ikke fastslår

Josefus nævner aldrig Paulus. Forhørene for Festus, appellen til kejseren og audiensen hos Agrippa og Berenike (Apostlenes Gerninger 25,1–26,32) hviler alene på Apostlenes Gerninger.
Josefus angiver hverken årstal for Festus' ankomst eller længden af hans embedsperiode. De sædvanlige dateringer (ankomst ca. 59–60 e.Kr., død ca. 62 e.Kr.) er rekonstruktioner. En tidligere ankomst, ca. 55–56 e.Kr., hviler på en notits i en krønike fra det 4. århundrede (Hieronymus' latinske version af Eusebius' Krønike, under Neros andet regeringsår), hvis grundlag er ukendt, og på et argument ud fra Pallas' tab af embedet i 55.
Overensstemmelse om en statholders navn, hans plads i embedsrækkefølgen og hans forbindelse med Agrippa viser, at Apostlenes Gerninger passer ind i denne politiske sammenhæng. Den beviser ikke de taler eller begivenheder, Apostlenes Gerninger fortæller om. Hvis Lukas brugte Josefus, ville overensstemmelsen ikke tælle som uafhængig bekræftelse.
Eusebius' notitser (HE 2.22.1; 2.23.21) bygger på Apostlenes Gerninger og på Josefus, som han citerer. De gentager disse vidner i stedet for at tilføje et selvstændigt.

Hvor fortolkerne er uenige

To spørgsmål står åbne. Kronologi: de fleste forskere daterer Festus' ankomst til omkring 59–60 e.Kr.; McGiffert (1890) tillod højst 59–61, og Schürer (1890) angav 60. De henviser til Paulus' bemærkning om, at Felix havde dømt folket i mange år (Apostlenes Gerninger 24,10), og til de begivenheder fra Felix' tid, som Josefus placerer under Nero (Ant. 20.160-181). Slutdatoen hviler på War 6.300-305, hvor Albinus er statholder, da Jesus, Ananus' søn, hvis råb begyndte ved løvhyttefesten fire år før krigen, blev ført frem for ham. Et mindretal foretrækker 55–56 e.Kr. De henviser til Hieronymus' version af Eusebius' Krønike og hævder, at Pallas, som ifølge Josefus dengang stod i højeste ære hos Nero og reddede Felix (Ant. 20.182), mistede sit embede i 55 (Tacitus, Ann. 13.14). Andre svarer, at Pallas bevarede sin anseelse efter at have mistet sin post: han blev frifundet for sammensværgelse senere i 55 (Ann. 13.23) og levede til 62 (Ann. 14.65). Afhængighed: nogle hævder, at Lukas brugte Josefus; andre vurderer Apostlenes Gerninger som uafhængig af ham.

Andre læsninger

Tidlig kronologi. Festus ankom ca. 55–56 e.Kr. Hieronymus' latinske version af Eusebius' Krønike placerer statholderskiftet i Neros andet regeringsår, og Josefus' bemærkning om, at Pallas reddede Felix, er blevet læst, som om den kræver en datering før Pallas' tab af embedet i 55. Udgiverne Valesius og Heinichen gik ud fra denne datering, og Schürer (1890) nævner Kellner og Weber blandt senere forsvarere af en hjemkaldelse tidligt i Neros regeringstid. Ifølge denne opfattelse kommer Paulus' varetægt i Cæsarea og hans sørejse til Rom til at ligge flere år tidligere.
Lukas byggede på Josefus. Hvis Apostlenes Gerninger blev skrevet efter Jødernes oldtidshistorie (93/94 e.Kr.), og forfatteren brugte Josefus, ville det fælles navn, embedsrækkefølgen og forbindelsen med Agrippa vise Lukas' brug af en kilde snarere end en uafhængig bekræftelse. Kritikere af denne opfattelse bemærker, at scenerne med Festus i Apostlenes Gerninger indeholder meget, som Josefus ikke har, og ingen af Josefus' egne episoder om Festus: sicarii, bedrageren i ørkenen og muren ved templet.

Kataloghenvisninger: CTS urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg001 (Josephus, Jewish Antiquities); CTS urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg004 (Josephus, Jewish War)

Kilder

Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.182 (Whiston 20.8.9) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.185-188 (Whiston 20.8.10) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.189-196 (Whiston 20.8.11) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.197 (Whiston 20.9.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.200 (Whiston 20.9.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.267 (Whiston 20.11.3) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 2.271-272 (Whiston 2.14.1) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 6.300 (Whiston 6.5.3) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 6.305 (Whiston 6.5.3) ↗
Tacitus, Annals (A. J. Church and W. J. Brodribb, 1876) — Ann. 13.14 ↗
Tacitus, Annals (A. J. Church and W. J. Brodribb, 1876) — Ann. 13.23 ↗
Tacitus, Annals (A. J. Church and W. J. Brodribb, 1876) — Ann. 14.65 ↗
Eusebius, Church History (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.22.1 ↗
Eusebius, Church History (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.23.21 ↗
A. C. McGiffert, Church History (Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1), note on HE 2.21 (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.21.3, note 468 ↗
A. C. McGiffert, Church History (Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1), note on HE 2.22 (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.22.1, note 469 ↗

Josefus om den egyptiske profet i Apostlenes Gerninger 21,38

Datering: Episoden fandt sted i midten af 50'erne e.Kr., under Felix og efter Neros tronbestigelse (54); omtalt i Den jødiske krig (normalt dateret ca. 75–79 e.Kr.) og Jødernes oldtidshistorie (afsluttet 93/94 e.Kr., Ant. 20.267)
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 21,37–39; Apostlenes Gerninger 22,1–21; Apostlenes Gerninger 23,24–26
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Josefus beskriver to gange en unavngiven egyptisk profet, der, mens Felix regerede Judæa, førte en skare tilhængere til Oliebjerget og undslap, da Felix' tropper angreb. I Apostlenes Gerninger 21,38 spørger den romerske kommandant, om Paulus er denne mand. Josefus bevidner den episode, spørgsmålet forudsætter, ikke selve anholdelsen af Paulus, og tallene afviger: omkring 30.000 tilhængere i Den jødiske krig, 400 dræbte og 200 fangne i Jødernes oldtidshistorie, 4.000 mand i Apostlenes Gerninger.

Hvad det fastslår

Josefus, en ikke-kristen historiker, beretter to gange, at mens Felix regerede Judæa, førte en selvudnævnt profet, kun kendt som »egypteren«, en skare tilhængere til Oliebjerget, blev slået på flugt af Felix' tropper og undslap (War 2.261-263; Ant. 20.169-172).
Forudsætningen for kommandantens spørgsmål i Apostlenes Gerninger 21,38 svarer til Josefus: den samme statholder (Apostlenes Gerninger 23,24–26), det samme tilnavn, en bevægelse knyttet til ørkenen, om end i en anden retning (War 2.262), og en leder, der undslap og ikke dukkede op igen (Ant. 20.172).
Apostlenes Gerninger 21,38 bruger det latinske låneord sicarii, den betegnelse, Josefus giver de dolkemænd, han placerer i Jerusalem under Felix (War 2.254-257), så ordvalget i Apostlenes Gerninger passer til 50'erne, som Josefus beskriver dem (om afhængighed, se nedenfor).
Josefus' egne beretninger er svære at forene: Den jødiske krig har omkring 30.000 tilhængere og siger, at de fleste af dem, der var med egypteren, blev dræbt eller taget til fange, mens Jødernes oldtidshistorie tæller 400 dræbte og 200 fangne. Tallet 4.000 i Apostlenes Gerninger er et tredje tal, ikke en modsigelse af ét fast tal.

Hvad det ikke fastslår

Den bekræfter ikke anholdelsen af Paulus, hans ordveksling med kommandanten eller den tale, der følger (Apostlenes Gerninger 22,1–21); den bevidner den tidligere episode, som spørgsmålet forudsætter.
Den afgør ikke, hvilket tal der er rigtigt, eller om Lukas kendte Josefus, byggede på almindelig omtale eller havde sin egen kilde. Josefus' to beretninger er ét vidne, ikke to.
Josefus forbinder aldrig egypteren med sicarii. Han beskriver dolkemændene, ørkenprofeterne og egypteren som separate uroligheder (War 2.254-263), så den forbindelse optræder kun i Apostlenes Gerninger.
Beretningerne afviger i retning: Josefus lader egypterens tilhængere komme fra ørkenen (Den jødiske krig) eller fra byen (Jødernes oldtidshistorie) til Oliebjerget, mens Apostlenes Gerninger 21,38 taler om mænd, der blev ført ud i ørkenen.

Hvor fortolkerne er uenige

To spørgsmål står åbne. Om tallene: de 30.000 i Den jødiske krig kan være et rundt eller oppustet skøn over mængden. McGiffert (1890), der henviste til Tholuck, læste i stedet 30.000 som den hob, der spredtes, 600 som de røvere, Felix dræbte eller tog til fange, og 4.000 som det lille antal, der undslap med egypteren, og tilføjede, at talord let afskrives forkert. Om afhængighed: Steve Mason hævder, at Lukas kendte Josefus, eftersom koblingen af egypteren med sicarii, som Den jødiske krig beskriver lige før ham, følger rækkefølgen i Den jødiske krig for nøje til at være en tilfældighed. Andre svarer, at tallet 4.000 i Apostlenes Gerninger, marchretningen og ordvalget ikke svarer til nogen af Josefus' beretninger, hvilket tyder på selvstændig viden om en berygtet nylig opstand.

Andre læsninger

Apostlenes Gerninger byggede på Josefus. Lukas kendte Josefus og knyttede sicarii, der beskrives lige før egypteren i War 2.254-263, til egypterens bevægelse. Ifølge denne opfattelse blev Apostlenes Gerninger skrevet efter Den jødiske krig eller efter 93/94 e.Kr., hvis Lukas brugte Jødernes oldtidshistorie.
Selvstændig erindring om opstanden. Lukas eller hans kilde kunne have forbundet en berygtet nylig opstand med dolkemændene fra de samme år uden at have læst Josefus. Tallet, marchretningen og formuleringen i Apostlenes Gerninger følger ingen af Josefus' beretninger, hvilket peger på selvstændig viden snarere end afskrift.
Harmoniserede tal. De tre tal angiver forskellige grupper: en skare på 30.000, der spredtes, omkring 600 dræbte eller fangne og en flok på 4.000, der undslap med lederen. McGiffert (1890), der henviste til Tholuck, foreslog dette og indrømmede samtidig, at talord let afskrives forkert. Det kræver, at udsagnet i Den jødiske krig om, at han undslap med nogle få andre, læses som få i forhold til 30.000.

Kataloghenvisninger: CTS urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg004 (Josephus, Jewish War); CTS urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg001 (Josephus, Jewish Antiquities)

Kilder

Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 2.261-262 (Whiston 2.13.5) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 2.263 (Whiston 2.13.5) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 2.254 (Whiston 2.13.3) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.169 (Whiston 20.8.6) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.171-172 (Whiston 20.8.6) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.267 (Whiston 20.11.3) ↗
Eusebius, Church History (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.21.3 ↗
A. C. McGiffert, Church History (Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1), note on HE 2.21 (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.21.3, note 466 (the three figures) ↗
A. C. McGiffert, Church History (Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1), note on HE 2.21 (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.21.3, note 466 (on numerals) ↗
A. C. McGiffert, Church History (Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1), note on HE 2.21 (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.21.3, note 468 ↗

Josefus om hungersnøden i Judæa under Klaudius

Datering: Jødernes oldtidshistorie afsluttet 93/94 e.Kr. (Ant. 20.267). Den hungersnød, den beretter om, falder under Cuspius Fadus eller Tiberius Alexander, ca. 44–48 e.Kr.; de foreslåede dateringer af dens højdepunkt spænder fra 46 til 47/48 e.Kr.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 11,27–30; Apostlenes Gerninger 12,25; Apostlenes Gerninger 12,20–23; Apostlenes Gerninger 5,36–37; Galaterbrevet 2,1–10
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Josefus, en jødisk historiker, der skrev ca. 93/94 e.Kr., beretter om en alvorlig hungersnød i Jerusalem og Judæa under Klaudius, under Fadus eller, ifølge den græske tekst, Niese trykker, under hans efterfølger Tiberius Alexander (ca. 44–48 e.Kr.). Dronning Helena af Adiabenes kornopkøb lindrede den. Det svarer til hungersnøden i Apostlenes Gerninger under Klaudius' regering med nød i Judæa. Men Josefus nævner aldrig kristne, Agabos, Barnabas eller Saulus, og ingen kilde beretter om én enkelt hungersnød over hele den romerske verden.

Hvad det fastslår

Josefus var en jødisk historiker, ikke kristen. Han beretter om en alvorlig hungersnød i Jerusalem og Judæa under Klaudius' regering, hvor mange døde (Ant. 20.51, 20.101), under Fadus eller, ifølge den græske tekst, Niese trykker, under hans efterfølger Tiberius Alexander (ca. 44–48 e.Kr.). Cumanus afløste Tiberius Alexander omtrent samtidig med, at Herodes af Chalkis døde, i Klaudius' ottende regeringsår (Ant. 20.103-104).
Hjælpen til Jerusalem kom fra steder uden for Judæa. Helena af Adiabene, som havde antaget jødiske skikke (Ant. 20.17), lod købe korn i Alexandria og tørrede figner på Cypern. Hendes søn Izates sendte penge til Jerusalems ledende mænd (Ant. 20.51-53). Hjælp udefra til Jerusalem under denne hungersnød er altså bevidnet uafhængigt af Apostlenes Gerninger.
Romerske forfattere beretter om gentagne kornmangler i Rom under Klaudius. Dio omtaler en alvorlig hungersnød i sin skildring af år 42 e.Kr. (Dio 60.10.1, 60.11.1). I 51 e.Kr., efter dårlige høster, havde Rom mad til femten dage, og en folkemængde overfaldt kejseren på Forum (Tacitus, Ann. 12.41, 12.43; jf. Suetonius, Claud. 18.2).
Apostlenes Gerninger daterer en hungersnød til Klaudius' regeringstid og fortæller om hjælp, der sendes til Judæa (Apostlenes Gerninger 11,28–30). Det stemmer med Josefus, hvad angår regeringstid og område. Apostlenes Gerninger angiver intet årstal, og placeringen nær det tidspunkt, hvor Herodes Agrippa 1. døde (44 e.Kr.; Apostlenes Gerninger 12,20–23), passer kun omtrentligt til Josefus' ca. 44–48; Ramsay læste Apostlenes Gerninger 12 som en digression.

Hvad det ikke fastslår

Josefus siger intet om kristne, Agabos' profeti, indsamlingen i Antiokia eller den rejse, Barnabas og Saulus foretog (Apostlenes Gerninger 11,30; 12,25). Disse detaljer hviler alene på Apostlenes Gerninger. At hungersnøden og regeringstiden er rigtige, bekræfter ikke i sig selv besøget.
Ingen kilde beskriver én samtidig hungersnød over hele den romerske verden. De bevidnede mangelsituationer falder i forskellige år og på forskellige steder (Rom 42 og 51; Egypten ca. 45–46; Judæa ca. 44–48). Det diskuteres, om de udgør én udbredt knaphed, eller om Apostlenes Gerninger generaliserer.
Hungersnødens nøjagtige år kan ikke fastslås. Ant. 20.101 kan læses, som om den dækker begge prokuratorer eller kun Tiberius Alexander. Josefus' anden notits om hungersnød (Ant. 3.320) nævner en ypperstepræst Ismael, men i bog 20 indsætter Agrippa 2. først en Ismael, efter at den har omtalt Klaudius' død (Ant. 20.179).
Senere kristne forfattere tilføjer intet selvstændigt belæg. Eusebius citerer Josefus (HE 2.11.3-2.12.1), og Orosius (Hist. 7.6.12) placerer en hungersnød i hele Syrien i Klaudius' fjerde regeringsår og gør Helena til en, der omvendte sig til Kristus, i modstrid med Josefus. Hvis Lukas brugte Josefus, ville notitsen om hungersnøden i Apostlenes Gerninger heller ikke være uafhængig.

Hvor fortolkerne er uenige

Datering: Whiston gengiver Ant. 20.101 med »under disse prokuratorer«, som omfatter Fadus og Tiberius Alexander; den græske tekst, Niese trykker, har ental, hvilket ville indsnævre hungersnøden til Tiberius Alexander (ca. 46–48). De foreslåede dateringer spænder fra 46 (Ramsay) eller 46/47 (Gapp, ud fra egyptiske papyri) til 47/48 (Jeremias, et sabbatår). Omfang: Ramsay og Gapp læste den verdensomspændende hungersnød i Apostlenes Gerninger som virkelig, dog på hver sin måde; Schürer vurderede den som en uhistorisk generalisering. Afhængighed: Ant. 20.97-102 beretter om Theudas og derefter om Judas' sønner, så nogle hævder, at Lukas læste Josefus; andre finder forskellene for store. Besøget: nogle identificerer det med Galaterbrevet 2,1–10; andre mener, at Galaterbrevet 1–2 ikke giver plads til det.

Andre læsninger

Kataloghenvisninger: CTS urn:cts:greekLit:tlg0526.tlg001 (Josephus, Jewish Antiquities)

Kilder

Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.51-53 (Whiston 20.2.5) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.101 (Whiston 20.5.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.102 (Whiston 20.5.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.103-104 (Whiston 20.5.2) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.17 (Whiston 20.2.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.97 (Whiston 20.5.1) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 3.320 (Whiston 3.15.3) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.179 (Whiston 20.8.8) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.267 (Whiston 20.11.3) ↗
Suetonius, The Lives of the Caesars: Claudius (J. C. Rolfe, 1914) — Claud. 18.2 ↗
Tacitus, Annals (A. J. Church and W. J. Brodribb, 1876) — Ann. 12.43 ↗
Tacitus, Annals (A. J. Church and W. J. Brodribb, 1876) — Ann. 12.41 ↗
Cassius Dio, Roman History (Earnest Cary, 1914–1927) — Dio 60.10.1 ↗
Cassius Dio, Roman History (Earnest Cary, 1914–1927) — Dio 60.11.1 ↗
Eusebius, Church History (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.8.1 ↗
Eusebius, Church History (A. C. McGiffert, 1890) — HE 2.11.3-2.12.1 ↗
Orosius, Historiae adversus paganos — Hist. 7.6.12 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. III §3 (Schürer's verdict) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. III §3 (date of the famine) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. III §3 (Galatians and the relief visit) ↗

Kong Agrippa 2. og Berenike hos Josefus og Juvenal

Datering: Josefus' Den jødiske krig ca. 75–79 e.Kr. og Jødiske oldsager 93/94 e.Kr. (fuldført i Domitians trettende regeringsår, Ant. 20.267); Juvenals Satire 6 i begyndelsen af 2. århundrede. De beskrevne begivenheder strækker sig fra 44 e.Kr. til 70'erne. Tacitus og Suetonius (begyndelsen af 2. århundrede) falder inden for intervallet dateFrom–dateTo; Dio (begyndelsen af 3. århundrede) er et senere, støttende vidne uden for det.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 25,13–26,32; Apostlenes Gerninger 25,13–22; Apostlenes Gerninger 25,23; Apostlenes Gerninger 26,3; Apostlenes Gerninger 26,30–32
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Josefus bekræfter, at Agrippa 2. var en romersk klientkonge, som havde fået templet i Jerusalem betroet, og han viser Agrippas søster Berenike ved hans side offentligt, sådan som Apostlenes Gerninger 25,13–26,32 gør i Cæsarea. Han gengiver også et rygte om incest mellem dem, som Juvenal gentager som satire. Disse kilder bekræfter parret og deres stilling, ikke Paulus' forhør, og nogle forskere mener, at Lukas byggede på Josefus.

Hvad det fastslår

Agrippa 2., søn af Herodes Agrippa 1., havde et kongerige, som Rom havde givet ham, i årene for Apostlenes Gerninger 25–26. Klaudius gav ham tetrarken Filips tidligere tetrarki i stedet for Chalkis, og Nero føjede Tiberias, Taricheae og Julias til (Josefus, Ant. 19.354; 20.138, 20.159). Den kongetitel, Apostlenes Gerninger giver ham, passer til dette kildemateriale.
Josefus viser Agrippa og prokuratoren Festus begge involveret i en strid om templet i Jerusalem. Han siger, at Klaudius havde betroet Agrippa omsorgen for templet, og at han indsatte og afsatte ypperstepræster (Ant. 20.189-196, 20.222-223). Det passer til billedet i Apostlenes Gerninger af Festus, der forelægger ham en jødisk religiøs strid (Apostlenes Gerninger 25,13–22; 26,3).
Berenike, Agrippas søster og enke efter Herodes af Chalkis (Ant. 20.145), optræder offentligt ved hans side i år 66 e.Kr. Hun er anbragt, hvor mængden i Jerusalem kan se hende under hans tale, græder sammen med ham og går op til templet med ham. Oprørere brænder »Agrippas og Berenikes paladser« (War 2.344, 402, 405, 426). Apostlenes Gerninger viser hende sammen med kongen i Cæsarea (Apostlenes Gerninger 25,13.23; 26,30).
Antikke forfattere viderebragte et rygte om incest mellem Berenike og hendes bror. Josefus gengiver det sammen med hendes forsøg på at modbevise det ved at gifte sig med Polemon, konge af Kilikien (Ant. 20.145-146), og Juvenal gentager det som et satirisk stik (Sat. 6.156-159). Det viser parrets ry, ikke at anklagen var sand.

Hvad det ikke fastslår

Ingen af disse kilder nævner Paulus eller forhøret i Cæsarea. De bekræfter personerne og deres stilling, ikke den begivenhed, de taler eller den dom, som Apostlenes Gerninger 25,13–26,32 fortæller om.
De beviser ikke incestanklagen. Josefus fremstiller den som rygter, som Berenike betragtede som bagvaskelse. Juvenal er en satiriker, der skriver årtier senere, i et Rom, der havde været fjendtligt over for den østlige dronning, som var knyttet til kejser Titus (Tacitus, Hist. 2.2; Suetonius, Tit. 7.1; Dio 66.15.3-4).
Overensstemmelse med Josefus viser ikke i sig selv, at Lukas var uafhængig af ham. Korrekte navne og titler kunne stamme fra almen viden om et fremtrædende kongeligt par, og nogle forskere hævder, at Lukas kendte Josefus' værker.

Hvor fortolkerne er uenige

To spørgsmål står åbne. For det første, hvordan Apostlenes Gerninger forholder sig til Josefus. Nogle forskere hævder, at Lukas brugte Jødiske oldsager, hvilket ville gøre overensstemmelsen om Agrippa og Berenike afledt snarere end uafhængig. Andre peger på forskelle andre steder og på, hvor fremtrædende parret var i 50'erne og 60'erne, og ser uafhængig viden. For det andet, hvad der lå bag incestrygtet. Det kan være fjendtlig sladder om en enkedronning, der levede ved sin brors hof og senere vakte skandale i Rom med kejser Titus, eller det kan være en opfattelse, der var udbredt på den tid. Ingen kilde giver mere end ry.

Andre læsninger

Lukas byggede på Josefus. Hvis Apostlenes Gerninger blev skrevet efter 93/94 e.Kr., kan dens billede af Agrippa og Berenike stamme fra Josefus' Jødiske oldsager, som Max Krenkel (1894) og Richard Pervo (2006) hævdede. Efter den opfattelse viser overensstemmelsen Lukas' kilde, ikke uafhængig bekræftelse. Steve Mason (1992) hævder, at Lukas sandsynligvis kendte Josefus, men indrømmer, at det ikke kan bevises.
Uafhængig tidlig viden. Colin Hemer (1989) og andre mener, at den måde, Apostlenes Gerninger omtaler romerske embedsmænd og klientkongehuse på, afspejler tidlig, uafhængig viden. Efter denne opfattelse var Agrippa og Berenike fremtrædende offentlige personer, hvis fælles optrædener ville have været almindeligt kendt i Judæa og Syrien, så Lukas behøvede ingen litterær kilde for at navngive dem korrekt.
Rygtet som bagvaskelse eller som opfattelse. Josefus fremstiller anklagen som en beretning, som Berenike forsøgte at gendrive, og Juvenals linje er smædeskrift, så mange læsere behandler rygtet som sladder. Andre bemærker, at Josefus, som var velvilligt stemt over for Agrippa, alligevel valgte at nedskrive det, og at han siger, at Berenike forlod Polemon, »som det blev sagt«, med urene hensigter (Ant. 20.146). De forstår det sådan, at opfattelsen var vidt udbredt, selv om den fortsat er ubevist.

Kilder

Klaudius' fordrivelse af jøder fra Rom (Suetonius, Claudius 25.4)

Datering: Hovedvidne: Suetonius' Kejserbiografier, ca. 119-122 e.Kr. Rolfe (1913) daterer udgivelsen til 120 og placerer præfekturet for den person, de var tilegnet, Septicius Clarus, i 119-121; dateFrom og dateTo angiver dette affattelsesvindue. Begivenhedsvindue: klaudisk(e) forholdsregel/forholdsregler fra 41 e.Kr. til ca. 49. Dio (begyndelsen af 3. århundrede) placerer et forbud mod jødiske forsamlinger blandt Klaudius' handlinger i hans første regeringsår (41 e.Kr.); Orosius (begyndelsen af 5. århundrede) daterer fordrivelsen til Klaudius' niende regeringsår (ca. 49 e.Kr.).
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 18,1–3; Apostlenes Gerninger 18,12–17; Romerbrevet 16,3–5; Apostlenes Gerninger 28,17
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Suetonius, en ikke-kristen romersk biograf, beretter, at Klaudius fordrev jøder fra Rom, fordi de blev ved med at skabe uro »på tilskyndelse af Chrestus« (Claud. 25.4). Det er et uafhængigt vidnesbyrd om den slags påbud, som Apostlenes Gerninger 18,2 nævner. Suetonius angiver ingen datering. Det gængse år 49 e.Kr. stammer kun fra Orosius i 400-tallet, Dio beretter kun om et forbud mod forsamlinger i 41 e.Kr., og om »Chrestus« betyder Kristus, er omstridt.

Hvad det fastslår

Suetonius (Claud. 25.4), en ikke-kristen romersk biograf, beretter, at Klaudius fordrev jøder fra Rom, fordi de blev ved med at gøre oprør på tilskyndelse af en person kaldet »Chrestus«. Det er et uafhængigt vidnesbyrd om en klaudisk fordrivelse som den, Apostlenes Gerninger 18,2 angiver som grunden til, at Akvila og Priskilla for nylig var kommet fra Italien. At det er det samme påbud, er sandsynligt, men afhænger af den omstridte datering.
Dio Cassius (60.6.6) nævner blandt Klaudius' handlinger i hans første regeringsår (41 e.Kr.) en forholdsregel vedrørende jøderne. Han siger, at de var for mange til at blive udelukket fra byen uden tumult, så Klaudius drev dem ikke ud, men lod dem beholde deres overleverede levevis og forbød dem at holde forsamlinger. Om dette er den samme handling beskrevet anderledes eller en særskilt forholdsregel, er omstridt.
Orosius (Hist. adv. pag. 7.6.15) giver den eneste udtrykkelige datering: Klaudius' niende regeringsår, ca. 49 e.Kr. Han tilskriver beretningen Josefus, men ingen sådan passage kendes i Josefus' bevarede værker. Disse værker beskriver en tidligere fordrivelse af jøder fra Rom under Tiberius (Ant. 18.81-84).
Antikke forfattere blandede de to stavemåder sammen. Orosius citerer Suetonius som »inpulsore Christo« og forstår det som Kristus, selv om han siger, at han ikke kan afgøre, om Klaudius mente jøderne, der gjorde oprør mod Kristus, eller også de kristne (7.6.16). Rolfes note kalder Chrestus »en anden form af Christus« og henviser til Tertullians klage over den hedenske fejludtale »Chrestianus« (Apol. 3). Det gør læsningen som Kristus plausibel, men beviser den ikke.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, at »Chrestus« var Jesus, eller at urolighederne var stridigheder om kristen forkyndelse. Suetonius siger ingen af delene. Den latinske tekst, der er trykt i Loeb-udgaven, har »Chresto«, og Suetonius bruger »Christiani« om den gruppe, der blev straffet under Nero (Nero 16.2).
Det viser ikke, hvor mange jøder der forlod Rom, eller for hvor længe. Apostlenes Gerninger beskriver et påbud, der omfattede alle jøder, mens Dios notits om 41 e.Kr. siger, at Klaudius ikke fordrev dem. Priska og Akvila (hvis Romerbrevet 16 var stilet til Rom) og Roms jødiske ledere er senere i byen igen (Romerbrevet 16,3–5; Apostlenes Gerninger 28,17).
Det giver ikke en sikker datering til 49 e.Kr. Suetonius angiver ingen datering og placerer notitsen blandt uafhængige forholdsregler, og den autoritet, Orosius henviser til, kan ikke efterprøves.

Hvor fortolkerne er uenige

Mange historikere opfatter »Chrestus« som en romersk fejlstavning af Christus. Efter den opfattelse skabte forkyndelsen af Jesus som Messias konflikt i Roms synagoger, og de involverede blev fordrevet. Apostlenes Gerninger siger ikke, om Akvila og Priskilla allerede var troende. Andre, som Slingerland, bemærker, at Chrestus var et almindeligt personnavn, at Suetonius kender ordet »Christiani«, og at Tacitus, der skrev omtrent samtidig, bruger den korrekte form »Christus« (Ann. 15.44). Efter den opfattelse var Chrestus en anden: en lokal agitator eller en person, der fik Klaudius til at handle. Hvad angår dateringen, accepterer mange Orosius' år 49 og ser Dios forbud mod forsamlinger som et tidligere skridt i 41. Andre mener, at de to beretninger beskriver én begivenhed, og har ikke tillid til Orosius' henvisning til Josefus, som ikke kan efterprøves.

Andre læsninger

Chrestus som en anden end Kristus. Suetonius kan mene en mand, der faktisk hed Chrestus. Rolfes note fra 1914 rejste denne mulighed (»en jøde af det navn«), selv om han vurderede læsningen som Kristus mere sandsynlig. H. Dixon Slingerland (1997) afviser læsningen som Kristus og foreslår, at Chrestus var en person, måske en frigiven rådgiver, der fik Klaudius til at handle. Under alle omstændigheder bekræfter passagen en klaudisk fordrivelse, men siger intet om troende i Rom.
Én enkelt forholdsregel i 41 e.Kr.. Suetonius og Dio beskriver én handling tidligt i Klaudius' regeringstid, og Orosius' år 49 er upålideligt. Hvis det er tilfældet, kræver Akvila og Priskillas nylige ankomst til Korinth enten et tidligere besøg af Paulus dér, som i Lüdemanns kronologi, eller en løsere læsning af Apostlenes Gerninger 18,1–3.
To forholdsregler: 41 e.Kr. og ca. 49 e.Kr.. Dio beskriver et første forbud mod jødiske forsamlinger i 41. Suetonius, Apostlenes Gerninger og Orosius beskriver en senere fordrivelse omkring 49, muligvis begrænset til dem, der var involveret i urolighederne. Det passer med, at Paulus nåede Korinth kort før Gallios embedsperiode som statholder (Apostlenes Gerninger 18,12–17).

Kilder

Suetonius, Life of Claudius (Lives of the Caesars) (J. C. Rolfe, 1914) — Claud. 25.4 ↗
J. C. Rolfe, Loeb Suetonius, editor's note 75 on Claud. 25.4 — Claud. 25.4, note 75 ↗
Suetonius, Divus Claudius (Latin text as printed in the Loeb Classical Library, 1913) — Claud. 25.4 ↗
J. C. Rolfe, Suetonius, vol. 1 (Loeb Classical Library), Introduction — Introduction, 'The Life and Works of Suetonius' ↗
J. C. Rolfe, Suetonius, vol. 1 (Loeb Classical Library), Introduction — Introduction, 'The Life and Works of Suetonius' ↗
Suetonius, Life of Nero (Lives of the Caesars) (J. C. Rolfe, 1914) — Nero 16.2 ↗
Cassius Dio, Roman History (Earnest Cary, 1924) — 60.6.6 ↗
Paulus Orosius, Historiarum adversum paganos libri VII — 7.6.15 ↗
Paulus Orosius, Historiarum adversum paganos libri VII — 7.6.16 ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737 (Perseus text: Auburn and Buffalo, 1895)) — Ant. 18.81-84 (Whiston 18.3.5) ↗
Tacitus, Annals (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 1942 (Random House reprint, as given by Perseus)) — Ann. 15.44 ↗

Tacitus om Neros afstraffelse af de kristne efter branden i Rom (Annaler 15.44)

Datering: Skrevet i begyndelsen af 2. århundrede e.Kr.: Annalerne dateres traditionelt til ca. 110-120, og Furneaux (1907) placerer deres fuldførelse hele halvtreds år efter forfølgelsen. Beretter om begivenheder efter branden den 19. juli 64 e.Kr. (Ann. 15.41).
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering. Annalernes bøger 11-16 er bevaret gennem det andet mediceiske håndskrift (anden halvdel af 1000-tallet), som nu findes i Biblioteca Medicea Laurenziana i Firenze (Furneaux 1907)
Vedrører: Apostlenes Gerninger 28,15; Apostlenes Gerninger 28,30–31; Romerbrevet 1,7–8
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Tacitus' Annaler 15.44, skrevet i begyndelsen af 2. århundrede, er den eneste uafhængige, detaljerede beretning om, at Nero gav Roms kristne skylden for branden i juli 64 og dræbte mange af dem; Sulpicius Severus' senere version bygger på den. Den forudsætter en betydelig kristen gruppe i det Rom, som Romerbrevet og Apostlenes Gerninger 28 skildrer. Den nævner ingen apostel og siger intet om Paulus' død, og et mindretal af historikere hævder, at den afspejler Tacitus' egen tid mere end 60'erne.

Hvad det fastslår

Tacitus var romersk senator og historiker, og han var fjendtligt indstillet over for bevægelsen. Han beretter, at Nero efter branden i juli 64 flyttede skylden over på folk, som mængden kaldte kristne, og at et stort antal blev dømt og dræbt i skuespil i Neros haver (Ann. 15.44; brandens datering står i 15.41).
Ifølge Tacitus' beretning var de kristne i Rom i 64 talrige og synlige nok til at blive udpeget. Det passer med det etablerede fællesskab af troende i Rom, som Romerbrevet 1,7–8 forudsætter, og hvis medlemmer kommer Paulus i møde i Apostlenes Gerninger 28,15.
Suetonius nævner særskilt afstraffelsen af de kristne blandt Neros politimæssige forholdsregler (Nero 16.2). Furneaux vurderede, at han følger en anden autoritet; han forbinder den ikke med branden. Handling mod kristne i Rom på Neros tid hviler altså ikke på Tacitus alene, men forbindelsen til branden gør: Dios beretning om branden nævner ikke de kristne (Dio 62.16-18).
Passagen giver den ikke-kristne baggrund for den kristne overlevering om, at Paulus døde i Rom under Nero. 1 Clement 5 (traditionelt ca. 96 e.Kr.) siger, at Paulus aflagde vidnesbyrd for herskerne og drog bort fra denne verden, uden at nævne Nero. Tertullian nævner Nero som den første forfølger og placerer Paulus' død i Rom; Eusebius daterer den under Nero (HE 2.25.4-5; Prescr. 36). Den overlevering udviklede sig stort set uden Tacitus.

Hvad det ikke fastslår

Den nævner hverken Paulus eller Peter eller nogen enkelt kristen, så den er ikke et vidnesbyrd om, at Paulus døde under repressalierne i 64. Forbindelsen mellem Nero og Paulus' død stammer fra kristne forfattere. Blandt antikke kristne forfattere er det kun Sulpicius Severus (ca. 400 e.Kr.), der klart følger Tacitus' fremstilling (Furneaux 1907), og han daterer derefter domfældelsen af Paulus og Peter til den periode (Chron. 2.29).
Den fastslår ikke året, stedet i Rom eller måden, Paulus døde på. Tertullian antyder en halshugning (»en død som Johannes'«), og Eusebius beretter om den; Tacitus siger intet om det. Om Paulus blev løsladt efter varetægten i Apostlenes Gerninger 28, er et særskilt spørgsmål.
Den viser ikke, at de kristne påsatte branden, eller at Nero gjorde det: Tacitus siger, at årsagen var uvis (Ann. 15.38). Den viser heller ikke, at der i 64 fandtes en generel lov mod kristne eller en forfølgelse i hele riget.

Hvor fortolkerne er uenige

De fleste historikere accepterer Annaler 15.44 som ægte Tacitus. Brent Shaw (2015) mener, at teksten sandsynligvis er ægte, men hævder, at den afspejler forestillingerne i Tacitus' egen tid. Han bestrider en massehenrettelse beordret af Nero og Peters og Paulus' død under Nero. Christopher P. Jones (2017) svarer, at der ikke er grund til at betvivle Tacitus' beretning. Richard Carrier (2014) hævder, at sætningen, der nævner Christus, bør betragtes som en mistænkt senere indføjelse. Et særskilt åbent spørgsmål er, om Paulus døde under repressalierne i 64, før dem eller senere i Neros regeringstid efter en løsladelse.

Andre læsninger

Ægte, men anakronistisk (Shaw). Kapitlet er sandsynligvis Tacitus' eget værk, men dets forbindelse mellem de kristne og branden afspejler forestillinger fra begyndelsen af 2. århundrede. Efter denne opfattelse beordrede Nero ingen massehenrettelse af kristne i 64, og passagen godtgør ikke Peters og Paulus' martyrdød under Nero.
Mistænkt Christus-sætning (Carrier). Sætningen, der identificerer Christus som henrettet under Pontius Pilatus, kan være en senere kristen tilføjelse og bør behandles som mistænkt. Indvendingen gælder den sætning, ikke beretningen om Neros afstraffelser som sådan.
Paulus' død uafhængigt af branden. Paulus kan være død før 64, ved slutningen af de to års varetægt i Apostlenes Gerninger 28,30–31. Eller han kan være død senere i Neros regeringstid efter en løsladelse og et andet fangenskab i Rom, som Eusebius gengiver som overlevering (»det siges«, HE 2.22.2). Efter begge opfattelser leverer Tacitus den generelle baggrund, ikke begivenheden.

Kilder

Tacitus, Annals (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 1942 (Random House reprint, as given by Perseus)) — Ann. 15.44 ↗
Tacitus, Annals (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 1942 (Random House reprint, as given by Perseus)) — Ann. 15.38 ↗
Tacitus, Annals (Alfred John Church and William Jackson Brodribb, 1942 (Random House reprint, as given by Perseus)) — Ann. 15.41 ↗
Suetonius, Lives of the Caesars: Nero (J. C. Rolfe, 1914) — Nero 16.2 ↗
Cassius Dio, Roman History (epitome of Book 62) (Earnest Cary, 1925) — 62.16.1 (fire narrative 62.16-18; Christians not mentioned) ↗
Clement of Rome (traditional attribution), 1 Clement (J. B. Lightfoot) — 1 Clem. 5.5-6 ↗
Eusebius (quoting Tertullian), Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 2.25.4 ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 2.25.5 ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 2.22.2 ↗
Tertullian, The Prescription against Heretics (Peter Holmes, 1885) — Prescr. 36 (of the church at Rome) ↗

Tidligkristne forfattere

Polykarps brev til filipperne om Paulus og hans breve

Datering: Ca. 110–140 e.Kr. Dateres normalt kort efter, at Ignatius drog gennem Smyrna og Filippi på vej til Rom; ifølge Harrisons teori om to breve hører kapitel 1–12 til omkring 135. Oversætternes indledning i Ante-Nicene Fathers placerede brevet omkring midten af 2. århundrede, og et mindretal, der følger en datering af Ignatius til 140'erne (Barnes), ville placere det senere.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 16,11–40; Apostlenes Gerninger 2,24; Filipperbrevet 1,5; Filipperbrevet 2,16; Andet Thessalonikerbrev 1,4; Første Korintherbrev 6,2; Første Korintherbrev 6,9–10; Galaterbrevet 4,26; Galaterbrevet 6,7; Efeserbrevet 2,8–9; Efeserbrevet 4,26; Første Timotheusbrev 2,1–2; Første Timotheusbrev 6,7–10; Andet Timotheusbrev 4,10
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Polykarp af Smyrnas brev til menigheden i Filippi (ca. 110–140 e.Kr.) minder om, at Paulus underviste dér personligt og senere skrev til dem (3.2; 11.3). Det regner Paulus blandt apostle, der led (9.1–2), tilskriver ham en lære, der findes i Første Korintherbrev, og rummer genklange af Efeserbrevet og Første Timotheusbrev, så disse breve og erindringer var i brug tidligt. Det afgør ikke, hvem der skrev Efeserbrevet eller Første Timotheusbrev, og det føjer ingen begivenheder til Apostlenes Gerninger.

Hvad det fastslår

Polykarp fortæller filipperne, at Paulus underviste personligt blandt dem, skrev til dem, da han var fraværende, og »arbejdede« blandt dem (3.2; 11.3). Det er en kirkelig erindring fra begyndelsen af 2. århundrede, som stemmer overens med Apostlenes Gerninger 16 og Filipperbrevet.
Han tilskriver Paulus (»som Paulus lærer«) den lære, der findes i Første Korintherbrev 6,2 (11.2). Han har nære paralleller til Første Timotheusbrev 6,7 og 6,10 (4.1), Efeserbrevet 2,8–9 (1.3) og Efeserbrevet 4,26 (12.1), så ordlyden i Efeserbrevet var med stor sandsynlighed, og ordlyden i Første Timotheusbrev sandsynligvis, kendt i Smyrna, da han skrev.
Yderligere formuleringer ligner Galaterbrevet 4,26 (3.3), Galaterbrevet 6,7 (5.1), Første Korintherbrev 6,9–10 (5.3), Filipperbrevet 2,16 og Andet Timotheusbrev 4,10 (9.2) samt Første Timotheusbrev 2,1–2 (12.3). Det er redaktionelle sammenligninger af ordvalg; de viser fortrolighed med paulinsk sprog, ikke hvilke breve Polykarp havde, eller hvordan han betragtede dem.
Han stiller »Paulus selv og de øvrige apostle« ved siden af Ignatius og troende fra Filippi som eksempler på udholdenhed, mennesker, der led sammen med Herren og nu er hos ham (9.1–2).
Brevet er tidligt bevidnet. Irenæus anbefaler det ca. 180 (Mod kætterierne 3.3.4). Eusebius citerer senere 9.1–2 og 13.1–2 på græsk, idet han stopper før anmodningen om nyt om Ignatius, og bemærker, at det bruger Første Petersbrev (Kirkehistorie 3.36.13–15; 4.14.9).

Hvad det ikke fastslår

Polykarp nævner intet brev ved titel og sætter ikke en forfatters navn på formuleringerne fra Første Timotheusbrev eller Efeserbrevet. Parallellerne viser, at ordlyden var i brug, ikke at Paulus skrev disse breve.
Det tilføjer ingen selvstændige detaljer om Paulus' mission i Filippi eller om hans død. 9.2 siger, at apostlene led og er hos Herren, men ikke hvordan, hvornår eller hvor Paulus døde.
Det græske flertal bag »et brev« i 3.2 viser ikke i sig selv, at Paulus skrev mere end ét brev til filipperne.
Kapitel 10–12, slutningen af kapitel 13 og kapitel 14 er kun bevaret på latin (Eusebius bevarer kapitel 9 og det meste af kapitel 13 på græsk), så den nøjagtige ordlyd dér, herunder »er« i 13.2 og tilskrivningen til Paulus i 11.2, er usikker.

Hvor fortolkerne er uenige

Enhed og datering: 9.1–2 regner Ignatius blandt dem, der nu er hos Herren, men 13.2 beder om nyt om ham og dem, der er med ham. P. N. Harrison delte derfor teksten i en tidlig følgeskrivelse (kap. 13, måske med 14) og et senere brev fra omkring 135 (kap. 1–12). Lightfoot før ham og Hartog siden forsvarer ét brev, skrevet kort efter Ignatius' rejse. Nogle tidligere kritikere betragtede i stedet kap. 13 som en interpolation, en opfattelse, som oversætternes indledning i Ante-Nicene Fathers fandt slagkraftig. Henvisning: om flertallet i 3.2 betyder ét brev eller flere. Afhængighed: om parallellerne til Efeserbrevet og Første Timotheusbrev er litterært lån, og om Polykarp mente, at disse breve var skrevet af Paulus.

Andre læsninger

Kataloghenvisninger: CPG 1040

Kilder

Første Klemensbrev om Paulus' død og hans brev til Korinth

Datering: Normalt ca. 95–97 e.Kr., sent i Domitians regeringstid eller lige efter (Lightfoot: omkring 95 eller 96 e.Kr.). Forslagene spænder fra ca. 70 e.Kr. (Edmundson, Robinson, Herron) til så sent som ca. 140 (Welborns yderste grænse). Den ældste bevarede afskrift findes i Codex Alexandrinus (5. århundrede).
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Første Korintherbrev 1,10–12; Første Korintherbrev 3,4–6; Andet Korintherbrev 11,23–25; Apostlenes Gerninger 13,50; Apostlenes Gerninger 14,19; Romerbrevet 15,24; Romerbrevet 15,28; Apostlenes Gerninger 28,30–31
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Ifølge den sædvanlige datering (ca. 95–97 e.Kr.) er Første Klemensbrev, sendt af menigheden i Rom til menigheden i Korinth, den tidligste tekst uden for Det Nye Testamente, der beretter om afslutningen på Paulus' liv efter fængslinger, landflygtighed, stening og vidnesbyrd for herskere. Det er også den tidligste, der henviser læserne tilbage til hans brev om partierne i Korinth (Første Korintherbrev). Det siger ikke, hvor, hvornår eller hvordan han døde.

Hvad det fastslår

Et brev sendt i navnet på menigheden i Rom fremstiller Peter og Paulus som »forkæmpere« fra dens egen generation, som blev forfulgt og »kæmpede indtil døden« (1 Clem. 5.1–7). Ifølge den sædvanlige datering behandlede menigheden i Rom en generation senere Paulus' død som kendt nyere historie.
Det sammenfatter Paulus' virke og dets afslutning: han var syv gange i lænker, blev drevet i landflygtighed, blev stenet, forkyndte i øst og vest, nåede »Vestens yderste grænser«, aflagde vidnesbyrd »for herskerne« og drog derefter bort fra verden »til det hellige sted« (1 Clem. 5.6–7).
Det beder korintherne om at »tage den salige Paulus' brev frem« og minder om hans irettesættelse af de partier, der var dannet omkring ham selv, Kefas og Apollos (1 Clem. 47.1–3). Det svarer til Første Korintherbrev 1,10–12 (jf. Første Korintherbrev 3,4–6) og viser, at man i Rom kendte brevet og gik ud fra, at Korinth stadig havde det.
Dets liste over trængsler stemmer overens med Paulus' egen opregning og med Apostlenes Gerninger om steningen (Andet Korintherbrev 11,25; Apostlenes Gerninger 14,19), om gentagne fængslinger (Andet Korintherbrev 11,23) og om fordrivelser som den i Apostlenes Gerninger 13,50. Dets tal på syv fængslinger er højere end det, Apostlenes Gerninger fortæller om, så listen er ikke blot et uddrag af Apostlenes Gerninger.

Hvad det ikke fastslår

Det nævner intet sted, ingen datering, ingen kejser og ingen dødsmåde. Rom udledes af 6.1; Dionysios af Korinth (ca. 170, hos Eusebius, Kirkehistorie 2.25.8) forbinder Peter og Paulus med Rom og siger, at de underviste i Italien og led martyrdøden på samme tid. Halshugning antydes af Tertullian (ca. 200), og Eusebius placerer den i Rom under Nero.
»Vestens yderste grænser« beviser ikke i sig selv en mission til Spanien eller en løsladelse efter Apostlenes Gerninger 28. Mange læser det som Spanien (jf. Romerbrevet 15,24.28), og Det Muratoriske Fragment taler senere om, at Paulus rejste fra Rom til Spanien (dets datering er diskuteret). Andre læser det som Rom eller som retorisk universalitet, og udtrykket kan stamme fra Romerbrevet 15 snarere end fra selvstændig viden.
Brevet nævner ikke sin forfatter eller angiver sin egen datering. Tilskrivningen til Klemens og dateringen ca. 95–97 hviler på vidnesbyrd fra 2. århundrede (Dionysios af Korinth, Hegesippos, Irenæus) og på slutninger ud fra teksten.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål er åbne. Datering: de fleste forskere placerer brevet ca. 95–97 og læser de »pludselige og gentagne ulykker« (1.1) på baggrund af Domitians regeringstid. Edmundson, Robinson og Herron argumenterer for ca. 70, og Welborn for et løsere vindue fra 80 til 140 e.Kr. Geografi: Lightfoot mente, at »Vestens yderste grænser« må betyde Spanien, hvilket indebærer, at Paulus blev løsladt efter Apostlenes Gerninger 28. Andre læser det som Rom, som retorisk universalitet eller som et ekko af Romerbrevet 15,24. Detaljer: bevarer »syv gange i lænker« selvstændig overlevering eller et konventionelt tal? Og betyder »aflagt sit vidnesbyrd« allerede martyrdød eller kun vidnesbyrd ved en retssag? Mange forbinder også den »vældige mængde« af ofre i 6.1 med den neronske forfølgelse, som Tacitus beskriver (Annaler 15.44), selv om brevet ikke nævner nogen kejser.

Andre læsninger

Tidlig datering (ca. 70 e.Kr.). Edmundson (1913) hævdede, at ulykkerne i 1.1 passer til omvæltningerne i 69 e.Kr., og at brevet blev skrevet i begyndelsen af 70 e.Kr. Robinson (1976) og Herron (2008) forsvarer også en datering omkring 70. Efter denne opfattelse stammer vidnesbyrdet fra få år efter Paulus' død.
Løsere eller senere vindue. Welborn (1984; 1992) hævdede, at 1.1 ikke behøver at henvise til en forfølgelse under Domitian, så den traditionelle datering har intet fast holdepunkt. Efter denne opfattelse kan brevet ligge hvor som helst mellem omkring 80 og 140 e.Kr., så dets afstand fra Paulus' død er usikker.
»Vestens grænser« som Rom eller retorik. Nogle mener, at Paulus døde ved slutningen af varetægten i Rom i Apostlenes Gerninger 28. De læser udtrykket som Rom, den vestlige grænse for hans eget virke, eller som et retorisk par med »hele verden«. Lightfoot opregnede sådanne læsninger og afviste dem, fordi en forfatter i Rom næppe ville kalde Rom »det yderste vesten«.
Syv som et konventionelt tal. Tallet syv fængslinger kan være et afrundet eller symbolsk tal i en eksemplarisk liste over trængsler, skrevet for at tilskynde til enighed, ikke en optælling hentet fra optegnelser.

Kataloghenvisninger: CPG 1001; Gregory-Aland 02 (Codex Alexandrinus), London, British Library, Royal MS 1 D VIII, 5th century; 1 Clement incomplete (a leaf lost near the end); Codex Hierosolymitanus 54 (Jerusalem, Holy Sepulchre collection), dated AD 1056, 1 Clement on fols. 51b-70a; formerly no. 456 in the Holy Sepulchre library at Constantinople (Lightfoot 1890)

Kilder

Andet Petersbrev 3,15–16: en tidlig henvisning til Paulus' breve som en samling

Datering: Omstridt: midten af 60'erne e.Kr., hvis det er skrevet af Peter; slutningen af 1. århundrede til 2. århundrede, hvis det er pseudonymt (den øvre grænse på 150 er et rundt tal for forslag i 2. århundrede). Ældste håndskrift P72 (3./4. århundrede); først nævnt ved navn, med tvivl, af Origenes (3. århundrede, citeret af Eusebius).
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Andet Petersbrev 3,15–16; Andet Petersbrev 3,1; Andet Petersbrev 1,14; Kolossenserbrevet 4,16; Første Thessalonikerbrev 5,27; Galaterbrevet 2,9; Galaterbrevet 2,11–14; Apostlenes Gerninger 15,7–11; Første Korintherbrev 6,2
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Diskuteret

I Andet Petersbrev 3,15–16 kalder forfatteren, der taler som Peter, Paulus en kær broder, henviser til Paulus' breve som en samling, hans læsere allerede kender, og stiller dem underforstået på linje med skrifterne. Det er blandt de tidligste vidnesbyrd om, at flere af Paulus' breve var kendt samlet, selv om det ikke nævner nogen af dem, og dets vægt afhænger af en omstridt datering: midten af 60'erne, hvis Peter skrev det, senere, hvis det er pseudonymt.

Hvad det fastslår

Andet Petersbrev 3,15–16 henviser til Paulus' breve i flertal, som en samling, dets læsere allerede kender, og ikke kun til et brev, der var sendt til dem. Det forudsætter, at afskrifter af flere af Paulus' breve var nået ud over deres første modtagere; Paulus' egne anvisninger om, at breve skulle læses op for alle de troende og gives videre til en nabomenighed (Første Thessalonikerbrev 5,27; Kolossenserbrevet 4,16), gør en sådan udbredelse plausibel.
Passagen regner underforstået Paulus' breve blandt skrifterne; de fleste læsere forstår vendingen sådan, selv om et mindretal læser den som andre skrifter i almindelighed. Den siger, at noget i dem er vanskeligt, og at ukyndige og ustadige læsere fordrejer det, så fortolkningen af Paulus allerede var omstridt, da den blev skrevet.
Den er et af flere tidlige vidnesbyrd om, at Paulus' breve blev læst ud over deres første bestemmelsessteder. 1 Clement 47 henviser Korinth tilbage til Første Korintherbrev. Polykarp (Til filipperne 3.2; 11.2) ved, at Paulus skrev til Filippi, og tilskriver ham en lære, der findes i Første Korintherbrev 6,2. Ignatius (Til efeserne 12.2) siger, at Paulus nævner efeserne i hvert brev, en overdrivelse, der forudsætter, at han kendte flere.
Det ældste bevarede håndskrift af passagen er P72 (P. Bodmer VIII, nu i Vatikanbiblioteket), som INTF daterer til 3. eller 4. århundrede; dets sider 35-36 omfatter Andet Petersbrev 3,11–18. Til sammenligning indeholder P46 (INTF-datering ca. 200-225), en tidlig kodeks med Paulus' breve og Hebræerbrevet, ikke Andet Petersbrev.

Hvad det ikke fastslår

Den siger ikke, hvilke eller hvor mange af Paulus' breve forfatteren kendte. Den er derfor ikke et vidnesbyrd om en redigeret samling, et fast korpus på tretten eller fjorten breve eller en afsluttet kanon.
Den afgør ikke sit eget forfatterskab eller sin egen datering. Hvis Andet Petersbrev er pseudonymt, viser passagen, hvordan en senere forfatter fremstillede Peters syn på Paulus, ikke Peters egne ord.
Den siger intet om Paulus' rejser og giver ingen selvstændig bekræftelse af rejseruten eller kronologien i Apostlenes Gerninger.

Hvor fortolkerne er uenige

De fleste kritiske forskere betragter Andet Petersbrev som pseudonymt. De peger på dets stil og ordforråd, som adskiller sig fra Første Petersbrevs; dets nære paralleller til Judas' Brev; dets langsomme og tvivlsomme tidlige modtagelse (Origenes' tøven, og at Eusebius placerer det blandt de omstridte skrifter); og netop denne henvisning til Paulus' breve som en samling, der stilles på linje med skrifterne. Forsvarere af Peters forfatterskab svarer, at flertallet blot behøver at betyde de breve, forfatteren kendte, og at den varme, men åbenhjertige tone passer til Peter. En yderligere strid gælder, om Andet Petersbrev brugte Petersapokalypsen eller blev brugt af den.

Andre læsninger

Skrevet af Peter, midten af 60'erne. Peter, måske med hjælp fra en sekretær, skrev kort før sin død under Nero. Passagen ville så vise, at Paulus' breve blev afskrevet og læst på tværs af menigheder inden for få år efter, at de blev skrevet, og at en apostel, der engang var stødt sammen med Paulus (Galaterbrevet 2,11–14), men også havde støttet missionen blandt hedningerne (Galaterbrevet 2,9; Apostlenes Gerninger 15,7–11), anbefalede ham.
Pseudonymt, efterapostolsk. En senere forfatter brugte Peters navn og fremstillede brevet som Peters andet og som et afskedstestamente (Andet Petersbrev 3,1; Andet Petersbrev 1,14). Passagen bevidner så flere af Paulus' breve med autoritativ status i generationen efter apostlene sammen med et erindret billede af Peter og Paulus i enighed.
Andet århundrede, efter Petersapokalypsen. Jörg Frey hævder, at Andet Petersbrev er afhængigt af Petersapokalypsen. Det ville placere brevet et godt stykke inde i 2. århundrede, så det ville vidne om, hvordan Paulus' breve blev behandlet i den periode snarere end i den apostolske tid.

Kataloghenvisninger: Gregory-Aland P72 (P. Bodmer VIII, Vatican Library; 2 Peter 3:11-18 on pp. 35-36)

Kilder

Eusebius of Caesarea, Church History, Book III (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 3.3.1 ↗
Eusebius of Caesarea, Church History, Book III (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 3.25.3 ↗
Eusebius of Caesarea (quoting Origen, Commentary on John, Book 5), Church History, Book VI (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 6.25.8 ↗
Ignatius of Antioch, Epistle to the Ephesians (J. B. Lightfoot, 1891) — Eph. 12.2 ↗
Polycarp of Smyrna, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot) — Phil. 3.2 ↗
Polycarp of Smyrna, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot) — Phil. 11.2 ↗
Clement of Rome (the church at Rome to the church at Corinth), First Epistle of Clement to the Corinthians (J. B. Lightfoot, 1890) — 1 Clem. 47.1-2 ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, Münster, Kurzgefasste Liste (NTVMR), P72 — docID 10072 (P72; P. Bodmer VIII, Biblioteca Apostolica Vaticana: 1 Pet 1:1-5:14, 2 Pet 1:1-3:18; P. Bodmer VII, Bibliotheca Bodmeriana: Jude); date III/IV (200-399) ↗
Institut für Neutestamentliche Textforschung, Münster, Kurzgefasste Liste (NTVMR), P46 — docID 10046 (P46; Dublin, Chester Beatty Library, CBL BP II, and Ann Arbor, University of Michigan Library, Inv. 6238; date III (A), 200-225) ↗
Wikidata entity: Second Epistle of Peter — Q131178 ↗
Wikidata entity: Papyrus 72 — Q673569 ↗

Ignatius af Antiokias breve om Paulus

Datering: Traditionelt ca. 105–117 e.Kr. (sent i Trajans regeringstid) eller noget senere; Barnes (2008) argumenterer for 140'erne. dateFrom og dateTo dækker kun opfattelsen af brevene som ægte; forfalskningshypotesen ville placere brevene senere i det 2. århundrede.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 9,15; Apostlenes Gerninger 10,41; Apostlenes Gerninger 19,1–41; Apostlenes Gerninger 20,17–38; Apostlenes Gerninger 28,14–31; Romerbrevet 1,7–15; Første Korintherbrev 1,18–20; Første Korintherbrev 4,13; Første Korintherbrev 6,9–10; Første Korintherbrev 15,8–9; Første Korintherbrev 15,32; Første Korintherbrev 16,8; Efeserbrevet 1,1; Første Timotheusbrev 1,3; Andet Timotheusbrev 1,18; Andet Timotheusbrev 4,12
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Ignatius af Antiokias breve, der traditionelt dateres til ca. 110 e.Kr. og blev skrevet under bevogtning på vej til Rom, viser, at Paulus tidligt blev æret som apostel og brevskriver, men de tilføjer ingen nye oplysninger om hans virke. I Ign. Eph. 12.2 kalder han menigheden i Efesos Paulus' medindviede, som Paulus nævner »i hvert brev«. I Ign. Rom. 4.3 stiller han Peter og Paulus, apostle, der kunne give befalinger, over for sig selv, en dødsdømt mand.

Hvad det fastslår

I den mellemste recension, som de fleste forskere godtager, kalder Ignatius Paulus helliggjort og »al lykønskning værd«, håber at blive fundet i hans fodspor og siger, at Paulus nævner menigheden i Efesos »i hvert brev« (Ign. Eph. 12.2). En biskop fra Syrien kendte altså allerede Paulus som en brevskriver med tæt tilknytning til Efesos og, efter den gængse læsning, som forfatter til flere breve.
Ign. Rom. 4.3 nævner Peter og Paulus sammen som apostle, der kunne give menigheden i Rom befalinger, hvilket Ignatius, en dødsdømt fange, afstår fra. Passagen findes i alle tre bevarede former af teksten: den syriske forkortede udgave, den mellemste recension og den lange recension.
Ignatius genbruger formuleringer fra Første Korintherbrev. Ign. Eph. 18.1 rummer genklange af 1 Kor 1,18–20 og 4,13; Ign. Rom. 9.2, hvor han kalder sig selv »den allersidste« og »et for tidligt født foster«, rummer genklange af 1 Kor 15,8–9; Ign. Eph. 16.1 og Phld. 3.3 rummer genklange af 1 Kor 6,9–10. Samlet gør dette Første Korintherbrev til det tydeligste eksempel på et paulinsk brev, han kendte.
Selve brevene er bevidnet tidligt og udefra. Polykarp (Phil. 13.2) omtaler, at han samler og videresender Ignatius' breve. Irenæus (Haer. 5.28.4) citerer Ign. Rom. 4.1 uden at nævne ham, og Eusebius (HE 3.36.12) tilskriver citatet Ignatius. Eusebius nævner de syv breve, der udgør den mellemste recension, i HE 3.36.5-10.

Hvad det ikke fastslår

Det er ikke en uafhængig kontrol af Apostlenes Gerninger. Ignatius citerer aldrig tydeligt Apostlenes Gerninger. Den nærmeste parallel, Smyrn. 3.3 sammen med Apostlenes Gerninger 10,41, kan stamme fra fælles overlevering og viser ikke, at han havde læst Apostlenes Gerninger. Udtrykket »udvalgt redskab« (Apostlenes Gerninger 9,15) kommer kun ind i Ign. Eph. 12 i den lange recension fra det 4. århundrede. Hans billede af Paulus' tilknytning til Efesos er ikke et selvstændigt vidne om Apostlenes Gerninger 19–20.
»I hvert brev« kan ikke tages bogstaveligt, for Efesos nævnes kun i nogle af de breve, der tilskrives Paulus (for eksempel Første Korintherbrev 15,32; 16,8; Første Timotheusbrev 1,3; Andet Timotheusbrev 1,18; 4,12). Udtrykket viser ikke, hvor mange paulinske breve Ignatius havde, eller hvilke, og det afgør ikke, om Efeserbrevet 1,1 oprindelig nævnte Efesos.
Ign. Rom. 4.3 siger ikke, at Peter og Paulus døde i Rom, at de grundlagde menigheden i Rom, eller hvilke befalinger de gav; det er senere slutninger og traditioner. I Ign. Eph. 12.2 er det ord, som Lightfoot oversætter »som fik et godt vidnesbyrd«, gengivet »den martyrdøde« hos Roberts-Donaldson, så det er ikke sikkert belæg for Paulus' martyrium.

Hvor fortolkerne er uenige

De fleste forskere godtager efter Zahn og Lightfoot den mellemste recension med syv breve som ægte og daterer den sent i Trajans regeringstid eller noget senere; Barnes argumenterer for 140'erne. Et mindretal, især Joly, betragter brevene som en senere forfalskning. Om Ign. Eph. 12.2 spørger læserne, om »i hvert brev« er en overdrivelse, betyder »gennem hele et brev« eller afspejler en kendt samling af Paulus' breve; om ordet, der beskriver Paulus, betyder »velbevidnet« eller »martyrdød«; og hvor mange breve ud over Første Korintherbrev Ignatius faktisk brugte.

Andre læsninger

Senere forfalskning. De syv breve er et pseudonymt værk fra den senere del af det 2. århundrede (Joly 1979 er den bedst kendte fremstilling). Efter denne opfattelse viser Ign. Eph. 12.2 og Ign. Rom. 4.3 stadig, hvordan man huskede Paulus i det 2. århundrede, men de er ikke længere et vidne fra en eller to generationer efter hans død.
Overdrivelse og begrænset kendskab. »I hvert brev« er en retorisk overdrivelse, og Ignatius har måske ikke kendt meget mere end Første Korintherbrev. Nogle af de paulinsk klingende udtryk kan stamme fra mundtlig kirkelig overlevering snarere end fra læsning af skrevne breve.
Den korte syriske form som den oprindelige. Cureton (1845) hævdede, at kun de tre forkortede syriske breve er ægte. Den syriske udgave af brevet til menigheden i Efesos har intet kapitel 12, så efter hans opfattelse ville passagen med »i hvert brev« ikke være Ignatius' egne ord. Det meste af den senere forskning betragter den syriske tekst som en forkortelse af den mellemste recension.

Kataloghenvisninger: CPG 1025.1 (Ignatius, Ad Ephesios)

Kilder

Ignatius of Antioch, Epistle to the Ephesians (J. B. Lightfoot and J. R. Harmer, 1891) — Ign. Eph. 12.2 ↗
Ignatius of Antioch, Epistle to the Romans (J. B. Lightfoot and J. R. Harmer, 1891) — Ign. Rom. 4.3 ↗
Ignatius of Antioch, Epistle to the Romans (J. B. Lightfoot and J. R. Harmer, 1891) — Ign. Rom. 9.2 (echo of 1 Cor 15:8-9) ↗
Ignatius of Antioch, Epistle to the Ephesians (J. B. Lightfoot and J. R. Harmer, 1891) — Ign. Eph. 18.1 (echo of 1 Cor 1:18-20; 4:13) ↗
Ignatius of Antioch, Epistle to the Smyrnaeans (J. B. Lightfoot and J. R. Harmer, 1891) — Ign. Smyrn. 3.3 ↗
Ignatius of Antioch, Epistle to the Ephesians, shorter (middle) recension, ANF 1 (Alexander Roberts and James Donaldson, 1885) — Ign. Eph. 12 (shorter version) ↗
Ignatius of Antioch (long recension, 4th-century revision), Epistle to the Ephesians, longer recension, ANF 1 (Alexander Roberts and James Donaldson, 1885) — Ign. Eph. 12 (longer version) ↗
Ignatius of Antioch (Syriac abridgment), Epistle to the Romans, Syriac version, ANF 1 (Alexander Roberts and James Donaldson, 1885) — Ign. Rom. 4 (Syriac version) ↗
Ignatius of Antioch (long recension, 4th-century revision), Epistle to the Romans, longer recension, ANF 1 (Alexander Roberts and James Donaldson, 1885) — Ign. Rom. 4 (longer version) ↗
ANF editors (A. Roberts, J. Donaldson; A. C. Coxe), Introductory Note to the Epistles of Ignatius, ANF 1 — ANF 1, Introductory Note to the Epistles of Ignatius ↗
Eusebius of Caesarea, Ecclesiastical History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 3.36.10 ↗
Polycarp of Smyrna, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot) — Pol. Phil. 13.2 ↗
Irenaeus of Lyons, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 5.28.4 (quoting Ign. Rom. 4.1) ↗
Wikidata: Epistle of Ignatius to the Ephesians — Q65051525 (P7988 CPG 1025.1) ↗
Wikidata: Letters of Ignatius — Q350126 ↗

Det muratoriske fragments liste over Paulus' breve

Datering: Teksten er sandsynligvis forfattet i slutningen af det 2. århundrede (ca. 170–200 eller senest i begyndelsen af det 3.). Et mindretal daterer den til det 4. århundrede, og et nyere argument gør den til en senantik forfalskning. dateTo 400 dækker opfattelsen med det 4. århundrede, men ikke forfalskningstesen. Den eneste fulde afskrift er fra midten af 700-tallet (Lowe, CLA III 352: 'VIII med').
Hvor det er i dag: Biblioteca Ambrosiana, Milano (I 101 sup., også citeret som J 101 sup.)
Vedrører: Apostlenes Gerninger 1,1–2; Kolossenserbrevet 4,14; Kolossenserbrevet 4,16; Romerbrevet 15,24–28; Første Korintherbrev 1,10–12; Galaterbrevet 5,2–6; Første Timotheusbrev 1,1–2; Andet Timotheusbrev 1,1–2; Titusbrevet 1,1–4; Filemonbrevet 1,1–3
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Det muratoriske fragment, en latinsk liste over Det Nye Testamentes bøger, som normalt dateres til ca. 170–200 (nogle argumenterer for det 4. århundrede), anerkender tretten breve af Paulus, heriblandt Filemonbrevet, Titusbrevet og to breve til Timotheus, og afviser breve »til laodikeerne« og »til alexandrinerne« som forfalskninger. Det er kun bevaret i fuld længde i et håndskrift fra midten af 700-tallet i Milano. Det viser, hvordan Paulus' breve blev modtaget, ikke hvem der skrev dem.

Hvad det fastslår

Den bevarede tekst anerkender tretten breve under Paulus' navn. Der er breve til syv menigheder (i Korinth, Efesos, Filippi, Kolossæ, Galatien, Thessalonika og Rom), med et andet brev til hver af menighederne i Korinth og Thessalonika, og desuden ét til Filemon, ét til Titus og to til Timotheus. Fragmentet forudsætter dette antal, men angiver det aldrig, og det nævner ikke Hebræerbrevet.
Det beskriver brevene til Filemon, Titus og Timotheus som personlige breve, som den katolske (det vil sige almindelige) kirke ikke desto mindre holder hellige og bruger til kirketugt. Det afviser breve »til laodikeerne« og »til alexandrinerne« som forfalsket under Paulus' navn i forbindelse med Markions hærese. Forfatteren trak altså en grænse mellem anerkendte paulinske breve og pseudonyme breve.
Det tilskriver »samtlige apostles gerninger« Lukas, lægen, som Paulus tog med sig som ledsager, og siger, at bogen er rettet til Theofilus. Det forklarer, hvorfor Apostlenes Gerninger intet siger om Peters død eller om Paulus' rejse fra Rom til Spanien: Lukas skrev ifølge fragmentet kun ned, hvad han selv havde overværet.
Den eneste fulde afskrift er et latinsk uncialkodeks fra 700-tallet fra biblioteket i Bobbio, nu i Biblioteca Ambrosiana i Milano. Lowes CLA vurderer det til midten af 700-tallet og sandsynligvis skrevet i Bobbio. Muratori udgav det i 1740 (ANF's indledende note). Nogle få sætninger er også bevaret i håndskrifter af Paulus' breve fra Monte Cassino.

Hvad det ikke fastslår

Det viser, hvilke breve forfatteren og hans fællesskab anerkendte som Paulus' breve, på listens omdiskuterede tid og sted. Det afgør ikke i sig selv, hvem der skrev pastoralbrevene eller noget andet omstridt brev.
Udsagnet om, at Paulus rejste fra Rom til Spanien, gengiver en opfattelse, som forfatteren havde, og som bruges til at forklare, hvordan Apostlenes Gerninger slutter. Det er ikke et selvstændigt belæg for, at rejsen fandt sted.
Det er ikke et vidne fra det 1. århundrede, og dets datering og herkomst er omstridt, så det kan ikke bevise en afsluttet kanon senest år 200 e.Kr. Dets historiske bemærkninger er også skematiske: det lader Paulus følge »sin forgænger Johannes« i at skrive til syv menigheder, hvilket ikke er pålidelig kronologi.

Hvor fortolkerne er uenige

Dateringen til slutningen af det 2. århundrede hviler hovedsagelig på to ting: påstanden om, at Hermas skrev Hyrden »for ganske nylig, i vore tider« under Pius, biskop i Rom i midten af det 2. århundrede, og de grupper, listen afviser (Markion, Valentinus, montanisterne). Sundberg (1973) og Hahneman (1992) argumenterer for en østlig liste fra det 4. århundrede, og Rothschild (2018) for en senantik forfalskning. Ferguson, Hill, Verheyden, Schnabel og Guignard svarer, at en vestlig sammenhæng omkring år 200 passer bedst. Schnabels oversigt fra 2014 vurderer, at de fleste svar på Hahneman er kritiske. Den formulering, som ANF-oversættelsen fra 1886 gengiver »rettet mod Markions hærese«, læses oftere som forfalsket til støtte for Markions hærese.

Andre læsninger

Østlig liste fra det 4. århundrede. Sundberg og Hahneman læser »for ganske nylig, i vore tider« løst og grupperer teksten sammen med kanonfortegnelser fra det 4. århundrede. Hahneman placerer den ca. 375 i Syrien eller Palæstina. Efter denne opfattelse viser listen modtagelsen af de samme tretten paulinske breve i det 4. århundrede, ikke i det 2. århundrede.
Senantik forfalskning. Rothschild hævder, at listen blev forfattet senere og gjort til at se tidlig ud, så dens henvisning til Pius er et litterært greb. Guignard svarer, at Chromatius af Aquileia (død 407) brugte teksten, og at en græsk original er svær at forene med en sen vestlig forfalskning.
Hvilke breve der blev afvist. Nogle opfatter de afviste »laodikeere« som Markions titel på det brev, kirken kaldte Efeserbrevet (Tertullian, Mod Markion 5.17). Andre tænker på et særskilt pseudonymt brev, som det korte latinske Laodikeerbrev, der findes i senere latinske bibler. Brevet »til alexandrinerne« er ukendt, og at identificere det med Hebræerbrevet er spekulation.

Kataloghenvisninger: CLA III 352

Kilder

Anonymous (Muratorian Fragment), Canon Muratorianus, in Ante-Nicene Fathers vol. 5 (printed among the Fragments of Caius) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3, on Philemon, Titus and Timothy (ANF 5:603) ↗
Anonymous (Muratorian Fragment), Canon Muratorianus, in Ante-Nicene Fathers vol. 5 (printed among the Fragments of Caius) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3, on Laodiceans and Alexandrians (ANF 5:603) ↗
Anonymous (Muratorian Fragment), Canon Muratorianus, in Ante-Nicene Fathers vol. 5 (printed among the Fragments of Caius) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 2, on Acts and Theophilus (ANF 5:603) ↗
Anonymous (Muratorian Fragment), Canon Muratorianus, in Ante-Nicene Fathers vol. 5 (printed among the Fragments of Caius) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 2, on Peter's passion and Paul's journey to Spain (ANF 5:603) ↗
Anonymous (Muratorian Fragment), Canon Muratorianus, in Ante-Nicene Fathers vol. 5 (printed among the Fragments of Caius) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 4 (ANF 5:604) ↗
ANF vol. 5 editors (editorial headnote), Ante-Nicene Fathers vol. 5, note to 'Canon Muratorianus' — ANF 5:603, headnote (CCEL note 4977) ↗
Tertullian, Against Marcion, in Ante-Nicene Fathers vol. 3 (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.21 ↗
Tertullian, Against Marcion, in Ante-Nicene Fathers vol. 3 (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.17 ↗
Wikidata item: Muratorian fragment — Q692665 ↗

Dionysios af Korinth, Gaius af Rom og Tertullian om Paulus' død i Rom

Datering: Dionysios af Korinth ca. 170 e.Kr. (brev til menigheden i Rom under biskop Soter); Gaius af Rom og Tertullian ca. 200 e.Kr.; Eusebius' Kirkehistorien blev udarbejdet i etaper og afsluttet i 320'erne. Ordene fra Dionysios af Korinth og Gaius af Rom er kun bevaret som citater hos Eusebius.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering
Vedrører: Apostlenes Gerninger 18,1–11; Apostlenes Gerninger 22,25–28; Apostlenes Gerninger 28,16; Apostlenes Gerninger 28,30–31; Første Korintherbrev 1,12; Første Korintherbrev 3,6–10; Første Korintherbrev 4,15; Romerbrevet 1,13; Romerbrevet 15,20–23; Romerbrevet 15,24–28; Filipperbrevet 1,25–26; Filipperbrevet 2,24; Filemonbrevet 1,22; Andet Timotheusbrev 4,6–8; Andet Timotheusbrev 4,16–18
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Overleveret fremstilling

At Paulus blev henrettet i Rom, hviler på kirkelig overlevering, ikke på Apostlenes Gerninger, som slutter, før hans retssag er afgjort. Dionysios af Korinth (ca. 170) siger, at Peter og Paulus led martyrdøden omtrent samtidig. Gaius af Rom (ca. 200) peger på apostlenes »trofæer« på Vatikanet og ved Via Ostiensis, og Tertullian (ca. 200) antyder halshugning. Det vigtigste ældre vidne, 1 Clement 5 (normalt dateret ca. 96), nævner intet sted. Eusebius (begyndelsen af det 4. århundrede) er den første, der udtrykkeligt fastslår en løsladelse og et andet fangenskab.

Hvad det fastslår

Dionysios af Korinth, biskop i Korinth, skrev til menigheden i Rom på biskop Soters tid (ca. 170 e.Kr.). Han sagde, at Peter og Paulus plantede og underviste i Korinth, underviste sammen i Italien og led martyrdøden »på samme tid« (Kirkehistorien 2.25.8; brevet er dateret i 4.23.9). McGiffert bemærker, at det græske udtryk giver en vis tidsmæssig margin og ikke behøver at betyde samme dag.
Gaius af Rom, en kirkemand i Rom, der var virksom under biskop Zephyrinus omkring år 200 e.Kr., sagde i en strid med Proklos, en montanist (den »frygiske hærese«), at han kunne vise apostlenes »trofæer« på Vatikanet og ved Via Ostiensis (Kirkehistorien 2.25.6-7; 6.20.3). Omkring år 200 e.Kr. forbandt menigheden i Rom altså apostlene med to bestemte mindesmærker.
Tertullian, De praescriptione haereticorum 36 (ca. 200 e.Kr.), siger, at Paulus vandt sin krone i Rom »ved en død som Johannes'«, hvilket ANF-udgiverne forklarer som Døberens, altså halshugning. Den samme sætning lader apostlen Johannes blive kastet i kogende olie uden at tage skade, så dette er overlevering fra Rom, ikke efterprøvet kendsgerning. Paulus' borgerret (Apostlenes Gerninger 22,25–28) ville også få én til at forvente halshugning, så detaljen kan være en slutning.
I sin beretning om Neros forfølgelse fastslår Eusebius, at Paulus blev halshugget i Rom (Kirkehistorien 2.25.5). Han beretter også, at Paulus blev løsladt efter sit forsvar og led martyrdøden under et andet ophold i Rom (2.22.2-8); han indleder det med »det siges« og begrunder det ud fra Andet Timotheusbrev 4. McGiffert (1890) vurderede, at han var den første forfatter, der udtrykkeligt beretter dette.

Hvad det ikke fastslår

Ingen af dem oplyser anklagen, retssagen eller henrettelsesstedet, og ingen daterer døden andet end ved at knytte den til Peter eller til Nero. Dionysios af Korinth og Gaius af Rom kendes kun gennem uddrag udvalgt af Eusebius. Tertullian kendte, og afviste som forfalsket, et skrift om Paulus og Thekla, som normalt identificeres med Paulusakterne, hvis Martyrium også lader Nero halshugge Paulus; en fælles overlevering kan ikke udelukkes.
Gaius af Rom siger ikke, at trofæerne var grave, eller hvilket sted der tilhørte hvilken apostel. At læse dem som gravsteder er Eusebius' fortolkning. At Via Ostiensis tilskrives Paulus, stammer fra overleveringen i Rom, ikke fra ordene hos Gaius af Rom.
Ingen forfatter før Eusebius fastslår udtrykkeligt en løsladelse og et andet fangenskab, selv om 1 Clement 5 (»Vestens yderste grænser«) og det muratoriske fragments rejse til Spanien måske forudsætter virksomhed efter Apostlenes Gerninger 28. Rekonstruktionen hviler på, at Andet Timotheusbrev er skrevet af Paulus og efter Apostlenes Gerninger, og begge dele er omdiskuteret.
Dionysios af Korinth er ikke pålidelig i alle detaljer. Hans påstand om, at Peter og Paulus sammen plantede menighederne i Korinth og Rom, passer dårligt med Apostlenes Gerninger 18,1–11 og Paulus' egne breve (Første Korintherbrev 3,6–10; 4,15; Romerbrevet 1,13; 15,20–23). McGiffert mente, at den korinthiske del af overleveringen sandsynligvis delvis voksede ud af Kefas-gruppen i Første Korintherbrev 1,12.

Hvor fortolkerne er uenige

De fleste historikere godtager, at Paulus døde i Rom. Det åbne spørgsmål er, hvor meget hvert vidne tilføjer selvstændigt. »Trofæerne« hos Gaius af Rom kan markere grave eller henrettelsessteder. En løsladelse og et andet fangenskab står og falder i høj grad med, at Andet Timotheusbrev er Paulus' eget brev, skrevet efter Apostlenes Gerninger, hvilket mange forskere betvivler. Brent Shaw bestrider, at en forfølgelse under Nero kostede Peter og Paulus livet. Christopher Jones forsvarer Tacitus' beretning om den forfølgelse. Otto Zwierlein bestrider, at Peter nogensinde var i Rom, hvilket berører påstanden hos Dionysios af Korinth om, at de to led martyrdøden sammen.

Andre læsninger

Løsladelse, yderligere mission, død under Nero. Paulus blev løsladt efter de to år i Apostlenes Gerninger 28,30–31 og virkede videre, måske i øst og måske i Spanien (Romerbrevet 15,24.28), før en ny arrestation og henrettelse under Nero i midten af 60'erne. Det er Eusebius' fremstilling, som normalt hævdes af dem, der godtager Andet Timotheusbrev som Paulus' brev. Hvis Filipperbrevet og Filemonbrevet stammer fra fangenskabet i Rom, forventer Paulus dér at blive løsladt (Filipperbrevet 1,25–26; 2,24; Filemonbrevet 1,22).
Ét fangenskab i Rom, der endte med døden. Efter denne opfattelse blev Paulus aldrig løsladt. Det fangenskab, som Apostlenes Gerninger 28 beskriver, endte med hans henrettelse, og det andet fangenskab blev udledt af pastoralbrevene. McGiffert (1890) bemærkede allerede, at de fleste forskere, der benægter pastoralbrevenes ægthed, også afviser et andet fangenskab.
Død i Rom uden en forfølgelse under Nero. Brent Shaw hævder, at Tacitus' beretning om Neros forfølgelse af kristne afspejler forestillinger fra Tacitus' egen tid. I så fald kan forbindelsen mellem apostlenes død og Nero være en senere konstruktion. Christopher Jones svarer, at der ikke er grundlag for at betvivle Tacitus' beretning.
Peters martyrium i Rom som senere konstruktion. Otto Zwierlein hævder, at Peter aldrig nåede til Rom. Han betragter den parrede overlevering om Peter og Paulus, herunder brevet fra Dionysios af Korinth, som en litterær udvikling i det 2. århundrede. Det berører påstanden om det fælles martyrium mere end Paulus' død i Rom, eftersom Apostlenes Gerninger selv bringer Paulus dertil.

Kilder

Eusebius of Caesarea, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 2.25.6-7 ↗
Eusebius of Caesarea, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 2.25.8 ↗
Eusebius of Caesarea, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 2.25.5 ↗
Eusebius of Caesarea, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 2.22.2 ↗
Eusebius of Caesarea, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 4.23.9 ↗
Eusebius of Caesarea, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 6.20.3 ↗
Tertullian, The Prescription against Heretics (Peter Holmes, 1885) — Praescr. 36, on Peter and Paul ↗
Tertullian, The Prescription against Heretics (Peter Holmes, 1885) — Praescr. 36, on the apostle John ↗
ANF editors, The Prescription against Heretics, ANF vol. 3, footnote — Praescr. 36, ANF footnote on 'a death like John's' (CCEL note 2235) ↗
Arthur Cushman McGiffert, Church History of Eusebius, NPNF2 vol. 1, notes — Note on HE 2.22.2 (CCEL footnote 474), opening ↗
Arthur Cushman McGiffert, Church History of Eusebius, NPNF2 vol. 1, notes — Note on HE 2.22.2 (CCEL footnote 474), on the second imprisonment ↗
Arthur Cushman McGiffert, Church History of Eusebius, NPNF2 vol. 1, notes — Note on HE 2.25.8 (CCEL footnote 555) ↗
Arthur Cushman McGiffert, Church History of Eusebius, NPNF2 vol. 1, notes — Note on HE 2.25.8 (CCEL footnote 556) ↗
Tertullian, On Baptism (S. Thelwall, 1885) — De bapt. 17 ↗
Clement of Rome, First Epistle of Clement to the Corinthians (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clem. 5 ↗
Wikidata item: Caius (early 3rd-century Christian author) — Q2441699 ↗
Pleiades place record: Via Ostiensis — 390205932 ↗

Markions udgave af Paulus med ti breve (»Apostolikon«)

Datering: Midten af det 2. århundrede. Tertullian placerer Markion under Antoninus Pius (138–161); selve udgavens datering er ukendt og kan være tidligere. Spændet 138–161, der er angivet her, er dette tidsrum for Markions virksomhed, ikke en datering af udgaven.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering (tabt; rekonstrueret ud fra citater hos Tertullian, Epifanios og andre)
Vedrører: Kolossenserbrevet 4,16; Efeserbrevet 1,1; Efeserbrevet 2,12; Første Timotheusbrev 6,7; Første Timotheusbrev 6,10
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Støttet af kilder

Markion fra Pontus, en lærer i midten af det 2. århundrede, brugte en udgave af ti paulinske breve med Galaterbrevet først. Den manglede Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev og Titusbrevet, og ifølge Tertullian gav den Efeserbrevet titlen »Til laodikeerne«. Den er tabt og kendes kun gennem modstandere, først og fremmest Tertullian (fra ca. 207) og Epifanios (sidste del af det 4. århundrede). Den viser, at ti breve var samlet i én udgave i midten af det 2. århundrede. Den kan ikke i sig selv datere pastoralbrevene.

Hvad det fastslår

Markion var virksom i midten af det 2. århundrede. Justin Martyr, citeret af Eusebius (Kirkehistorien 4.11.9), beskriver ham som stadig levende og undervisende. Tertullian kalder ham en kætter fra Antoninus Pius' regeringstid, 138–161 (Mod Markion 1.19.2). Irenæus anklager allerede ham for at have skåret alt det bort fra Paulus' breve, som nævnte verdens Skaber som Kristus' Fader (Mod kætterierne 1.27.2).
Tertullian gendriver ti breve i denne rækkefølge i Mod Markion bog 5: Galaterbrevet, Første Korintherbrev og Andet Korintherbrev, Romerbrevet, Første Thessalonikerbrev og Andet Thessalonikerbrev, »Laodikeerbrevet« (Efeserbrevet), Kolossenserbrevet, Filipperbrevet og Filemonbrevet. Epifanios (Panarion 42), et senere vidne, der siger, at han argumenterer ud fra Markions egen tekst, angiver de samme ti med Galaterbrevet først, men kalder brevet Efeserbrevet og placerer Filemonbrevet som nummer ni og Filipperbrevet som nummer ti.
Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev og Titusbrevet var ikke med i udgaven. Tertullian siger, at Markion godtog det korte personlige brev til Filemon, men afviste brevene til Timotheus og Titus (Mod Markion 5.21.1). Hebræerbrevet optræder på ingen af listerne.
I markionitisk brug havde det brev, kirken kendte som Efeserbrevet, titlen »Til laodikeerne«. Tertullian siger i sin drøftelse af Efeserbrevet 2,12, at kætterne mener, det blev skrevet til laodikeerne, og giver Markion skylden for den nye titel (Mod Markion 5.11.12; 5.17.1). Epifanios (Panarion 42) opfører i stedet Efeserbrevet, men siger, at Markion også havde dele af et såkaldt »Laodikeerbrev«.

Hvad det ikke fastslår

Den gengiver ikke Markions nøjagtige ordlyd. Teksten er kun bevaret i fjendtlige citater og parafraser, så moderne rekonstruktioner afviger fra hinanden, og nogle læsemåder, Markion får skylden for, kan være ældre varianter, han havde arvet.
Den viser ikke, hvornår eller af hvem pastoralbrevene blev skrevet. At de mangler, passer med Tertullians påstand om, at Markion afviste dem. Det er også foreneligt med, at Markion ikke kendte dem, eller med, at de blev skrevet senere.
Den viser ikke, at Efeserbrevet oprindelig blev sendt til Laodikea. Markions titel kan være en slutning ud fra Kolossenserbrevet 4,16, anvendt på en afskrift uden adressen til Efesos. Tertullian behandler titlen som Markions nyskabelse.
Den viser ikke, at Markion opfandt den paulinske brevsamling, eller at kirkens Nye Testamente blot var en reaktion på ham.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål står åbne. For det første: sammensatte Markion selv denne udgave, eller arvede han den, og hvor meget ændrede han? Hans kritikere hævder, at han bevidst skar tekst bort (Tertullian, Mod Markion 5.13.4). Clabeaux og Schmid argumenterer for, at mange af hans læsemåder allerede var i omløb, så han arbejdede på en samling, han havde arvet. For det andet: betyder fraværet af Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev og Titusbrevet, at han afviste dem, som Tertullian siger? Han har måske ikke kendt dem, eller de var måske endnu ikke skrevet. For det tredje: bevarer »Laodikeerne« en virkelig adresse for et brev, hvis adresse til Efesos mangler i mindst én tidlig afskrift (P46)? Eller udledte Markion den af Kolossenserbrevet 4,16?

Andre læsninger

Kilder

Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.21.1 ↗
Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.17.1 ↗
Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.11.12 ↗
Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.13.4 ↗
Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 1.19.2 ↗
Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 1.15 ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 1.27.2 ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 4.11.9 (quoting Justin) ↗
Muratorian Fragment (Canon Muratorianus) (S. D. F. Salmond, 1886) — Muratorian Fragment, sec. 3 (ANF 5 numbering) ↗
Polycarp, Epistle of Polycarp to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Phil. 4.1 ↗
INTF NTVMR transcription of P46 — P46 folio 75r ↗

Irenæus af Lyon om pastoralbrevene og forfatterskabet til Apostlenes Gerninger

Datering: Ca. 180 e.Kr. (Bog III skrevet, mens Eleutherius var biskop i Rom; Euseb giver ham tretten år, der slutter i Commodus' tiende år, ca. 189)
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering (kun fuldstændig i en antik latinsk oversættelse; græske dele er bevaret i citater hos Hippolyt, Epifanios og Euseb)
Vedrører: Første Timotheusbrev 1,4; Første Timotheusbrev 6,7; Første Timotheusbrev 6,10; Første Timotheusbrev 6,20; Andet Timotheusbrev 4,10–11; Andet Timotheusbrev 4,21; Titusbrevet 3,10; Kolossenserbrevet 4,14; Galaterbrevet 2,1–2; Apostlenes Gerninger 9,15–16; Apostlenes Gerninger 11,27–30; Apostlenes Gerninger 15,1–4; Apostlenes Gerninger 16,8–13; Apostlenes Gerninger 20,5–6; Apostlenes Gerninger 27,1–28,16
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Bevidnet i teksten

Irenæus af Lyon, som skrev Mod kætterierne omkring 180 e.Kr., citerer udtrykkeligt brevene til Timotheus og Titus som Paulus' og siger, at Lukas, som han kalder Paulus' uadskillelige ledsager, skrev både evangeliet og Apostlenes Gerninger. Han er blandt de tidligste daterbare vidner til begge tilskrivninger. Det viser, hvordan bøgerne da blev modtaget; det afgør ikke forfatterskabet, da hans argument for Lukas' følgeskab delvis bygger på Apostlenes Gerninger selv.

Hvad det fastslår

Omkring 180 e.Kr. blev brevene til Timotheus og Titus læst som Paulus' i de menigheder, Irenæus taler for. Han nævner Paulus, når han citerer Andet Timotheusbrev (Against Heresies 3.3.3; 3.14.1) og Titusbrevet (1.16.3; 3.3.4), citerer Første Timotheusbrev 1,4 som apostlens ord i sit indledende forord og giver værket en titel hentet fra Første Timotheusbrev 6,20 (5, preface; Euseb, Church History 5.7.1).
Irenæus nævner Lukas, som han kalder Paulus' ledsager, som forfatter til det tredje evangelium (3.1.1) og behandler Apostlenes Gerninger som Lukas' værk. Han citerer vi-passagerne i Apostlenes Gerninger 16 og 20 og sammenfatter resten af rejsen, gennem sørejsen til Puteoli og Rom, som Lukas' egen optegnelse af begivenheder, han overværede (3.14.1). Han tilskriver også Lukas beretningerne i Apostlenes Gerninger om Paulus' kaldelse (3.15.1).
Han læser Apostlenes Gerninger sammen med Paulus' breve. Han argumenterer for, at besøget i Jerusalem i Galaterbrevet 2,1–2 er det, Apostlenes Gerninger 15,2 beretter om, foretaget på grund af spørgsmålet om omskærelse, så Paulus' udsagn stemmer med Lukas' beretning (3.13.3). Om Galaterbrevet 2 svarer til Apostlenes Gerninger 15 eller hungersnødsbesøget i Apostlenes Gerninger 11,27–30, diskuteres stadig.
Bog III kan dateres til Eleutherius' bispetid. Dens liste over biskopper i Rom går fra Linus, som Irenæus identificerer med Linus i brevene til Timotheus, til Eleutherius som den daværende biskop (3.3.3). Euseb citerer listen på græsk og siger på baggrund af den, at værket blev skrevet under Eleutherius (Church History 5.5.9; 5.6.1).

Hvad det ikke fastslår

Det beviser ikke i sig selv, at Paulus skrev pastoralbrevene, eller at Lukas skrev Apostlenes Gerninger. Irenæus skriver mere end et århundrede efter Paulus, midt i en argumentation mod kættere, og hans argument for Lukas' følgeskab bygger delvis på selve vi-passagerne i Apostlenes Gerninger, Kolossenserbrevet 4,14 og Andet Timotheusbrev 4,11.
Det er ikke det første spor af bøgerne. Polykarps brev til menigheden i Filippi (4.1) har tidligere paralleller med Første Timotheusbrev, men nævner ikke Paulus. Irenæus markerer udtrykkelig tilskrivning, ikke første brug. Han står heller ikke alene: det Muratoriske Fragment, hvis datering er omstridt, tilskriver også Apostlenes Gerninger til Lukas og opregner ét brev til Titus og to til Timotheus blandt Paulus' breve.
Hans successionsliste med Linus som Roms første biskop er kirkelig tradition fra slutningen af det andet århundrede. Den bekræfter ikke uafhængigt, hvordan menigheden i Rom var organiseret i Paulus' levetid.

Hvor fortolkerne er uenige

Forskere er uenige om, hvad Irenæus' vidnesbyrd beviser. Mange kritiske forskere anser pastoralbrevene for pseudonyme og tvivler på, at en ledsager til Paulus skrev Apostlenes Gerninger; nogle daterer Apostlenes Gerninger til det andet århundrede, og Tyson forbinder den med striden om Markion. I denne opfattelse bevidner Irenæus modtagelsen, ikke oprindelsen. Andre mener, at hans konsekvente tilskrivninger bevarer tidligere tradition, som passer til teksterne. Tertullian siger, at Markion afviste pastoralbrevene; forskere diskuterer, om Markion afviste dem eller aldrig kendte dem.

Andre læsninger

En senere konsensus. Omkring 180 lå disse tilskrivninger fast i de menigheder, Irenæus kendte i Gallien, Rom og Asien, men årtiers cirkulation kunne frembringe en sådan konsensus. I denne opfattelse kan pastoralbrevene være skrevet efter Paulus og Apostlenes Gerninger af en senere forfatter, og Irenæus bevidner kun modtagelsen.
Bevaret tidligere tradition. Irenæus siger, at han så Polykarp i sin ungdom, og henviser til menigheder grundlagt af apostle. I denne opfattelse viderebringer han en allerede etableret tradition. Sammen med vi-passagerne i Apostlenes Gerninger støtter det forfatterskab ved Lukas og er foreneligt med, at Paulus skrev pastoralbrevene.
Delvis en slutning ud fra teksterne. Irenæus kan have identificeret Lukas ved at læse vi-passagerne i Apostlenes Gerninger sammen med Kolossenserbrevet 4,14 og Andet Timotheusbrev 4,11. I så fald er hans vidnesbyrd ikke helt uafhængigt af de nytestamentlige kilder, det bruges til at støtte.

Kilder

Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 1, preface 1 (ANF editors' note identifies 1 Tim 1:4) ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 3.1.1 ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 3.3.3 ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 3.3.4 (Titus 3:10 cited as Paul's) ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 3.13.3 ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 3.14.1 ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 3.15.1 ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 1.16.3 (Titus 3:10 cited as Paul's command) ↗
Irenaeus, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 5, preface (the work's title adopts the phrase of 1 Tim 6:20) ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 5.5.9 ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 5.6.1 (Greek text of Haer. 3.3.3) ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 5.7.1 (title Irenaeus gave his five books) ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 5.8.3 (Greek text of Haer. 3.1.1) ↗
Eusebius, Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 5.22 ↗
Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.21 ↗
Muratorian Fragment (S. D. F. Salmond, 1886) — Muratorian Fragment, section 2 (printed in ANF 5 among the 'Fragments of Caius') ↗
Muratorian Fragment (S. D. F. Salmond, 1886) — Muratorian Fragment, section 3 (printed in ANF 5 among the 'Fragments of Caius') ↗
Polycarp, Epistle to the Philippians (Alexander Roberts and James Donaldson, 1885) — Phil. 4.1 (parallels 1 Tim 6:7, 10 without naming Paul) ↗

Paulus' og Theklas gerninger og den tidligste beskrivelse af Paulus

Datering: Skrevet før Tertullians Om dåben (omkring 200 e.Kr.; Ramsay daterede den til omkring 195), sandsynligvis ca. 150–200 e.Kr.; M. R. James (1924) foreslog omkring 160 e.Kr. De bevarede håndskrifter er langt senere.
Hvor det er i dag: Tekstoverlevering (græsk, med koptiske, latinske, syriske og andre oversættelser)
Vedrører: Apostlenes Gerninger 13,50–51; Andet Timotheusbrev 1,15–18; Andet Timotheusbrev 2,17–18; Andet Timotheusbrev 3,11; Andet Timotheusbrev 4,10; Andet Timotheusbrev 4,19; Andet Korintherbrev 10,10; Galaterbrevet 4,13–14
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Overleveret fremstilling

Paulus' og Theklas gerninger viser, hvordan kristne i det andet århundrede huskede og forestillede sig Paulus; det er ikke en uafhængig optegnelse af hans rejser. Denne romanfortælling, en episode af Paulus' gerninger, som også cirkulerede selvstændigt, indeholder den tidligste kendte beskrivelse af Paulus' udseende. Tertullian, som skrev omkring 200 e.Kr., siger, at en presbyter i Asien skrev en Thekla-tekst i Paulus' navn af kærlighed til Paulus og blev afsat fra sit embede.

Hvad det fastslår

Omkring 200 e.Kr. brugte en tekst under Paulus' navn Theklas eksempel til at forsvare, at kvinder underviste og døbte. Tertullian siger, at en presbyter i Asien skrev den, som om han ville øge Paulus' berømmelse, og efter at være blevet afsløret og have tilstået, at han havde gjort det af kærlighed til Paulus, blev afsat (On Baptism 17.5).
Den giver den tidligste kendte beskrivelse af Paulus' udseende: lille, skaldet, hjulbenet, kraftigt bygget, med sammenvoksede øjenbryn og en ret lang næse, fuld af nåde, undertiden som et menneske og undertiden med en engels ansigt (Acts of Paul and Thecla 3).
Den begynder med, at Paulus drager op til Ikonion efter en flugt fra Antiokia i Pisidien, som i Apostlenes Gerninger 13,50–51, mens Onesiforos venter på ham på vejen til Lystra (sammenlign Andet Timotheusbrev 3,11). Den bruger navne, som også findes i Andet Timotheusbrev (Demas, Hermogenes, Onesiforos, Titus), og tillægger Demas og Hermogenes den lære, at opstandelsen allerede har fundet sted, som Andet Timotheusbrev 2,17–18 tilskriver Hymenæus og Filetus.
I begyndelsen af det fjerde århundrede regnede Euseb Paulus' gerninger blandt de »forkastede« skrifter uden for de anerkendte bøger (Church History 3.25.4).

Hvad det ikke fastslår

Den viser ikke, hvordan Paulus så ud. Portrættet blev måske skrevet halvfems år eller mere efter hans død, og den angivne meddeler, Titus, hører selv til fortællingen.
Den er ikke et uafhængigt vidne til Apostlenes Gerninger. Dens steder og navne kan stamme fra Apostlenes Gerninger og Andet Timotheusbrev, så overensstemmelse med dem tilføjer ingen selvstændig bekræftelse.
Den bekræfter ikke Theklas prøvelser, hendes mirakler eller dronning Tryfainas rolle i dem. Selv hvis Tryfaina er den historiske klientdronning, som James og Ramsay identificerede, gør omtalen af en virkelig person ikke episoden autentisk.
Tertullian identificerer kun værket gennem dets brug af Theklas eksempel. Det er ikke påvist, at hans tekst svarede episode for episode til de bevarede Paulus' og Theklas gerninger; håndskrifterne er langt senere, og tekstvidnerne er forskellige (Walkers udgave trykker en alternativ slutning fra Grabes håndskrift).

Hvor fortolkerne er uenige

To spørgsmål står åbne. For det første: bevarer portrættet af Paulus en erindring? Ramsay mente, at de jævne, lidet smigrende detaljer rummede meget tidlig tradition, og at den lokale geografi viste en forfatter, som kendte området; andre læser trækkene ud fra græske konventioner for at beskrive krop og karakter, hvilket ville gøre det til et litterært portræt. For det andet: hvordan forholder fortællingen sig til Andet Timotheusbrev, hvis navne den deler? Forfatteren kan have lånt dem fra brevet, eller begge kan, som MacDonald argumenterede, afspejle omstridte mundtlige fortællinger om Paulus.

Andre læsninger

Tidlig lokal erindring. W. M. Ramsay (1893) argumenterede for, at det jævne, lidet smigrende portræt rummer meget tidlig tradition, og at fortællingens »Kongevej« til Lystra, et navn han mente gik ud af brug efter 74 e.Kr., viser en forfatter fra det første århundrede, som kendte området. Ramsay hævdede ikke selv, at begivenhederne var historiske. M. R. James (1924) oplyste, at Ramsays teori om en tidligere skriftlig Thekla-fortælling ikke var almindeligt accepteret.
Litterært portræt. Trækkene følger græske konventioner for at beskrive et menneskes krop og karakter, den sammenhæng, hvori Abraham Malherbe (1986) læste portrættet. I denne læsning viser det, hvordan kristne i det andet århundrede forestillede sig Paulus, ikke hvordan han så ud. Hvis trækkene er konventionelle, er deres tilsyneladende jævnhed ingen garanti for tidlig erindring.
Slutning ud fra brevene. Senere forfattere kunne have forestillet sig en uanselig skikkelse ud fra Paulus' egne breve, hvor kritikere finder hans fysiske fremtræden svag (Andet Korintherbrev 10,10), han mindes en legemlig svaghed i Galatien og fortæller, at galaterne modtog ham som en engel fra Gud (Galaterbrevet 4,13–14), en mulig kilde til portrættets engleansigt.
Mundtlig legende bag pastoralbrevene. Dennis MacDonald (1983) argumenterede for, at fortællinger om Paulus og Thekla cirkulerede som mundtlige legender, før de blev skrevet ind i Paulus' gerninger, og at pastoralbrevene delvis blev skrevet for at imødegå sådanne legender. I denne opfattelse lånte fortællingen ikke blot sine navne fra Andet Timotheusbrev.

Kilder

Anonymous, Acts of Paul and Thecla (Ante-Nicene Fathers vol. 8) (Alexander Walker, 1886) — Acts of Paul and Thecla 1 (section numbers as in James 1924): Paul goes up to Iconium ↗
Anonymous, Acts of Paul and Thecla (Ante-Nicene Fathers vol. 8) (Alexander Walker, 1886) — Acts of Paul and Thecla 3 (section numbers as in James 1924): Onesiphorus waits on the road to Lystra ↗
Anonymous, Acts of Paul and Thecla (Ante-Nicene Fathers vol. 8) (Alexander Walker, 1886) — Acts of Paul and Thecla 3 (section numbers as in James 1924): description of Paul ↗
Anonymous, Acts of Paul and Thecla (Ante-Nicene Fathers vol. 8) (Alexander Walker, 1886) — Acts of Paul and Thecla 14 (section numbers as in James 1924): Demas and Hermogenes on the resurrection ↗
Anonymous, Acts of Paul and Thecla (Ante-Nicene Fathers vol. 8) (Alexander Walker, 1886) — Acts of Paul and Thecla, editor's note introducing the alternative ending from Grabe's manuscript ↗
Tertullian, On Baptism (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (S. Thelwall, 1885) — On Baptism 17.5 (Thecla's example) ↗
Tertullian, On Baptism (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (S. Thelwall, 1885) — On Baptism 17.5 ↗
Eusebius, Church History (Nicene and Post-Nicene Fathers, Series II vol. 1) (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 3.25.4 ↗

Klassiske studier

William Paleys Horae Paulinae (1790): utilsigtede sammenfald mellem Apostlenes Gerninger og Paulus' breve

Datering: 1790 (først udgivet); citaterne her er fra de samlede Works fra 1819
Hvor det er i dag: Trykt bog; Dublin-trykket fra 1790 og Works fra 1819 er digitaliseret på archive.org
Vedrører: Romerbrevet 15,24–28; Apostlenes Gerninger 20,2–3; Apostlenes Gerninger 20,16; Apostlenes Gerninger 24,17–19; Første Korintherbrev 16,1–4; Andet Korintherbrev 8,1–4; Andet Korintherbrev 9,2; Første Korintherbrev 4,17–19; Første Korintherbrev 16,10–11; Apostlenes Gerninger 19,21–22; Apostlenes Gerninger 16,1; Andet Timotheusbrev 1,5; Andet Timotheusbrev 3,15; Galaterbrevet 2,1–10; Apostlenes Gerninger 15,1–29
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Diskuteret

William Paleys Horae Paulinae (1790) sammenligner Paulus' breve med Apostlenes Gerninger og argumenterer for, at tilsyneladende uplanlagte overensstemmelser viser, at begge bygger på virkelige begivenheder. Hans hovedeksempel er indsamlingen til Jerusalem, som Romerbrevet 15 beskriver samlet, mens Apostlenes Gerninger, Første Korintherbrev og Andet Korintherbrev leverer den i spredte dele. Det er et argument ud fra intern sammenligning, ikke nye kilder, og holder kun, hvis overensstemmelserne er uplanlagte og uafhængige, hvilket nogle forskere bestrider.

Hvad det fastslår

Paleys prøve (ch. 1): overensstemmelse mellem et historieværk og breve tæller kun som vidnesbyrd, når den ser uplanlagt ud. Et historieværk sammensat ud fra brevene, breve forfalsket ud fra historieværket eller begge hentet fra en fælles kilde ville alle frembringe planlagt overensstemmelse. Han anvender prøven på Apostlenes Gerninger og tretten breve og nummererer hvert tilfælde, så læseren kan afvise et svagt tilfælde uden at forkaste resten.
Hans hovedeksempel (ch. 2, no. 1) bygger på en solid tekstlig iagttagelse. Romerbrevet 15,25–26 forbinder gaver fra Makedonien og Akaja med en forestående rejse til Jerusalem. Apostlenes Gerninger 20,2–3 og 20,16 beskriver opholdet i Grækenland og hastværket mod Jerusalem, men ingen indsamling, som Apostlenes Gerninger først nævner i Paulus' forsvar for Felix (24,17). Første Korintherbrev 16,1–4 og Andet Korintherbrev 8,1–4 og 9,2 leverer oplysningerne om gaverne fra Akaja og Makedonien.
Et andet eksempel (ch. 3, nos. 3-4): Apostlenes Gerninger 19,21–22 sender Timotheus og Erastos til Makedonien foran Paulus. Første Korintherbrev 4,17 siger, at Timotheus allerede er sendt af sted, mens 16,10–11 behandler hans ankomst til Korinth som usikker. Paley forener de to gennem en rute via Makedonien. Ruten er hans egen slutning, og han fremlægger den som sandsynlig, ikke som udtrykkeligt angivet.
Begge hovedeksempler afhænger kun af breve, som næsten alle forskere anerkender som Paulus' (Romerbrevet, Første Korintherbrev, Andet Korintherbrev).

Hvad det ikke fastslår

At Apostlenes Gerninger er nøjagtig hele vejen igennem. Overensstemmelserne vedrører rejseplaner, ledsagere og en indsamling, ikke talerne, miraklerne eller fortællerens fortolkning af begivenhederne.
At alle tretten breve, Paley brugte, er Paulus'. Hans eksempler fra omstridte breve, såsom Andet Timotheusbrev, er kun så stærke som argumentationen for at datere disse breve til Paulus' levetid.
At overensstemmelserne uden tvivl er uafhængige. Hvis forfatteren til Apostlenes Gerninger kendte brevene, ville nogle af overensstemmelserne være afhængige frem for gensidigt underbyggende.

Hvor fortolkerne er uenige

Paleys slutning holder kun, hvis overensstemmelserne er uafhængige. Siden F. C. Baur har mange kritiske forskere læst Apostlenes Gerninger som en senere, bearbejdet beretning, og de fleste anerkender kun syv breve som sikkert Paulus'. Richard Pervo argumenterede for, at Apostlenes Gerninger stammer fra begyndelsen af det andet århundrede og brugte Paulus' breve, netop den afhængighed, Paleys prøve søger at udelukke. Metodens svar, fra Paley til Lydia McGrew, er, at overensstemmelserne er for indirekte til at være lån: i Paleys eksempler nævner Apostlenes Gerninger knap indsamlingen og sender i 19,22 kun Timotheus til Makedonien. Om sådan tavshed er tilfældig eller bevidst, er selv omstridt. Mange forskere mener, at forfatteren til Apostlenes Gerninger ikke kendte brevene, hvilket accepterer Paleys forudsætning om uafhængighed. De svarer i stedet, at overensstemmelser om rejser og ledsagere viser god viden om Paulus' bevægelser, ikke nøjagtigheden i talerne eller teologien i Apostlenes Gerninger, og de giver brevene forrang, hvor de to er i konflikt (Knox).

Andre læsninger

Apostlenes Gerninger brugte brevene. Nogle forskere, især Richard Pervo, mener, at forfatteren til Apostlenes Gerninger kendte flere af Paulus' breve. I den opfattelse er nogle overensstemmelser lån, ikke uafhængige bekræftelser. Den løse sammenhæng, Paley påpeger (Apostlenes Gerninger næsten tavs om indsamlingen, Timotheus kun sendt til Makedonien), ville da betyde, at brevene blev brugt frit frem for kopieret.
Tavsheden er bevidst. Nogle fortolkere forklarer den næsten fuldstændige tavshed om indsamlingen i Apostlenes Gerninger som bevidst tilbageholdenhed, for eksempel hvis gaven blev køligt modtaget eller blev indblandet i Paulus' anholdelse. Det ville gøre udeladelsen tilsigtet frem for tilfældig. Det ville stadig indebære, at forfatteren kendte til indsamlingen.
Et senere brev brugte Apostlenes Gerninger. Mange kritiske forskere anser Andet Timotheusbrev for skrevet efter Paulus' levetid. En senere forfatter kunne have hentet oplysningen om Timotheus' jødiske mor fra Apostlenes Gerninger 16,1, som Paley fremlægger som et utilsigtet sammenfald med Andet Timotheusbrev 1,5 og 3,15 (ch. 12, nos. 2-3). Disse eksempler har derfor kun vægt for læsere, som allerede daterer brevet til Paulus.
Overensstemmelser talt, spændinger tilsidesat. Kritikere af metoden hævder, at en liste over overensstemmelser kan overdrive sagen, medmindre spændinger, såsom dem mellem Galaterbrevet 1–2 og Apostlenes Gerninger om Paulus' besøg i Jerusalem, vejes sammen med dem. Paley diskuterer selv afstanden mellem Galaterbrevet 2 og Apostlenes Gerninger 15 og argumenterer for, at den viser, at ingen af forfatterne byggede på den anden; hans forsvarere tilføjer, at hvert sammenfald må bedømmes på egne vilkår.

Kilder

William Paley, Horae Paulinae — ch. 1 (Exposition of the Argument); Works (London, 1819) vol. 2, p. 132 ↗
William Paley, Horae Paulinae — ch. 1 (Exposition of the Argument); Works (London, 1819) vol. 2, p. 133 ↗
William Paley, Horae Paulinae — ch. 1 (Exposition of the Argument); Works (London, 1819) vol. 2, p. 139 ↗
William Paley, Horae Paulinae — ch. 2 (Romans), no. 1; Works (London, 1819) vol. 2, p. 145 ↗
William Paley, Horae Paulinae — ch. 3 (First Corinthians), no. 3; Works (London, 1819) vol. 2, p. 178 ↗
William Paley, Horae Paulinae — ch. 5 (Galatians), no. 2; Works (London, 1819) vol. 2, p. 235 ↗
William Paley, Horae Paulinae — ch. 12 (Second Timothy), no. 2; Works (London, 1819) vol. 2, p. 355 ↗
William Paley, Horae Paulinae (Dublin printing) — Title page and contents, Dublin printing of 1790 (Princeton Theological Seminary Library copy) ↗

James Smiths søfartsanalyse af Paulus' rejse og skibbrud (1848)

Datering: 1848 (første udgave; senere udgaver 1856, 1866 og 1880)
Hvor det er i dag: Udgivet bog; førsteudgaven fra 1848 er digitaliseret på Internet Archive fra et eksemplar på Harvard College Library
Vedrører: Apostlenes Gerninger 27,12; Apostlenes Gerninger 27,13–20; Apostlenes Gerninger 27,21–26; Apostlenes Gerninger 27,27–29; Apostlenes Gerninger 27,39–44; Apostlenes Gerninger 28,1
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Rekonstrueret

I The Voyage and Shipwreck of St. Paul (1848) efterprøvede James Smith fra Jordanhill, en skotsk lystsejler og geolog, Apostlenes Gerninger 27 ud fra søkort, sejlanvisninger og søofficerers råd. Han argumenterede for, at stormen, læet under Kauda, forstærkningen af skroget, afdriften og lodskuddene alle passer med en ankomst til Sankt Pauls Bugt på Malta. Det viser søfartsmæssig sammenhæng, selv om nogle forudsætninger blev hentet fra Apostlenes Gerninger selv. Det kan ikke bevise forfatterskab eller hver enkelt begivenhed.

Hvad det fastslår

Smith rekonstruerede stormen i Apostlenes Gerninger 27,13–17 som en storm fra østnordøst og foretrak i Apostlenes Gerninger 27,14 vindnavnet i de ældste håndskrifter og oversættelser frem for den senere læsemåde; han mente, at navnet betegnede en vind mellem øst og nordøst. Den drev skibet fra farvandet syd for det centrale Kreta i læ af Kauda (nutidens Gavdos), hvor besætningen kunne hejse båden op og føre tovværk rundt om skroget.
Smith brugte en gennemsnitlig afdrift på omkring seksogtredive og en halv mil om dagen ud fra to Royal Navy-kaptajners skøn. Med den fart ville et skib, der lå underdrejet fra Kauda, tilbagelægge de 476,6 mil til Koura Point på Malta på godt tretten dage. Det passer med den fjortende nat i Apostlenes Gerninger 27,27, og den beregnede kurs passer med pejlingen mod Sankt Pauls Bugt.
Smith sammenholdt lodskuddene på tyve og derefter femten favne (Apostlenes Gerninger 27,28) med kaptajn Smyths opmåling af Sankt Pauls Bugt og henviste til krigsretten i 1810 om fregatten Lively, hvis udkig så brænding ved Koura Point, før han så land (Apostlenes Gerninger 27,27). Han placerede grundstødningen nær Salmonetta (Sankt Pauls Ø) og indrømmede, at overensstemmelsen i afdriften delvis var tilfældig, og at vigens sandstrand er forsvundet.
Ramsay (1895) regnede Smiths argumentation for Sankt Pauls Bugt blandt de mest fuldstændige tjenester, der nogensinde var ydet den nytestamentlige forskning, og støttede ham i spørgsmålet om tovværk på tværs af skroget, men fandt hans løsning med den forsvundne strand ret voldsom. Han afviste også Smiths fortolkning af græsken om Føniks og afdriften: Lukas, der aldrig så Føniks, viderebragte en forvansket beskrivelse og skrev om afdriften med en landkrabbes forestilling.

Hvad det ikke fastslår

Det er ikke et uafhængigt vidnesbyrd om rejsen. Smith udledte vindretningen af fortællingens egen geografi, tog afdriftshastigheden fra officerers skøn fra det nittende århundrede og brugte det traditionelle maltesiske endepunkt. Overensstemmelsen viser derfor, at beretningen hænger sammen med virkelige vinde, søkort og kyster; den bekræfter ikke hver detalje ud fra eksterne kilder.
Det viser ikke, at Lukas skrev som øjenvidne, eller at begivenheder ud over det, der kan efterprøves søfartsmæssigt, fandt sted, såsom englebudskabet og Paulus' forsikringer i Apostlenes Gerninger 27,21–26. Smiths påstand om, at ingen uden sømandsbaggrund kunne skrive så konsekvent uden selv at have observeret det, er en slutning ud fra fortællingens sammenhæng, som andre bestrider. Selv Ramsay mente, at Lukas viderebragte beskrivelsen af Føniks på anden hånd og beskrev afdriften som en landkrabbe.
Det fastlægger ikke det nøjagtige landingssted eller afgør alle tekniske spørgsmål. Den vig, Smith valgte, kræver en strand, som ikke længere findes, og både metoden til at forstærke skroget og havnens orientering i Føniks er fortsat omdiskuterede.

Hvor fortolkerne er uenige

Smiths beundrere, fra Ramsay til Colin Hemer, læser fortællingens søfartsmæssige sammenhæng som et tegn på førstehåndsberetning. Andre svarer, at sørejser fortalt i første person var en litterær konvention (Vernon Robbins), eller at Apostlenes Gerninger 27–28 efterligner Odysseus' skibbrud (Dennis MacDonald). I de læsninger kan nøjagtighed vise kendskab til søfart snarere end tilstedeværelse om bord. Hemer svarede, at Robbins' paralleller ikke godtgør en sådan konvention, men indrømmede, at søfartsmæssig præcision alene kun viser, at forfatteren havde foretaget en sådan rejse. Tekniske spørgsmål står også åbne: om tovværket løb på tværs eller langs skroget, hvilken vej Føniks vendte, og om Melita overhovedet var Malta. Heinz Warnecke argumenterede for Kefallonia og A. Acworth og O. F. A. Meinardus for Mljet.

Andre læsninger

Litterær konvention. Vernon Robbins hævder, at fortælling i første person flertal hørte til konventionerne i antikke beretninger om sørejser. I den læsning viser Smiths efterprøvninger, at forfatteren vidste, hvordan skibe og vinde på Middelhavet opfører sig, ikke at han var om bord. Hemer svarede, at Robbins' eksempler ikke godtgør en sådan genre.
Homerisk efterligning. Dennis MacDonald hævder, at Apostlenes Gerninger 27–28 gentagne gange henviser til Odysseus' skibbrud gennem fælles søfartsbilleder, et guddommeligt løfte om sikkerhed og en helt, der modtages af øboere, for gennem sammenligningen at ophøje Paulus og hans Gud. Formen ville da være litterær, selv hvor geografien er realistisk.
En anden ø. Heinz Warnecke placerede skibbruddet på Kefallonia ud for det vestlige Grækenland. En ældre opfattelse, tilbagevist af Smith og genoplivet af A. Acworth (1973) og O. F. A. Meinardus, placerede Melita på Mljet (Meleda) i Adriaterhavet. Malta, og især Sankt Pauls Bugt, er fortsat flertallets identifikation.

Kilder

James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Introduction, p. ix, note ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Introduction, p. xiii ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Introduction, p. xix ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Crete to Melita, p. 60 ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Crete to Melita, p. 64 ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Crete to Melita, p. 81 ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Crete to Melita, p. 82 ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Crete to Melita, p. 85 ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — Crete to Melita, p. 87 ↗
James Smith, The Voyage and Shipwreck of St. Paul — The Shipwreck, p. 102 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XIV, p. 326 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XIV, p. 329 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XIV, p. 334 ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XIV, p. 341 ↗
Wikidata — Q6143365 ↗

W. M. Ramsays St Paul the Traveller (1895) og argumentet for nøjagtigheden i Apostlenes Gerninger

Datering: Først udgivet i 1895 (dedikationen dateret 17. september, forordet 23. september 1895); citater kontrolleret mod tiende udgave, Hodder and Stoughton, 1907
Hvor det er i dag: Udgivet bog; tiende udgave (Hodder and Stoughton, 1907) er digitaliseret af Christian Classics Ethereal Library
Vedrører: Apostlenes Gerninger 13,49; Apostlenes Gerninger 14,1–7; Apostlenes Gerninger 14,11; Apostlenes Gerninger 16,6; Apostlenes Gerninger 18,23; Galaterbrevet 1,2; Galaterbrevet 3,1
Grad af sikkerhed: middel til høj
Hvordan udsagnet støttes: Diskuteret

I St Paul the Traveller (1895) skrev oldtidsforskeren W. M. Ramsay fra Aberdeen, at han tidligere havde accepteret Tübingen-skolens opfattelse af Apostlenes Gerninger som et værk fra det andet århundrede. Års arbejde med Lilleasien overbeviste ham om, at dens regionale betegnelser passer til det romerske Galatien i det første århundrede, som ved flugten fra Ikonion ind i Lykaonien (Apostlenes Gerninger 14,6). Hvor hans læsninger holder, viser de, at forfatteren kendte regionen; de bekræfter ikke hver enkelt begivenhed, og hans dateringsramme og argument for Sydgalatien er fortsat omdiskuterede.

Hvad det fastslår

I 1895 skrev Ramsay, at Tübingen-teorien tidligere havde overbevist ham fuldt ud, og at han havde behandlet Apostlenes Gerninger som en tekst fra det andet århundrede. Han sagde, at hans syn gradvis ændrede sig, efterhånden som han brugte Apostlenes Gerninger som kilde til Lilleasiens topografi, oldtidslevn og samfund.
Han argumenterede for, at Apostlenes Gerninger 14,6 markerer en virkelig grænse. Ifølge hans fremstilling hørte Ikonion til det frygiske distrikt i provinsen Galatien, mens Lystra og Derbe lå i dens romerske (»galatiske«) del af Lykaonien. Han mente, at beskrivelsen kun var præcis mellem 37 og 72 e.Kr.
Ramsay mente, at den sydgalatiske læsning af Galaterbrevet hang sammen med, at Apostlenes Gerninger stammede fra det første århundrede og var skrevet af Lukas. Hans argumentation om Galatien blev bestridt fra begyndelsen, af dr. Chase i Expositor (1893-94) og senere af James Moffatt. Selv en velvillig bedømmer, F. F. Bruce (1966), mente, at han var tilbøjelig til at overdrive sin sag, selv om den var god nok til at kunne tåle det.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, at begivenhederne, talerne eller miraklerne i Apostlenes Gerninger fandt sted som fortalt. En korrekt grænse, titel eller et korrekt distrikt viser, at forfatteren kendte rammerne, ikke at hver episode er historisk.
Ramsays beretning om sit holdningsskift viser, at han skiftede mening; den er ikke en uafhængig bekræftelse af Apostlenes Gerninger. I hans genfortælling fra 1915 er episoden i Lykaonien i Apostlenes Gerninger 14,5–12 vendepunktet, sådan som Gasque sammenfatter det. Teksten fra 1895 fremhæver i stedet striden om, hvorvidt Paulus rejste gennem Nordgalatien eller gennem Lykaonien.
Det afgør ikke, om Galaterbrevet var rettet mod Sydgalatien, eller om Apostlenes Gerninger er tidligt og skrevet af Lukas. Alle tre spørgsmål er fortsat omdiskuterede.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål står åbne. For det første: peger nøjagtigt lokalkendskab mod en ledsager til Paulus (Ramsay, Hemer), eller passer det til en senere, velinformeret forfatter, der formede begivenhederne teologisk? Foreslåede dateringer af Apostlenes Gerninger strækker sig fra begyndelsen af 60'erne (Hemer) over den udbredte datering til 80'erne til det andet århundrede (O'Neill); Gasque fortæller, at Barrett tillod en datering så sent som 95–115. For det andet: boede modtagerne af Paulus' Galaterbrevet i den romerske provins' sydlige byer eller i det etniske Galatien mod nord (Lightfoot, Moffatt)? For det tredje: er Ramsays tidsramme 37–72, som bygger på opdelingen mellem romersk og antiokensk Lykaonien, så afgørende, som han hævdede, når han selv indrømmede, at kilderne til provinsens distrikter var sparsomme?

Andre læsninger

En senere, velinformeret forfatter. Nøjagtig geografi og administrative betegnelser kunne komme fra kilder, rejsekendskab eller regional sprogbrug, som holdt sig længe. De passer derfor til en forfatter, som skrev sidst i det første århundrede eller senere og formede fortællingen med teologiske formål. I denne læsning viste Ramsay, at forfatteren kendte Lilleasien, ikke at han var Paulus' ledsager.
Nordgalatisk læsning. J. B. Lightfoot, synspunktets klassiske forsvarer på Ramsays tid, anså modtagerne af Paulus' Galaterbrevet for at være det galliske folk i det centrale Lilleasien, besøgt på rejserne i Apostlenes Gerninger 16,6 og 18,23. Moffatt fastholdt opfattelsen mod Ramsay, ligesom størstedelen af den tyske forskning ifølge Gasque. Dens forsvarere bruger også Apostlenes Gerninger til Paulus' rute, så Ramsays påstand om, at deres opfattelse ikke kan forenes med Apostlenes Gerninger fra det første århundrede skrevet af Lukas, er hans egen slutning.
Ramsay nuanceret, ikke omstødt. Velvillige efterfølgere som Gasque og Hemer fastholder hans metode med at efterprøve Apostlenes Gerninger mod indskrifter og geografi. Gasque mener, at kilderne taler for den sydgalatiske læsning, men at den ikke kan bevises til enhver forskers tilfredshed. Bruce vurderede i sit forord til Gasque, at Ramsays senere rolle som populær apologet skadede hans videnskabelige omdømme.

Kilder

W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. 1 §1 (Trustworthiness) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. 5 §6 (The Cities of Lycaonia) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — Preface to the second edition (dated 25 March 1896) ↗
Wikidata item for William Mitchell Ramsay — Q326308 ↗

Officielle titler i Apostlenes Gerninger, by for by

Datering: Sprogbrug bevidnet fra 22 f.Kr. (da Cypern igen fik statholdere) til midten af det andet århundrede e.Kr. (asiarken Filip i Smyrna, ca. 155–160 efter den sædvanlige datering; efesiske dekreter til 160 e.Kr.). Nogle berettende kilder er senere (Cassius Dio, begyndelsen af det tredje århundrede; Euseb, begyndelsen af det fjerde). Scenerne i Apostlenes Gerninger falder ca. 46–60 e.Kr. efter den sædvanlige kronologi.
Hvor det er i dag: Ikke relevant: et overblik over flere tekster og indskrifter; se de tilknyttede opslag for hver genstands placering.
Vedrører: Apostlenes Gerninger 13,6–12; Apostlenes Gerninger 16,12–40; Apostlenes Gerninger 17,5–9; Apostlenes Gerninger 18,12–17; Apostlenes Gerninger 19,29–41; Apostlenes Gerninger 21,30–40; Apostlenes Gerninger 22,24–29; Apostlenes Gerninger 23,10–30; Apostlenes Gerninger 24,22; Apostlenes Gerninger 28,7–10
Grad af sikkerhed: høj
Hvordan udsagnet støttes: Støttet af kilder

Apostlenes Gerninger giver en titel, der passer til hvert sted, den beskriver: statholdere på Cypern og i Akaja, politarker i Thessalonika, prætorer med liktorer i kolonien Filippi, asiarker og en byskriver i Efesos, en »førstemand« på Malta og en romersk kommandant i Jerusalem. Indskrifter og antikke forfattere bevidner de fleste af dem; i Filippi var »prætorer« en høflighedstitel. Det viser godt lokalkendskab eller gode kilder; det beviser ikke, at hver begivenhed fandt sted, og daterer ikke Apostlenes Gerninger.

Hvad det fastslår

Hvad det ikke fastslår

At en bestemt scene fandt sted som fortalt. En korrekt titel for embedsmændene i Thessalonika eller på Malta bekræfter ikke angrebet på Jasons hus eller helbredelsen af Publius' far; hver episode kræver sin egen vurdering.
En datering eller forfatter til Apostlenes Gerninger i sig selv. De fleste af disse titler blev brugt i generationer (politarker i Thessalonika ind i det andet århundrede, asiarker stadig midt i det andet århundrede), så en senere forfatter med gode kilder kunne også gengive dem korrekt.
Ensartet teknisk præcision. I Filippi var »prætorer« efter Ramsays vurdering en høflighedstitel frem for koloniens formelle titel, og Apostlenes Gerninger bruger også et generelt ord for magthavere dér (Apostlenes Gerninger 16,19). Nøjagtigheden svarer til velinformeret, dannet sprogbrug, ikke juridisk terminologi.
At hver navngiven embedsmand er identificeret uafhængigt, eller at hver titel havde én fast betydning. Det diskuteres fortsat, om nogen indskrift nævner statholderen Sergius Paulus, præcis hvad asiarkerne var, og om Maltas »første« var et formelt embede eller en æresrang (Kaibels note siger kun, at der menes en bestemt borgerlig udmærkelse).

Hvor fortolkerne er uenige

Ramsay, Sherwin-White og Hemer så rækken af præcise lokale detaljer, herunder titler, som samlede vidnesbyrd om, at Apostlenes Gerninger bygger på tidlig, velinformeret viden; Ramsay argumenterede for Lukas som Paulus' ledsager, og Hemer for forfatterskab ved Lukas og en datering før 70 e.Kr. Pervo svarer, at antikke romaner også brugte virkelige personer og historieskrivningens teknikker, og daterede Apostlenes Gerninger til omkring 115; Witetschek læser den efesiske lokalkolorit som kilde til snarere Lukas' egen tid end Paulus'. Snævrere spørgsmål står åbne, især om en asiark blot var ypperstepræsten i Asien (Ramsays opfattelse, delt af Hicks i 1890) eller noget andet, en tvivl som Witetschek udleder af selve Apostlenes Gerninger 19,31.

Andre læsninger

Velinformeret ledsager. Rækken af korrekte, stedsspecifikke titler afspejler en forfatter, der rejste med Paulus eller kendte byerne på første hånd, som Ramsay og Hemer argumenterede. Det passer til vi-passagerne, men er en slutning ud fra nøjagtighed, ikke et bevis på forfatterskab.
Senere forfatter med gode kilder. En forfatter sidst i det første eller tidligt i det andet århundrede kunne, med udgangspunkt i rejsenoter, lokale meddelere eller tidligere beretninger, gengive titler, som stadig var i brug på hans egen tid. I denne læsning siger titlerne mere om kildernes kvalitet eller forfatterens egen tid end om en tidlig datering (Pervo; Witetschek).
Litterær realisme. Antikke romaner brugte også virkelige personer, steder og historieskrivningens teknikker, så korrekt lokalkolorit viser kunnen, men kan ikke i sig selv skelne historie fra fiktion. Hver episode må bedømmes ud fra sine egne kilder.

Kataloghenvisninger: IG XIV 601

Kilder

Cassius Dio, Roman History (Earnest Cary, 1917) — 54.4.1 (22 BC) ↗
Tacitus, Annals (A. J. Church and W. J. Brodribb, 1876) — Ann. 1.76 (AD 15) ↗
Cassius Dio, Roman History (Earnest Cary, 1924) — 60.24.1 (AD 44) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. X sect. 3, p. 218 (praetors at Philippi) ↗
Eusebius, Church History (A. C. McGiffert, 1890) — Hist. eccl. 4.15.27 (quoting Mart. Pol. 12.2) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XII sect. 5, p. 281 (Asiarchs) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XII sect. 5, p. 281 (town clerk) ↗
W. M. Ramsay, St. Paul the Traveller and the Roman Citizen — ch. XIV sect. 9, p. 343 (Malta) ↗
G. Kaibel, Inscriptiones Graecae XIV: Inscriptiones Siciliae et Italiae — IG XIV 601 (p. 112) ↗
Flavius Josephus, The Jewish War (William Whiston, 1737) — War 5.243-244 (Whiston 5.5.8; his 'legion' renders a general Greek word for a military unit) ↗
Flavius Josephus, Antiquities of the Jews (William Whiston, 1737) — Ant. 20.136 (Whiston 20.6.3) ↗

Hent dette datasæt (JSON, CC BY 4.0)

Hvor tidligt hvert brev var kendt

Romerbrevet

Irenæus nævner Romerbrevet som Paulus' omkring 180 e.Kr.; Markions udgave fra midten af det andet århundrede, kendt fra Tertullians fjendtlige beretning, indeholdt en forkortet tekst. Første Clemensbrev (normalt ca. 96) og Polykarp låner sandsynligvis dets ordlyd; en parallel hos Ignatius kan afspejle en fælles bekendelse. Et menighedsbrev fra Gallien fra 177 citerer det uden at nævne det ved navn. P46, dateret ud fra håndskriften til omkring 200 e.Kr., er det tidligste håndskrift.

Første Clemensbrev (menigheden i Rom til Korinth) · Ca. 95-97 e.Kr. (forslagene spænder ca. 70-140) · Sandsynlig hentydning
Dets lastekatalog deler betegnelser med Romerbrevet 1,29–32, herunder bagtalelse og had til Gud, og fordømmer ligeledes både dem, der billiger gerningerne, og dem, der gør dem. Det blev skrevet i Rom, hvortil Romerbrevet blev sendt; faste lastekataloger giver plads for tilfældigt sammenfald.
- Clement of Rome (traditional attribution), 1 Clement (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clem. 35.6 ↗
Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Smyrna · Ca. 105-117 e.Kr. (nogle argumenterer for 140'erne) · Mulig genklang
Knytter Kristus' fysiske afstamning fra David sammen med hans status som Guds søn ved guddommelig kraft, den kombination, der findes i Romerbrevet 1,3–4. Mange mener, at Paulus dér bearbejder en tidligere bekendelse, så Ignatius kan gengive den fælles formel frem for brevet.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Smyrnaeans (J. B. Lightfoot and J. R. Harmer, 1891) — Smyrn. 1.1 ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 e.Kr. · Sandsynlig hentydning
Forbinder det at stå for Kristus' domstol med, at hver enkelt aflægger regnskab for sig selv, som Romerbrevet 14,10–12 gør. Andet Korintherbrev 5,10 har også vendingen om domstolen, og Polykarp nævner ingen kilde, så en blandet erindring eller et fælles udsagn er fortsat muligt.
- Polycarp of Smyrna, Letter to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Phil. 6.2 ↗
Markions Apostolikon, omtalt af Tertullian · Markion virksom ca. 138-161 e.Kr.; Tertullian skriver fra ca. 207 · Liste over breve
Tertullian behandler Romerbrevet som det fjerde brev i Markions tibrevssamling efter Galaterbrevet, Første Korintherbrev og Andet Korintherbrev. Han siger, at Markion skar hele passager væk, og hans gennemgang slutter ved Romerbrevet 14,10. Da udgaven kun kendes fra fjendtlige beretninger, er dens præcise indhold usikkert.
- Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.13 ↗
Brev fra menighederne i Vienne og Lyon · Ca. 177-178 e.Kr. (bevaret af Euseb, begyndelsen af det 4. århundrede) · Tydeligt citat
I beskrivelsen af martyrer i Gallien gentager det Romerbrevet 8,18 næsten ordret, men nævner ikke Paulus. Euseb siger, at han gengiver menighedernes egne ord, og daterer forfølgelsen til Antoninus Verus', det vil sige Marcus Aurelius', syttende år (177 e.Kr.).
- Eusebius (quoting the churches of Vienne and Lyons), Church History (Arthur Cushman McGiffert, 1890) — HE 5.1.6 ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180 e.Kr. · Nævnt ved navn
Siger, at Paulus, da han skrev til romerne, viste, at Jesus og Kristus er én, og citerer derefter Romerbrevet 1,1–4 og Romerbrevet 9,5; brevet nævnes igen ved navn i 3.16.9. Bog 3 dateres til Eleutherius' tid som biskop i Rom.
- Irenaeus of Lyons, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 3.16.3 ↗
Det Muratoriske Fragment · Sandsynligvis ca. 170-200 e.Kr.; et mindretal daterer det til det 4. århundrede · Liste over breve
Opregner Romerbrevet blandt Paulus' breve til syv menigheder og siger, at han skrev det om de gammeltestamentlige skrifters ordning med Kristus som deres første genstand. Dateres normalt ud fra bemærkningen om, at Hermas skrev for nylig under Pius; nogle placerer det i det fjerde århundrede.
- Anonymous (Muratorian Fragment), Canon Muratorianus, in Ante-Nicene Fathers vol. 5 (printed among the Fragments of Caius) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3, on Paul's letters to seven churches ↗
Papyrus 46 (P46) · Ca. 200 e.Kr. ud fra håndskriften (CSNTM: slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede; INTF: begyndelsen af det 3. århundrede) · Håndskrift
Anses normalt for det tidligste håndskrift af Romerbrevet, som står først i dets brevrækkefølge. Bladene før Romerbrevet 5,17 og to, som dækker det meste af Romerbrevet 6,14–8,15, er tabt. Det placerer lovprisningen (Romerbrevet 14,24–26 i WEB's nummerering) efter Romerbrevet 15,33. Dateret alene ud fra håndskriften.
- CSNTM manuscript record: P46 — GA P46 ↗

Første Korintherbrev

Første Korintherbrev er tidligt bevidnet: Første Clemensbrev, normalt dateret til omkring 96 e.Kr., beder Korinth tage Paulus' brev om partidannelserne frem, sandsynligvis den tidligste navngivning af noget paulinsk brev. Ignatius og Polykarp citerer det inden for få årtier; Markions udgave og den Muratoriske liste omfatter det, Irenæus nævner det ved navn, og P46 fra omkring 200 e.Kr. er den tidligste bevarede afskrift.

Første Clemensbrev · Ca. 95-97 e.Kr. (omdiskuteret) · Nævnt ved navn
Brevet fra Rom til Korinth beder læserne tage Paulus' brev om deres partier omkring Paulus, Kefas og Apollos frem (Første Korintherbrev 1,10–12). Kapitel 37–38 og 49 bygger sandsynligvis på Første Korintherbrev 12–13, selv om kropsbilledet var almindeligt. Foreslåede dateringer spænder ca. 70-140.
- Clement of Rome, The Epistle of S. Clement to the Corinthians (Lightfoot, Apostolic Fathers Part I, vol. 2) (J. B. Lightfoot, 1890) — 1 Clem. 47.1-3 ↗
Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Efesos · Ca. 105-117 e.Kr. (omdiskuteret) · Tydeligt citat
Umarkeret, men næsten ordret gengivelse af to af de tre retoriske spørgsmål i Første Korintherbrev 1,20, ved siden af omtalen af korset som anstød og frelse (Første Korintherbrev 1,18–23); Eph. 16.1 har genklang af Første Korintherbrev 6,9–10. Dateres normalt ca. 105-117; Barnes (2008) argumenterer for 140'erne; et mindretal tvivler på ægtheden.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Ephesians (J. B. Lightfoot, 1891) — Ign. Eph. 18.1 ↗
Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Rom · Ca. 105-117 e.Kr. (omdiskuteret) · Sandsynlig hentydning
Ignatius omtaler sig selv som uværdig, den allersidste og et utidigt født barn, betegnelser, som findes sammen i Første Korintherbrev 15,8–9. Sandsynligt, men ikke sikkert: han anvender dem på sin stilling i den syriske menighed. Rom. 5.1 låner ligeledes fra Første Korintherbrev 4,4.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Romans (J. B. Lightfoot, 1891) — Ign. Rom. 9.2 ↗
Polykarp, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 e.Kr. (omdiskuteret) · Tydeligt citat
Polykarp tilskriver Paulus tanken om, at de hellige skal dømme verden (Første Korintherbrev 6,2), og nævner apostlen, men ikke brevet. Kapitel 11 er kun bevaret i latinsk oversættelse; det græske 5.3 gentager en del af lastekataloget i Første Korintherbrev 6,9–10 uden kildeangivelse.
- Polycarp, Epistle of Polycarp to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Pol. Phil. 11.2 ↗
Markions Apostolikon, gennem Tertullian · Midten af det 2. århundrede (omtalt tidligt i det 3.) · Liste over breve
Tertullian behandler Første Korintherbrev som det andet brev efter Galaterbrevet i sin gennemgang af Markions udgave og anklager Markion for at ændre teksten i Første Korintherbrev 15,45. Det er en fjendtlig beretning skrevet årtier senere; det diskuteres, hvor meget Markion ændrede frem for arvede.
- Tertullian, Against Marcion (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (P. Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.10 ↗
Irenæus, Mod kætterierne · Ca. 180 e.Kr. · Nævnt ved navn
Irenæus nævner brevet ved navn og citerer Første Korintherbrev 10,1–12, mens han gengiver en unavngiven ældste, som lærte af dem, der havde set apostlene (4.27.1). Det er uklart, hvor meget af argumentationen der er den ældstes frem for Irenæus' egen.
- Irenaeus, Against Heresies (Ante-Nicene Fathers vol. 1) (A. Roberts and W. H. Rambaut, 1885) — Haer. 4.27.3 ↗
Det Muratoriske Fragment · Ca. 170-200 e.Kr. (nogle argumenterer for det 4. århundrede) · Liste over breve
Det opregner to gange korintherbrevene først blandt Paulus' menighedsbreve og bemærker to breve til Korinth. De fleste daterer det ca. 170-200, fordi det omtaler Hermas som nylig; Sundberg (1973) og Hahneman (1992) argumenterer for det fjerde århundrede. Det er bevaret i en latinsk afskrift fra det syvende eller ottende århundrede.
- Muratorian Fragment (Ante-Nicene Fathers vol. 5) (S. D. F. Salmond, 1886) — Muratorian Fragment, section 3 (ANF 5 numbering) ↗
Papyrus 46 (P46) · Ca. 200 e.Kr. (slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede) · Håndskrift
CSNTM daterer det ca. 200, slutningen af det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede. Dateringen bygger alene på håndskriften; Kim (1988) argumenterede for slutningen af det første århundrede, en opfattelse de fleste afviser. Første Korintherbrev følger efter Romerbrevet og Hebræerbrevet; beskadigede blade har mistet enkelte linjer.
- CSNTM manuscript record, Gregory-Aland P46 — GA P46 (Dublin, CBL BP II) ↗

Andet Korintherbrev

Andet Korintherbrev er først sikkert bevidnet i Markions samling (ca. 140'erne, kendt gennem Tertullian) og først nævnt ved navn af Irenæus (ca. 180), dernæst af Clemens af Alexandria og den Muratoriske liste (datering omstridt). Polykarp har sandsynligvis genklange af det; Ignatius og Første Clemensbrev giver højst svage genklange. Papyrus 46 (ca. 200) er det tidligste håndskrift.

Første Clemensbrev (Rom til Korinth) · Ca. 96 (80-100 foreslået) · Mulig genklang
Spejlbilledet kan have genklang af Andet Korintherbrev 3,18, selv om Første Korintherbrev 13,12 er lige så tæt på. Clemens nævner kun ét paulinsk brev til Korinth ved navn (47.1); nogle ser et tegn på, at Andet Korintherbrev endnu ikke var kendt i Rom, andre et valg af det passende brev.
- Clement of Rome, First Epistle of Clement to the Corinthians (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clem. 36.2 ↗
Ignatius af Antiokia, Til menighederne i Tralles og Filadelfia · Ca. 110 (nogle argumenterer for ca. 140) · Mulig genklang
Trall. 9.2 (Faderen vil oprejse de troende, som han oprejste Jesus) ligner Andet Korintherbrev 4,14, men lige så meget Første Korintherbrev 6,14; Phld. 6.3 (ikke at ligge nogen til byrde) minder om Andet Korintherbrev 11,9, men også Første Thessalonikerbrev 2,9. Afhængighed af Andet Korintherbrev kan ikke påvises.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Trallians (J. B. Lightfoot, 1891) — Trall. 9.2 ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 (datering omdiskuteret) · Sandsynlig hentydning
Tre vendinger samler sig omkring Andet Korintherbrev 4,14 (Gud oprejser de troende, som han oprejste Jesus), Andet Korintherbrev 6,7 (retfærdighedens rustning) og Andet Korintherbrev 8,21 (det ærefulde over for Gud og mennesker). Hver har en parallel andetsteds (Første Korintherbrev 6,14; Romerbrevet 6,13; Romerbrevet 12,17), så argumentet bygger på samlingen.
- Polycarp, Epistle of Polycarp to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Pol. Phil. 2.2 ↗
Markions Apostolikon (omtalt af Tertullian) · Ca. 140-150; omtalt ca. 208 · Liste over breve
Tertullian gennemgår Markions tekst til Andet Korintherbrev, det tredje i hans rækkefølge efter Galaterbrevet og Første Korintherbrev, og bestrider Markions tegnsætning i Andet Korintherbrev 4,4. Det tidligste sikre tegn på, at brevet cirkulerede i en paulinsk samling, selv om det kun kendes gennem fjendtlige beretninger.
- Tertullian, Against Marcion (P. Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.11 ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180 · Nævnt ved navn
Irenæus nævner det andet brev til korintherne ved navn, mens han svarer modstandere, som læste Andet Korintherbrev 4,4 som vidnesbyrd om en anden, lavere gud, det vers, som Tertullian siger, Markion satte tegn i. Begge sider behandlede brevet som Paulus'.
- Irenaeus, Against Heresies (A. Roberts and W. H. Rambaut, 1885) — Haer. 3.7.1 ↗
Det Muratoriske Fragment · Slutningen af det 2. århundrede eller det 4. århundrede (omstridt) · Liste over breve
Listen siger, at Paulus skrev to gange til korintherne, så den kender to korintherbreve. Hvis den er fra slutningen af det andet århundrede og fra Rom, er den en tidlig kanonliste; hvis den er fra det fjerde århundrede, som A. C. Sundberg og G. M. Hahneman argumenterede, tilføjer den kun lidt tidligt kildemateriale.
- Muratorian Fragment (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3 (ANF 5:603) ↗
Clemens af Alexandria, Stromata · Ca. 200 · Nævnt ved navn
Clemens nævner det andet brev til korintherne ved navn og citerer lange passager fra det i Strom. 4.21. Sammen med Irenæus i Gallien og Tertullian i Karthago viser det, at brevet blev læst som Paulus' på tværs af kirken omkring 200.
- Clement of Alexandria, Stromata (W. Wilson, 1885) — Strom. 4.16 ↗
Papyrus 46 (P46) · Ca. 200 (slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede) · Håndskrift
Det tidligste håndskrift af Andet Korintherbrev, i en kodeks med Paulus' breve fordelt mellem Dublin (CBL BP II, 56 blade) og Ann Arbor (P.Mich. inv. 6238, 30 blade). CSNTM daterer det ca. 200; Y. K. Kims datering til det første århundrede fra 1988 har fået ringe tilslutning.
- Manuscript P46 — GA P46 ↗

Galaterbrevet

Galaterbrevet bruges først tydeligt, da Polykarp citerer Galaterbrevet 6,7 (ca. 110-140). Markion (ca. 140'erne) satte det tilsyneladende først i sin paulinske samling. Irenæus (ca. 180) nævner det ved navn og sammenstiller dets besøg i Jerusalem med Apostlenes Gerninger 15. P46 (ca. 200) er det tidligste håndskrift. Paralleller i Første Clemensbrev og hos Ignatius er mulige genklange, ikke bevis.

Første Clemensbrev (Rom) · Ca. 96 (omdiskuteret) · Mulig genklang
Kalder de forfulgte apostle, herunder Peter og Paulus, kirkens søjler, det billede Galaterbrevet 2,9 bruger om Jakob, Kefas og Johannes. Lightfoot bemærkede, at billedet var almindeligt i jødisk litteratur, så afhængighed er tvivlsom. Det eneste paulinske brev, Clemens udtrykkeligt påberåber sig, er Første Korintherbrev (47.1).
- Clement of Rome, First Epistle of Clement to the Corinthians (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clement 5.2 ↗
Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Filadelfia · Ca. 110 (nogle argumenterer for 130'erne–140'erne) · Mulig genklang
Siger, at biskoppens tjeneste ikke stammer fra ham selv eller gennem mennesker. Ordlyden ligger tæt på afvisningen af menneskelig oprindelse i Galaterbrevet 1,1, men her beskriver den en biskop. Ignatius' advarsler mod jødedom (Magnesians 8.1, 10.3) er tematiske paralleller, ikke bevis på, at han læste Galaterbrevet.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Philadelphians (J. B. Lightfoot, 1891) — Philadelphians 1.1 ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 · Tydeligt citat
Indleder den særprægede ordlyd fra Galaterbrevet 6,7 med en vidensformel, som han også bruger ved Første Timotheusbrev 6,7 (4.1). Et fælles tidligere udsagn er muligt, men ikke bevidnet. Omtalen af troen som alle troendes moder (3.3) har sandsynligvis genklang af Galaterbrevet 4,26. Han nævner Paulus, ikke Galaterbrevet.
- Polycarp, Epistle of Polycarp to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Philippians 5.1 ↗
Markions Apostolikon, omtalt af Tertullian · Ca. 140-150 (omtalt ca. 208) · Liste over breve
Markions tibrevssamling kendes kun gennem modstandere. Den begyndte tilsyneladende med Galaterbrevet, som Tertullians Bog 5 behandler først. Tertullian siger, at Markion slettede henvisninger til Abraham (5.3-4); nogle mener, at Markions tekst blot var anderledes. Det bevidner brevets autoritet mere end dets fulde tekst.
- Tertullian, Against Marcion (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (P. Holmes, 1885) — Against Marcion 4.3 ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180 · Nævnt ved navn
Nævner Galaterbrevet ved navn, citerer beretningen om at drage op sammen med Barnabas og Titus og argumenterer for, at årene passer med Apostlenes Gerninger 15. Identifikationen diskuteres stadig: mange foretrækker hungersnødsbesøget i Apostlenes Gerninger 11,30, og nogle ser en reel spænding mellem beretningerne.
- Irenaeus, Against Heresies (Ante-Nicene Fathers vol. 1) (A. Roberts and W. H. Rambaut, 1885) — Against Heresies 3.13.3 ↗
Det Muratoriske Fragment · Ca. 170-200 eller det 4. århundrede (omdiskuteret) · Liste over breve
Siger, at Galaterbrevet blev skrevet for at forbyde omskærelse, og opregner det igen blandt syv menigheder. Bemærkningen om Hermas peger mod Rom ca. 170-200, men Sundberg og Hahneman argumenterer for det fjerde århundrede. Det er bevaret i en latinsk afskrift fra det syvende eller ottende århundrede.
- Muratorian Fragment (Ante-Nicene Fathers vol. 5, Fragments of Caius) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3 ↗
Clemens af Alexandria, Stromata · Ca. 200 · Nævnt ved navn
Indleder Galaterbrevet 4,19 som Paulus, der skriver til galaterne (ANF trykker denne bog på latin). Stromata citerer ofte Galaterbrevet. Tertullian i Karthago nævner det også ved navn (Prescription against Heretics 6), så omkring 200 citerede forfattere i flere regioner det med navns nævnelse.
- Clement of Alexandria, The Stromata, or Miscellanies (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (W. Wilson, 1885) — Stromata 3.15 ↗
Papyrus 46 (P46) · Ca. 200 (ud fra håndskriften) · Håndskrift
Det tidligste håndskrift af Galaterbrevet: en paulinsk kodeks, sandsynligvis fra Egypten, hvor Galaterbrevet følger efter Efeserbrevet. Det dateres alene ud fra håndskriften. CSNTM angiver ca. 200 og INTF's Liste begyndelsen af det tredje århundrede; offentliggjorte forslag spænder fra slutningen af det første til det tredje århundrede.
- Center for the Study of New Testament Manuscripts, CSNTM manuscript record: P46 — GA P46 ↗

Efeserbrevet

Efeserbrevet var kendt omkring 110-140 e.Kr.: Polykarp citerer Efeserbrevet 4,26 (kun bevaret på latin), Ignatius hentyder sandsynligvis til det, og Første Clemensbrev har mulige genklange. Markion kaldte det »Til laodikenserne«; Irenæus og Clemens af Alexandria nævner det ved navn; P46 (ca. 200) nævner ingen by i adressen. Det viser cirkulation under Paulus' navn, ikke forfatterskab, som mange forskere bestrider.

Første Clemensbrev (menigheden i Rom til Korinth) · Ca. 95-97 e.Kr. (forslag ca. 70-140) · Mulig genklang
Clemens' appel til én Gud, én Kristus, én Ånd og én kaldelse (46.6) ligner Efeserbrevet 4,4–6; hans bøn om, at hjertets øjne må åbnes (59.3), ligner Efeserbrevet 1,18. Fælles liturgisk sprog kan forklare begge; en Oxford-komité (1905) fandt det umuligt at fastslå afhængighed.
- Church of Rome (traditionally Clement of Rome), First Epistle of Clement to the Corinthians (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clem. 46.6 ↗
Ignatius af Antiokia · Traditionelt ca. 105-117 e.Kr.; nogle argumenterer for senere · Sandsynlig hentydning
Hans hilsen til Efesos genbruger velsignelsesord fra Efeserbrevet 1,3–12; Til Polykarp 5.1 har genklang af Efeserbrevet 5,25. Hans påstand om, at Paulus nævner dem i hvert brev (12.2), nævner intet brev ved navn. En Oxford-komité (1905) vurderede, at genklangene næsten sikkert ikke var tilfældige; von der Goltz tvivlede på afhængighed.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Ephesians (J. B. Lightfoot, 1891) — Ign. Eph. inscription ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 e.Kr. · Tydeligt citat
Polykarp sammenstiller to led, som kun står sammen i Efeserbrevet 4,26, og kalder dem skriftord; hans indledende kapitel har tæt genklang af Efeserbrevet 2,8–9. Kapitel 12 er kun bevaret på latin, og det første led findes også i den græske Salmernes Bog, så betegnelsen kan henvise til salmen.
- Polycarp of Smyrna, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Pol. Phil. 12.1 ↗
Markions Apostolikon (omtalt af Tertullian) · Midten af det 2. århundrede, ca. 138-161 e.Kr.; omtalt ca. 207-208 · Nævnt ved navn
Markions redigerede paulinske samling rummede dette brev som »Til laodikenserne«, måske udledt af Kolossenserbrevet 4,16 eller af en afskrift uden bynavn. Tertullian, en fjendtlig meddeler, siger, at kirkelig tradition kalder det Efeserbrevet, og anklager Markion for at slette ord (5.17-18).
- Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.17.1 ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180 e.Kr. (Bog 3 skrevet, mens Eleutherus var biskop i Rom) · Nævnt ved navn
Irenæus nævner gentagne gange brevet ved navn (også 5.8.1 og 5.14.3) og fortæller, at valentinianske lærere citerede dets ord som Paulus' (1.8.4-5). Omkring 180 behandlede både han og hans modstandere det som Paulus'; det viser anerkendelse, ikke hvem der skrev det.
- Irenaeus of Lyons, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 5.2.3 ↗
Det Muratoriske Fragment · Traditionelt ca. 170-200 e.Kr.; nogle argumenterer for det 4. århundrede · Liste over breve
Opregner Efeserbrevet som det andet af Paulus' breve til syv navngivne menigheder. Mange daterer listen ca. 170-200 i Vesten; Sundberg (1973) og Hahneman (1992) argumenterer for en østlig liste fra det fjerde århundrede. Hovedafskriften er et latinsk håndskrift fra det ottende århundrede.
- Muratorian Fragment (Canon Muratorianus) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3 (ANF 5 numbering) ↗
Clemens af Alexandria, Stromata · Ca. 198-210 e.Kr. · Nævnt ved navn
Clemens nævner brevet ved navn og citerer fra Efeserbrevet 5,21–29 med en skriftformel og vender sig derefter til Kolossenserbrevet. Som lærer i Alexandria viser han, at det blev læst med autoritet i Egypten, ligesom Irenæus gør for Gallien.
- Clement of Alexandria, Stromata (William Wilson, 1885) — Strom. 4.8 ↗
Papyrus 46 (P46) · Ca. 200 e.Kr. (ud fra håndskriften) · Håndskrift
Det tidligste håndskrift: en papyruskodeks med Paulus' breve, dateret ud fra håndskriften til omkring 200 e.Kr. med årtiers spillerum. I Efeserbrevet 1,1 nævner den ingen by, som i Sinaiticus og Vaticanus før senere korrektører tilføjede Efesos.
- CSNTM manuscript record: GA P46 — GA P46 ↗

Filipperbrevet

Filipperbrevet er godt bevidnet ved slutningen af det andet århundrede. Polykarp (ca. 110-140) minder filipperne om, at Paulus skrev til dem; Markions samling (ca. 140'erne) omfattede det; et brev fra Lyon (ca. 177) citerer det; Irenæus og Clemens af Alexandria citerer det ved navn; P46 (ca. 200) bevarer det. Genklange i Første Clemensbrev og hos Ignatius er mulige, men ikke påvist.

Første Clemensbrev (Rom til Korinth) · Ca. 95-100 (omdiskuteret) · Mulig genklang
21.1 forbinder værdig adfærd med det græske verbum for at føre sit liv som borger, som Filipperbrevet 1,27 gør, og vendingen om evangeliets begyndelse i 47.2 svarer til Filipperbrevet 4,15. Begge kan være fælles kristen sprogbrug; Clemens nævner kun Paulus' brev til Korinth ved navn.
- Clement of Rome, First Epistle of Clement to the Corinthians (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clem. 21.1 ↗
Ignatius af Antiokia, breve · Ca. 110 (omdiskuteret) · Mulig genklang
Philadelphians 8.2 deler det græske udtryk for intet at gøre af rivalisering med Filipperbrevet 2,3; Smyrnaeans 4.2 om at udholde alt, når Kristus giver ham kraft, ligner Filipperbrevet 4,13. Ignatius nævner aldrig Filipperbrevet ved navn, og sådanne vendinger kunne cirkulere selvstændigt, så brug er mulig, ikke påvist.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Philadelphians (J. B. Lightfoot, 1891) — Phld. 8.2 ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 · Nævnt ved navn
Fortæller filipperne, at Paulus, mens han var fraværende, skrev »breve« til dem (græsk flertal; Lightfoot oversætter »et brev«): der argumenteres både for ét brev, for flere breve og for, at Filipperbrevet er sammensat. 9.2 deler ordlyd med Filipperbrevet 2,16 (jf. Galaterbrevet 2,2); 12.3, kun bevaret på latin, kan have genklang af Filipperbrevet 3,18.
- Polycarp, Epistle of Polycarp to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Pol. Phil. 3.2 ↗
Markions Apostolikon, omtalt af Tertullian · Ca. 140'erne (omtalt tidligt i det 3. århundrede) · Liste over breve
Bog 5 argumenterer kun ud fra de paulinske breve, Markion anerkendte; kapitel 20 behandler Filipperbrevet og svarer på markionitternes påstand ud fra Filipperbrevet 2,6–8 om, at Kristus kun tilsyneladende havde kød. Markions samling er kun bevaret gennem fjendtlige meddelere, så dens præcise ordlyd er usikker.
- Tertullian, Against Marcion (P. Holmes, 1885) — Marc. 5.20 ↗
Brev fra menighederne i Vienne og Lyon, hos Euseb · Ca. 177 (bevaret af Euseb, begyndelsen af det 4. århundrede) · Tydeligt citat
Beskriver martyrernes efterligning af Kristus med ord fra Filipperbrevet 2,6, citeret uden at nævne brevet ved navn. Brevet fra menighederne i Gallien er kun bevaret i Eusebs uddrag, så dets ordlyd når os gennem ham.
- Eusebius of Caesarea, Church History (A. C. McGiffert, 1890) — Hist. eccl. 5.2.2 ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180-189 · Nævnt ved navn
Indleder Filipperbrevet 4,18 om gaven bragt af Epafroditus med at identificere Paulus som den, der taler til filipperne, og bruger det som forbillede for kirkens offer. Et af de tidligste bevarede citater, der nævner brevets modtagere.
- Irenaeus, Against Heresies (A. Roberts and W. H. Rambaut, 1885) — Haer. 4.18.4 ↗
Det Muratoriske Fragment · Slutningen af det 2. århundrede (omdiskuteret) · Liste over breve
Opregner Filipperbrevet som det tredje af Paulus' breve til syv menigheder, en symbolsk ordning. Mange daterer listen til Rom sidst i det andet århundrede; Sundberg og Hahneman argumenterede for en oprindelse i det fjerde århundrede. Den er bevaret i et latinsk håndskrift fra det syvende eller ottende århundrede.
- Muratorian Fragment (Ante-Nicene Fathers vol. 5) — Pauline letter list ↗
Clemens af Alexandria, Stromata · Ca. 200 (omdiskuteret) · Nævnt ved navn
Citerer Filipperbrevet 1,28–2,2 og 2,20–21, parafraserer 2,17 og nævner filipperne som apostlens modtagere, hvilket viser, at brevet var i brug i Alexandria omkring 200.
- Clement of Alexandria, Stromata (W. Wilson, 1885) — Strom. 4.13 ↗
Papyrus 46 (Chester Beatty BP II og Michigan) · Ca. 200 (omdiskuteret) · Håndskrift
Det tidligste bevarede håndskrift af Filipperbrevet, i en kodeks med Paulus' breve fordelt mellem Dublin (Chester Beatty BP II) og Ann Arbor (P. Mich. inv. 6238). De fleste daterer det tæt på 200; Young Kyu Kims datering til slutningen af det første århundrede har fået ringe tilslutning.
- P46 manuscript record — Gregory-Aland P46 ↗

Kolossenserbrevet

Irenæus omkring 180 er den tidligste sikkert daterede forfatter, som nævner Kolossenserbrevet ved navn. Før det indgik brevet i Markions samling af Paulus omkring 150, som Tertullian fortæller, og valentinianske lærere citerede det som Paulus'. Ignatius og Polykarp kan have genklange af det, men ingen af tilfældene er sikre. Papyrus 46 omkring 200 er den tidligste bevarede afskrift. Tidlig brug afgør ikke forfatterskabet.

Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Tralles · Ca. 110 e.Kr. (datering omdiskuteret) · Mulig genklang
Ignatius stiller synlige og usynlige ting sammen med englerangordener, som Kolossenserbrevet 1,16 gør, og Smyrnaeans 6.1 ligner det. Kristne kan have delt denne måde at beskrive himlene på uden at låne den fra brevet, så dette er kun en mulig genklang.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Trallians (J. B. Lightfoot, 1891) — To the Trallians 5.2 ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 e.Kr. · Mulig genklang
Opfordringen til at stå fast i troen og være urokkelig ligner Kolossenserbrevet 1,23, men Første Korintherbrev 15,58 er mindst lige så tæt på. Dette kapitel er kun bevaret i en latinsk oversættelse, så dets græske ordlyd kan ikke sammenlignes.
- Polycarp, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — To the Philippians 10.1 ↗
Markions Apostolikon, som omtalt af Tertullian · Ca. 140-150 e.Kr. (omtalt ca. 207-208) · Liste over breve
Tertullian svarer Markion ud fra brevene i Markions udgave, og her argumenterer han ud fra Markions version af Kolossenserbrevet, så brevet stod i Markions samling af Paulus ved midten af det andet århundrede. Det diskuteres, hvor tæt Markions tekst svarede til vores.
- Tertullian, Against Marcion, Book 5 (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (Peter Holmes, 1885) — Against Marcion 5.19 ↗
Valentinianske lærere, som omtalt af Irenæus · Før ca. 180 e.Kr. · Tydeligt citat
Irenæus fortæller, at valentinianske lærere citerede Paulus med ord tæt på Kolossenserbrevet 3,11 og Kolossenserbrevet 2,9 for at vise, at Frelseren stammer fra alle æonerne. Læsere uden for de større menigheder behandlede altså allerede brevets ord som Paulus' før omkring 180.
- Irenaeus, Against Heresies, Book 1 (Ante-Nicene Fathers vol. 1) (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Against Heresies 1.3.4 ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180-189 e.Kr. · Nævnt ved navn
Irenæus nævner Kolossenserbrevet ved navn og citerer Lukas' hilsen i Kolossenserbrevet 4,14 for at vise, at Lukas holdt sig nær Paulus. Han nævner igen brevet andre steder, for eksempel i Against Heresies 5.14.2.
- Irenaeus, Against Heresies, Book 3 (Ante-Nicene Fathers vol. 1) (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Against Heresies 3.14.1 ↗
Det Muratoriske Fragment · Slutningen af det 2. århundrede eller det 4. århundrede (omdiskuteret) · Liste over breve
Listen sætter Kolossenserbrevet som det fjerde af Paulus' breve til syv menigheder. De fleste forskere daterer den til omkring 170-200 og et mindretal til det fjerde århundrede. Den fulde tekst er kun bevaret i et latinsk håndskrift fra det syvende eller ottende århundrede.
- Anonymous (Muratorian Fragment), Canon Muratorianus (Ante-Nicene Fathers vol. 5) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3 (ANF numbering) ↗
Clemens af Alexandria, Stromata · Ca. 200 e.Kr. · Nævnt ved navn
Clemens nævner brevet til kolossenserne ved navn og citerer flere af dets passager, herunder Kolossenserbrevet 1,9–11 og Kolossenserbrevet 1,25–27 om en hemmelighed åbenbaret for modne troende. Kristne i Alexandria læste det som Paulus' omkring 200.
- Clement of Alexandria, Stromata, Book 5 (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Stromata 5.10 ↗
Papyrus 46 (Gregory-Aland P46) · Ca. 200 e.Kr. (omdiskuteret) · Håndskrift
I denne kodeks med Paulus' breve går Filipperbrevet direkte over i Kolossenserbrevet og Kolossenserbrevet i Første Thessalonikerbrev. CSNTM daterer den til omkring 200. De fleste palæografiske dateringer falder mellem omkring 175 og 250; et forslag om det første århundrede har fået ringe tilslutning.
- Center for the Study of New Testament Manuscripts, CSNTM manuscript record: GA P46 — GA P46 (CSNTM images 134471, Philippians 4 to Colossians 1; 134835, Colossians 4 to 1 Thessalonians 1) ↗

Første Thessalonikerbrev

Irenæus, som skriver omkring 180-189, er den tidligste sikkert daterede kirkelige forfatter, der nævner Første Thessalonikerbrev ved navn og citerer dets bøn for ånd, sjæl og legeme. Tertullians senere gendrivelse viser, at Markions paulinske samling fra 140'erne allerede indeholdt det. Ignatius og Polykarp giver kun mulige genklange. Clemens af Alexandria citerer det tydeligt. Papyrus 46 omkring 200 bevarer dele af kapitel 1–2.

Ignatius af Antiokia · Ca. 110 (nogle argumenterer for ca. 140) · Mulig genklang
Beder efeserne fortsætte med at bede for udenforstående, opfordringen i Første Thessalonikerbrev 5,17; i Til menigheden i Rom 2.1 stiller han det at behage mennesker over for det at behage Gud, som Første Thessalonikerbrev 2,4 gør. Lignende sprog i Romerbrevet 1,9 og Galaterbrevet 1,10 betyder, at afhængighed er mulig, men ikke påvist.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Ephesians (J. B. Lightfoot, 1891) — Ign. Eph. 10.1 ↗
Polykarp af Smyrna · Ca. 110-140 · Mulig genklang
Lightfoot gengiver linjen som en opfordring til at afholde sig fra alt ondt; ANF-oversættelsen bruger ordlyden fra Første Thessalonikerbrev 5,22. Kapitlet er kun bevaret på latin, og grundsætningen er almindelig moralsk belæring, så det er højst en genklang; 11.2 citerer Første Korintherbrev som Paulus'.
- Polycarp of Smyrna, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Pol. Phil. 11.1 ↗
Markions Apostolikon (omtalt af Tertullian) · Ca. 140-150 (omtalt ca. 207-212) · Liste over breve
Tertullian svarer Markions udgave af Paulus brev for brev og anklager kætterne for at tilføje »deres egne« i Første Thessalonikerbrev 2,15, så Markions Apostolikon indeholdt dette brev. Vidnesbyrdet er indirekte: Markions tekst er kun bevaret i fjendtlige beretninger, her skrevet omkring 207-212.
- Tertullian, Against Marcion, Book V (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.15 (on 1 Thessalonians 2:15) ↗
Irenæus af Lyon · Ca. 180-189 · Nævnt ved navn
Nævner Første Thessalonikerbrev ved navn og citerer Første Thessalonikerbrev 5,23 som apostlens ord for at argumentere for, at frelsen omfatter legemet. Han nævner det andet brev ved navn i Against Heresies 3.7.2. Den tidligste sikkert daterede udtrykkelige navngivning hos en kirkelig forfatter.
- Irenaeus of Lyons, Against Heresies, Book V (Ante-Nicene Fathers vol. 1) (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Adv. Haer. 5.6.1 ↗
Det Muratoriske Fragment · Ca. 170-200 eller det 4. århundrede (omdiskuteret) · Liste over breve
Opregner thessalonikerbrevene som de sjette blandt Paulus' breve til syv menigheder og siger, at han skrev to gange til korintherne og thessalonikerne. Dateres normalt omkring 170-200 og placeres i Rom; nogle, navnlig Hahneman (1992), argumenterer for det fjerde århundrede.
- Anonymous, Muratorian Fragment (Canon Muratorianus) (S. D. F. Salmond, 1886) — §3 in ANF numbering (Paul's letters) ↗
Papyrus 46 (GA P46) · Ca. 200 (2.–3. århundrede) · Håndskrift
CSNTM's billeder af folio 94 viser Kolossenserbrevet 4,16–18 efterfulgt af Første Thessalonikerbrev 1,1 og 1,9–2,3. CSNTM daterer kodeksen ca. 200, Chester Beatty Library til det tredje århundrede; en foreslået datering til det første århundrede har fået ringe tilslutning.
- Center for the Study of New Testament Manuscripts, Manuscript record: GA P46 (Chester Beatty Biblical Papyrus II) — GA P46, images P46_094a and P46_094b (Dublin, Chester Beatty Library, CBL BP II; 2nd-3rd century) ↗
Clemens af Alexandria · Ca. 200 · Tydeligt citat
Citerer udførligt Første Thessalonikerbrev 4,3–8 som den »guddommelige apostel«, mens han svarer Basilides; andre steder i Stromata (1.11, 6.13) citerer han Første Thessalonikerbrev 5,21 og 4,17 som apostlens ord. Tydelig, autoritativ brug, selv om passagerne ikke nævner brevet ved navn.
- Clement of Alexandria, Stromata, Book IV (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Strom. 4.12 (against Basilides) ↗
Tertullian · Ca. 207-212 · Tydeligt citat
Gennemgår brevet mod Markion og citerer eller parafraserer Første Thessalonikerbrev 2,15; 4,3–5; 4,15–17; 5,19–20 og 5,23; ligesom Irenæus bruger han bønnen for ånd, sjæl og legeme til at forsvare legemets frelse. Passagen nævner ikke brevet ved navn.
- Tertullian, Against Marcion, Book V (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.15 (on 1 Thessalonians 5:23) ↗

Andet Thessalonikerbrev

Polykarp (ca. 110-140) brugte sandsynligvis Andet Thessalonikerbrev, idet han mindedes dets ros af thessalonikerne, mens han skrev til Filippi, og Markions udgave fra midten af det andet århundrede omfattede det. Irenæus (ca. 180) er den tidligste bevarede forfatter, der nævner det ved navn; den Muratoriske liste medregner det. Ignatius giver kun en mulig genklang. P30, en papyrus fra det tredje århundrede, er blandt dets ældste afskrifter. Tidlig brug afgør ikke forfatterskabet.

Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Rom · Ca. 105-117 (nogle argumenterer for 140'erne) · Mulig genklang
Ignatius' græsk omtaler bogstaveligt Jesus Kristus' udholdenhed, tæt på ordlyden i Andet Thessalonikerbrev 3,5. Johannes' Åbenbaring 1,9 bruger lignende sprog, så dette kan være fælles sprogbrug. Oxfords komité fra 1905 vurderede det til klasse d, for usikkert at bygge på.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Romans (J. B. Lightfoot and J. R. Harmer, 1891) — Ign. Rom. 10.3 ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 · Sandsynlig hentydning
Da han skriver til Filippi, siger Polykarp, at Paulus roser sine læsere i alle menighederne. Den nærmeste ordlyd er Andet Thessalonikerbrev 1,4, rettet mod en anden makedonsk menighed; han kan have husket forkert eller generaliseret Paulus' ros af Filippi. Kun latin. Oxfords komité fra 1905 anså brug for meget sandsynlig.
- Polycarp of Smyrna, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Pol. Phil. 11.3 ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 · Mulig genklang
Polykarp opfordrer filipperne til ikke at betragte den tidligere presbyter Valens og hans hustru som fjender, tæt på Andet Thessalonikerbrev 3,15, men til at genoprette dem, tættere på Galaterbrevet 6,1. Almindelig menighedspraksis kunne forklare det. Oxfords komité fra 1905 vurderede det lavere (klasse c). Kun latin.
- Polycarp of Smyrna, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Pol. Phil. 11.4 ↗
Markions Apostolikon, omtalt af Tertullian · Ca. 138-161 (Markion ifølge Tertullian); omtalt ca. 207 eller senere · Liste over breve
Tertullian anklager Markion for at slette dommens ild i Andet Thessalonikerbrev 1,7–8, så brevet stod i Markions Apostolikon med ti breve; Tertullian behandler det lige efter Første Thessalonikerbrev. Beretningen er fjendtlig og stammer fra ca. 207 eller senere.
- Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.16 ↗
Det Muratoriske Fragment · Ca. 170-200 (mindretal: det 4. århundrede) · Liste over breve
Efter at have nævnt syv menigheder, Paulus skrev til, tilføjer det, at han skrev to gange til korintherne og thessalonikerne, så det medregner to thessalonikerbreve. Bemærkningen om, at Hermas skrev ganske for nylig, støtter ca. 170-200; Sundberg (1973) og Hahneman (1992) argumenterer for det fjerde århundrede.
- Muratorian Fragment (Canon Muratorianus) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3 (ANF 5 numbering) ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180 · Nævnt ved navn
Irenæus nævner Andet Thessalonikerbrev ved navn og citerer Andet Thessalonikerbrev 2,8–9 som Paulus', mens han diskuterer hans ordstilling; Haer. 5.25.1 og 5.25.3 nævner det igen om Antikrist. Dette er den tidligste bevarede navngivning hos en kendt forfatter.
- Irenaeus of Lyons, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Haer. 3.7.2 ↗
Clemens af Alexandria, Stromata · Ca. 200 · Tydeligt citat
Clemens citerer Andet Thessalonikerbrev 3,1–2 tæt på ordlyden, umiddelbart efter at have citeret Første Korintherbrev 8,7 som apostlens ord, i en kæde af tekster om, hvor få der har tro. Han nævner ikke brevet ved navn her.
- Clement of Alexandria, Stromata, Book V (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Strom. 5.3 ↗
Papyrus 30 (P. Oxy. 1598) · 3. århundrede (første udgivere: slutningen af det 3. eller det 4.) · Håndskrift
En papyruskodeks fra Oxyrhynchos, nu i Gent. Dens første udgivere læste Første Thessalonikerbrev 4,12 til Andet Thessalonikerbrev 1,2 med huller, så Andet Thessalonikerbrev fulgte efter Første Thessalonikerbrev; sidetallene 207-208 peger mod en paulinsk samling. De daterede den til slutningen af det tredje eller det fjerde århundrede, sandsynligvis slutningen af det tredje.
- Center for the Study of New Testament Manuscripts, CSNTM manuscript record: P30 — GA P30 ↗

Første Timotheusbrev

Tydelig brug af Første Timotheusbrev med tilskrivning ses fra omkring 180 e.Kr. hos Irenæus, dernæst Clemens af Alexandria, Tertullian og den Muratoriske liste (hvis den er fra det andet århundrede). Polykarp (ca. 110-140) bygger sandsynligvis på det; Første Clemensbrev og Ignatius giver kun mulige genklange. Tertullian siger, at Markions udgave fra midten af det andet århundrede manglede det. Den tidligste kendte afskrift er P133, et papyrusfragment fra det tredje århundrede.

Første Clemensbrev (brev fra menigheden i Rom til Korinth) · Normalt ca. 95-97 e.Kr. (forslag fra ca. 70 til ca. 140) · Mulig genklang
En bøn for magthavere kalder Gud tidsaldrenes konge, den græske titel i Første Timotheusbrev 1,17, tæt på temaerne i Første Timotheusbrev 2,1–3. Sådant sprog var traditionelt i jødisk bøn, og mange daterer Første Timotheusbrev efter Første Clemensbrev, så afhængighed kan ikke påvises.
- Clement of Rome (traditional attribution), 1 Clement (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clem. 61.2 ↗
Ignatius af Antiokia, Brev til Polykarp · Traditionelt ca. 105-117 e.Kr.; nogle argumenterer for 140'erne · Mulig genklang
Advarer mod personer, som fører fremmed lære, ét sjældent græsk verbum, som i Det Nye Testamente kun findes i Første Timotheusbrev 1,3 og 6,3; Magnesians 8.1 tilføjer forældede fabler. Fælles ordforråd mod kætteri kunne forklare dette uden litterær afhængighed.
- Ignatius of Antioch, Epistle to Polycarp (J. B. Lightfoot, 1891) — Pol. 3.1 ↗
Polykarp af Smyrna, Brev til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 e.Kr. · Sandsynlig hentydning
To udsagn om penge følger Første Timotheusbrev 6,10 og 6,7 i omvendt rækkefølge, det andet indledt som kendt lære med en vidensformel. Mange forskere slutter til afhængighed, selv om begge udsagn havde ordsprogsparalleller; von Campenhausen (1951) foreslog endda, at Polykarp skrev pastoralbrevene.
- Polycarp of Smyrna, Letter to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Phil. 4.1 ↗
Det Muratoriske Fragment (latinsk liste over nytestamentlige bøger) · Normalt ca. 170-200 e.Kr.; et mindretal argumenterer for det 4. århundrede · Liste over breve
Medregner to breve til Timotheus blandt Paulus' breve: personlige breve, som den universelle kirke alligevel regner for hellige og bruger til menighedsordning. Det viser modtagelse, ikke forfatterskab, og er hovedsagelig bevaret i et latinsk håndskrift fra omkring det ottende århundrede.
- Anonymous (Muratorian Fragment), Canon Muratorianus, in Ante-Nicene Fathers vol. 5 (printed among the Fragments of Caius) (S. D. F. Salmond, 1886) — Canon Muratorianus 3, on Philemon, Titus and Timothy (ANF 5:603) ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180 e.Kr. · Nævnt ved navn
Indleder med at citere Første Timotheusbrev 1,4 som apostlens ord; beskriver sit mål som den viden, der fejlagtigt kaldes sådan (Første Timotheusbrev 6,20; Book 2 preface); siger, at Paulus nævner Linus i brevene til Timotheus (3.3.3). Viser tilskrivning til Paulus ca. 180, ikke forfatterskab.
- Irenaeus of Lyons, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — AH 1, preface 1 ↗
Clemens af Alexandria, Stromata (Blandinger) · Ca. 195-210 e.Kr. · Nævnt ved navn
Citerer Første Timotheusbrev 6,20–21 som apostlens ord til Timotheus og fortæller derefter, at kættere, som dette udsagn afslører, afviser brevene til Timotheus. Omkring 200 var brevene anerkendt i Alexandria, men bestridt af nogle kætterske grupper.
- Clement of Alexandria, Stromata, Book II (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Strom. 2.11 ↗
Papyrus 133 (P.Oxy. LXXXI 5259) · 3. århundrede (dateret ud fra håndskriften) · Håndskrift
Fragmenter af ét papyrusblad fra Oxyrhynchos med dele af Første Timotheusbrev 3,13–4,8, udgivet i 2016: den tidligste kendte afskrift. De bevarede blade af P46 (ca. 200) slutter før pastoralbrevene; den tidligste fuldstændige tekst findes i Codex Sinaiticus (4. århundrede).
- Institut für Neutestamentliche Textforschung, Münster, Kurzgefasste Liste (NTVMR), P133 — Gregory-Aland P133 (INTF docID 10133) ↗
Tertullian om Markions udgave af Paulus · Ca. 207-212 e.Kr. (omtaler Markion, virksom ca. 138-161) · Nævnt ved navn
Siger, at Markions udgave af Paulus fra midten af det andet århundrede beholdt Filemonbrevet, men »afviste« begge breve til Timotheus og Titusbrevet. Nogle ser et motiv i, at Første Timotheusbrev anerkender ægteskab, mad og loven (Første Timotheusbrev 1,8; 4,3–4); andre mener, at Markion aldrig havde dem, eller at de er senere end ham.
- Tertullian, Against Marcion (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (Peter Holmes, 1885) — 5.21 ↗

Andet Timotheusbrev

Irenæus (ca. 180) er den tidligste sikkert daterede forfatter, der citerer Andet Timotheusbrev som Paulus' og nævner brevene til Timotheus ved navn; Clemens af Alexandria, Tertullian og den Muratoriske liste følger. Polykarp hentyder sandsynligvis til det tidligere; Ignatius og Første Clemensbrev giver kun mulige genklange. Markions udgave manglede det. Codex Sinaiticus (fjerde århundrede) er det tidligste håndskrift; ingen tidligere papyrus er bevaret.

Første Clemensbrev · Normalt dateret ca. 95-97 e.Kr. · Mulig genklang
Clemens siger, at Gud beskytter dem, der tjener ham med en ren samvittighed, tæt på Andet Timotheusbrev 1,3. Vendingen er kort og går igen i Første Timotheusbrev 3,9; mange forskere daterer Andet Timotheusbrev efter Første Clemensbrev, så afhængighed i nogen retning er ikke påvist.
- Church of Rome (traditionally Clement of Rome), First Epistle of Clement to the Corinthians (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clement 45:7 ↗
Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Smyrna · Ca. 110 e.Kr. (nogle argumenterer for senere, til ca. 140) · Mulig genklang
Ignatius takker menigheden i Smyrna for ikke at skamme sig over hans fangenskab og kalder Kristus fuldkommen trofasthed, hvilket ligner Andet Timotheusbrev 1,16 og 2,13; Til Polykarp 6:2 ligner Andet Timotheusbrev 2,4. Fælles billeder af fanger og soldater samt Lukasevangeliet 9,26 kan forklare ligheden.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Smyrnaeans (J. B. Lightfoot, 1891) — Ignatius, To the Smyrnaeans 10:2 ↗
Polykarp, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 e.Kr. · Sandsynlig hentydning
Polykarp siger, at Ignatius, Paulus og andre ikke elskede den nuværende verden, en omvending af Andet Timotheusbrev 4,10 om Demas; 5:2 om at herske med ham ligner Andet Timotheusbrev 2,12. Ordlyden er særpræget, men kort. Von Campenhausen (1951) argumenterede for, at Polykarp selv skrev pastoralbrevene; få accepterer det.
- Polycarp of Smyrna, Letter to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Polycarp, To the Philippians 9:2 ↗
Irenæus, Mod kætterierne · Ca. 180-189 e.Kr. · Nævnt ved navn
Linus forekommer i Det Nye Testamente kun i Andet Timotheusbrev 4,21. I 3.14.1 citerer Irenæus Andet Timotheusbrev 4,10–11 som Paulus' egne ord for at vise, at Lukas blev hos ham. Han citerer det uden argumentation som et anerkendt brev.
- Irenaeus of Lyons, Against Heresies (Alexander Roberts and William Rambaut, 1885) — Against Heresies 3.3.3 ↗
Det Muratoriske Fragment · Normalt ca. 170-200 e.Kr.; nogle argumenterer for det fjerde århundrede · Liste over breve
Opregner ét brev til Titus og to til Timotheus blandt Paulus' breve, personlige af oprindelse, men værdsat til menighedsordning. Placeres normalt i Rom ca. 170-200; Sundberg og Hahneman argumenterede for en datering til det fjerde århundrede, hvilket ville gøre det til et senere vidne.
- Anonymous, Muratorian Fragment (Canon Muratorianus) (S. D. F. Salmond, 1886) — Muratorian Fragment, sec. 3 (ANF 5 numbering) ↗
Clemens af Alexandria, Stromata · Ca. 200 e.Kr. · Nævnt ved navn
Efter at have citeret Første Timotheusbrev 6,20 siger Clemens, at kættere afviser brevene til Timotheus. Han citerer Andet Timotheusbrev 2,1–2 som Paulus' (Stromata 1.1) og Andet Timotheusbrev 1,7–8 som skrevet til Timotheus (4.7). Han nævner ikke kætterne ved navn.
- Clement of Alexandria, Stromata, Book II (Ante-Nicene Fathers vol. 2) (William Wilson, 1885) — Stromata 2.11 ↗
Tertullian, Mod Markion (om Markions Apostolikon) · Ca. 207-212 e.Kr., omtaler Markions udgave fra 140'erne · Nævnt ved navn
Markions Apostolikon med ti breve (ca. 140'erne) manglede begge breve til Timotheus og Titusbrevet. Tertullian siger, at Markion afviste dem; andre mener, at han ikke kendte dem, eller at de endnu ikke var skrevet. Tertullian selv citerer Andet Timotheusbrev 1,14 som Paulus' (Prescription 25).
- Tertullian, Against Marcion (Ante-Nicene Fathers vol. 3) (Peter Holmes, 1885) — Against Marcion 5.21 ↗
Codex Sinaiticus (Gregory-Aland 01) · Fjerde århundrede · Håndskrift
Det tidligste kendte håndskrift af Andet Timotheusbrev, som begynder på British Library folio 295b. Ingen tidligere papyrus er bevaret. P46 (begyndelsen af det tredje århundrede) mangler pastoralbrevene i sine bevarede blade; om de tabte blade rummede dem, diskuteres. Vaticanus afbrydes ved Hebræerbrevet 9,14.
- Codex Sinaiticus Project, Codex Sinaiticus: See the Manuscript (2 Timothy 1:1) — Folio 295b (quire 86, folio 3v): 1 Timothy 6:9-21 and 2 Timothy 1:1-15, scribe A ↗

Titusbrevet

Titusbrevet er sikkert bevidnet fra omkring 180 e.Kr.: Irenæus citerer det som Paulus', Clemens af Alexandria nævner det ved navn, og den Muratoriske liste omfatter det, hvis listen er fra det andet århundrede. Tidligere berøringer i Første Clemensbrev, hos Ignatius og Polykarp er kun mulige genklange. Tertullian fortæller, at Markions samling (140'erne) manglede det; dets tidligste håndskrift, P32, dateres ud fra håndskriften til omkring 200-300 e.Kr.

Første Clemensbrev (Clemens af Rom) · Ca. 96 e.Kr. (de fleste daterer 90-100) · Mulig genklang
Beredskabet til enhver god gerning (2.7) svarer til Titusbrevet 3,1; 1.3 henvender sig til grupperne i Titusbrevet 2: ældre mænd, unge, hustruer, der elsker deres mænd og tager sig af hjemmet. Men Andet Timotheusbrev 2,21 ligner det, og belæring om husstanden var fælles stof, så delt tradition kan forklare begge.
- Clement of Rome, First Epistle of Clement to the Corinthians (J. B. Lightfoot, 1891) — 1 Clement 2.7 ↗
Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Magnesia · Ca. 105-117 e.Kr. (nogle daterer senere) · Mulig genklang
Advarer mod forældede, unyttige fabler forbundet med at leve efter jødedommen, hvilket minder om Titusbrevet 1,14 og 3,9. Men fabler optræder også i Første Timotheusbrev, fremmede lærdomme i Hebræerbrevet 13,9, og polemik mod judaisering var udbredt; intet er særpræget nok til at bevise brug.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Magnesians (J. B. Lightfoot, 1891) — Magnesians 8.1 ↗
Polykarp af Smyrna, Til menigheden i Filippi · Ca. 110-140 e.Kr. · Mulig genklang
Han bruger sandsynligvis Første Timotheusbrev (4.1). Hans formaning til hustruer (4.2) ligner Titusbrevet 2,4–5, men har genklang af Første Clemensbrev 1.3 om at elske deres egne mænd, så afhængighed af Clemens eller fælles belæring er mere sandsynlig. Campenhausen (1951) foreslog endda, at Polykarp skrev pastoralbrevene; få følger ham.
- Polycarp, Epistle to the Philippians (J. B. Lightfoot, 1891) — Philippians 4.2 ↗
Irenæus af Lyon, Mod kætterierne · Ca. 180 e.Kr. (Bog 3 skrevet under biskop Eleutherius) · Nævnt ved navn
Citerer Titusbrevet 3,10–11 som Paulus' ord lige efter fortællingen om Polykarp, der afviste Markion; 1.16.3 citerer igen Paulus' befaling om at undgå kættere efter to advarsler. Blandt de første daterbare tilskrivninger til Paulus; det viser modtagelse, ikke hvem der skrev brevet.
- Irenaeus, Against Heresies (A. Roberts and W. H. Rambaut, 1885) — Against Heresies 3.3.4 ↗
Det Muratoriske Fragment · Slutningen af det 2. århundrede eller det 4. århundrede (omdiskuteret) · Liste over breve
Opregner Titusbrevet sammen med Filemonbrevet, Første Timotheusbrev og Andet Timotheusbrev som personlige breve værdsat til menighedstugt. Den latinske afskrift er fra det 7.–8. århundrede; mange daterer originalen til slutningen af det andet århundrede, men Sundberg (1973) og Hahneman (1992) argumenterer for det fjerde.
- Muratorian Fragment (Ante-Nicene Fathers vol. 5) (S. D. F. Salmond, 1886) — Muratorian fragment §3 (ANF numbering) ↗
Clemens af Alexandria, Stromata · Ca. 198-203 e.Kr. (efter 192 e.Kr.) · Nævnt ved navn
Nævner Titusbrevet ved navn og citerer Titusbrevet 1,12–13 som Paulus, der citerer den kretensiske profet Epimenides; Stromata 1.8 citerer også Titusbrevet 1,10. Skrevet efter Commodus' død i 192, hvor kronologien i Bog 1 slutter.
- Clement of Alexandria, Stromata (W. Wilson, 1885) — Stromata 1.14 ↗
Tertullian om Markions Apostolikon · Ca. 207-212 e.Kr., omtaler Markions samling fra 140'erne · Nævnt ved navn
Fortæller, at Markions Apostolikon (ca. 140'erne) udelod Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev og Titusbrevet, og siger, at han afviste dem. Andre argumenterer for, at Markion aldrig kendte pastoralbrevene, eller at de blev skrevet senere, nogle mener delvis imod ham; Tertullian selv behandler Titusbrevet som Paulus'.
- Tertullian, Against Marcion (P. Holmes, 1885) — Against Marcion 5.21 ↗
Papyrus 32 (P32) · Omkring 200 e.Kr. eller senere i det 3. århundrede (ud fra håndskriften) · Håndskrift
Bevarer Titusbrevet 1,11–15 og 2,3–8 fra et kodeksblad, dateret alene ud fra håndskriften: tredje århundrede (Hunt 1911), ca. 200 (CSNTM). Gathergood (2013) argumenterer for, at mindst én tekst stod før Titusbrevet i kodeksen. P46's bevarede blade mangler pastoralbrevene.
- Center for the Study of New Testament Manuscripts, Manuscript P32 (CSNTM digital manuscript collection) — GA P32 (Manchester, John Rylands University Library, Gr. P. 5) ↗

Filemonbrevet

Filemonbrevet er først sikkert bevidnet i Markions samling af Paulus' breve (ca. 140-160), omtalt af Tertullian. Den Muratoriske liste nævner det som Paulus'; Tertullian behandler det sådan. Ignatius kan have en svag genklang af det. Intet klart citat kendes fra Første Clemensbrev, Polykarp, Justin, Irenæus eller Clemens af Alexandria, måske fordi det er så kort. Det ældste håndskrift, P87, er fra det tredje århundrede.

Ignatius af Antiokia, Til menigheden i Efesos · Ca. 110; nogle daterer det senere · Mulig genklang
Lige efter at have nævnt biskop Onesimos udtrykker Ignatius håbet om at få glæde af læserne, med verbet fra Filemonbrevet 1,20, som er enestående i Det Nye Testamente. Men han gentager ønsket andre steder, Onesimos var et almindeligt slavenavn, og John Knox' identifikation af de to mænd er ikke påvist.
- Ignatius of Antioch, Epistle to the Ephesians (J. B. Lightfoot and J. R. Harmer, 1891) — Ign. Eph. 2.1-2 ↗
Markions Apostolikon, som omtalt af Tertullian · Ca. 140-160; omtalt ca. 208 · Liste over breve
Tidligste sikre vidnesbyrd: Markions samling af ti breve af Paulus omfattede Filemonbrevet. Beretningen kommer fra et fjendtligt vidne omkring tres år senere; Epifanios (fjerde århundrede) opregner det også. Tertullian siger, at kortheden skånede det for Markions redigering.
- Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.21.1 (Marcion's Apostolicon) ↗
Det Muratoriske Fragment · Ca. 170-200 eller det fjerde århundrede · Liste over breve
Opregner Filemonbrevet sammen med Titusbrevet, Første Timotheusbrev og Andet Timotheusbrev som breve til enkeltpersoner skrevet i personlig hengivenhed, men alligevel værdsat af kirken. De fleste daterer det ca. 170-200, sandsynligvis i Rom; A. C. Sundberg (1973) og G. M. Hahneman (1992) argumenterer for en datering til det fjerde århundrede.
- Anonymous (Muratorian Fragment), Muratorian Fragment (Canon Muratorianus) (S. D. F. Salmond, 1886) — Muratorian Fragment, sec. 3 (ANF 5 numbering) ↗
Papyrus 87 (Gregory-Aland P87) · Tredje århundrede · Håndskrift
Ældste bevarede afskrift: et fragment af ét kodeksblad med dele af Filemonbrevet 1,13–15 på den ene side og Filemonbrevet 1,24–25 på den anden, dateret ud fra håndskriften til det tredje århundrede. P46's bevarede blade mangler Filemonbrevet; fuldstændige afskrifter begynder med kodekser fra det fjerde århundrede såsom Sinaiticus.
- Center for the Study of New Testament Manuscripts, CSNTM manuscript catalogue: GA P87 — GA P87 (3rd century; Köln, Institut für Altertumskunde, Inv. Nr. 12) ↗
Tertullian, Mod Markion · Ca. 207-212 · Nævnt ved navn
I et kapitel, der i moderne udgaver har overskriften Om Filemonbrevet, behandler Tertullian det som Paulus' brev til én mand, men citerer intet vers. Irenæus og Clemens af Alexandria citerer det aldrig, så han er dets tidligste sikkert daterede vidne fra den kirkelige hovedstrøm.
- Tertullian, Against Marcion (Peter Holmes, 1885) — Adv. Marc. 5.21.1 (Philemon's brevity) ↗

Hent dette datasæt (JSON, CC BY 4.0)

Hvad der tæller som kilder her

Denne side samler det, der er bevaret uden for Det Nye Testamente og belyser dets beretning om Paulus: stenindskrifter og mønter, stederne selv, papyri og tidlige håndskrifter af brevene, jødiske og romerske forfattere og de første kristne forfattere, som citerer eller beskriver ham. Hvert opslag angiver, hvad kilden viser, hvad den ikke viser, og hvor fortolkerne er uenige, med katalognumre og de oversættelser uden ophavsret, der ligger bag hvert citat.

Opslagene efterprøver oftere rammerne end begivenhederne. En korrekt titel for en bys embedsmænd viser, at forfatteren kendte byen; den viser ikke, at en bestemt afhøring fandt sted. Hvor en identifikation er omdiskuteret, som med belægningen med Erastos' navn eller indskrifterne om Sergius Paulus, indgår diskussionen i opslaget.

Hvor tidligt brevene var kendt

Sidens anden halvdel følger overleveringen af hvert af de tretten breve: den første forfatter, som nævner det ved navn, det første tydelige citat, sandsynlige hentydninger og det tidligste håndskrift. Vurderingerne er bevidst forsigtige, fordi en fælles vending kan stamme fra almindelig kristen sprogbrug frem for fra et brev.

Brug af dataene

Hvert opslag udgives også som åbne data under CC BY 4.0 med stabile identifikatorer, så en underviser, forsker eller assistent kan citere et enkelt opslag og linke tilbage til det.

Ofte stillede spørgsmål

Nævner nogen romersk eller jødisk forfatter Paulus?

Ingen bevaret ikke-kristen forfatter fra det første århundrede nævner Paulus ved navn. Josefus, Sueton og Tacitus beskriver personer og begivenheder omkring ham – Felix, Festus, ypperstepræsten Ananias, Klaudius' indgreb mod jøder i Rom, Neros forfølgelse – og det gør det muligt at efterprøve Apostlenes Gerninger op mod uafhængige beretninger om dens rammer.

Hvad er den stærkeste eksterne kilde til kronologien for Paulus' liv?

Indskriften om Gallio i Delfi. Den daterer Gallios embedsperiode som statholder i Akaja til omkring 51–52 e.Kr., og Apostlenes Gerninger stiller Paulus for ham i Korinth. De fleste rekonstruktioner af Paulus' kronologi tager udgangspunkt i dette ene faste holdepunkt.

Hvem citerer først Paulus' breve?

Første Klemensbrev, skrevet fra Rom til Korinth omkring 96 e.Kr., beder læserne tage det brev frem, som Paulus skrev til dem om partidannelser, og har genklange af Romerbrevet. Ignatius og Polykarp kender i begyndelsen af det andet århundrede flere breve. Markions samling fra omkring 140 e.Kr. er den første kendte liste.

Litteratur og kilder

Apostlenes Gerninger 7–28, den autoriserede oversættelse fra 1992. Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992. Stederne angives her kun som henvisninger; læs videre på bibelen.dk. Se kilden
Fra Romerbrevet til Filemonbrevet, den autoriserede oversættelse fra 1992. Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992. Stederne angives her kun som henvisninger; læs videre på bibelen.dk. Se kilden
Projektets kronologi med 67 punkter, som sammenholder Apostlenes Gerninger og brevene og udtrykkeligt markerer diskuterede dateringer som sådanne.

Citér denne side

Thomas Diong. “Kilder uden for Det Nye Testamente.” Paulusbrevene · Pauline Letters. Opdateret 2026-10-23. https://paulineletters.com/da/explore/evidence

BibTeX

@online{paulineletters-da-evidence,
  author = {Diong, Thomas},
  title = {Kilder uden for Det Nye Testamente},
  organization = {Paulusbrevene · Pauline Letters},
  date = {2026-10-23},
  url = {https://paulineletters.com/da/explore/evidence},
  langid = {da}
}

RIS

TY  - ELEC
TI  - Kilder uden for Det Nye Testamente
AU  - Diong, Thomas
T2  - Paulusbrevene · Pauline Letters
DA  - 2026/10/23
UR  - https://paulineletters.com/da/explore/evidence
LA  - da
ER  -