Papyrus 46 (P46), det ældste omfattende håndskrift med Paulus' breve

Hvad det fastslår

Seksogfirs blade af ét græsk papyruskodeks med Paulus' breve er bevaret, fordelt mellem Chester Beatty Library i Dublin (BP II, 56 blade) og University of Michigan Library i Ann Arbor (inv. 6238, 30 blade). Katalogerne daterer det til omkring 200 e.Kr. på palæografisk grundlag. Det stammer fra Egypten: en udstillingsetiket på Chester Beatty Library angiver Egypten og det 3. århundrede e.Kr. for ét blad (BP II f.61).

De bevarede blade indeholder i denne rækkefølge: Romerbrevet (fra 5,17, med huller), Hebræerbrevet, Første Korintherbrev og Andet Korintherbrev, Efeserbrevet, Galaterbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet og Første Thessalonikerbrev (fragmentarisk, afbrudt i 5,28). Disse breve blev altså afskrevet sammen som én bog, med Hebræerbrevet placeret lige efter Romerbrevet.

Romerbrevet i P46 indeholder allerede kapitel 16 med anbefalingen af Føbe fra Kenkreæ og hilsenerne til Priska, Akvila og andre (16,1–23). Men det placerer den afsluttende doksologi efter 15,33 og går direkte fra 16,23 over i titlen på Hebræerbrevet. Doksologien er 16,25–27 i de kritiske udgaver og 14,24–26 i WEB-nummereringen.

I P46 har Efeserbrevet en overskrift, der angiver det som et brev til menigheden i Efesos, men hilsenen i Efeserbrevet 1,1 nævner ingen modtagerby. P46 er derfor et tidligt vidne om den form af verset.

Hvad det ikke fastslår

Om kodekset nogensinde indeholdt Andet Thessalonikerbrev, Filemonbrevet eller pastoralbrevene. Dets første og sidste blade er tabt, og vurderinger af, hvor meget tekst de manglende blade kunne have rummet, er skøn.

Hvem der skrev de enkelte breve, det indeholder. At Hebræerbrevet er med, viser, at kodeksets brugere grupperede det med Paulus' breve. Det er belæg for deres opfattelse, ikke for hvem der skrev det. Opfattelserne var delte: Klemens af Alexandria kaldte Hebræerbrevet Paulus' værk, mens Gaius af Rom kun regnede med tretten breve af Paulus (Eusebius, Kirkehistorien 6.14.2; 6.20.3).

En nøjagtig datering eller begivenhederne i Apostlenes Gerninger. Dateringen kommer fra håndskriften, ikke fra noget udsagn i manuskriptet. Kodekset bevidner brevenes tekst og udbredelse, ikke den historie, de beskriver, eller fremstillingen af den i Apostlenes Gerninger.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål er åbne. Datering: de fleste palæografer placerer håndskriften omkring 200 e.Kr.; INTF samt Orsini og Clarysse placerer den i begyndelsen af det 3. århundrede, og Griffin argumenterede for omtrent 175–225. Kim foreslog den senere del af det 1. århundrede (med ringe tilslutning) og Comfort og Barrett midten af det 2. århundrede, mens Sanders, den første udgiver af Michigan-bladene, henførte den til det 3. århundrede. Indhold: Kenyon vurderede, at de tabte sidste blade var for få til pastoralbrevene, mens Duff hævdede, at skriveren komprimerede teksten og kunne have tilføjet blade. Markions udgave manglede dem også (Tertullian, Mod Markion 5.21), men det er en analogi fra en anden region og gruppe, ikke belæg for dette kodeks. Romerbrevet: markerer doksologien efter 15,33 en udgave med femten kapitler (Manson) eller en sekundær placering i et oprindeligt brev med seksten kapitler (Gamble)?

Andre læsninger

Tidligere datering. Kim (1988) daterede P46 til den senere del af det 1. århundrede, og Comfort og Barrett (2001) til midten af det 2. århundrede. Hvis en af dem har ret, er samlingen endnu ældre. De fleste palæografer foretrækker omkring 200 e.Kr., og enhver datering ud fra håndskrift har en usikkerhed på flere årtier.

Pastoralbrevene planlagt eller tilføjet (Duff). Duff (1998) hævdede, at skriveren komprimerede teksten på de sidste sider og måske havde planlagt ekstra blade, så kodekset kan have været tænkt til også at rumme pastoralbrevene. Kenyons modsatte vurdering bygger på et skøn over den plads, de tabte blade gav. De bevarede blade kan ikke afgøre spørgsmålet til nogen af siderne.

Romerbrevet med femten kapitler. Manson læste doksologien efter 15,33 som afslutningen på en udgave med femten kapitler, sendt til Rom, mens kapitel 16 hørte til en afskrift til Efesos. Gamble hævdede, at brevet med seksten kapitler er det oprindelige. P46 selv afskriver stadig kapitel 16 som en del af Romerbrevet.