Politarkindskrifterne fra Thessalonika og stenen fra Vardarporten

Hvad det fastslår

De øverste borgerlige embedsmænd i Thessalonika udgjorde et kollegium med titlen politarker – de embedsmænd, som engelske oversættelser af Apostlenes Gerninger 17,6 og 17,8 kalder byens ledere. En nu tabt augustæisk tekst fra Kalamariaporten nævner fem, en tekst fra 143 e.Kr. nævner seks, og blokken fra Vardarporten nævner seks efter den gængse læsning. Det svarer til det kollegium i flertal, som Jason og andre troende blev ført frem for.

I den bevarede græske litteratur forekommer titlen kun i Apostlenes Gerninger; Aeneas Tacticus 26.12 (midten af 4. århundrede f.Kr.) har en beslægtet form, politarchos. Indskrifter belægger embedet ofte, i overvejende grad i Makedonien. Apostlenes Gerninger bruger altså et præcist regionalt udtryk snarere end et almindeligt ord for herskere.

Teksten fra 143 e.Kr. nævner også byens råd (boule) og folk (demos), den borgerlige ramme, som Apostlenes Gerninger 17,5–9 forudsætter, når mængden søger at føre missionærerne ud for folket. En folkeforsamling og et råd var standard i græske byer, så denne detalje er almen; det særlige sammenfald er politarktitlen.

Hvad det ikke fastslår

Den bekræfter ingen begivenhed i Apostlenes Gerninger 17,1–9: hverken prædikenen i synagogen, urolighederne, Jasons gæstfrihed eller den sikkerhed, der blev krævet af Jason og de andre.

Embedet er belagt fra før den romerske ordning i 167 f.Kr. (efter Maris læsning af efebarkloven fra Amfipolis) og ind i 3. århundrede e.Kr., i mange byer i Makedonien og videre ud. En korrekt brug af titlen kan derfor ikke i sig selv datere Apostlenes Gerninger eller vise, at forfatteren var øjenvidne.

Navnene på blokken, Sosipatros, Secundus og Gaius, var almindelige. Secundus er faderen til den første politark, og Gaius er fornavnet på en anden politark, Gaius Agilleius Poteitus, så de identificerer hverken Sekundus eller Gajus i Apostlenes Gerninger 19,29 og 20,4 eller Sosipatros i Romerbrevet 16,21.

Hvor fortolkerne er uenige

Blandt de åbne spørgsmål er dateringen af blokken fra Vardarporten. Boeckhs datering til flavisk tid eller senere (ikke før 69 e.Kr.) byggede på et fejllæst navn; Burton daterede den til efter 30 f.Kr. og muligvis til 143 e.Kr. eller senere; Athanasiadis beretter om en omdatering til det tidlige 1. århundrede af en liste, han citerer som IG X 2,1 126, tilsyneladende denne tekst, mod Edsons datering til 2. århundrede. Blokken opregner seks politarker efter den gængse læsning, selv om Mordtmann anså fem for muligt. Det større spørgsmål er, hvor meget en korrekt titel føjer til pålideligheden af Apostlenes Gerninger: Hemer regner sådanne detaljer for belæg for en velinformeret forfatter, mens Pervo daterer Apostlenes Gerninger til omkring 115 e.Kr. Påstande om, at forskere tvivlede på titlen, indtil denne sten dukkede op, holder ikke: den blev udgivet i 1740, og nytestamentlige leksika fra 1800-tallet citerede den allerede (Burton).

Andre læsninger

Velinformeret, men senere forfatter. Burtons materiale viser politarker ind i 3. århundrede e.Kr., så en velinformeret forfatter, der skrev i det tidlige 2. århundrede (sådan som Pervo hævder om Apostlenes Gerninger), kunne stadig bruge titlen korrekt. Efter denne opfattelse bekræfter indskrifterne, at rammen er nøjagtig, ikke en tidlig datering eller en øjenvidneberetning.

Nøjagtig detalje i en kumulativ argumentation. Hemer og andre behandler den korrekte titel som en af mange præcise lokale detaljer i Apostlenes Gerninger, som tilsammen peger på en forfatter med indgående kendskab til de steder, der beskrives. Selv efter denne opfattelse bekræfter indskrifterne titlen, ikke episoden.

Typisk for Makedonien, ikke særegent for Thessalonika. Politarker er belagt i andre byer i Makedonien og også i Thrakien, Bitynien og Bosporus, og en politarches optræder i ptolemæiske papyri fra Herakleopolis i Egypten. Udtrykket passer derfor på en by i Makedonien i almindelighed snarere end at være en insiderdetalje, der er særegen for Thessalonika, selv om Thessalonika leverer en usædvanlig stor del af materialet.