Erastus-indskriften i belægningen i Korinth

Hvad det fastslår

En latinsk bygningsindskrift fra det romerske Korinth (Kent, Corinth VIII.3 nr. 232; EDH HD025815) fortæller, at en mand med cognomen Erastus belagde pladsen for egen regning (sua pecunia) til gengæld for sit ædilembede (pro aedilitate). Hans praenomen og nomen er tabt, og kun fordybningerne til de indlagte metalbogstaver er bevaret.

Den viser, at den romerske koloni Korinth i provinsen Akaja havde ædiler, og at en embedsindehaver kunne gengælde sit valg ved at betale for offentlig brolægning.

Den placerer en Erastus i Korinths embedsklasse på et tidspunkt mellem midten af 1. århundrede og, ifølge det seneste forslag, midten af 2. århundrede eller senere. En korinthisk Erastos med en borgerlig titel (Romerbrevet 16,23) passer derfor til byens dokumenterede rammer.

Hvad det ikke fastslår

Det viser ikke, at ædilen er den Erastos, der nævnes i Romerbrevet 16,23, Apostlenes Gerninger 19,22 eller Andet Timotheusbrev 4,20. Hans praenomen og nomen er tabt, det er omstridt, om den borgerlige titel i Romerbrevet svarer til et ædilembede, og dateringen er omstridt.

Det viser ikke, at den Erastos, der nævnes i Apostlenes Gerninger, Romerbrevet og Andet Timotheusbrev, er én og samme person; det spørgsmål hviler på teksterne, ikke på denne sten. Paley (1790) argumenterede ud fra Apostlenes Gerninger 19,22, Romerbrevet 16,23 og Andet Timotheusbrev 4,20 for, at Korinth var Erastos' hjem; det argument er ældre end stenen og afhænger af teksterne.

Det viser ikke, at Paulus' menighed i Korinth omfattede velhavende embedsmænd, eller at en kristen bestred ædilembedet; begge dele afhænger af den omstridte identifikation. Paulus' bemærkning om, at ikke mange af de troende i Korinth var af høj stand (Første Korintherbrev 1,26), hverken udelukker eller bekræfter et medlem af eliten.

Hvor fortolkerne er uenige

Tre spørgsmål står åbne. Datering: Kent placerede belægningen omkring midten af 1. århundrede, og EDH og EDCS katalogiserer den som 31–70 e.Kr. Gill oplyser, at den fuldstændige plade blev fundet in situ i 1929, men Friesen argumenterer for, at indskriften ligger i en sekundær kontekst og sandsynligvis ikke blev lagt før midten af 2. århundrede. Embede: nogle sætter Erastos' borgerlige titel i Romerbrevet 16,23 lig med ædil (Kent, Gill), andre med kvæstor (Theissen, Goodrich), og andre (Cadbury; Friesen) læser den som en bystilling med lav status, muligvis bestridt af en slave; Weiss benægter, at Korinth havde kommunale kvæstorer. Identitet: Brookins finder navnet sjældent, men en sandsynlig Erastus i Korinth i 2. århundrede (Clarke 1991) viser, at navnet ikke var enestående der, og med praenomen og nomen tabt forbliver identifikationen mulig snarere end påvist.

Andre læsninger

Samme mand, senere karriere. Kent fandt identifikationen med den Erastos, der nævnes i Romerbrevet, holdbar, og Clarke fastholder den som en væsentlig mulighed. Theissen satte embedet i Romerbrevet lig med en lavere post såsom kvæstor; Furnish foreslog i forlængelse heraf, at Erastos var kvæstor omkring tidspunktet for brevet og senere ædil. Goodrich argumenterer også for et kvæstorembede, som han betragter som en højtstående post bestridt af eliten.

En anden, senere ædil. Friesen argumenterer for, at indskriften ligger i en sekundær kontekst og sandsynligvis ikke blev lagt før midten af 2. århundrede. Efter denne opfattelse nævner den et ikke-kristent medlem af eliten, ikke den Erastos, der nævnes i Romerbrevet, som var en bymæssig funktionær med lav status, muligvis en slave; Friesen tvivler også på, at Erastos i Romerbrevet overhovedet var troende.

Uafgørligt ud fra det foreliggende materiale. Gill mener, at materialet hverken tillader en sikker identifikation eller en sikker afvisning. Belægningen føjer en korinthisk Erastus til kildematerialet uden at afgøre, om han er den mand, Paulus nævner.