Paulusbrevene · Pauline Letters

Ord og fortolkningsbegreber i de paulinske breve

Name: Ord og fortolkningsbegreber i de paulinske breve
Creator: Thomas Diong
License: https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/

Nioghalvfems begreber fra Apostlenes Gerninger og de paulinske breve med tekstbaserede iagttagelser, tilskrevne leksikalske definitioner, fortolkninger og deres begrænsninger.

Skabt og redigeret af Thomas Diong · Opdateret den 24. oktober 2026

Læserspørgsmål

Hvordan bruges centrale begreber i Apostlenes Gerninger og Paulusbrevene, og hvor er fortolkningerne forskellige?

Ord og fortolkningsbegreber i de paulinske breve

Opslag: 99

Sådan bruger du indekset

Definitionerne skelner mellem iagttagelser om passager og tilskrevne leksikalske og fortolkende påstande. Historiske leksika og undersøgt forskning bidrager kun med de betydninger og argumenter, der underbygges på de anførte steder. Forskellige spørgsmål og forenelige argumenter fremstilles ikke som modstående skoler; tilskrevne læsninger fastslår ikke en nuværende konsensus og kan ikke automatisk overføres mellem passager. Græske former bevarer stavemåden i den anførte kilde. Skriften anføres kun med henvisninger uden bibeloversættelsens ordlyd.

Gud

Gud fremstilles som verdens skaber og hersker og som både jøders og hedningers Gud. Første Korintherbrev omtaler Gud som Faderen sammen med Jesus Kristus som herre. Passagerne forbinder Gud med skabelsen og de troendes liv uden at give en fuldstændig beskrivelse af den guddommelige natur.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 17,24; Romerbrevet 3,29; Første Korintherbrev 8,6

Kristus / Messias

Kristus er en betegnelse for Jesus i den forkyndelse og de breve, der henvises til her. Apostlenes Gerninger fremstiller Saulus, som argumenterer for, at Jesus er Kristus; Romerbrevet forbinder Jesus Kristus med guddommeligt sønforhold og opstandelse og Filipperbrevet med herredømme. Passagerne bruger betegnelsen i forskellige sammenhænge frem for at give én samlet definition.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 9,22; Romerbrevet 1,4; Filipperbrevet 2,11
Kildehenvisninger: 2

Helligånden

Helligånden fremstilles som et aktivt guddommeligt nærvær i missionen og de troendes liv. Apostlenes Gerninger forbinder Helligånden med udsendelsen af Barnabas og Saulus; Romerbrevet knytter Helligånden til at tilhøre Kristus; Første Korintherbrev forbinder Helligånden med at anerkende Jesus som herre. Brugen er bredere end særlige oplevelser og bør ikke begrænses til én bestemt gave eller praksis.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 13,2; Romerbrevet 8,9; Første Korintherbrev 12,3

Herren Jesus

Herren Jesus er en måde, hvorpå teksterne udtrykker tilslutning til Jesus og betydningen af at stole på ham. Apostlenes Gerninger bruger betegnelsen i fængselsafsnittet fra Filippi, mens Første Korintherbrev forbinder bekendelsen med Helligånden, og Filipperbrevet fremstiller Jesus' herredømme i en beskrivelse af hans fornedrelse og ophøjelse. Ikke enhver brug af ordet herre andre steder i tekstsamlingen henviser nødvendigvis til Jesus.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 16,31; Første Korintherbrev 12,3; Filipperbrevet 2,11

Guds søn

Guds søn betegner Jesus i forhold til Gud. Apostlenes Gerninger medtager betegnelsen i Saulus' forkyndelse, Romerbrevet forbinder den med opstandelse og kraft, og Galaterbrevet knytter den til Kristus' kærlighed og Paulus' liv i tro. Passagerne fremhæver forskellige sider af dette forhold uden at give en fuldstændig læremæssig definition.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 9,20; Romerbrevet 1,4; Galaterbrevet 2,20

Apostel

Apostel bruges om mennesker, der er kaldet eller sendt til at tjene. Paulus bruger betegnelsen om sig selv, Apostlenes Gerninger omfatter Barnabas, og Filipperbrevet bruger den om Epafroditus i hans tjeneste for modtagerne og Paulus. Ordet alene fastslår ikke medlemskab af De Tolv eller ens myndighed og opgaver for alle, der bærer betegnelsen.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 1,1; Første Korintherbrev 9,1; Apostlenes Gerninger 14,14
Kildehenvisninger: 2

Discipel

Discipel er en betegnelse for en troende og efterfølger i Apostlenes Gerningers missionsberetning. Ananias i Damaskus er ét eksempel; missionen danner nye grupper, og Paulus samler senere disciplene adskilt fra modstanden i Efesos. Betegnelsen angiver ikke i sig selv et ledelsesembede eller en persons uddannelsesforløb.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 9,10; Apostlenes Gerninger 14,21; Apostlenes Gerninger 19,9

Ældste

Ældste er en ledelsesbetegnelse for fællesskaber i Apostlenes Gerninger og Titusbrevet. Apostlenes Gerninger beskriver udpegninger under missionen og betegner lederne fra Efesos, som kaldes til Miletos, som ældste. Titusbrevet foreskriver udpegninger by for by. Teksterne viser betegnelsen og ansvarsområderne i deres fremstillinger; de afgør ikke alene, hvor tidligt enhver menighed indførte ordningen, eller om ældste og tilsynsmænd altid var indbyrdes udskiftelige betegnelser.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 14,23; Apostlenes Gerninger 20,17; Apostlenes Gerninger 20,28

Profet og profeti

Profeter taler i Første Korintherbrev for at styrke, opmuntre og trøste fællesskabet. Apostlenes Gerninger placerer profeter sammen med lærere i Antiokia. Første Korintherbrev pålægger også tilhørerne at vurdere profetisk tale og gør profeterne ansvarlige for deres egen tale. Passagerne beskriver virksomheden uden at give én fælles udpegningsprocedure eller afgøre, om bestemte gaver fortsat forekommer i dag.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 13,1; Første Korintherbrev 12,28; Første Korintherbrev 14,3

Lærer

Lærer betegner en person, der formidler og forklarer fællesskabets lære. Apostlenes Gerninger placerer lærere sammen med profeter i Antiokia, Første Korintherbrev medtager lærere i sin beskrivelse af fællesskabets roller, og Andet Timotheusbrev fremstiller brevets taler som udpeget til at undervise. Brugen forbinder undervisning med fællesskabets liv, men fastslår ikke i sig selv et ensartet embede, en udpegningsprocedure eller en moderne uddannelseskvalifikation.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 13,1; Første Korintherbrev 12,28; Andet Timotheusbrev 1,11

Ypperstepræst

I Apostlenes Gerninger udøver ypperstepræsten Ananias religiøs myndighed under forhørene af Paulus: Han befaler, at Paulus skal slås under et møde i Rådet, og deltager senere blandt anklagerne for statholderen. Beretningen forklarer ikke, hvordan han fik embedet, og giver ikke en fuldstændig beskrivelse af dets beføjelser.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 23,2; Apostlenes Gerninger 23,4; Apostlenes Gerninger 23,5

Præst

I WEB-beretningen fra Lystra hjælper en præst for Jupiter med at forberede et offer til missionærerne, efter at folkemængden har taget fejl af deres identitet. Sammenhængen er ikkejødisk rituel gudsdyrkelse. Den definerer ikke det jødiske præsteskab eller kristen tjeneste.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 14,12; Apostlenes Gerninger 14,13; Apostlenes Gerninger 14,14

Statholder (prokonsul)

En prokonsul er en offentlig embedsmand, der forbindes med forvaltning og retssager i Apostlenes Gerninger. Titlen bruges om Sergius Paulus på Cypern og Gallio i Akaja, og byskriveren i Efesos henviser til prokonsuler, da han opfordrer klagerne til at benytte retslige fremgangsmåder. Passagerne giver ikke en fuldstændig beskrivelse af embedsindehavernes beføjelser eller embedsperioder.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 13,7; Apostlenes Gerninger 18,12; Apostlenes Gerninger 19,38

Statholder

Governor er en engelsk betegnelse for embedsmænd i forskellige politiske sammenhænge. Apostlenes Gerninger bruger den om Felix ved overførslen af Paulus og anklagen mod ham, mens Andet Korintherbrev beskriver en embedsmand under kong Aretas i beretningen om flugten fra Damaskus. Det fælles engelske ord viser ikke, at mændene havde samme forvaltningsembede. Deres jurisdiktioner, udnævnelser og beføjelser kan ikke sidestilles ud fra det fælles engelske ord.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 23,24; Apostlenes Gerninger 24,1; Andet Korintherbrev 11,32

Militærtribun / kommandant

Kommandanten i Jerusalem i Apostlenes Gerninger leder officerer og soldater under uroligheder og modtager oplysninger om Paulus gennem en officer. Handlingerne beskriver hans kommandorolle i beretningen. De anførte passager oplyser ikke styrkens størrelse og giver ikke en fuldstændig beskrivelse af hans retslige beføjelser.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 21,31; Apostlenes Gerninger 21,32; Apostlenes Gerninger 23,17
Kildehenvisninger: 1

Officer (centurion)

Centurion er en officersbetegnelse i Apostlenes Gerninger. Cornelius introduceres med denne titel, Paulus henvender sig til en officer før en truende piskning, og Julius får ansvar for fanger under sørejsen. Beretningerne viser militær ledelse og ansvar for bevogtning i bestemte situationer. De fastslår ikke, at enhver centurion førte samme antal soldater eller havde samme opgave.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 10,1; Apostlenes Gerninger 22,25; Apostlenes Gerninger 27,1

Embedsmand

Embedsmændene er de myndighedspersoner i Filippi, der modtager anklager mod Paulus og Silas, befaler afstraffelse, meddeler en løsladelse og reagerer på oplysningen om romersk borgerret. Apostlenes Gerninger placerer dem i byens offentlige håndtering af striden. Passagerne angiver ikke deres samlede beføjelser og fastslår ikke, at afstraffelsen fulgte en lovlig procedure.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 16,20; Apostlenes Gerninger 16,22; Apostlenes Gerninger 16,35

Tilsynsmand

Tilsynsmand beskriver ansvar for omsorg for og ledelse af et fællesskab. Apostlenes Gerninger bruger betegnelsen om lederne fra Efesos, der allerede er kaldt ældste; Filipperbrevet henvender sig til tilsynsmænd blandt sine modtagere; Første Timotheusbrev og Titusbrevet drøfter kvalifikationer. Tilsammen forbinder anvendelserne tilsyn med tjeneste for fællesskabet og ansvarlighed. De påviser ikke alene én leder over alle andre i hver by og afgør ikke senere uenigheder om menighedsledelse.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 20,17; Apostlenes Gerninger 20,28; Filipperbrevet 1,1

Menighedstjener / tjener

Menighedstjener betegner en rolle i menigheden inden for det bredere ordforråd for tjeneste. Greens og Thayers leksika medtager Føbe blandt anvendelserne om en rolle i menigheden. Filipperbrevet henvender sig til tjenere sammen med tilsynsmænd, og Første Timotheusbrev angiver kvalifikationer. Passagerne beskriver ikke Føbes udnævnelse og opregner ikke hendes opgaver.

Eksempler på henvisninger: Filipperbrevet 1,1; Første Timotheusbrev 3,8; Romerbrevet 16,1
Kildehenvisninger: 2

Medlem af Areopagos

Apostlenes Gerninger betegner Dionysios som areopagit, knytter ham til Areopagos og nævner ham blandt dem, der sluttede sig til Paulus og kom til tro. Den beskriver ikke hans udnævnelse, opgaver eller tidligere karriere. At han nævnes, fastslår ikke, at han ledede en formel retssag, og forklarer ikke den institutionelle ramme for Paulus' tale.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 17,19; Apostlenes Gerninger 17,22; Apostlenes Gerninger 17,34
Kildehenvisninger: 2

Synagogeforstander

Synagogeforstander er en ledelsesbetegnelse i Apostlenes Gerningers beretninger om skriftlæsning og lokale møder med missionen. I Antiokia i Pisidien indbyder forstandere til en tale efter læsningerne; i Korinth får Krispus og Sosthenes betegnelsen i hver sit afsnit. Beretningerne viser anerkendt ansvar i bestemte fællesskaber, men giver ikke en almengyldig ordning for synagoger og fastslår ikke en uomtalt efterfølgelse i embedet mellem de navngivne mænd.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 13,15; Apostlenes Gerninger 18,8; Apostlenes Gerninger 18,17

Konge

Konge er en titel, der bruges om forskellige herskere i Apostlenes Gerninger. Herodes optræder i en forfølgelsesberetning, mens Agrippa tiltales under Paulus' forsvar i Cæsarea. Betegnelsen markerer en anerkendt kongelig position i disse scener; den fortæller ikke læseren, at herskerne havde lige store territorier, samme beføjelser eller samme forhold til Rom.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 12,1; Apostlenes Gerninger 25,13; Apostlenes Gerninger 26,2

Kejser / Cæsar

Cæsar betegner kejserlig myndighed i disse passager. Apostlenes Gerninger omtaler en anklage om kejserens bestemmelser og Paulus' appel til kejseren; Filipperbrevet sender hilsner fra mennesker med tilknytning til kejserens husstand. Anvendelserne handler om kejserlig myndighed, retslig appel og tilknytning til en husstand. De identificerer ikke én og samme kejser på tværs af alle passager og oplyser ikke hvert husstandsmedlems beskæftigelse eller rang.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 17,7; Apostlenes Gerninger 25,11; Apostlenes Gerninger 25,21

Soldat

Soldat bruges om militært personel, der handler i Apostlenes Gerningers afsnit om bevogtning og beskyttelse. Samme betegnelse bruges også som sammenligning for at holde ud under modgang i Andet Timotheusbrev. At holde anvendelserne adskilt forhindrer, at en metafor om kristen tjeneste forveksles med en beretning om indtræden i hæren. De udvalgte passager afgør heller ikke alle senere kristne diskussioner om deltagelse i militæret.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 21,32; Apostlenes Gerninger 27,31; Andet Timotheusbrev 2,3

Sølvsmed

Apostlenes Gerninger betegner Demetrios som en sølvsmed, der fremstiller sølvhelligdomme knyttet til dyrkelsen af Artemis og skaffer arbejde til andre håndværkere. Verset forbinder religiøse genstande med et håndværk og dets indtægter. Det giver ingen detaljer om organiseringen af hans værksted, medlemskab af et laug eller enhver metalarbejders position i Efesos.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 19,24

Teltmager

Apostlenes Gerninger kalder Paulus, Akvila og Priskilla teltmagere og forklarer, at deres fælles håndværk førte til, at de boede og arbejdede sammen. Beretningen forbinder deres forhold med at tjene til livets ophold, men angiver ikke materialer, teknikker eller bestemte produkter.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 18,2; Apostlenes Gerninger 18,3

Troldmand / magi

Apostlenes Gerninger beskriver Simons trolddom i Samaria, en troldmand i Pafos og ødelæggelsen af magiske bøger i Efesos. Det er forskellige praksisser og sammenhænge, ikke dokumentation for én ensartet institution. Beretningen omtaler og vurderer dem uden uafhængigt at bekræfte de kræfter, som tillægges enhver udøver.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 8,9; Apostlenes Gerninger 13,6; Apostlenes Gerninger 19,19

Eurakylon / Euroclydon

Euroclydon er navnet på stormvinden i Apostlenes Gerninger 27. Vinden forhindrer det skib, Paulus sejler med, i at holde kursen og driver det af sted. Passagen måler ikke vindens retning eller hastighed og forklarer ikke navnet.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 27,14; Apostlenes Gerninger 27,15
Kildehenvisninger: 2

Tempelvogter

Byskriveren i Efesos beskriver byen som tempelvogter i forbindelse med Artemis og et æret billede. Beskrivelsen gælder byen, ikke en enkelt opsynsmand. Verset forklarer ikke, hvordan betegnelsen blev erhvervet, eller om den medførte bestemte retslige privilegier.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 19,35
Kildehenvisninger: 1

Asiark

Nogle asiarker beskrives som Paulus' venner under urolighederne i Efesos. De sender en advarsel, der opfordrer ham til at holde sig fra teatret. Verset omtaler deres forhold og indgriben, men siger ikke, hvor de var, identificerer dem ikke enkeltvis og beskriver ikke deres opgaver.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 19,31
Kildehenvisninger: 1

Politark

Apostlenes Gerninger beskriver byens embedsmænd i Thessalonika, som modtager anklager, der angår Jason og missionærerne, og bliver urolige over klagen. Passagerne viser deres rolle i håndteringen af striden, men beskriver ikke deres udnævnelse, samlede opgaver eller embedsperioder.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 17,6; Apostlenes Gerninger 17,8
Kildehenvisninger: 1

Liktor

I WEB-beretningen fra Filippi overbringer embedsmænd, der betegnes med det engelske ord sergeants, byens myndigheders besked om løsladelse og melder tilbage om Paulus' og Silas' borgerret. Passagerne identificerer ikke disse budbringere som dem, der udførte pryglene, og beskriver ikke alle deres opgaver.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 16,35; Apostlenes Gerninger 16,38
Kildehenvisninger: 1

Synagoge

Synagoge betegner en ramme om fælles samling, skriftlæsning og samtale i missionsberetningen. Apostlenes Gerninger beskriver besøg på sabbatten, en læsning efterfulgt af en indbydelse til at tale og Paulus' samtale med jødiske og græske tilhørere. Afsnittene belyser bestemte forsamlinger og møder. De fastslår ikke én bygningsplan, ledelsesordning eller mønster for deltagelse i enhver antik synagoge.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 13,14; Apostlenes Gerninger 13,15; Apostlenes Gerninger 17,1

Tempel

Tempel kan betegne et helligt sted eller beskrive et fællesskabs forhold til Gud. I Apostlenes Gerninger er en anklage om templet i Jerusalem med til at udløse angrebet på Paulus. Første Korintherbrev kalder fællesskabet Guds tempel, og Efeserbrevet udfolder et bygningsbillede for troende, der føjes sammen. Den fysiske helligdom og billederne om fællesskabet har forskellige referenter, selv om begge handler om hellighed og Guds nærvær.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 21,28; Apostlenes Gerninger 21,29; Første Korintherbrev 3,16

Farisæer

Farisæer betegner den jødiske gruppe, Paulus knytter sig til under mødet i Rådet og i sin omtale af sin tidligere position. Apostlenes Gerninger placerer farisæerne på den ene side af en strid om opstandelse, mens Filipperbrevet medtager betegnelsen blandt de fortrin, Paulus vurderer på ny på grund af Kristus. Anvendelserne fastholder en bestemt jødisk identitet frem for at gøre farisæer til en almen betegnelse for hykleri eller fjendtlighed.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 23,6; Apostlenes Gerninger 23,8; Filipperbrevet 3,5

Saddukæer

Saddukæerne er en af de jødiske grupper, der er repræsenteret ved mødet i Rådet i Apostlenes Gerninger. Beretningen fremstiller dem som en gruppe, der benægter opstandelse og afviser troen på engle eller ånder, i modsætning til farisæerne. Paulus' henvisning til sit opstandelseshåb splitter derefter forsamlingen. Passagerne identificerer gruppen gennem dens rolle i denne strid; de beskriver ikke alle jødiske ledere som tilhængere af dens standpunkt.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 23,6; Apostlenes Gerninger 23,7; Apostlenes Gerninger 23,8

Hedning

Hedning betegner mennesker, som adskilles fra jøder i disse passager. Apostlenes Gerninger drøfter mennesker, der vender sig til Gud, uden at kræve, at de bliver jøder, mens Galaterbrevet behandler pres på hedningekristne for at antage jødiske leveformer. Romerbrevet fastholder, at Guds omsorg omfatter begge grupper. Skellet er vigtigt for argumenterne om inddragelse og fælles liv; det bør ikke omdannes til en påstand om, at nogen af folkene har mindre menneskelig værdi.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 15,19; Apostlenes Gerninger 15,20; Galaterbrevet 2,14

Proselyt

Greens leksikon fra 1896 definerer en proselyt som en person, der er gået over til jødedommen. Apostlenes Gerninger medtager fromme proselytter sammen med jøder blandt dem, der følger Paulus og Barnabas efter synagogesamlingen i Antiokia i Pisidien. Missionærerne opmuntrer følgerne til at blive i Guds nåde. Passagen beskriver ikke deres omvendelsesprocedurer, og ordlyden fastslår ikke, at alle, der andre steder beskrives som gudfrygtige, var proselytter.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 13,43; Apostlenes Gerninger 13,14
Kildehenvisninger: 2

Gudfrygtig

Gudfrygtig beskriver en person, der ærer Gud i disse passager fra Apostlenes Gerninger. Cornelius fremstilles gennem bøn og gavmildhed, gudfrygtige tilhørere tiltales sammen med israelitter, og Lydia beskrives som en, der dyrker Gud. Anvendelserne viser fromhed og deltagelse uden at angive en fælles formel status eller ens krav til omvendelse for alle, der beskrives sådan.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 10,2; Apostlenes Gerninger 13,16; Apostlenes Gerninger 16,14

Israel

Israel betegner det folk, hvis arv og fremtid Paulus overvejer i Romerbrevet. Han minder om deres fortrin, skelner mellem afstamning og opfyldelsen af Guds løfte og drøfter Israel sammen med de hedninger, der kommer til. Hans argumentation forener advarsel, håb og Guds fortsatte troskab. Hvad betegnelsen henviser til, må følges gennem hvert trin i drøftelsen frem for automatisk at blive sidestillet med enten en moderne stat eller hele menigheden.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 9,4; Romerbrevet 9,6; Romerbrevet 11,25

Evangelium

Evangelium betegner budskabet om Kristus, som forkyndes og modtages af de fællesskaber, disse breve henvender sig til. Romerbrevet forbinder det med Guds frelsende handling for jødiske og græske troende; Første Korintherbrev minder om Kristus' død, begravelse og opstandelse inden for det budskab, Paulus gav videre. Galaterbrevet behandler en forvansket udgave af denne forkyndelse som en alvorlig fare for sine læsere.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 1,16; Første Korintherbrev 15,1; Første Korintherbrev 15,3

Nåde

Nåde beskriver Guds gavmilde frelsende handling og dens virkning på livet hos dem, der modtager den. Romerbrevet forbinder nåde med retfærdiggørelse gennem Kristus, Efeserbrevet med frelse modtaget gennem tro og Titusbrevet med et liv, der oplæres til at afvise det onde. Passagerne holder guddommelig gavmildhed og forandret livsførelse sammen: Nåden er hverken løn, som fortjenes ved præstationer, eller tilladelse til at se bort fra, hvordan mennesker lever.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 3,24; Romerbrevet 4,4; Efeserbrevet 2,8

Tro

I disse passager omfatter tro tillid til Gud og et liv, der formes af denne tillid. Romerbrevet bruger Abrahams eksempel til at skelne mellem tillid og et krav på betaling. Galaterbrevet forbinder tro med kærlighed, og Første Thessalonikerbrev mindes handlinger, der udspringer af tro. Tilsammen forbinder anvendelserne tro med både at modtage fra Gud og at svare i et fællesskabs liv.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 4,4; Romerbrevet 4,5; Galaterbrevet 5,6

Retfærdiggørelse

I Greens leksikon fra 1896 omfatter retfærdiggørelse at blive anerkendt som retfærdig eller frifundet. Romerbrevet forbinder den med nåde, forløsning og fred; Galaterbrevet placerer den i en strid om tro og lovens gerninger. Begrebets teologiske omfang er omstridt: Calvin skelner mellem retfærdiggørelse og fornyelse, mens Tridentinerkoncilet medtager fornyelse som en del af retfærdiggørelsen. Begge opfatter retfærdiggørelse som en nådegave. Bird behandler et beslægtet spørgsmål og argumenterer for, at Guds domsafgørelse og tilhørsforholdet til Guds pagtsfolk hører sammen.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 3,24; Romerbrevet 5,1; Galaterbrevet 2,16
Former i kilderne: Δικαιόω; Δικαίωσις
Kildehenvisninger: 5

Retfærdighed

Greens leksikon fra 1896 bruger retfærdighed om ret adfærd og i andre sammenhænge om at blive anerkendt som retfærdig for Gud. Romerbrevet taler både om, at Guds retfærdighed åbenbares, og om retfærdighed, der tilregnes Abraham gennem tro. Brevet siger også, at loven og profeterne vidner om denne åbenbaring. Thayers leksikon fra 1889 fortolker Guds retfærdighed i Romerbrevet 1,17 og 3,21 ud fra Guds anerkendelse af mennesker som retfærdige.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 1,17; Romerbrevet 3,21; Romerbrevet 4,3
Kildehenvisninger: 2

Loven

Loven kan betegne den vejledning, der er givet til Israel, men betydningen må følges i hver passage. Romerbrevet beskriver loven som god og som noget, der afslører synd. Galaterbrevet undersøger dens rolle i forhold til løftet og Kristus, mens Første Korintherbrev skelner mellem flere forhold til loven. Argumenterne spørger til, hvad loven kan udrette, uden at gøre Guds vejledning ond i sig selv eller fremstille jøder som ensartede modstandere af nåden.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 9,4; Romerbrevet 7,7; Romerbrevet 7,12

Lovens gerninger

Lovens gerninger handler om lydighed mod Moseloven i Paulus' argumenter om retfærdiggørelse. Bird forstår udtrykket som lovens krav, herunder omskærelse, spiseregler og sabbatsoverholdelse; han afviser at begrænse udtrykket til identitetsmarkører alene. Striden mellem jøder og hedninger forbliver en del af sammenhængen. Den faglige uenighed angår både, hvilke praksisser udtrykket fremhæver, og hvorfor Paulus udelukker dem fra retfærdiggørelsen.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 3,20; Galaterbrevet 2,16; Galaterbrevet 3,2
Former i kilderne: ἔργα νόμου
Kildehenvisninger: 3

Omskærelse

Omskærelse er en praksis, hvor forhuden fjernes, og hvis betydning bliver omstridt, når hedninger optages i det troende fællesskab. Apostlenes Gerninger omtaler et krav om, at hedningekristne skal omskæres for at blive frelst; Galaterbrevet advarer modtagerne mod at godtage kravet som en vej til retfærdiggørelse. Romerbrevet fremhæver i stedet, at Abrahams tro kom før hans omskærelse. De forskellige sammenhænge skelner mellem selve praksissen og påstande om betingelserne for tilhørsforhold og frelse.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 15,1; Galaterbrevet 5,2; Galaterbrevet 5,3
Kildehenvisninger: 2

Pagt

Sprog om pagt forbinder Guds tilsagn med et folks liv og identitet. Romerbrevet medtager pagter blandt Israels fortrin. Første Korintherbrev knytter bægeret ved fællesskabets måltid til en ny pagt gennem Jesus' død, og Andet Korintherbrev forbinder tjenesten for en ny pagt med Helligånden. Romerbrevet bruger flertal, mens de to korintherbreve bruger sprog om en ny pagt i forskellige sammenhænge.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 9,4; Første Korintherbrev 11,25; Første Korintherbrev 11,26

Løfte

Løfte beskriver det, Gud forpligter sig til at give, især i argumenterne om Abraham og hans efterkommere. Galaterbrevet forbinder det lovede afkom med Kristus og fastholder, at den senere lov ikke ophæver løftet. Romerbrevet knytter Abrahams arv til tro og skelner mellem løftets børn og afstamning alene. Begge argumenter overvejer, hvordan Guds tilsagn forholder sig til loven og identificerer dets arvinger.

Eksempler på henvisninger: Galaterbrevet 3,16; Galaterbrevet 3,17; Romerbrevet 4,13

Udvælgelse

Udvælgelse handler om Guds valg og kald i argumenter om nåde, Israel og livet i Kristus. Romerbrevet beskriver, hvordan Guds hensigt går forud for fødslen af brødrene Jakob og Esau, og taler senere om en rest knyttet til nåde. Efeserbrevet forbinder Guds udvælgelse i Kristus med hellighed og kærlighed. Passagerne fremhæver det guddommelige initiativ, mens spørgsmål om individuelt og kollektivt omfang og forholdet til menneskers svar kræver fortolkning.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 9,10; Romerbrevet 9,11; Romerbrevet 9,12

Barnekår

Barnekår udtrykker tilhørsforhold til Guds familie gennem Kristus og Helligånden. Romerbrevet forbinder dem med tillid i henvendelsen til Gud frem for tilbagevenden til frygt og også med et fremtidigt håb, der angår kroppen. Galaterbrevet knytter barnekår til udsendelsen af Sønnen, mens Efeserbrevet placerer dem i Guds hensigt. I Romerbrevet ledsages familietilhørsforhold og arv af lidelse såvel som håb om kroppens fornyelse.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 8,15; Romerbrevet 8,23; Galaterbrevet 4,4

Arv

Arv betegner en lovet andel i Guds gaver frem for kun ejendom, der overføres inden for en menneskelig familie. Galaterbrevet forbinder arven med Guds løfte til Abraham, Efeserbrevet med Guds hensigt og Helligånden og Kolossenserbrevet med delagtighed blandt Guds folk. Billedet knytter tilhørsforhold til en gave modtaget fra Gud. Dets bestemte indhold og forhold til det nuværende og fremtidige liv må læses i hvert argument.

Eksempler på henvisninger: Galaterbrevet 3,18; Efeserbrevet 1,11; Efeserbrevet 1,14

Forsoning

Forsoning beskriver et ændret forhold, hvor der tidligere var fjendskab eller fremmedgørelse. Romerbrevet knytter den til Guds søns død, Andet Korintherbrev fremstiller Gud som dens ophav og tildeler en forsoningstjeneste, og Kolossenserbrevet beskriver fred gennem Kristus i kosmisk omfang. Passagerne forbinder guddommelig handling med et genoprettet forhold; deres forskellige omfang er vigtige, når man overvejer, hvordan genoprettelsen modtages og fuldendes.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 5,10; Andet Korintherbrev 5,18; Andet Korintherbrev 5,19

Forløsning

Forløsning beskriver befrielse, som Kristus bringer i disse breve. Romerbrevet knytter den til retfærdiggørelse og nåde; Galaterbrevet taler om frihed fra lovens forbandelse gennem Kristus' død; Efeserbrevet forbinder den med tilgivelse. Passagerne fremhæver redning og dens omkostning. De identificerer ikke selv enhver del af billedet med en antik handel og angiver ikke en person, der nødvendigvis må være blevet betalt.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 3,24; Galaterbrevet 3,13; Efeserbrevet 1,7

Sonoffer

Begrebet sonoffer gengiver her WEB's beskrivelse af Kristus' rolle i Romerbrevet 3,25. Greens historiske leksikon giver udtrykket en vredesafværgende betydning og omtaler brugen om sonedækket i Hebræerbrevet 9,5. Bailey argumenterer for, at Romerbrevet fremstiller Kristus som sonedækket, helligdommens sted for soning og guddommelig åbenbaring. Forklaringerne angår billedets betydning; de giver ikke i sig selv en fuldstændig beskrivelse af, hvordan Kristus' død frelser.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 3,24; Romerbrevet 3,25; Romerbrevet 3,26
Former i kilderne: ἱλαστήριον
Kildehenvisninger: 2

Tilgivelse

Tilgivelse beskriver Guds eftergivelse af menneskers uret gennem Kristus i disse passager. Efeserbrevet og Kolossenserbrevet forbinder den med forløsning, og Efeserbrevet fremhæver Guds gavmilde nåde. Apostlenes Gerninger fremstiller Paulus, som forkynder tilgivelse gennem Jesus. Anvendelserne skelner mellem tilgivelsens gave og den forkyndelse, der gør den kendt for tilhørerne.

Eksempler på henvisninger: Efeserbrevet 1,7; Kolossenserbrevet 1,14; Apostlenes Gerninger 13,38

Frelse

Frelse beskriver Guds redning og fornyelse gennem Kristus. Romerbrevet forbinder den med evangeliet og tro, Efeserbrevet med nåde modtaget gennem tro og Titusbrevet med guddommelig barmhjertighed og fornyelse ved Helligånden. Titusbrevet forbinder også denne redning med håbet om evigt liv og en forpligtelse til at gøre godt. Passagerne fremstiller frelsen som Guds gave med følger for livet frem for en belønning købt gennem moralske præstationer.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 1,16; Efeserbrevet 2,8; Titusbrevet 3,5

Synd

Synd betegner både menneskelig uret og en herskende magt i Romerbrevets argumentation. Paulus placerer jøder og grækere sammen under dens rækkevidde, forbinder dens indtræden med Adam og døden og opfordrer troende til ikke at adlyde dens krav. Bevægelsen mellem handlinger og personificeret magt er med til at forklare, hvorfor drøftelsen omfatter både ansvar og befrielse frem for blot en liste over forbudte handlinger.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 3,9; Romerbrevet 5,12; Romerbrevet 5,14

Kors

Kors betegner det middel, Jesus blev dræbt med, og bliver et centralt billede på dødens betydning. Filipperbrevet forbinder denne død med hans lydighed og fornedrelse. Første Korintherbrev beskriver budskabet om korset som en udfordring til almindelige vurderinger af visdom og magt, mens Galaterbrevet gør det centralt for Paulus' ændrede forhold til verden. Brevene bruger korsfæstelsen til at forklare formen og betydningen af livet i Kristus.

Eksempler på henvisninger: Filipperbrevet 2,8; Første Korintherbrev 1,18; Første Korintherbrev 1,23

Opstandelse

Opstandelse handler om at blive oprejst fra døden: både forkyndelsen om Kristus og det fremtidige håb for dem, der tilhører ham. Første Korintherbrev minder om Kristus' begravelse og opstandelse, argumenterer for, at hans opstandelse begrunder de troendes håb, og beskriver et forvandlet kropsligt liv. Første Thessalonikerbrev forbinder afdøde troendes opstandelse med Kristus' genkomst. Argumentet knytter Kristus' opstandelse til fremtiden for dem, der tilhører ham.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 15,4; Første Korintherbrev 15,20; Første Korintherbrev 15,42

Forening med Kristus

Forening med Kristus beskriver delagtighed i Kristus' liv gennem de forhold, brevene fremstiller. Romerbrevet forbinder troende med hans død og opstandelse, Galaterbrevet taler om Kristus, der lever i Paulus, og Første Korintherbrev beskriver at knytte sig til Herren. Romerbrevet forbinder denne delagtighed med dåb og en ny levevis; Første Korintherbrev forbinder tilhørsforhold til Herren med ansvar for kroppens handlinger.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 6,4; Romerbrevet 6,5; Galaterbrevet 2,20

Ny skabelse

Ny skabelse beskriver den forandring, der forbindes med at tilhøre Kristus. Andet Korintherbrev placerer den i en beskrivelse af Kristus' død, en forvandlet måde at betragte mennesker på og forsoning med Gud. Galaterbrevet behandler ny skabelse som afgørende, hvor omskærelsesstatus ikke er det. I passagerne forbindes billedet med at leve for Kristus, ændrede forhold og en status, der ikke bestemmes af omskærelse.

Eksempler på henvisninger: Andet Korintherbrev 5,14; Andet Korintherbrev 5,15; Andet Korintherbrev 5,16

Åndelige gaver

Åndelige gaver er forskellige evner og aktiviteter, der forbindes med Guds nåde og Helligånden i fællesskabet. Romerbrevet medtager undervisning, tjeneste, gavmildhed og ledelse, mens Første Korintherbrev forbinder forskellige gaver med et fælles ophav og andres gavn. De opregnede gaver omfatter forskellige former for tjeneste rettet mod fællesskabets bedste. Første Korintherbrev placerer også ønsket om gaver sammen med sin opfordring til at stræbe efter kærlighed.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 12,6; Romerbrevet 12,7; Romerbrevet 12,8

Tungetale / sprog

Tungetale betegner her tale forbundet med Helligånden, hvis offentlige brug kræver tydning. Apostlenes Gerninger forbinder den med profeti, efter at Helligånden kommer over en gruppe i Efesos. Første Korintherbrev opregner forskellige slags tungetale, begrænser antallet af talere og kræver en tyder i forsamlingen; uden en sådan tillader brevet tale rettet privat til Gud. Greens leksikon fra 1896 beskriver en gave til at tale et andet sprog end talerens eget. Thayers leksikon fra 1889 fortolker derimod talen i korinthermenigheden og i Apostlenes Gerninger 19,6 som ekstatisk tale, som han skelner fra tale på fremmede sprog.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 19,6; Første Korintherbrev 12,10; Første Korintherbrev 14,2
Kildehenvisninger: 2

Åndens frugt

Åndens frugt er Galaterbrevets billede på egenskaber knyttet til et liv, der ledes af Helligånden. Eksemplerne omfatter kærlighed, tålmodighed og selvbeherskelse i modsætning til de ødelæggende mønstre, der beskrives tidligere. Billedet angår karakter og livsførelse frem for en fremvisning af usædvanlige evner. Det hører til et argument, der forbinder Helligåndens virksomhed med måden, de troende lever blandt andre mennesker på.

Eksempler på henvisninger: Galaterbrevet 5,16; Galaterbrevet 5,19; Galaterbrevet 5,20

Menighed / forsamling

Menighed betegner her et fællesskab af troende frem for en særlig religiøs bygning. Apostlenes Gerninger beskriver lokale forsamlinger, der får ældste, Første Korintherbrev henvender sig til forsamlingen i Korinth, og Filemonbrevet medtager en forsamling, som mødes i et hus. Passagerne forbinder fællesskabets identitet med fælles tilslutning til Kristus og praktisk organisering. De giver flere lokale rammer uden at angive én bygningstype eller en fuldstændig struktur for ethvert fællesskab.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 14,23; Første Korintherbrev 1,2; Filemonbrevet 1,2

Kristus' legeme

Kristus' legeme fremstiller troende som forskellige lemmer, der hører sammen gennem Kristus. Romerbrevet fremhæver deres fælles medlemskab, Første Korintherbrev udfolder behovet for hvert lem og for gensidig omsorg, og Efeserbrevet forbinder legemets vækst med tjeneste. Billedet understøtter enhed uden at gøre alles opgaver ens. Forskelle mellem lemmerne bliver grunde til gensidig omsorg frem for grunde til at udelukke dem.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 12,5; Første Korintherbrev 12,21; Første Korintherbrev 12,25

Dåb

Dåb er en praksis forbundet med omvendelse, tilslutning til Jesus og delagtighed i Kristus. Apostlenes Gerninger skelner mellem Johannes' dåb og den dåb, der modtages efter Paulus' forklaring om Jesus. Romerbrevet placerer dåben i sin beskrivelse af delagtighed i Kristus' død og fornyet liv, mens Galaterbrevet forbinder den med tilhørsforhold til Kristus. Passagerne giver praksissen teologisk betydning uden at afgøre enhver uenighed om dens modtagere, fremgangsmåde eller forhold til frelsen.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 19,3; Apostlenes Gerninger 19,4; Apostlenes Gerninger 19,5

Nadver

Nadveren er fællesmåltidet med brød og bæger, som Første Korintherbrev drøfter i forhold til Jesus' død. Paulus minder om den overleverede beretning, forbinder deltagelsen med Kristus og med hinanden og kritiserer samlinger, der ydmyger mennesker, som mangler mad. Måltidets ihukommelse og forkyndelse hører derfor sammen med dets ansvar for fællesskabet. Fortolkninger af Kristus' nærvær og af deltagelsen kræver mere end at identificere måltidets bestanddele.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 10,16; Første Korintherbrev 10,17; Første Korintherbrev 11,20

Hellighed / helliggørelse

Hellighed og helliggørelse handler om at tilhøre Gud og leve i overensstemmelse med det. Første Korintherbrev henvender sig til mennesker, der allerede er helliget i Kristus; Romerbrevet beskriver en ændret form for kropslig tjeneste, der fører mod helliggørelse; Første Thessalonikerbrev forbinder den med seksuel adfærd og med ikke at gøre andre uret. Passagerne holder identitet og praksis sammen. De begrænser ikke hellighed til social status, en privat følelse eller tilbagetrækning fra ansvar over for andre.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 1,2; Romerbrevet 6,19; Romerbrevet 6,22

Samvittighed

Samvittighed angår menneskers bevidsthed om og vurdering af deres adfærd for Gud. Romerbrevet beskriver den sammen med tanker, der anklager eller forsvarer; Første Korintherbrev overvejer, hvordan tidligere tilknytning til afguder former oplevelsen af at spise bestemte fødevarer. Paulus beder de troende tage hensyn til et andet menneskes samvittighed såvel som deres egen frihed. Samvittigheden har derfor moralsk betydning uden at blive behandlet som en ufejlbarlig vejleder eller som ens hos alle.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 2,15; Første Korintherbrev 8,7; Første Korintherbrev 8,9

Frihed

Frihed beskriver befrielse og ansvarlig brug af handlefrihed i flere forskellige argumenter. Galaterbrevet forbinder Kristus' befrielse med at modsætte sig ny trældom og tjene andre gennem kærlighed. Første Korintherbrev beskriver, hvordan Paulus frivilligt begrænser sin uafhængighed for missionens skyld. Romerbrevet udstrækker frihedshåbet til skabningens befrielse fra forgængelighed. Anvendelserne angår åndelige, relationelle og fremtidige forhold frem for én og samme retslige status.

Eksempler på henvisninger: Galaterbrevet 5,1; Galaterbrevet 5,13; Første Korintherbrev 9,19

Kærlighed

Kærlighed tager i Første Korintherbrev form som tålmodighed, venlighed, sandfærdighed og omsorg for et andet menneskes bedste. Romerbrevet og Galaterbrevet forbinder næstekærlighed med opfyldelse af loven. Passagerne beskriver mere end en følelse: Kærlighed leder handlinger og modsætter sig det, der skader andre. Deres positive henvisning til Guds vejledning holder også kærlighed og lydighed tæt sammen.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 13,1–4; Første Korintherbrev 13,5; Første Korintherbrev 13,6

Håb

Håb er en forventningsfuld tillid til det, Gud endnu ikke fuldt ud har gjort synligt. Romerbrevet forbinder det med tålmodig venten og Helligåndens virksomhed, mens Første Thessalonikerbrev bringer opstandelseshåbet ind i et fællesskabs sorg over afdøde troende. Forventningen ledsager sorgen frem for at kræve, at mennesker benægter den. Grundlaget er Guds lovede fremtid i Kristus frem for sikkerhed for, at enhver nuværende omstændighed straks bliver bedre.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 8,24; Romerbrevet 8,25; Romerbrevet 15,13

Lidelse

Lidelse optræder som nuværende modgang, troende møder, mens de venter på Guds lovede fremtid. Romerbrevet sammenligner den med kommende herlighed, Filipperbrevet forbinder det at kende Kristus med delagtighed i hans lidelser, og Andet Korintherbrev placerer trængsel sammen med trøst, der modtages og deles. Vægten ligger på udholdenhed, samhørighed og håb, med trøst modtaget for andre såvel som for en selv. Passagerne anerkender smerten, samtidig med at de placerer den i en bredere forventning.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 8,18; Filipperbrevet 3,10; Andet Korintherbrev 1,4

Omvendelse

Omvendelse beskriver at vende sig mod Gud i et svar, der ændrer handlinger. Apostlenes Gerninger placerer den sammen med tro på Jesus i Paulus' budskab til jødiske og græske tilhørere. Romerbrevet forbinder den med Guds godhed, og Andet Korintherbrev skelner mellem sorg, der bærer frugt, og sorg, der fører til ødelæggelse. Den sidste passage ser efter et ændret svar på en konkret uret, så omvendelse omfatter mere end at føle fortrydelse eller vise fortvivlelse.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 20,21; Romerbrevet 2,4–5; Andet Korintherbrev 7,9

Bøn

Bøn er en måde, troende henvender sig til Gud på gennem anmodninger, taksigelse og vedvarende afhængighed. Filipperbrevet indbyder fællesskabet til at bringe sine bekymringer til Gud, Første Thessalonikerbrev opfordrer til vedholdenhed, og Romerbrevet beskriver Helligånden, som hjælper, når mennesker ikke ved, hvordan de skal bede. Passagerne giver plads til både udtalte anmodninger og svaghed, der rækker ud over ordene. De gør ikke virksom bøn afhængig af fuldkommen forståelse eller en bestemt ordformel.

Eksempler på henvisninger: Filipperbrevet 4,6; Første Thessalonikerbrev 5,17; Romerbrevet 8,26

Dom

Dom handler om Guds vurdering af menneskers handlinger og det ansvar, der følger. Romerbrevet forbinder den med sandhed og upartiskhed; Andet Korintherbrev placerer mennesker foran Kristus for at stå til regnskab for deres handlinger; Apostlenes Gerninger fremstiller en fremtidig dom i Paulus' tale i Athen. Passagerne handler om guddommelig myndighed, ikke blot om et menneskes negative mening. Advarslerne udfordrer også dem, der fordømmer andre, mens de begår samme uret.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 2,1; Romerbrevet 2,2; Romerbrevet 2,5

Vrede

Vrede beskriver Guds modstand mod uret og dens følger i Romerbrevet og Første Thessalonikerbrev. Romerbrevet taler både om vrede, der åbenbares, og om redning gennem Kristus; Første Thessalonikerbrev placerer befrielse fra den kommende vrede i sin forventning om Jesus' genkomst. Passagerne forener advarsel med håb. Deres sprog om nutid og fremtid kræver opmærksomhed frem for at blive begrænset til enten en forbigående menneskelig følelse eller én detaljeret tidsplan.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 1,18; Romerbrevet 5,9; Første Thessalonikerbrev 1,10

Kristus' genkomst

Kristus' genkomst er Herrens forventede komme, som forbindes med opstandelse og de troendes samling hos ham. Første Thessalonikerbrev møder uroen for dem, der er døde, og fastholder, at de levende ikke lader dem tilbage. Første Korintherbrev forbinder Kristus' komme med opstandelsen for dem, der tilhører ham. Vægten ligger på det håb, som afdøde og levende troende deler, uden at begivenheden får en dato.

Eksempler på henvisninger: Første Thessalonikerbrev 4,15; Første Thessalonikerbrev 4,16; Første Thessalonikerbrev 4,17

Herrens dag

Herrens dag og beslægtede udtryk handler om en forventet tid med guddommelig indgriben, dom og frelse. Første Thessalonikerbrev fremhæver dens uventede ankomst og opfordrer til årvågenhed. Første Korintherbrev knytter Herren Jesus' dag til en vanskelig sag om menighedstugt, mens Andet Thessalonikerbrev afviser en påstand om, at dagen er kommet. Udtrykkene optræder i forskellige argumenter, og deres forhold kræver mere end at antage ens ordlyd.

Eksempler på henvisninger: Første Thessalonikerbrev 5,2; Første Thessalonikerbrev 5,6; Første Korintherbrev 5,5

Guds rige

Guds rige handler om Guds herredømme, som forkyndes, afspejles i fællesskabets liv og forventes som en arv. Apostlenes Gerninger slutter med Paulus, der forkynder det sammen med undervisning om Jesus. Romerbrevet forbinder det med retfærdighed, fred og glæde frem for strid om mad, mens Første Korintherbrev advarer mod adfærd, der er uforenelig med at arve det. Passagerne forener nuværende tilslutning og fremtidig forventning uden at definere riget som ét jordisk territorium eller politisk program.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 28,31; Romerbrevet 14,17; Romerbrevet 14,19

Slaveri

Slaveri er den ufrie status, brevene behandler, når de taler til mennesker i slaveri og til dem, der udøver magt over dem. Første Korintherbrev drøfter en mulighed for frihed, Kolossenserbrevet pålægger herrer at handle retfærdigt, og Filemonbrevet appellerer til, at Onesimos modtages som en elsket bror. Passagerne behandler ulige forhold frem for almindelig beskæftigelse. Ordlyden fastslår ikke alle detaljer om Onesimos' forhold eller en gennemført frigivelse.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 7,21; Første Korintherbrev 7,22; Filemonbrevet 1,16

Romersk borgerret

Romersk borgerret er den status, Paulus påberåber sig i Apostlenes Gerninger, når han anfægter embedsmændenes behandling af ham. I Filippi protesterer han mod offentlig afstraffelse og fængsling uden rettergang; i Jerusalem fører udsigten til piskning til endnu en henvisning til hans romerske status. Kommandanten stiller sin egen bekostelige erhvervelse over for Paulus' påstand om borgerret fra fødslen. Scenerne forklarer statusens betydning i beretningen uden at give en fuldstændig redegørelse for romersk ret.

Eksempler på henvisninger: Apostlenes Gerninger 16,37; Apostlenes Gerninger 22,25; Apostlenes Gerninger 22,28

Indsamling til troende

Indsamling betegner den organiserede materielle hjælp til troende i Jerusalem, som beskrives på tværs af brevene. Første Korintherbrev giver anvisninger om at lægge midler til side og sende godkendte repræsentanter; Romerbrevet nævner bidrag fra Makedonien og Akaja. Andet Korintherbrev behandler deltagelsen som gavmild tjeneste og søger en retfærdig imødekommelse af nød. Indsamlingen forbinder fællesskaber gennem praktisk støtte frem for at love giverne større personlig rigdom.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 16,1; Første Korintherbrev 16,2; Første Korintherbrev 16,3

Fællesskab / samarbejde

Fællesskab og samarbejde handler om fælles deltagelse frem for blot socialt samvær. Første Korintherbrev forbinder fællesskab med Kristus; Filipperbrevet takker modtagerne for deres deltagelse i evangeliet; Andet Korintherbrev bruger fællesskabssprog om at hjælpe andre troende. Sammenhængene forbinder relation, fælles formål og materiel handling. Aktiviteterne varierer, så fællesskab med Kristus bør ikke begrænses til finansiering eller en fælles social begivenhed.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 1,9; Filipperbrevet 1,5; Andet Korintherbrev 8,4

Gæstfrihed

Gæstfrihed omfatter at byde andre velkommen og sørge for dem. Romerbrevet placerer den sammen med at dele midler med troende i nød, Første Timotheusbrev medtager den blandt en tilsynsmands kvalifikationer, og Filemonbrevet beder om logi, samtidig med at brevet udtrykker håb om et besøg. Det er forskellige sammenhænge: en formaning til fællesskabet, en ledelseskvalifikation og en personlig anmodning. Anmodningen om et gæsteværelse beskriver en påtænkt ordning uden at fortælle, at besøget fandt sted.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 12,13; Første Timotheusbrev 3,2; Filemonbrevet 1,22

Hoved som billede på relationer

Hoved er et kropsbillede, der bruges om forhold mellem Kristus, menigheden, kvinder og mænd. Betydningen i disse passager er omstridt. Grudem argumenterer for, at metaforisk hovedsprog betegner myndighed. Cervin forklarer metaforen ud fra det fysiske hoveds fremtrædende position og behandler myndighed som en følge af sammenhængen. Første Korintherbrev drøfter også gensidig afhængighed, mens Efeserbrevet placerer sammenligningen mellem mand og hustru sammen med underordning, kærlighed og omsorg.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 11,3–12; Første Korintherbrev 11,11; Efeserbrevet 5,21–25
Former i kilderne: Κεφᾰλή
Kildehenvisninger: 3

Tro på Kristus / Kristus' troskab

Det græske udtryk pistis Christou forbinder tro med Kristus, men fortolkere er uenige om forholdet. Hunn læser Galaterbrevet 2,16 som menneskers tro rettet mod Kristus; Duke læser Romerbrevet 3,22 ud fra Kristus' troskab. Oakes fremhæver vedvarende tillid og loyalitet i Galaterbrevet og åbner samtidig for mere end én retning i troskaben. Udtrykket hører til argumenter om retfærdighed og retfærdiggørelse; en læsning underbygget for én passage kan ikke uden videre overføres til alle forekomster.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 3,22; Galaterbrevet 2,16; Filipperbrevet 3,9
Former i kilderne: πίστις Χριστοῦ
Kildehenvisninger: 4

Kristus' selvudtømmelse

Kristus' selvudtømmelse beskriver Jesus' bevægelse ind i tjeneste og menneskelig ringhed i Filipperbrevet 2. Greens historiske leksikon forbinder udsagnsordet med fornedrelse eller afkald på forrettigheder. Jowers forklarer udtømmelsen gennem, at Kristus bliver menneske og går ind i en tjeners kår. Williams fremhæver frivillig begrænsning af handling uden væsensforandring af den guddommelige natur. Det er forenelige synspunkter frem for dokumentation for, at Kristus opgav bestemte guddommelige egenskaber. Passagen forbinder også Kristus' ydmyghed med fællesskabets adfærd og med hans efterfølgende ophøjelse ved Gud.

Eksempler på henvisninger: Filipperbrevet 2,5; Filipperbrevet 2,6; Filipperbrevet 2,7
Former i kilderne: Κενόω
Kildehenvisninger: 3

Åndelige magter

Åndelige magter er en fælles betegnelse for myndigheder og kræfter, der drøftes i brevene. Viljoen læser titlerne i Kolossenserbrevet som en fremhævelse af Kristus' overherredømme og anerkender samtidig usikkerheden om magternes præcise identitet. Efeserbrevet skelner mellem sin kamp og kamp mod mennesker, og Romerbrevet placerer magter i sin forsikring om Guds kærlighed. Passagerne giver ikke et fast hierarki og identificerer ikke nutidige mennesker som dæmoniske.

Eksempler på henvisninger: Efeserbrevet 6,12; Kolossenserbrevet 2,14; Kolossenserbrevet 2,15
Former i kilderne: ἀρχαὶ; ἐξουσίαι
Kildehenvisninger: 1

Overlevering / tradition

Overlevering handler om lære eller praksis, der modtages og gives videre i de fællesskaber, brevene henvender sig til. Første Korintherbrev minder både om overleveringer, modtagerne holder fast ved, og det budskab, Paulus modtog om Kristus' død og opstandelse. Andet Thessalonikerbrev medtager undervisning formidlet mundtligt og ved brev. Vægten ligger på videreførelse og troskab frem for en antagelse om, at enhver senere skik har samme ophav eller myndighed.

Eksempler på henvisninger: Første Korintherbrev 11,2; Første Korintherbrev 15,3; Første Korintherbrev 15,4

Sund lære

Sund lære betegner den undervisning, der anbefales i Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev og Titusbrevet. Første Timotheusbrev stiller den over for adfærd, brevet fordømmer. Titusbrevet forbinder passende undervisning med lærerens redelighed og eksempel, mens Andet Timotheusbrev advarer om tilhørere, der vælger budskaber, som passer til deres ønsker. Passagerne forbinder undervisningens indhold, lærernes adfærd og tilhørernes svar frem for at tilbyde en betegnelse løsrevet fra disse sammenhænge.

Eksempler på henvisninger: Første Timotheusbrev 1,10; Første Timotheusbrev 1,11; Andet Timotheusbrev 4,3

Skriften

Skriften betegner skrifter, der behandles som autoritative vidner om Guds hensigter i disse breve. Romerbrevet forbinder dem med tidligere profetiske løfter; Første Korintherbrev knytter dem til sin forkyndelse af Kristus' død og opstandelse. Andet Timotheusbrev beskriver hellige skrifter kendt fra barndommen og fremhæver Skriftens værdi for undervisning og dannelse til god livsførelse. Passagerne viser anvendelser og påstande om Skriften uden at angive indholdet af en fuldendt senere bibelsk kanon.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 1,2; Første Korintherbrev 15,3; Første Korintherbrev 15,4

Kød

Kød har forskellige betydninger efter sammenhængen og bør ikke uden videre sidestilles med den fysiske krop. Romerbrevet og Galaterbrevet stiller et liv styret af kødet over for et liv ledet af Helligånden. Filipperbrevet forbinder tillid til kødet med nedarvet position og personlige præstationer. Eksemplerne angår orientering, tilslutning og grundlag for tillid; de gør ikke enhver omtale af menneskelig kropslighed eller jødisk afstamning til et udsagn om moralsk ondskab.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 8,5; Romerbrevet 8,6; Galaterbrevet 5,17

At rose sig

At rose sig handler om de grundlag, mennesker påberåber sig for tillid eller ære. Romerbrevet udelukker selvros i sit argument om tro; Første Korintherbrev retter den mod Herren frem for menneskelig position. Andet Korintherbrev taler bevidst om at rose sig af svaghed på grund af Kristus' kraft. Anvendelserne kan udfordre selvophøjelse eller give tilliden en ny retning, så sproget ikke behandles som entydigt positivt eller entydigt negativt.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 3,27; Første Korintherbrev 1,26; Første Korintherbrev 1,29

Kald

Kald forbinder Guds hensigt med de troendes omstændigheder og adfærd. Romerbrevet placerer de kaldede i sin beskrivelse af Guds hensigt, Første Korintherbrev overvejer de situationer, hvor mennesker blev kaldet, og Efeserbrevet beder om en passende levevis. Sammenhængene angår tilhørsforhold og svar frem for kun valg af erhverv. Deres forskellige betoninger bør ikke sammentrænges til én beskrivelse af, hvordan hver enkelt persons livsopgave tildeles.

Eksempler på henvisninger: Romerbrevet 8,28; Første Korintherbrev 7,20; Efeserbrevet 4,1

Svaghed

Svaghed beskriver begrænsning i flere former på tværs af brevene. Andet Korintherbrev forbinder Paulus' svaghed med tillid til Kristus' kraft, Første Korintherbrev stiller mennesker, der vurderes som svage, over for dem, der anses for stærke, og Romerbrevet beskriver Helligånden, som hjælper troende, der har svært ved at bede. Eksemplerne angår trængsel, social vurdering og begrænset formåen. De modsætter sig at gøre imponerende styrke til målestok for Guds værk uden at behandle enhver begrænsning som samme oplevelse.

Eksempler på henvisninger: Andet Korintherbrev 12,9; Første Korintherbrev 1,27; Romerbrevet 8,26

Litteratur og kilder

Apostlenes Gerninger 7–28, den autoriserede oversættelse fra 1992. Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992. Stederne angives her kun som henvisninger; læs videre på bibelen.dk. Se kilden
Fra Romerbrevet til Filemonbrevet, den autoriserede oversættelse fra 1992. Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992. Stederne angives her kun som henvisninger; læs videre på bibelen.dk. Se kilden

Citér denne side

Thomas Diong. “Ord og fortolkningsbegreber i de paulinske breve.” Paulusbrevene · Pauline Letters. Opdateret 2026-10-24. https://paulineletters.com/da/explore/glossary

BibTeX

@online{paulineletters-da-glossary,
  author = {Diong, Thomas},
  title = {Ord og fortolkningsbegreber i de paulinske breve},
  organization = {Paulusbrevene · Pauline Letters},
  date = {2026-10-24},
  url = {https://paulineletters.com/da/explore/glossary},
  langid = {da}
}

RIS

TY  - ELEC
TI  - Ord og fortolkningsbegreber i de paulinske breve
AU  - Diong, Thomas
T2  - Paulusbrevene · Pauline Letters
DA  - 2026/10/24
UR  - https://paulineletters.com/da/explore/glossary
LA  - da
ER  -