Hvad et tekstvidne beviser

Hvad de to vigtigste tekstvidner viser

Papyrus 46, der hovedsagelig opbevares på Chester Beatty Library, bevarer en samling af Paulus' breve fra omkring år 200. Det er i sig selv en slående kendsgerning: inden for omkring halvandet hundrede år efter affattelsen cirkulerede disse breve ikke som løse enkeltdokumenter, men som et samlet korpus, der blev afskrevet sammen.

Codex Sinaiticus, en bibel fra det 4. århundrede, bevarer andre. Tilsammen viser de en tekst, der blev overleveret tidligt, vidt omkring og i selskab med andre tekster. Det er et reelt stærkt vidnesbyrd om brevene som genstande, der bevægede sig gennem virkelige fællesskaber.

Den påstand, disse billeder ikke kan bære

Intet af det afgør forfatterskabet. De omstridte breve er omstridte på grund af ordforråd, stil, en udviklet menighedsstruktur og en rejserute, der ikke passer med Apostlenes Gerninger – og ingen afskrift, hvor tidlig den end er, kan sige noget om nogen af delene. Et håndskrift fortæller, hvad der blev afskrevet, ikke hvem der holdt pennen.

En tidlig afskrift daterer heller ikke affattelsen. Den giver en senest mulig datering og intet andet. Afstanden mellem »fandtes omkring år 200« og »skrevet af Paulus i 60'erne« er netop det rum, debatten om forfatterskabet udspiller sig i, og et fotografi lukker det ikke.

Hvorfor tre breve deler ét fotografi

Andet Thessalonikerbrev, Titusbrevet og Filemonbrevet vises med det samme billede fra Codex Sinaiticus, og billedkortet oplyser det. Der findes ingen side for hvert af de tre breve i den ophavsretsfrie kilde, dette projekt bruger, og at fremstille tre forskellige generiske sider ville antyde belæg, der ikke findes.

At betegne det som et fælles tekstvidne gør en tilsyneladende dublet til noget lærerigt: disse breve er bevaret sammen, i ét kodeks, afskrevet af de samme hænder. Hvor der faktisk findes et blad for et enkelt brev – som det opslag i Papyrus 46, hvor slutningen af Filipperbrevet og begyndelsen af Kolossenserbrevet står på samme dobbeltside – viser udsnittet det blad, og billedteksten nævner, hvad der står på det.

Det opslag er i sig selv oplysende. To breve, der mødes på hinanden modstående sider, med titlen på det andet skrevet ind ved overgangen, er et direkte fysisk vidnesbyrd om, hvordan samlingen blev ordnet og indbundet. Det er den slags detalje, et fotografi faktisk kan fastslå, i modsætning til den slags, det ofte bliver bedt om at fastslå.

Papyrussen er desuden ufuldstændig. Der mangler blade i begge ender, så det bevarede er en del af det, der engang var en mere fuldstændig samling, og argumenter ud fra, hvilke breve den indeholder eller ikke indeholder, må tage højde for hullerne i stedet for at behandle det bevarede indhold som en indholdsfortegnelse.

Hvert billede på disse sider har sit eget kildelink, sin licens og kreditering af fotografen, fordi et fotografi er et belæg, og belæg skal kunne spores tilbage til deres oprindelse.