Det, der bevidst ikke er på kortet

Omdiskuterede identifikationer vises som omdiskuterede

Lystra, Derbe og ruten forbi Gode Havne er de bedst kendte omdiskuterede placeringer på Paulus' rute. Hver af dem vises, fordi rejsen ville gå i stykker, hvis de blev udeladt, men hver af dem har en synlig angivelse af, at placeringen er omdiskuteret. Læseren får rekonstruktionen og forbeholdet sammen i stedet for det ene uden det andet.

Det er en anden beslutning end i al stilhed at vælge flertallets opfattelse. Flertallets opfattelse bruges, men den er markeret, så den, der følger den alternative identifikation, kan se præcis, hvilken del af ruten der ville flytte sig.

Landemærker kræver en kilde

Terrænet har navngivne bjergtoppe, og hver eneste af dem er et virkeligt bjerg med en kilde bag sig. At tilføje en opfundet top for at fylde en tom strækning ud ville være nemt og umuligt at modbevise, og det ville i al stilhed gøre hele landskabet til pynt.

Sinaj bjerg er den lærerige udeladelse. Bjerget er berømt, det nævnes i Galaterbrevet, og hvor det ligger, er reelt omdiskuteret; der er flere kandidater. I stedet for at vælge én og tegne den, udelader kortet bjerget. Et navngivet bjerg på dette kort er en påstand om geografi, og det er ikke en påstand, dette projekt kan underbygge, når det gælder Sinaj.

Det tomme rum gør et stykke arbejde

Den samme tilbageholdenhed gælder stormen. Apostlenes Gerninger gengiver havnene, vindene og rækken af beslutninger om bord med bemærkelsesværdig detaljerigdom og angiver så ingen kurs. Kortet viser successive etaper på åbent hav for at formidle varigheden og afstår fra at tegne den præcise bane, der ville få det hele til at ligne et GPS-spor.

Provinsgrænserne blev fjernet af samme grund. Romerske administrative grænser flyttede sig i løbet af Paulus' levetid, de kendes ikke med den præcision, en tegnet linje antyder, og en skarp grænse på et kort læses som en kendsgerning snarere end som et videnskabeligt skøn. Regioner navngives, hvor teksten navngiver dem, og efterlades uden afgrænsning, hvilket ligger nærmere det, man faktisk ved.

Hydrografien fik samme kritiske gennemgang. Søer og floder vises, hvor de kan belægges med kilder, og vand inde i landet, som ikke kan placeres med sikkerhed, udelades i stedet for at blive skitseret ind for at få et landskab til at se fuldstændigt ud. En opfundet sø er lige så meget en påstand som en opfundet by, og den bliver langt sjældnere opdaget. Steder uden begivenheder behandles på samme måde. En havn, som skibet anløb, uden at der er registreret andet end selve anløbet, tegnes og navngives på ruten, men bliver ikke et stop med en tilknyttet scene. At give hvert navngivet sted samme vægt i fortællingen ville gøre fremstillingen til en rejsebeskrivelse og antyde, at kilderne siger mere om hvert enkelt sted, end de gør.

Ingen af disse udeladelser gør kortet mere nøjagtigt i den forstand, at det indeholder mere sandhed. De gør det mere ærligt i den forstand, at det indeholder færre påstande, som kilderne ikke kan bære.