Paulus bad tre gange, og svaret var nej

Hvorfor han overhovedet fortalte det

Paulus fortalte ikke om sin torn af egen drift i et stille øjeblik. Rivaliserende missionærer i Korinth – han kalder dem med en skarp undertone for »superapostlene« – havde slået mønt på syner og sejre. Tvunget til at møde deres selvros med selvros opregner Paulus, hvad hans tjeneste faktisk havde indbragt ham: prygl, skibbrud, floder, røvere, søvnløse nætter og det daglige pres fra alle menighederne (Andet Korintherbrev 11,23–28). Så går han endnu et skridt videre, til den mærkeligste legitimation af dem alle – en oplevelse af himlen, som ingen kan sætte noget op imod, og det, der blev givet ham, for at den ikke skulle fordærve ham.

Tornen

Han havde fået åbenbaringer, der var så usædvanlige, siger han, at de kunne gøre et menneske uudstående – og noget andet blev givet ham sammen med dem:

Hvert ord bærer vægt, og intet af dem er en diagnose. En torn – ordet kan også betyde en pæl – i kødet. Dernæst en engel fra Satan – i et brev, hvor Paulus' passive vendinger som regel stille peger på Guds tilladelse. Pint af den gjorde han, hvad lidende mennesker gør: han bad, og bad, og bad igen.

Paulus daterer synet til fjorten år tidligere (Andet Korintherbrev 12,2), hvilket regnet tilbage fra et brev skrevet i midten af 50'erne peger nogenlunde på begyndelsen af 40'erne. Tekststedet siger ikke, hvor synet fandt sted, hvornår tornen begyndte, hvor længe den varede, eller om Paulus havde talt om nogen af de to oplevelser før dette brev. Tidsangivelsen kan derfor ikke med sikkerhed placere oplevelsen i Kilikien eller gøre en periode, som kilderne tier om, til en kendt biografi. Den giver med sikkerhed et tidsrum mellem synet og brevet, ikke en sammenhængende beretning om nogen af de to oplevelser.

Svaret

Tredje gang han bad, fik han svar – bare ikke det, han havde bedt om:

Bønnen blev besvaret, og tornen blev siddende. Paulus' reaktion er omdrejningspunktet for hele tekststedet: han holder op med at forhandle med svagheden og begynder at rose sig af den, fordi den var blevet det sted, hvor en kraft, der ikke var hans egen, synligt hvilede over ham.

Gisningerne – og hvorfor tavsheden måske er pointen

Fortolkere har i århundreder forsøgt at udfylde hullet: en øjensygdom – galaterne ville have revet deres egne øjne ud for ham, og han slutter brevet med store bogstaver (Galaterbrevet 4,15; 6,11); malaria eller en anden tilbagevendende sygdom; epilepsi; talebesvær; eller vedvarende forfølgelse. Hvert forslag bygger på et spor i teksten, og intet af dem kan fastslås ud fra det bevarede materiale.

Tavsheden er måske ikke et hul i vidnesbyrdet; den kan være selve vidnesbyrdet. En unavngiven torn tilhører enhver læser, der selv bærer på en. Hvad din end hedder, kommer svaret uredigeret: tilstrækkelig nåde, kraft, der fuldendes i svaghed.

Et mønster, ikke en enkeltepisode

Tornen er ét kapitel i en teologi, som Paulus blev ved med at formulere på ny. Han beskriver en skat i lerkar, så det står klart, at kraften kommer fra Gud (Andet Korintherbrev 4,7). Han minder også galaterne om, at legemlig svaghed fulgte med hans første forkyndelse blandt dem (Galaterbrevet 4,13), selv om både lidelsens art og dens betydning for hans rejser er uvis. Andet Timotheusbrev – hvor det diskuteres, om Paulus selv skrev brevet, og om det hører til hans sidste tid – viser en fængslet brevskriver, der blev ladt i stikken ved sit første forsvar, men som alligevel siger, at Herren stod ham bi (Andet Timotheusbrev 4,16–17). I de ubestridte breve og i den traditionelle læsning af den sidste fase viser styrken sig midt i svagheden.

Følg selv ruten

Træd ind i fortællingen i Makedonien, hvor Andet Korintherbrev blev skrevet – det brev, der fortæller om tornen. »Superapostlene«, trøsten ved Titus' ankomst og ordet om den tilstrækkelige nåde iscenesættes dér; listen over trængsler går med Paulus gennem alt, hvad der følger.