Hvilken vej tog Paulus?

En lige linje er det forkerte udgangspunkt

Det er let at forbinde to byer med en lige linje, og det er næsten altid forkert. Det sydlige Lilleasien er ikke fladt: Amanus- og Taurusbjergene ligger mellem Syrien og det anatolske højland, og en rejsende krydsede dem på et lille antal kendte steder eller slet ikke.

Derfor følger en landstrækning her en korridor og ikke en korde. Fra Antiokia til Tarsus går ruten over Amanusbjergene og derefter langs kystsletten; højsletten nås gennem Den Kilikiske Port. Det er ikke dekorative sving – det er forskellen mellem en rute, et menneske kunne gå, og en streg tegnet på et billede.

Hvad Apostlenes Gerninger oplyser, og hvad der mangler

Nogle gange nævner teksten stederne undervejs, og så er der intet at udlede: rækkefølgen gennem Amfipolis og Apollonia til Thessalonika er givet. Andre gange nævner den kun endepunkterne og en region, som når menighederne i Galatien og Frygien bliver styrket, og den konkrete vej lader sig ikke genfinde.

Hvor ruten passerer et sted, uden at der sker noget, vises stedet som et navngivet punkt på ruten og ikke som et ophold med en fortælling knyttet til. Et sted får et kapitel, fordi noget sker der, ikke fordi det ligger på vejen – ellers ville fortællingen splintres til en rejsebeskrivelse.

At markere forskellen

Det vigtige er ikke, hvilken korridor der vælges, men at valget er synligt. Hvor Apostlenes Gerninger angiver vejen, siger guiderne det. Hvor vejen er udledt af terrænet og det romerske vejnet, siger de også det, og slutningen fremstilles som en slutning.

Strækningen fra Perge til Antiokia i Pisidien er det tilfælde, der fortjener opmærksomhed. Apostlenes Gerninger nævner begge byer og intet imellem dem, men de ligger i vidt forskellig højde: ruten stiger fra kystsletten op i det anatolske højland gennem Taurusbjergene – en hård opstigning gennem et land, som antikke kilder beskriver som farligt. Nogle læsere forbinder opstigningen med den sygdom, Paulus nævner i Galaterbrevet, og med at Johannes Markus vendte om i Perge. Kortet viser stigningen; guiderne afstår fra at påstå forbindelsen.

Strækningerne til søs får samme behandling med omvendt fortegn. En sejlads mellem to havne tegnes som en virkelig overfart og ikke som en lige korde, for en korde mellem fjerne havne vil løbe hen over forbjerge og øer, som et skib måtte runde. Hvor en passage krævede omhyggelig navigation – nord om Rhodos, ud for Knidos, rundt om Kretas østlige kap – er rutepunkterne placeret, så det tegnede spor holder sig i farvand, et fartøj faktisk kunne bruge.

Den skelnen holder også fortællingen ærlig. En rekonstrueret strækning tegnes på kortet, fordi Paulus på en eller anden måde krydsede terrænet, men den fortælles ikke, som om kilderne beskrev rejsen. At vise en krydsning og at påstå en rejse er to forskellige ting.