Sådan blev det afgjort
Hvilken vej tog Paulus?
Mellem to navngivne byer findes der som regel én sandsynlig korridor, og at sige, hvilken det er, er en påstand, der bør fremsættes åbent.
Læserspørgsmål
Hvilken rute gik Paulus egentlig mellem byerne?
Hvor Apostlenes Gerninger nævner steder undervejs, følger ruten dem. Ellers følger den korridoren, som terrænet tillader: bjergkæderne har få overgange, og det romerske vejnet fulgte dem. Kortet fører ruten gennem navngivne pas som Den Kilikiske Port og overgangen over Amanusbjergene i stedet for at trække en lige linje tværs gennem en bjergside.
En lige linje er det forkerte udgangspunkt
Det er let at forbinde to byer med en lige linje, og det er næsten altid forkert. Det sydlige Lilleasien er ikke fladt: Amanus- og Taurusbjergene ligger mellem Syrien og det anatolske højland, og en rejsende krydsede dem på et lille antal kendte steder eller slet ikke.
Derfor følger en landstrækning her en korridor og ikke en korde. Fra Antiokia til Tarsus går ruten over Amanusbjergene og derefter langs kystsletten; højsletten nås gennem Den Kilikiske Port. Det er ikke dekorative sving – det er forskellen mellem en rute, et menneske kunne gå, og en streg tegnet på et billede.
Hvad Apostlenes Gerninger oplyser, og hvad der mangler
Nogle gange nævner teksten stederne undervejs, og så er der intet at udlede: rækkefølgen gennem Amfipolis og Apollonia til Thessalonika er givet. Andre gange nævner den kun endepunkterne og en region, som når menighederne i Galatien og Frygien bliver styrket, og den konkrete vej lader sig ikke genfinde.
Hvor ruten passerer et sted, uden at der sker noget, vises stedet som et navngivet punkt på ruten og ikke som et ophold med en fortælling knyttet til. Et sted får et kapitel, fordi noget sker der, ikke fordi det ligger på vejen – ellers ville fortællingen splintres til en rejsebeskrivelse.
At markere forskellen
Det vigtige er ikke, hvilken korridor der vælges, men at valget er synligt. Hvor Apostlenes Gerninger angiver vejen, siger guiderne det. Hvor vejen er udledt af terrænet og det romerske vejnet, siger de også det, og slutningen fremstilles som en slutning.
Strækningen fra Perge til Antiokia i Pisidien er det tilfælde, der fortjener opmærksomhed. Apostlenes Gerninger nævner begge byer og intet imellem dem, men de ligger i vidt forskellig højde: ruten stiger fra kystsletten op i det anatolske højland gennem Taurusbjergene – en hård opstigning gennem et land, som antikke kilder beskriver som farligt. Nogle læsere forbinder opstigningen med den sygdom, Paulus nævner i Galaterbrevet, og med at Johannes Markus vendte om i Perge. Kortet viser stigningen; guiderne afstår fra at påstå forbindelsen.
Strækningerne til søs får samme behandling med omvendt fortegn. En sejlads mellem to havne tegnes som en virkelig overfart og ikke som en lige korde, for en korde mellem fjerne havne vil løbe hen over forbjerge og øer, som et skib måtte runde. Hvor en passage krævede omhyggelig navigation – nord om Rhodos, ud for Knidos, rundt om Kretas østlige kap – er rutepunkterne placeret, så det tegnede spor holder sig i farvand, et fartøj faktisk kunne bruge.
Den skelnen holder også fortællingen ærlig. En rekonstrueret strækning tegnes på kortet, fordi Paulus på en eller anden måde krydsede terrænet, men den fortælles ikke, som om kilderne beskrev rejsen. At vise en krydsning og at påstå en rejse er to forskellige ting.
Ofte stillede spørgsmål
Brugte Paulus de romerske veje?
Hvor vejnettet fandtes, næsten helt sikkert. Apostlenes Gerninger nævner Amfipolis og Apollonia på vandringen fra Filippi til Thessalonika – netop de byer, en rejsende ad Via Egnatia ville komme igennem, og i præcis den rækkefølge. Beretningen nævner sjældent en vej, men den bliver ved med at nævne de steder, vejene gik igennem.
Hvordan ved vi, hvilke bjergpas der fandtes på Paulus' tid?
De store pas er geologiske konstanter – Den Kilikiske Port har båret vejen fra Tarsus op til højsletten siden længe før Rom, og antikke kilder nævner den ved navn. Terrænet giver kun få alternativer, så kortet fører ruten gennem pas, der er belagt i kilderne og kan gås, i stedet for at opfinde en overgang, hvor der ingen er.
Kunne Paulus have taget en anden vej?
Nogle gange, ja. Hvor to korridorer begge er sandsynlige, oplyser rutenoterne, hvilken der er tegnet og hvorfor, og den tegnede linje gør krav på en korridor, ikke på en vished. En strækning, som Apostlenes Gerninger ikke beskriver, er markeret som rekonstruktion, og et bedre argument for den anden vej er præcis den slags rettelse, som revisionspolitikken lægger op til.
Litteratur og kilder
- Apostlenes Gerninger 7–28, den autoriserede oversættelse fra 1992. Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992. Stederne angives her kun som henvisninger; læs videre på bibelen.dk. Se kilden
- Projektets kronologi med 67 punkter, som sammenholder Apostlenes Gerninger og brevene og udtrykkeligt markerer diskuterede dateringer som sådanne.
- Jerome Murphy-O’Connor, Paul: A Critical Life (Oxford University Press, 1996).