Paulus i Athen og Korinth

Rejsen i sin sammenhæng

Den gennemarbejdede tale på Areopagos og det lange, vanskelige virke i Korinth lader sig ikke presse ind i en enkel modsætning mellem fiasko og succes. Denne guide læser beretningen side om side med Paulus' breve der, hvor de dækker det samme. Den skelner mellem det, teksterne siger, og de valg af datering og rute, som bruges til at ordne stoffet.

I Athen bliver Paulus oprørt over en by fuld af afgudsbilleder og fører samtaler både i synagogen og hver dag på torvet, hvor epikuræiske og stoiske filosoffer møder ham. Ført til Areopagos tager han udgangspunkt i et alter viet en ukendt guddom, citerer græske digtere om menneskets slægtskab med det guddommelige og bevæger sig hen imod omvendelse og en kommende dom, som er stadfæstet ved en mand, Gud har oprejst fra de døde. Da opstandelsen kommer på tale, håner nogle, mens andre beder om at høre mere.

Resultaterne i Athen er beskedne, men virkelige. Apostlenes Gerninger nævner Dionysios, et medlem af rådet på Areopagos, og en kvinde, der hed Damaris, blandt dem, der kommer til tro. Scenen læses ofte som et retorisk glansnummer eller som en relativ fiasko forud for Korinth, men teksten fremstiller hverken triumf eller nederlag. Paulus tilpasser sin indledning til et publikum uden for synagogen og holder samtidig opstandelsen i centrum, og et lille fællesskab tager form.

Hvad kilderne viser

Korinth er anderledes i omfang og sværhedsgrad. Paulus møder Akvila og Priskilla, der for nylig var blevet udvist fra Rom under kejser Klaudius, og arbejder sammen med dem som teltmager. Da Silas og Timotheus kommer fra Makedonien, giver han sig helt hen til forkyndelsen. Modstand i synagogen fører ham til huset ved siden af, hos Titius Justus; selv Krispus, synagogeforstanderen, kommer til tro, og et syn forsikrer Paulus om, at Gud har mange mennesker i denne by.

Opholdet varer atten måneder, længe nok til at grundlægge en betydelig menighed. Paulus bliver slæbt for statholderen Gallio, der nægter at dømme i det, han betragter som en intern strid om jødisk lov. Gallios embedsperiode, som en indskrift i Delfi daterer til omkring år 51–52, forankrer den bredere kronologi for Paulus' liv. Fra Kenkreæ, Korinths østlige havn, sejler han senere mod Syrien.

Korinth bliver et kronologisk holdepunkt og et vigtigt centrum, hvorfra Paulus skriver og fortsætter sin mission. Fortællingen omsætter dette forløb til scener og bevægelse, men det er den historiske guide, der har det sidste ord om belæg og usikkerhed.

Hvad der stadig diskuteres

At læse Athen som en strategisk fiasko, som Paulus rettede op på i Korinth, går videre end belæggene tillader; den modsætning, kilderne tegner, handler om omgivelser og varighed, ikke om en metode, der blev opgivet. Gallio-indskriften giver en usædvanlig fast datering, men hvordan den præcist hænger sammen med begyndelsen eller slutningen af Paulus' ophold i Korinth, diskuteres stadig. Guiden behandler holdepunktet som stærkt og den finere rækkefølge omkring det som rekonstruktion.