Titusbrevet

Anledning og argument

Anvisninger til Titus om at ordne de unge menigheder på Kreta.

Titusbrevet begynder med et ufærdigt arbejde. Modtageren er blevet ladt tilbage på Kreta for at få styr på det, der manglede, og udnævne ældste by for by, samtidig med at han skal imødegå lærere, der skaber uro i hele husstande for at skaffe sig uhæderlig fortjeneste. Kravene til lederne lægger vægt på en livsførelse, der kan tåle offentlighedens blik: gæstfrihed, selvbeherskelse, retfærdighed, troskab og evnen til at undervise i det, der er sundt.

Den sunde lære omsættes igen og igen til synlig adfærd blandt fællesskabets ældre og yngre medlemmer. Anvisningerne til husstanden hører hjemme i et hierarkisk antikt samfund og omfatter mennesker i slaveri, hvis ufrihed ikke må tones ned ved kun at læse afsnittet som almindelige råd til arbejdslivet. Nutidens læsere må derfor skelne mellem brevets pastorale strategi i den verden og enhver godkendelse af slaveriet som sådant.

Guiden placerer Titusbrevet ved siden af rejsekronologien, fordi brevets navne, planer, konflikter og hilsener hører hjemme i et levende netværk. Nøgleverset, Titusbrevet 2,11, læses som en del af denne større bevægelse i stedet for at blive fremstillet som et løsrevet slogan.

Kronologi og tekstvidne

Nåden udgør brevets moralske midtpunkt. At Guds frelsende nåde er trådt frem, opøver et folk i at give afkald på ødelæggende begær og leve med selvbeherskelse, retfærdighed og gudsfrygt, mens det venter på håbets opfyldelse. Den afsluttende appel tilføjer ydmyghed over for dem udenfor: de troende husker, at også de engang var vildledt, og frelsen tilskrives Guds barmhjertighed, ikke en bedre livsførelse. Gode gerninger er frugten af denne barmhjertighed, ikke et krav på moralsk rang.

Brevet nævner Kreta som Titus' arbejdsmark og beder ham mødes med afsenderen i Nikopolis, men siger ikke, at den planlagte overvintring dér faktisk fandt sted, og angiver heller ikke, hvor brevet blev skrevet. I den traditionelle rekonstruktion omkring år 62–64 ligger denne rejserute ud over Apostlenes Gerninger. Direkte paulinsk forfatterskab bestrides af mange på grund af ordforråd, menighedsstrukturer og kronologi; en paulinsk læsning forudsætter en periode med virksomhed efter det tidsrum, Apostlenes Gerninger dækker.

Codex Sinaiticus er det tekstvidne, der er afbildet for dette brev. Det dateres til ca. år 350 og er knyttet til British Library i London. Det samme billede af Codex Sinaiticus bruges også for andre breve. Billedet dokumenterer, at teksten er overleveret i denne håndskriftstradition; det beviser ikke den foreslåede datering eller det foreslåede affattelsessted.

Forfatterskab og datering

Titusbrevet hører til det traditionelle paulinske brevkorpus, men det direkte forfatterskab bestrides af mange af lignende grunde som ved Første Timotheusbrev: ordforråd, menighedsstruktur og en rejserute, der rækker ud over Apostlenes Gerninger. En traditionel rekonstruktion, der regner med Paulus som direkte forfatter, placerer brevets situation i tiden efter Apostlenes Gerninger og før den sidste periode i Rom, som foreslås som baggrund for Andet Timotheusbrev; Apostlenes Gerninger beretter hverken om en løsladelse, om en virksomhed derefter eller om dette forløb.