Paulus, Jakobs Brev og de nye perspektiver på tro og gerninger

To spørgsmål om tro og handling

Et udsagn om tro kan svigte på mere end én måde. Nogen kan behandle accept over for Gud som en belønning, man har krav på for præstationer. Andre kan bruge religiøs sikkerhed til at undgå at hjælpe næsten. Romerbrevet 4 behandler det første problem gennem et argument om Abraham; Jakobs Brev 2 gør det andet synligt gennem uopfyldte materielle behov. Sammenligning af løsrevne sætninger kan skjule forskellen, før læserne har forstået nogen af tilfældene.

Modsætningen fjerner ikke enhver vanskelighed. Begge passager drøfter tro, handling og retfærdiggørelse, og begge henviser til Abraham. En overbevisende fortolkning må forklare både det fælles ordvalg og de forskellige spørgsmål. Kontekst giver grunde til en syntese; den bør ikke blive tilladelse til at tildele bekvemme betydninger, når en passage udfordrer en foretrukken konklusion.

Abraham i de to argumenter

I Romerbrevet er rækkefølgen af Abrahams tro og omskærelse vigtig. Hans accept går forud for den identitetsmarkerende skik og støtter et argument om en familie, der omfatter uomskårne troende. Kapitlet forbinder Guds gavmildhed med løftets bredde. Det vedrører således allerede både en persons accept og de mennesker, som kan få del i arven.

Jakobs Brev inddrager Abrahams handling med Isak og forbinder tro omsat i handling med det tidligere udsagn om tro. Eksemplet vedrører troskab udtrykt i adfærd. Dets kraft ligner den praktiske udfordring ved argumentets begyndelse: En bekendelse, som intet udretter for et menneske i nød, kan ikke blot roses som tilstrækkelig. Fortællingens rækkefølge hjælper sammenligningen, mens teologiske spørgsmål stadig kræver argumentation.

Sidens evangelikale læsning og væsentlige kristne forskelle

Den evangelikale fortolkning, som fremlægges her, skelner mellem at modtage retfærdiggørelse gennem tro og det fornyede liv, som forbindes med ægte tro. Handling køber ikke Guds indledende accept, men kærlighed hører til det liv, troen udtrykker. Galaterbrevet 5 gør forbindelsen tydelig nok til at udelukke en moralsk ligeglad læsning af Paulus.

Kristne forklaringer er stadig forskellige. Calvin skelner accept som retfærdig fra fornyelse, mens han knytter begge til at modtage Kristus. Tridentinerkoncilet medtager tilgivelse og indre fornyelse i retfærdiggørelsen og afviser, at forudgående tro eller gerninger fortjener dens indledende nåde. Formuleringerne fortjener sammenligning på egne præmisser. Fælleserklæringen registrerer væsentlig enighed mellem navngivne kristne samfund og bevarer samtidig forskelle i forklaring; fælles sprog om nåde afslutter ikke enhver uenighed.

Tilhørsforhold for jøder og hedninger i de nye perspektiver

Konflikten i Galaterbrevet 2 vedrører tilbagetrækning fra fælles måltider og pres på hedninger for at antage skikke blandt jøder. Den konkrete strid giver spørgsmål om tilhørsforhold en plads i fortolkningen af retfærdiggørelse. Romerbrevet argumenterer ligeledes fra Abraham hen imod en familie ud over omskærelsen. Ingen af passagerne gør fællesskabet til en irrelevant baggrund for en udelukkende privat religiøs oplevelse.

Den omvendte reduktion er også utilstrækkelig. Anerkendelse af den sociale sammenhæng får ikke synd, tilgivelse eller Guds dom til at forsvinde. Læserne må forklare, hvordan disse forhold hænger sammen. De bør også modstå at gøre religionen blandt jøder til et ensartet system af selvfrelse eller bruge etnisk identitet som evidens for en persons åndelige motiv. Et argument om en omstridt skik er ikke en dom over ethvert liv blandt jøder.

Dunn, Wright og forskellige forslag

Dunn tilskriver Sanders æren for at udfordre et forvrænget billede af jødedommen, mens han afviger fra hans forklaring af Paulus. Wright beskriver sin egen vej gennem spørgsmålene. Den fælles diskussion indeholder derfor forskellige forslag. Dunns vægt på grænser bør bevare hans forbehold: Den omstridte adfærd er ikke begrænset til tre skikke, og hans kritik afviser ikke blot selve loven.

Nanos' forslag om en placering inden for jødedommen giver endnu en sammenligning. Han placerer Paulus i et liv præget af Toraen blandt jøder og skelner deltagende ikke-jøder fra jøder. Det er en tilskrevet rekonstruktion, ikke en definition, som binder enhver forsker med betegnelsen. Fælles interesse for konteksten blandt jøder gør ikke forslaget identisk med Dunns eller Wrights, og uenighed bør afprøves gennem konkrete argumenter frem for at blive antaget ud fra navne.

Kritik og syntese uden karikatur

Schreiner argumenterer for, at lovens gerninger vedrører lovens krav som helhed. Bird behandler et beslægtet, men andet spørgsmål ved at forbinde Guds gunstige dom med pagtstilhørsforhold. Forslagene bør afprøves i deres egne argumenter; de er ikke modsatrettede definitioner af ét udtryk. En nyttig sammenligning spørger, hvad hver forklarer om den konkrete strid og det bredere argument, og hvor dens fremstilling lader evidens stå uafklaret.

Nærlæsning af passagerne ændrer også uenighedens tone. Behovet for gavmildhed i Jakobs Brev og forbindelsen mellem tro og kærlighed i Galaterbrevet forbliver synlige sammen med afvisningen af fortjent accept i Romerbrevet. Udsagnene kræver teologisk argumentation uden karikaturer af jøder, katolikker, protestanter eller videnskabelige modstandere. Den stærkeste syntese forklarer evidensen og gør samtidig sine egne standpunkter og grænser tydelige.

Spørgsmål